Den polske tekstil - Søren Højmark Rasmussen

3.1 Polen før 1989 19
ukrainer og hviderussere.
Selvstændigheden var dog kortvarig. Der gik kun ca. 20 år indtil 1939, hvor
Anden Verdenskrig brød ud, og Tyskland invaderede hurtigt efterfulgt af Sovjetunionen.
Da krigen sluttede i 1945, var Sovjetunionen en af sejrherrerne, og ved
forhandlinger i Jalta om den fremtidige opdeling af Europa, blev Polen udlagt
som en del af den sovjetiske interessesfære. Der blev også flyttet på grænserne, så
Sovjetunionen fik ca. 300 km af Polens territorium i øst. Som kompensation fik
Polen ca. 200 km nyt territorium ind i det besejrede Tyskland mod vest. Dette kan
ses på figur 3.2. Efter krigen blev de sovjetiske styrker i Polen, og pga. af deres
påvirkning fik Polen et kommunistisk styre og sluttede sig til Østblokken, da den
kolde krig brød ud i 1948 (Nielsen, 2002).
Figur 3.2: Grænsedragning efter 1945. Redigeret (Horlacher, 2004).
Polen fik efter Anden Verdenskrig en mere homogen befolkningssammensætning,
hvor størstedelen af befolkningen var etniske polakker. Det skyldes, at der
blev udført store befolkningsflytninger, hvor de tyskere, der nu kom til at bo på
den polske side af den nye grænse, blev flyttet til Tyskland, og de polakker, der
havnede på den sovjetiske side af den nye grænse, blev så flyttet til de tvangsflyttede
tyskeres gamle område. Samtidig skete der en udveksling mellem landene i
den nye østblok, så de etniske ukrainere og hviderussere blev flyttet til deres kulturelle
hjemlande, samtidig med, at de etniske polakker fra disse lande blev sendt
til Polen (Nielsen, 2002).
Den kommunistiske regering startede en voldsom industrialisering, hvor hovedvægten
var lagt på sværindustrien såsom stål- og kulproduktion. Der blev bygget
store virksomheder, som f.eks. Nowa Huta ved Krakow med 20.000 arbejdere
og skibsværftet ved Gdansk med 17.000 arbejdere. Samtidig blev landbruget forsøgt
kollektiviseret efter sovjetisk forbillede, men dette lykkedes kun delvis. Tilflytterne
fra øst, der havde slået sig ned i de tidligere tyske område, havde ikke
fået slået rod, og derfor kunne de forholdsvis let organiseres i kollektive landbrug.
Kollektiviseringen af de små private landsteder i det østlige Polen var til gengæld