Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank

oplagt at hans metodologi – trods implementeringen af en fænomenologisk inspireret
praksisforståelse, qua habitus – må siges at have et kollektivistisk præg.
Vi vurderer altså, at Bourdieu alt andet lige godt kan betegnes som metodologisk
kollektivist. Dermed må vi i dette perspektiv betragte hans forsøg på at lægge modstillingen
bag sig som mindre vellykket. Imidlertid ændrer dette ikke på, at Bourdieu godt kan have ret
i at selve den øvelse at indplacere ham på individualisme-kollektivisme aksen er ganske
uproduktiv. Vel kan man placere Bourdieu i kollektivisternes videnskabsfilosofiske
skyttegrav, men da Bourdieu partout nægter at deltage i det evindelige slag mellem de to
metodologiske modpoler, vil det nok ikke være til megen nytte.
Formår Bourdieu at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien?
Det umiddelbare ’ja’: Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme
Som skitseret er bruddet med subjektivismen knyttet til et brud med hverdagsforestillinger
som grundlag for samfundsvidenskabelig forskning. Bourdieu foretager efter vores mening
dette brud med stor konsekvens i sin epistemologi, dvs. i hans objektiverende konstruktion
af felter af positioner. Bruddet med den naive subjektivisme er uproblematisk for Bourdieu,
men kan kritiseres fra fænomenologisk hold. Schütz problematiserer således generelt de
strukturorienterede analyser, for at være af en problematisk karakter, idet de udtaler sig om
noget de faktisk ikke har adgang til, hvorimod Schütz’ sociologi forholder sig til det faktisk
observerbare, den hverdagslige praksis. (Schütz 1975:21) For os at se kan Schütz’ kritik af
objektivismen også anvendes på Bourdieu, idet denne foretager analyser på baggrund af
overindividuelle strukturer, fx den ulige fordeling af kapital i det sociale rum. Vi mener dog
ikke at dette i sidste instans ændrer på, at Bourdieu rent faktisk formår at arbejde sig udover
en subjektivistisk tilgang til studiet af det sociale.
Hvad angår bruddet med objektivismen, så distancerer Bourdieu sig, som skitseret, på flere
områder fra en objektivistisk tilgang (se s. 12). En af de centrale forskelle på Bourdieus og
Durkheims tilgange til studiet af det sociale er, at de repræsenterer hhv. en relationel og en
substantialistisk tankemåde: Hvor Durkheim kun opererer med individer og institutioner,
som besidder faste og immanente karakteristika, udøves objektiveringen af agenter og
institutioner hos Bourdieu i et relationelt perspektiv, hvor hver position tilskrives særlige
karakteristika, ikke substantielt, men på baggrund af positionens relation til andre positioner.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 18 af 25