Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank

More documents

Recommendations

Info

meningsstrukturerne i deres rene form, ubesmittet af samfundsmæssigheder som fx biografien, og at denne renhed kan skabe en naturlig uengagerethed. (Schütz 1975:59). Denne manøvre har Bourdieu ikke den store tiltro til, hvorfor han mener, at man skal objektiverer både analyseobjekt og forsker for at skabe en klar demarkationslinje herimellem. Denne demarkation er også af central betydning for Bourdieu ift. at bryde med ”typikaliteter” og ”prækonstruktioner”. Sociologer, der ikke forholder sig kritisk til egen praksis, er ikke bevidste om at deres egne opfattelseskategorier og tankefigurer i udgangspunktet er social formede (Bourdieu & Wacquant 1996:218). Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme Bourdieus brud med subjektivismen kan anskues som resultatet af en ambition om at afdække ”illusionen om umiddelbar viden” (Bourdieu i: Callewaert 1994:115). Dette ovenfor beskrevne brud må imidlertid efterfølges af et komplimenterende brud med ”illusionen om absolut viden” (Bourdieu i: Callewaert 1994:115). Det vil sige en afvisning af objektivisme og objektivistisk viden som erkendelsesmæssigt grundlag for videnskabelig sociologisk praksis. Etiketten objektivisme passer ifølge Bourdieu særdeles godt på Durkheims teori. Men Bourdieu benytter den generelt på alle sociologiske tilgange, som har det til fælles, at de bygger på en epistemologisk præmis om at det er nødvendigt at bryde med individernes egne doxiske, dvs. common-sense prægede forestillinger om den sociale virkelighed, hvis man vil nå frem til en sand, videnskabelig erkendelse. Det vil sige alle teorier, som effektivt gennemfører ét - og kun ét - objektiverende brud: nemlig at forkaste aktørernes common- sense-forestillinger som brugbare i samfundsvidenskaben. Eksempelvis behandler og kritiserer Bourdieu strukturalismen som eksponent for en objektivistisk position (i Bourdieu 2005a:192f). Når vi efter præsentationen af Durkheims objektivistiske position redegør for Bourdieus kritik af objektivismen, er kritikken ikke nødvendigvis er rettet direkte mod Durkheim, men derimod mod objektivistiske tilgange i almindelighed. Durkheims objektivisme For Durkheim var det en af sociologiens fornemste opgaver at bryde med individernes primære erfaringer, dvs. deres hverdagslige og umiddelbare forståelser af det sociale. Videnskabsmanden skulle koncentrere sig om at undersøge og definere de objektive Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 10 af 25
strukturer som virker bag om ryggen på aktørerne, og som i virkeligheden er de faktorer, som strukturerer individernes handlen. Durkheim mener, at man skal studere sociale fænomener som ting, der kan beskrives udefra og som kan ”…kortlægges uafhængigt af de forestillinger, individerne gør sig om samfundet…” (Guneriussen i Andersen 2005:74). Dermed lever han op til kravene til en samfundsvidenskabelig praksis, der med Wacquants formulering har karakter af ”social fysik” (Bourdieu & Wacquant 1996:21). Med en mere gængs betegnelse kan man betegne Durkheims metode som positivistisk eller empirisk- analytisk (Andersen 1990:23): Durkheim søger at finde frem til lovmæssigheder der gør sig gældende i det sociale, hvilket gør hans teori til en samfundsvidenskabelig pendant til naturvidenskabelige discipliner som fysik eller biologi, som ligeledes søger at afgive nomotetiske forklaringer. Durkheim er metodologisk kollektivist, idet han kræver, at samfundsvidenskabelige (årsags- og funktions) forklaringer henviser til sociale fænomener, dvs. til overindividuelle faktorer, snarere end til individers eller gruppers bevidste handlen (Gilje & Grimen 2002:202). Denne holdning udtrykkes klart i følgende citat: ”En social kendsgernings bestemmende årsag bør søges blandt de foregående sociale kendsgerninger, og ikke blandt tilstandene i den individuelle bevidsthed” (Durkheim citat i Østerberg 2002:40). Durkheim adskiller sig markant fra fænomenologien i sit syn på hvordan det sociologiske forskningsobjekt skal konstrueres. Han betragter sociale fakta som overindividuelle fænomener, der er ”udvendige i forhold til den enkelte og den enkeltes bevidsthed” (ibid.:37). Derfor må det samfundsvidenskabelige objekt afgrænses ved hjælp af ”ydre kendetegn” (ibid.:36). Denne blotlægning af sociale fænomeners objektive natur står i modsætning til fænomenologens fokus på den subjektive forståelse af det sociale. Durkheim mener, at sociologen skal ”… bestræbe sig på at betragte [sociale kendsgerninger] fra en vinkel, hvor de viser sig isolerede fra deres individuelle manifestationer...” (Durkheim citat i ibid.:37). Durkheims objektivistiske sociologi har ifølge Bourdieu effektivt overvundet alle subjektivistiske fejltrin i form af inddragelse af spontane hverdagslivsforståelser i den videnskabelige objektkonstruktion. Hos Durkheim er første del af det dobbelt objektiverende brud derfor fuldbyrdet (Bourdieu & Wacquant 1996:21). Samfundsforskeren er hos Durkheim en videnskabsmand af samme type som den naturvidenskabelige forsker: I kraft af bruddet med spontane hverdagsforestillinger og vha. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 11 af 25
Page 1 and 2: Bourdieu som epistemologisk brobygg
Page 3 and 4: Indkredsning af problemområde I de
Page 5 and 6: REDEGØRELSE Bourdieus præmis for
Page 7 and 8: Det første brud med: Alfred Schüt
Page 9: Kritik af konstruktionen af Schütz
Page 13 and 14: Videre kritiseres objektivisterne f
Page 15 and 16: denne proces forskeren konstruerer
Page 17 and 18: DISKUSSION Er Bourdieu i stand til
Page 19 and 20: Hvis man således godtager, at Bour
Page 21 and 22: Det problematiske kapitalbegreb - e
Page 23 and 24: Endvidere er Bourdieus kapitalbegre
Page 25: Guneriussen, Willy: ”Emile Durkhe

Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?