pdf, 1 MB - DIIS

8.5.4 Indflydelsen – hvem får sat sine fingeraftryk?
At bedømme organisationernes indflydelse ud fra en række ministerielle notater og indstillinger,
mødereferater samt høringssvar fra organisationer er vanskeligt og kan kun foretages med visse
forbehold. På baggrund af det foreliggende materiale synes der dog at kunne afdækkes en udvikling i
organisationernes indflydelse i løbet af processen. Organisationernes høringssvar i forbindelse med
Grønbogen synes således at være blevet tillagt en vis vægt i Justitsministeriets forsigtige udtalelse til
Kommissionen om Grønbogen, hvilket understreges i det tidligere nævnte citat, hvor det henvises til, at
en nærmere stillingtagen ikke kan foretages, før man grundigt har konsulteret organisationerne.
Samtidig synes ministeriet at have forsøgt at balancere mellem erhvervs- og forbrugersidens holdninger.
I fasen omkring forhandlingerne om Direktivforslaget blev organisationerne inddraget tæt i drøftelserne,
og det er tydeligt, at deres holdninger, og især deres samlede modstand mod Direktivet er blevet tillagt
betydelig vægt. Som nævnt henviser Danmark i sin udtalelse på rådsmødet den 23. april direkte til
organisationernes modstand som en væsentlig begrundelse for, at Danmark må stemme nej 47 . Med
hensyn til erhvervssidens indflydelse overfor forbrugersidens var indstillingen fra Justitsministeriet efter
den anden høringsrunde som nævnt afbalanceret mellem hensyn til begge de to sider, men
Justitsministeriet arbejdede dog generelt for, at afhjælpningsretten skulle kunne videreføres og for at
formodningsreglen skulle udgå, hvilket var to klare mærkesager for erhvervslivet. Justitsministeriets
endelige stillingtagen til Rådets vedtagelse af den fælles holdning var i den forbindelse ’nem’, idet både
forbrugerne og erhvervene afviste Direktivforslaget – på den måde kunne ministeriet imødekomme
begge sider ved at stemme nej. Danmarks afvisning af Direktivforslaget kan dog ikke udelukkende ses
begrundet i organisationernes holdninger. Der er ikke tvivl om, at der i forvaltningen og blandt
forskellige danske domstole herskede en skepsis overfor de forholdsvis store ændringer i den danske
Købelov, der ville blive nødvendige for at implementere Direktivforslaget (Notat af 3. april 1998).
I implementeringsfasen synes organisationernes indflydelse imidlertid mere begrænset. Organisationerne
inddrages ikke direkte i den egentlige lovforberedelse, og deres bemærkninger på følgegruppens møder,
i høringssvarene og i direkte henvendelser til forvaltningen får kun begrænset betydning i kraft af
mindre ændringer og præciseringer. Erhvervsorganisationernes indtrængende henvendelser i
forbindelse med Retsudvalgets ændringsforslag vedrørende byggematerialer synes dog at have gjort et
indtryk – i det mindste på enkelte folketingspolitikere. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at
hverken forvaltningen eller regeringen støttede ændringsforslaget. Man kan derfor ikke slutte, at disse
47 Dette kan naturligvis blot være en mere ’taktisk’ begrundelse, der skal retfærdiggøre Danmarks nej til Direktivforslaget, men
alene det, at organisationernes holdninger bruges som et væsentligt argument tyder på en hvis imødekommenhed fra
forvaltningens side. Denne tolkning understøttes desuden af udtalelsen på det sidste specialudvalgsmøde fra DAF, der roser
Justitsministeriets åbenhed overfor organisationerne i forløbet.
127