pdf, 1 MB - DIIS

direktiv, vil forvaltningen sjældent foreslå nye EU-regler selv. Dette gælder også organisationerne, der
formodes at benytte andre kanaler, hvis de vil have iværksat ny EU-regulering.
Endvidere kræver det langt flere ressourcer at skulle deltage på flere beslutningsniveauer. Udover det
der sædvanligvis kræves for at deltage i samspillet med den danske forvaltning, skal organisationerne
have flere penge til fx rejser og evt. eget EU-kontor. Desuden skal deres ansatte beherske flere sprog,
have opbygget et kontaktnetværk i Bruxelles, kende til EU-systemet og holde sig opdateret om de ting,
der rører sig på det niveau samt relevante debatter i andre medlemsstater. Endelig skal de kende til
relevante hjemmesider, hvor der står noget om forslagene og kunne forstå meget kompliceret
detailregulering.
I forhold til EU-sager er der en vis informationsasymmetri mellem organisationerne og forvaltningen,
men denne kan variere til fordel for begge parter. På den ene side besidder forvaltningen nogle gange
flere informationer om Kommissionens forslag og forhandlingerne i Rådet, hvilket den informerer om i
specialudvalget. Blandt andet derfor er det vigtigt for organisationerne at deltage heri. På den anden
side har de store organisationer opbygget en række andre informationskanaler, der bl.a. nogle gange
kan give dem informationer om meget tidlige Kommissionsudkast, som forvaltningen ikke kender til,
samt om andre medlemsstaters holdninger til konkrete forslag, hvilket også kan være interessant for
forvaltningen at vide. I forlængelse heraf kan forvaltningen have brug for organisationernes støtte i
forbindelse med forhandlingerne i Bruxelles, idet organisationerne kan bidrage med kvalificerede
argumenter.
At det er mere ressourcekrævende for organisationerne at deltage på flere niveauer, og at det endvidere
er afgørende for dem at være medlem af specialudvalget samt opbygge egne informationskanaler, har
medført en yderligere differentiering mellem de ressourcestærke organisationer, der kan leve op til disse
krav og betingelser, og de mindre ressourcestærke organisationer, der i stigende grad hægtes af. Selv for
de store organisationer er det imidlertid ressourcekrævende. For én organisation har det betydet, at de
først nu har oprettet eget EU-kontor i Bruxelles og dermed tidligere hovedsagligt rettede indsatsen mod
den danske del af processen og mod deres europæiske paraplyorganisation. For andre har det omvendt
betydet, at opmærksomheden i nogle tilfælde fjernes fra den danske proces, i hvert fald i de indledende
faser af beslutningsprocessen, hvor forslaget udarbejdes af Kommissionen, og at arbejdet på det
europæiske niveau, især i forhold til de europæiske paraplyorganisationer, prioriteres højere end det
danske, hvis ressourcerne er begrænsede.
106