pdf, 1 MB - DIIS

Som beskrevet eksisterer der på det forbrugerpolitiske område en række uskrevne regler for samspillet
mellem hhv. forvaltningen og organisationerne og interesseorganisationerne imellem, der skaber tillid
mellem aktørerne. Endvidere er der på trods af til tider store interessemodsætninger grundlæggende
konsensus om at skabe langsigtede og holdbare løsninger, der både medtænker forbruger- og
erhvervshensyn. Disse forhold gør, at der kan samarbejdes om konkrete sager – også på tværs af skellet
mellem forbruger- og erhvervssiden, idet erhvervssiden i nogle tilfælde har en strategisk interesse i at
samarbejde med forbrugersiden for at opnå legitimitet i forhold til forvaltningen og forbrugerne, dvs.
kunderne.
Konflikterne mellem erhverv og forbrugere er imidlertid langt større og mere udtalte i andre
medlemsstater og mellem de europæiske forbruger- og erhvervsorganisationer, end det er tilfældet i
Danmark. De europæiske paraplyorganisationer repræsenterer stejlere holdninger end de danske,
hvilket potentielt kan trække i retning af konflikt herhjemme. Dette modsvares dog delvist af
muligheden for at bevare det danske beskyttelsesniveau på grund af minimumsharmonisering samt af,
at fx Forbrugerrådet snarere påvirker deres europæiske organisation end omvendt. Endelig kan
forvaltningen og organisationerne i nogle EU-sager have behov for at stå mere sammen end ved en rent
dansk sag. Dette gælder især, hvis der allerede er opnået kompromis om en dansk model, der ønskes
bevaret.
Samlet set synes der i forhold til vores analysetypologi ikke at være sket en ændring i variablen grad af
konsensus, der fortsat trækker samspillet i retning af idealtypen korporativt politikfællesskab. Med
hensyn til variablene medlemskab og interaktionsform trækker disse også samspillet i retning af et
korporativt politikfællesskab, idet der som nævnt synes at være to forskellige niveauer for inddragelse –
ét for inderkredsen og et andet for de øvrige organisationer. Endvidere lader det til, at der som følge af
europæiseringen er kommet et større skel mellem de store og ressourcestærke interesseorganisationer
(inderkredsen) og de mindre og mere ressourcesvage. Dette synes at styrke tilnærmelsen til det
korporative politikfællesskab, da det kræver flere ressourcer at være (og blive) en del af inderkredsen,
samtidig med at dette netop er afgørende for at opnå indflydelse på de vigtigste beslutninger. Omvendt
har vi set, at det dog er muligt for andre organisationer end den faste kreds at blive inddraget og opnå
indflydelse i konkrete sager, når forvaltningen vurderer det relevant, hvilket betyder, at samspillet ikke
helt kan betegnes som et korporativt politikfællesskab. Alt i alt har europæiseringen dog trukket
samspillet yderligere i retning af et korporativt politikfællesskab.
I de to næste kapitler vil vi nu analysere samspillet i forbindelse med de specifikke sagsforløb
vedrørende vedtagelsen og implementeringen af Forbrugerkøbsdirektivet og Forbudsdirektivet.
107