Den polske tekstil - Søren Højmark Rasmussen

20 Polens historie og transformation
ikke nogen succes, og de forblev under hele kommunisttiden et tegn på modstanden
i befolkningen (Nielsen, 2002).
I de følgende år var der en del uro og utilfredshed, så i 1956 blev Gomulka
indsat som statsleder. Han førte en mere liberal politik, hvor bl.a. kirken fik et
stort råderum, småbønderne forblev selvstændige og kulturlivet blomstrede, men
økonomien stagnerede. Da han i 1970 prøvede at stramme op på økonomien, og
indførte en gennemsnitlig prisstigning på 30 %, udbrød der store demonstrationer,
hvor hæren blev sat ind, og mindst 45 arbejdere blev skudt. Det medførte at Gomulka
blev udskiftet med Gierek. Gierek optog store lån i Vesten for at få gang
i økonomien, og i begyndelsen gik det fint. Der var vækstrater på 10-15 % og en
endnu højere stigning i reallønnen. Da den vestlige økonomi røg ind i en krise,
smittede det af på Polen, og derfor fik de hurtigt samme problemer som under
Gomulka. Gierek prøvede i 1980 endnu en gang at indføre kraftige prisstigninger,
men også denne gang kom det til voldsomme demonstrationer. Samtidig blev den
uafhængige fagbevægelse Solidaritet oprettet, og den spredte sig hurtigt, så den
i løbet af kort tid havde over 10 millioner medlemmer og fik en stor indflydelse
blandt den polske befolkning. Dette medførte endnu engang regeringsskifte, og
den nye regering indførte undtagelsestilstand og forbød Solidaritet. I de følgende
år forsøgte regeringen med nogle halvhjertet reformer, dog uden den store effekt,
og de økonomiske problemer fortsatte. Solidaritet fortsatte som en undergrundsbevægelse
og havde stærk støtte blandt befolkningen. I slutningen af firserne tog
kirken initiativ til en dialog mellem Solidaritet og regeringen, og det førte til valg
i 1989, hvor Solidaritet fik flertallet i parlamentet. Hermed havde Polen som det
første land i Østblokken ikke længere et kommunistisk styre (Nielsen, 2002).
3.2 Transformation efter 1989
I slutningen af 1989 var de kommunistiske regeringer i Polen og de andre østeuropæiske
lande blevet afsat, og de nye regeringer stod over for en række store udfordringer.
Ikke alene skulle de sikre et demokratisk styre og finde deres nye rolle
i en ændret verden med en ny geopolitisk orden, men samtidig skulle de også omstrukturere
økonomien og ændre en indgroet planøkonomi til en markedsøkonomi
efter vestligt forbillede. For at forstå regeringernes beslutninger og handlinger er
det nødvendigt først at kende de fremherskende transformationsteorier.
I Vesten var der en diskussion om, hvilken fremgangsmåde der ville være den
bedste. En økonom fra Harvard ved navn Jeffrey Sachs var ivrig fortaler for den
metode, der blev kendt som chokkuren eller den hårde landing. Ifølge denne teori
så var næsten alt foretaget af de kommunistiske regeringer forkert, og landene
skulle forandres revolutionært. Det betød, at alle de gamle institutioner skulle rykkes
op med rode og forandres fuldstændig. Dette ville gøre ondt i en kort periode,
men derefter ville landene fremstå som velhavende og stabile demokratier ligesom
forbillederne i Vesteuropa. En modsat holdning blev repræsenteret af Ralph
Dahrendorf fra Tyskland, der mente, at en mere langsom tilgang ville være bedre,
jf. den såkaldte bløde landing. De eksisterende institutioner skulle respekteres og