Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank

strukturer som virker bag om ryggen på aktørerne, og som i virkeligheden er de faktorer,
som strukturerer individernes handlen. Durkheim mener, at man skal studere sociale
fænomener som ting, der kan beskrives udefra og som kan ”…kortlægges uafhængigt af de
forestillinger, individerne gør sig om samfundet…” (Guneriussen i Andersen 2005:74).
Dermed lever han op til kravene til en samfundsvidenskabelig praksis, der med Wacquants
formulering har karakter af ”social fysik” (Bourdieu & Wacquant 1996:21). Med en mere
gængs betegnelse kan man betegne Durkheims metode som positivistisk eller empirisk-
analytisk (Andersen 1990:23): Durkheim søger at finde frem til lovmæssigheder der gør sig
gældende i det sociale, hvilket gør hans teori til en samfundsvidenskabelig pendant til
naturvidenskabelige discipliner som fysik eller biologi, som ligeledes søger at afgive
nomotetiske forklaringer.
Durkheim er metodologisk kollektivist, idet han kræver, at samfundsvidenskabelige (årsags-
og funktions) forklaringer henviser til sociale fænomener, dvs. til overindividuelle faktorer,
snarere end til individers eller gruppers bevidste handlen (Gilje & Grimen 2002:202).
Denne holdning udtrykkes klart i følgende citat: ”En social kendsgernings bestemmende
årsag bør søges blandt de foregående sociale kendsgerninger, og ikke blandt tilstandene i
den individuelle bevidsthed” (Durkheim citat i Østerberg 2002:40).
Durkheim adskiller sig markant fra fænomenologien i sit syn på hvordan det sociologiske
forskningsobjekt skal konstrueres. Han betragter sociale fakta som overindividuelle
fænomener, der er ”udvendige i forhold til den enkelte og den enkeltes bevidsthed”
(ibid.:37). Derfor må det samfundsvidenskabelige objekt afgrænses ved hjælp af ”ydre
kendetegn” (ibid.:36). Denne blotlægning af sociale fænomeners objektive natur står i
modsætning til fænomenologens fokus på den subjektive forståelse af det sociale.
Durkheim mener, at sociologen skal ”… bestræbe sig på at betragte [sociale
kendsgerninger] fra en vinkel, hvor de viser sig isolerede fra deres individuelle
manifestationer...” (Durkheim citat i ibid.:37).
Durkheims objektivistiske sociologi har ifølge Bourdieu effektivt overvundet alle
subjektivistiske fejltrin i form af inddragelse af spontane hverdagslivsforståelser i den
videnskabelige objektkonstruktion. Hos Durkheim er første del af det dobbelt objektiverende
brud derfor fuldbyrdet (Bourdieu & Wacquant 1996:21).
Samfundsforskeren er hos Durkheim en videnskabsmand af samme type som den
naturvidenskabelige forsker: I kraft af bruddet med spontane hverdagsforestillinger og vha.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 11 af 25