Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank
Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank
Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong><br />
<strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>?<br />
Sociologi ved Københavns Universitet<br />
3. semester<br />
Eksamensbesvarelse i<br />
Sociologiens Videnskabsteori<br />
December 2006<br />
Ansvarlige for udarbejdelsen:<br />
Esben Raunsø Thomasen Bæk<br />
Jonas Kylov Gielfeldt<br />
Andreas Møller Mulvad<br />
Antal tegn, brødtekst: 47.784<br />
Antal tegn, fodnoter: 823
INDHOLDSFORTEGNELSE<br />
INDHOLDSFORTEGNELSE................................................................................................2<br />
Indkredsning af problemområde....................................................................................3<br />
PROBLEMFORMULERING.................................................................................................4<br />
REDEGØRELSE .................................................................................................................5<br />
<strong>Bourdieu</strong>s præmis for det dobbelte objektiverende brud ...............................................5<br />
Det dobbelt objektiverende brud ...................................................................................6<br />
Det første brud med: Alfred Schütz’ fænomologi ..............................................................7<br />
Konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt hos Schütz ...................................7<br />
Forskerens ståsted hos Schütz .....................................................................................8<br />
Kritik af konstruktionen af Schütz forskningsobjekt........................................................9<br />
Kritik af sociologens ståsted..........................................................................................9<br />
Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme ...................................................10<br />
Durkheims objektivisme ..............................................................................................10<br />
<strong>Bourdieu</strong>s kritik af objektivismen .................................................................................12<br />
Prakseologisk viden........................................................................................................13<br />
Sociologien <strong>som</strong> métier – prakseologi i praksis ..............................................................14<br />
<strong>Bourdieu</strong>s konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt .......................................14<br />
Forskerens ståsted hos <strong>Bourdieu</strong>................................................................................15<br />
DISKUSSION.....................................................................................................................17<br />
Er <strong>Bourdieu</strong> i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og<br />
kollektivisme? .................................................................................................................17<br />
Formår <strong>Bourdieu</strong> at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien? ........................18<br />
Det umiddelbare ’ja’: Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme .......18<br />
Det eftertænk<strong>som</strong>me ’nej’: <strong>Bourdieu</strong>s objektivistiske arv.............................................19<br />
Refleksivitetsproblemet ...............................................................................................19<br />
Det problematiske kapitalbegreb – en ontologi der griber forstyrrende ind? ................21<br />
KONKLUSION...................................................................................................................22<br />
Er <strong>Bourdieu</strong> i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og<br />
kollektivisme? .................................................................................................................22<br />
Formår <strong>Bourdieu</strong> med sin teori om det dobbelt objektiverende brud at overskride<br />
modsætningen subjektivisme-objektivisme indenfor sociologien?...................................22<br />
PERSPEKTIVERING .........................................................................................................23<br />
LITTERATUR ....................................................................................................................24<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 2 af 25
Indkredsning af problemområde<br />
I denne undersøgelse vil vi fokusere på den franske sociolog Pierre <strong>Bourdieu</strong>s<br />
epistemologi. Ved begrebet epistemologi forstår vi: et eller flere grundlæggende aksiomer<br />
<strong>som</strong> konstituerer en teori om hvordan videnskabens genstandsfelt kan studeres (Fuglsang i:<br />
Fuglsang 2004:30).<br />
Mere specifikt vil vi undersøge <strong>Bourdieu</strong>s forsøg på at overskride modsætningen mellem<br />
subjektivisme og objektivisme <strong>som</strong> to traditionelt modstridende og aksiomatiske<br />
udgangspunkter for sociologien <strong>som</strong> videnskab. Samtidig vil vi se nærmere på hans<br />
stillingtagen i forhold til skismaet mellem metodologisk kollektivisme og metodologisk<br />
individualisme.<br />
Vores målsætning er at besvare spørgsmålet om, hvorvidt <strong>Bourdieu</strong> rent faktisk formår at<br />
overskride de traditionelle dikotomiske modstillinger subjektivisme-objektivisme og<br />
metodologisk individualisme-metodologisk kollektivisme, eller om han på et eller flere<br />
punkter fastholder forståelser, <strong>som</strong> gør det problematisk uden videre at godtage, at hans<br />
epistemologi skulle være nået ud over ”lejrtænkningen” i sociologien?<br />
Man kunne have valgt andre vinkler til belysning af <strong>Bourdieu</strong>s videnskabsteoretiske<br />
position, herunder forholdet mellem normativitet og videnskab i hans sociologi, eller hans<br />
ståsted i skismaet mellem rationalisme og empirisme. Man kunne også have taget<br />
udgangspunkt i hans sene videnssociologiske værk ”Viden om viden og refleksivitet”, hvori<br />
han via en objektivering af det videnskabelige felt, udfolder sit syn på de sociale<br />
mulighedsbetingelser for fremskaffelsen af sand videnskabelig viden (<strong>Bourdieu</strong> 2005b:19f.).<br />
Når vi har valgt at fokusere på <strong>Bourdieu</strong>s forsøg på <strong>epistemologisk</strong> brobygning, skyldes det<br />
således ikke, at vi er blinde for, at dette blot er ét af mange væsentlige aspekter, <strong>som</strong> man<br />
med lige god ret kunne tage op.<br />
Blot mener vi, at <strong>Bourdieu</strong>s forsøg på at gøre op med traditionelle <strong>epistemologisk</strong>e<br />
modsætningspar absolut er en undersøgelse værdigt. Særligt idet han selv erklærer, at<br />
subjektivisme/objektivisme er ”… et af de mest uheldige begrebs–par […] der florerer i de<br />
sociale videnskaber…” (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:54).<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 3 af 25
PROBLEMFORMULERING<br />
Vi vil redegøre for det dobbelt objektiverende brud med hhv. subjektivistiske og<br />
objektivistiske tilgange til det sociale; et brud <strong>som</strong> det ifølge <strong>Bourdieu</strong> er nødvendigt for<br />
sociologien at foretage, hvis den skal kunne give adækvate forklaringer på sociale<br />
fænomener.<br />
Herunder vil vi sammenligne <strong>Bourdieu</strong>s tilgang til studiet af det sociale med hhv. Alfred<br />
Schütz’ subjektivistiske og Emile Durkheims’ objektivistiske tilgange, idet vi vil søge at<br />
eksplicitere metodologiske ligheder og forskelle mellem teorierne. Dernæst vil vi optegne<br />
centrale metodiske pointer hos <strong>Bourdieu</strong>, idet vi deskriptivt besvarer spørgsmålet:Hvordan<br />
mener <strong>Bourdieu</strong> at det dobbelte objektiverende brud skal udmøntes i en sociologisk<br />
praksis?<br />
Endelig vil vi, under inddragelse af kritik af <strong>Bourdieu</strong>, forsøge at svare på de<br />
grundlæggende spørgsmål: Er <strong>Bourdieu</strong> i stand til at overskride skellet mellem<br />
metodologisk individualisme og kollektivisme? Samt: Formår <strong>Bourdieu</strong> med sin teori<br />
om det dobbelte objektiverende brud at overskride modsætningen subjektivisme-<br />
objektivisme indenfor sociologien?<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 4 af 25
REDEGØRELSE<br />
<strong>Bourdieu</strong>s præmis for det dobbelte objektiverende brud<br />
På baggrund af opgavens afgrænsning vil vi i det følgende kort redegøre for de ontologiske<br />
præmisser, <strong>som</strong> er en forudsætning for at behandle det dobbelt objektiverende brud. Det er<br />
elementer, <strong>som</strong> har med det værende at gøre. De er ikke i sig selv et produkt af det<br />
dobbelte objektiverende brud, men en forudsætning for det. De er med andre ord en<br />
nødvendig nøgle til forfatterskabet.<br />
Denne opgaves omdrejningspunkt er <strong>som</strong> nævnt <strong>Bourdieu</strong>s forsøg på at bygge bro mellem<br />
henholdsvis den subjektivistiske og den objektivistiske tradition inden for sociologien.<br />
En kilde til uvilje mod denne dikotomi kan være <strong>Bourdieu</strong>s centrale ontologiske præmis om<br />
en relationel tænkning.<br />
<strong>Bourdieu</strong> omtaler selv sin videnskabsfilosofi <strong>som</strong> ”… relationel, i den forstand at den anser<br />
relationerne for at være det grundlæggende” (<strong>Bourdieu</strong> 1997a:11). Af samme grund udvikler<br />
<strong>Bourdieu</strong> bl.a. begrebet felt. Feltet indeholder sine egne specifikke regler, feltets logik, og<br />
rummer de sociale kampe <strong>som</strong> udspiller sig i relationen mellem de forskellige positioner.<br />
Begrebet er til for at erindre forskeren om, at hun ikke skal havne i hverken en<br />
substantialistisk eller realistisk opfattelse af det sociale, men tænke relationelt (<strong>Bourdieu</strong> &<br />
Wacquant 1996:210) 1 . Realisme buges her i betydningen; en tænkning der hævder<br />
eksistensen af en objektiv realitet der eksisterer uafhængigt af mennesker (Rasborg i:<br />
Fuglsang 2004:349). Begrebet felt skal altså henlede opmærk<strong>som</strong>heden på, at vi har at<br />
gøre med en række af styrkepositioner der defineres relationelt i forhold til hinanden<br />
(<strong>Bourdieu</strong> 1997a:11).<br />
Udover at være relationel er <strong>Bourdieu</strong>s tænkning dispositionel. Med dispositionel tænkes<br />
der på de større eller mindre muligheder <strong>som</strong> er til disposition, både i feltet og hos den<br />
enkelte agent. <strong>Bourdieu</strong> ønsker med begrebet dispositionel at påpege de uudnyttede, før-<br />
bevidste sandsynligheder, i ordets statistiske forstand.<br />
For at kunne beskrive disse dispositioner udvikler <strong>Bourdieu</strong> begrebet kapital, <strong>som</strong> kort fortalt<br />
dækker over de potentielle ressourcer den enkelte agent eller institution råder over; det er<br />
1 Når vi taler om en substantialistisk tænkning refererer vi til <strong>Bourdieu</strong>s brug af ordet, inspireret af<br />
Ernst Cassirer, <strong>som</strong> en tænkemåde der ”… ikke anerkender nogen virkeligheder udover dem, <strong>som</strong> er<br />
tilgængelige for direkte intuition i almindelig erfaring” (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert 1994:55).<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 5 af 25
disse ressourcer der kan satses i kampen om placeringen i feltet. Alt kan i princippet<br />
fungere <strong>som</strong> kapital, det er dog først når det er erkendt og anerkendt at det får betydning i<br />
kampen om placeringen i feltet. Når en kapitalform er erkendt og anerkendt, betegner<br />
<strong>Bourdieu</strong> den <strong>som</strong> symbolsk kapital (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:64).<br />
Det dobbelt objektiverende brud<br />
I det følgende vil vi redegøre for det dobbelt objektiverende brud, <strong>som</strong> <strong>Bourdieu</strong> foretager<br />
med hhv. subjektivistiske og objektivistiske tilgange til studiet af den sociale virkelighed.<br />
For at klargøre hvad det egentlig er <strong>Bourdieu</strong> ønsker at gøre op med, vil vi opridse to<br />
teorier, <strong>som</strong> repræsenterer hhv. en subjektivistisk og en objektivistisk position indenfor<br />
samfundsvidenskaben. Umiddelbart efter hver præsentation, vil vi redegøre for <strong>Bourdieu</strong>s<br />
kritik af den pågældende teori, for dernæst at forklare <strong>Bourdieu</strong>s teoretiske overskridelse af<br />
modsætningen, <strong>som</strong> kan opsummeres i hans begreb om prakseologisk viden.<br />
Som repræsentant for subjektivismen har vi valgt Alfred Schütz, der skriver sig ind i den<br />
forståelsesorienterede tradition, hvori fænomenologien og hermeneutikken står centralt.<br />
Denne tradition tager sit afsæt i filosoffen Edmund Husserls begreb om en livsverden, hvor<br />
de overleverede meningsstrukturer giver sig til kende for den menneskelige bevidsthed, der<br />
er intentionelt indstillet mod disse meningsstrukturer (Rendtorff i: Fuglsang 2004:281). Dette<br />
paradigme er centralt for Schütz, da hans common-sense verden i høj grad er at<br />
sammenligne med livsverdenen.<br />
Som repræsentant for den objektivistiske retning har vi valgt Émile Durkheim, der skriver sig<br />
ind i en positivistisk tradition, hvor de sociale strukturer studeres <strong>som</strong> ting, og hvor der ses<br />
bort fra tolkninger af de individuelle aktørers motiver og handlingsrationaler.<br />
Valget af netop disse teoretikere begrundes med henvisning til <strong>Bourdieu</strong> selv, idet<br />
”…Durkheim uden tvivl, sammen med Karl Marx, er den person <strong>som</strong> har udtrykt den<br />
objektivistiske position mest konsistent…” mens det ”…uden tvivl [er] hos Alfred Schütz og<br />
etnometodologerne, at man kan finde de reneste udtryk for den subjektivistiske vision.”<br />
(<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:54,55) 2<br />
2 At “Karl Marx” og “etnometodologerne” er fravalgt <strong>som</strong> objekter for en redegørende analyse skal<br />
udelukkende ses <strong>som</strong> et udtryk for en ressourcemæssig prioritering fra vores side, idet vi gerne vil nå<br />
både at redegøre for forskellige teoretiske positioner samt diskutere og kritisere disse, indenfor<br />
opgavens udstukne pladsmæssige rammer.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 6 af 25
Det første brud med: Alfred Schütz’ fænomologi<br />
Konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt hos Schütz<br />
Schütz tager i sin konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt udgangspunkt i, hvad<br />
der konstituerer viden i vores samfund og kommer til den konklusion, at viden er en<br />
konstruktion, der bruges til at skabe orden i verdens kompleksitet. Men viden er samtidig<br />
også videnskabelig viden, der ligeledes er en konstruktion. For Schütz bliver det helt<br />
centralt at skelne mellem disse to. Der drages således et skel mellem hverdagens common-<br />
sense viden og den videnskabelige viden. For Schütz bliver det afgørende at common-<br />
sense konstruktionerne danner udgangspunkt for den videnskabelige viden. Derfor bliver<br />
det også common-sense konstruktionerne blandt aktørerne i hverdagslivet, der bliver det<br />
egentlige forskningsobjekt (Schütz 1975:22).<br />
Hverdagens common-sense konstruktioner er <strong>som</strong> nævnt præget af et forsøg på kognitivt at<br />
skabe kompleksitetsreducering. Dette sker på basis af den overleverede livsverden vi<br />
befinder os i, en verden der allerede rummer mening, og <strong>som</strong> vi kan støtte os op af. Det der<br />
karakteriserer livsverdenen er, at den er præget af nogle inddelingsskemaer eller<br />
typikaliteter (ibid:23f.).<br />
Den intersubjektive common-sense konstruktion bygger videre på idéen om livsverdenen, at<br />
vi alle er en del af en overleveret kulturverden, og at vi derfor har de samme<br />
forståelseskategorier. Denne fælles forståelse kalder Schütz for perspektivernes<br />
reciprocitet. Der ligger to ting i dette begreb. Dels betyder det at to aktører, der er placeret i<br />
forskellige, rumlige positioner, vil kunne bytte plads, og se det samme, samtidig vil deres<br />
typikalitetsskemaer være ensartede på trods af deres forskellige biografiske, dvs. sociale<br />
situationer. De konstruerede typikaliteter aktørerne opererer med, transcenderer dermed<br />
aktørernes biografiske og socioøkonomiske faktorer (ibid:28f). Det skal siges at Schütz<br />
anerkender at biografien har en betydning, men det er ikke det centrale objekt; det er<br />
derimod hverdagens konstruktioner.<br />
Da common-sense konstruktionerne danner grundlag for de videnskabelige konstruktioner<br />
sociologen foretager, er de således andenhåndskonstruktioner, det vil altså i en vis forstand<br />
sige konstruktioner af konstruktionerne. Schütz er dog klar over at det kan blive<br />
problematisk at sige noget generelt om samfundet. For at løse dette problem går han igen<br />
ind på common-sense konstruktionens område, og foretager en videnskabelig<br />
typificeringsproces, altså laver videnskabelige typikaliteter. I denne proces konstruerer han<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 7 af 25
en modeltype, der er udstyret med de faste og substantialistiske træk <strong>som</strong> forskeren<br />
tillægger den, altså et ubiografisk objekt (ibid:54). Forskerens model konstrueres på<br />
baggrund af de observerede konstruktioner af handling og samhandling i hverdagslivet. Til<br />
denne konstruktion opstiller Schütz tre krav, der gør at man kan kalde dem videnskabelige.<br />
De skal først og fremmest være logisk konsistente. For det andet skal modellen relatere til<br />
den subjektive mening, hvilket betyder at den skal kunne knyttes til det, der opleves og<br />
udtrykkes af aktøren. For det tredje skal modellen leve op til tilstrækkelighedskravet, dvs. at<br />
den konstruerede handlingstype er adækvat med en faktisk handlingstype i hverdagslivet<br />
(ibid:56f).<br />
En konsekvens af Schütz’ andet krav er at der skal henvises til subjektet i den sociologiske<br />
forskning. Dermed placerer han sig i den metodologiske individualisme, <strong>som</strong> fordrer, at<br />
eksplanansdelen kun må indeholde forklaringer, der henviser til enkeltindividers handlinger<br />
(Gilje & Grimen 2002:206). Helt klart bliver det, når Schütz formulerer sig <strong>som</strong> følger; ”Alle<br />
kulturgenstande- redskaber, symboler, sprogsystemer, kunstværker, sociale institutioner<br />
osv.- peger gennem selve oprindelsen og mening tilbage på menneskelige subjekters<br />
aktiviteter” (Schütz 1975:26).<br />
Forskerens ståsted hos Schütz<br />
Også i forhold til forskerens ståsted tager Schütz udgangspunkt i konstruktionerne i<br />
hverdagslivet. Når han beskæftiger sig med samhandling, har han øje for at ikke alle<br />
aktører er involveret i den. Der er således aktører <strong>som</strong> udelukkende er iagttagere. For<br />
Schütz er iagttageren af særlig interesse, da det netop er igennem iagttagerens rolle, at<br />
sociologien skal bedrives. Det er igennem iagttagerens position, det bliver muligt for<br />
sociologen at opnå en anonymiseret og standardiseret forståelse af samhandlen (ibid:40).<br />
Disse iagttagelser overføres til sociologens modelkonstruktioner, der er skabt ved de relativt<br />
ensartede og anonymiserede observationer. Anonymiseringen opnås ved at forskeren<br />
indtager iagttagerens rolle, og derved ”… ikke har noget social socialt ”her”…”(ibid:52). Han<br />
står således i en objektivt, beskuende position, hvorved ”Samfundforskerens indstilling er<br />
den rent uinteresserede iagttagers af den sociale verden. Han er ikke involveret i den<br />
iagttagne situation, <strong>som</strong> ikke er af praktisk, men kun af kognitiv interesse for ham …”<br />
(ibid:49). Det vigtigste i Schütz’ optik er, at sociologen udvisker sin egen biografi og sætter<br />
parentes om sit ståsted.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 8 af 25
Kritik af konstruktionen af Schütz forskningsobjekt<br />
Schütz bygger <strong>som</strong> nævnt sine videnskabelige konstruktioner på de typikaliteter<br />
hverdagens aktører selv konstruerer. <strong>Bourdieu</strong> kritiserer denne måde at konstruere<br />
sociologiens objekt på, da det for ham er af afgørende betydning at bryde med de almene<br />
forestillinger, der gør sig gældende (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:59). Dette brud med den<br />
subjektivistiske tankegang er det første element i <strong>Bourdieu</strong>s dobbelt objektiverende brud.<br />
Hvor Schütz ser den selvfølgelighed, hvormed de social aktører går til verden, <strong>som</strong> et<br />
resultat af en fælles overleveret livsverden, ser <strong>Bourdieu</strong> den <strong>som</strong> et resultat af en<br />
internaliseringsproces, hvorigennem objektive strukturer inderliggøres til habitus. Habitus<br />
defineres <strong>som</strong> systemer af varige dispositioner og bliver til det strukturerende princip for<br />
agentens sociale praksis (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:86). Strukturernes forbindelse med<br />
aktørens habitus er forholdt til den objektive position man antager i det sociale rum, hvor<br />
positionens placering er styret af princippet om kapitalbesiddelse; hvor meget samlet kapital<br />
man besidder. Schütz nægter derimod at benytte sig af den biografiske situation, men<br />
betjener sig udelukkende af aktørernes ubiografiske hverdagskonstruktioner.<br />
For <strong>Bourdieu</strong> er konsekvensen, at Schütz’ perspektiv kun kan forholde sig relationelt ift.<br />
aktørernes overfladiske og rumlige placering i hverdagens fysiske rum, men ikke<br />
dybderelationelt ift. de underliggende og af aktørerne uerkendte mekanismer, der ifølge<br />
<strong>Bourdieu</strong> former habitus. Hvis ikke man i sine videnskabelige konstruktioner forsøger at<br />
afdække de objektive relationer risikerer man ”… at det er den sociale verden selv, der<br />
forestår konstruktionen af analysegenstanden …” (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:217).<br />
Når man dertil lægger det faktum, at Schütz skaber sine modeller med faste og<br />
substantialistiske træk (1975:54), er det åbenlyst at Schütz ikke kan tænke relationelt, da<br />
han hverken objektiverer sine aktører ift. objektive organiserende principper, eller sætter<br />
sine konstruktioners karakteristika i forhold til hinanden.<br />
Kritik af sociologens ståsted<br />
<strong>Bourdieu</strong> tager et opgør med den måde Schütz ser sociologens ståsted på; at denne ikke<br />
har noget socialt ”her” og i sin forskningspraksis skal fralægge sig sin biografiske situation.<br />
<strong>Bourdieu</strong> mener det er problematisk ”…at give sig selv status <strong>som</strong> neutral observatør, der<br />
både er til stede og alligevel ikke er det…” (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:235). Schütz stoler<br />
på at bevidsthedens intentionelle rettethed mod livsverdenen vil åbenbare<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 9 af 25
meningsstrukturerne i deres rene form, ubesmittet af samfundsmæssigheder <strong>som</strong> fx<br />
biografien, og at denne renhed kan skabe en naturlig uengagerethed. (Schütz 1975:59).<br />
Denne manøvre har <strong>Bourdieu</strong> ikke den store tiltro til, hvorfor han mener, at man skal<br />
objektiverer både analyseobjekt og forsker for at skabe en klar demarkationslinje<br />
herimellem. Denne demarkation er også af central betydning for <strong>Bourdieu</strong> ift. at bryde med<br />
”typikaliteter” og ”prækonstruktioner”. Sociologer, der ikke forholder sig kritisk til egen<br />
praksis, er ikke bevidste om at deres egne opfattelseskategorier og tankefigurer i<br />
udgangspunktet er social formede (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:218).<br />
Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme<br />
<strong>Bourdieu</strong>s brud med subjektivismen kan anskues <strong>som</strong> resultatet af en ambition om at<br />
afdække ”illusionen om umiddelbar viden” (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:115). Dette ovenfor<br />
beskrevne brud må imidlertid efterfølges af et komplimenterende brud med ”illusionen om<br />
absolut viden” (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:115). Det vil sige en afvisning af objektivisme<br />
og objektivistisk viden <strong>som</strong> erkendelsesmæssigt grundlag for videnskabelig sociologisk<br />
praksis.<br />
Etiketten objektivisme passer ifølge <strong>Bourdieu</strong> særdeles godt på Durkheims teori. Men<br />
<strong>Bourdieu</strong> benytter den generelt på alle sociologiske tilgange, <strong>som</strong> har det til fælles, at de<br />
bygger på en <strong>epistemologisk</strong> præmis om at det er nødvendigt at bryde med individernes<br />
egne doxiske, dvs. common-sense prægede forestillinger om den sociale virkelighed, hvis<br />
man vil nå frem til en sand, videnskabelig erkendelse. Det vil sige alle teorier, <strong>som</strong> effektivt<br />
gennemfører ét - og kun ét - objektiverende brud: nemlig at forkaste aktørernes common-<br />
sense-forestillinger <strong>som</strong> brugbare i samfundsvidenskaben.<br />
Eksempelvis behandler og kritiserer <strong>Bourdieu</strong> strukturalismen <strong>som</strong> eksponent for en<br />
objektivistisk position (i <strong>Bourdieu</strong> 2005a:192f). Når vi efter præsentationen af Durkheims<br />
objektivistiske position redegør for <strong>Bourdieu</strong>s kritik af objektivismen, er kritikken ikke<br />
nødvendigvis er rettet direkte mod Durkheim, men derimod mod objektivistiske tilgange i<br />
almindelighed.<br />
Durkheims objektivisme<br />
For Durkheim var det en af sociologiens fornemste opgaver at bryde med individernes<br />
primære erfaringer, dvs. deres hverdagslige og umiddelbare forståelser af det sociale.<br />
Videnskabsmanden skulle koncentrere sig om at undersøge og definere de objektive<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 10 af 25
strukturer <strong>som</strong> virker bag om ryggen på aktørerne, og <strong>som</strong> i virkeligheden er de faktorer,<br />
<strong>som</strong> strukturerer individernes handlen. Durkheim mener, at man skal studere sociale<br />
fænomener <strong>som</strong> ting, der kan beskrives udefra og <strong>som</strong> kan ”…kortlægges uafhængigt af de<br />
forestillinger, individerne gør sig om samfundet…” (Guneriussen i Andersen 2005:74).<br />
Dermed lever han op til kravene til en samfundsvidenskabelig praksis, der med Wacquants<br />
formulering har karakter af ”social fysik” (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:21). Med en mere<br />
gængs betegnelse kan man betegne Durkheims metode <strong>som</strong> positivistisk eller empirisk-<br />
analytisk (Andersen 1990:23): Durkheim søger at finde frem til lovmæssigheder der gør sig<br />
gældende i det sociale, hvilket gør hans teori til en samfundsvidenskabelig pendant til<br />
naturvidenskabelige discipliner <strong>som</strong> fysik eller biologi, <strong>som</strong> ligeledes søger at afgive<br />
nomotetiske forklaringer.<br />
Durkheim er metodologisk kollektivist, idet han kræver, at samfundsvidenskabelige (årsags-<br />
og funktions) forklaringer henviser til sociale fænomener, dvs. til overindividuelle faktorer,<br />
snarere end til individers eller gruppers bevidste handlen (Gilje & Grimen 2002:202).<br />
Denne holdning udtrykkes klart i følgende citat: ”En social kendsgernings bestemmende<br />
årsag bør søges blandt de foregående sociale kendsgerninger, og ikke blandt tilstandene i<br />
den individuelle bevidsthed” (Durkheim citat i Østerberg 2002:40).<br />
Durkheim adskiller sig markant fra fænomenologien i sit syn på hvordan det sociologiske<br />
forskningsobjekt skal konstrueres. Han betragter sociale fakta <strong>som</strong> overindividuelle<br />
fænomener, der er ”udvendige i forhold til den enkelte og den enkeltes bevidsthed”<br />
(ibid.:37). Derfor må det samfundsvidenskabelige objekt afgrænses ved hjælp af ”ydre<br />
kendetegn” (ibid.:36). Denne blotlægning af sociale fænomeners objektive natur står i<br />
modsætning til fænomenologens fokus på den subjektive forståelse af det sociale.<br />
Durkheim mener, at sociologen skal ”… bestræbe sig på at betragte [sociale<br />
kendsgerninger] fra en vinkel, hvor de viser sig isolerede fra deres individuelle<br />
manifestationer...” (Durkheim citat i ibid.:37).<br />
Durkheims objektivistiske sociologi har ifølge <strong>Bourdieu</strong> effektivt overvundet alle<br />
subjektivistiske fejltrin i form af inddragelse af spontane hverdagslivsforståelser i den<br />
videnskabelige objektkonstruktion. Hos Durkheim er første del af det dobbelt objektiverende<br />
brud derfor fuldbyrdet (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:21).<br />
Samfundsforskeren er hos Durkheim en videnskabsmand af samme type <strong>som</strong> den<br />
naturvidenskabelige forsker: I kraft af bruddet med spontane hverdagsforestillinger og vha.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 11 af 25
opstilling og testning af empiriske hypoteser, er det muligt for forskeren at finde frem til<br />
sammenhænge, <strong>som</strong> kan betragtes <strong>som</strong> alment gyldige, dvs. viden om hvordan tingene<br />
objektivt forholder sig i den virkelige verden. Dermed findes forskerens ståsted udenfor – og<br />
hævet over almindelige menneskers ikke-videnskabelige positioner. Forskeren har altså<br />
mulighed for at se på samfundet udefra i kraft af den absolutte viden om det sociales<br />
beskaffenhed <strong>som</strong> de (positivistisk) videnskabelige konstruktioner giver hende mulighed for<br />
at tilegne sig.<br />
<strong>Bourdieu</strong>s kritik af objektivismen<br />
<strong>Bourdieu</strong> påpeger den grundlæggende mangel ved objektivismen, at den i sin beskrivelse<br />
af den sociale virkelighed, og forståelse af menneskelig handlen, så at sige glemmer eller<br />
bevidst ser bort fra aktørens primære erfaringer. Menneskelig handlen forklares i<br />
objektivistiske teorier med henvisning til strukturer, regler eller endog lovmæssigheder, <strong>som</strong><br />
virker mekanisk og (ubevidst) tvingende på aktørerne.<br />
<strong>Bourdieu</strong> giver objektivisterne ret et stykke ad vejen: Objektivisterne gør nemlig ret i at<br />
forkaste de primære erfaringer <strong>som</strong> grundlaget for sociologisk videnskab. For at kunne<br />
foretage en videnskabelig samfundsanalyse må man nemlig, ganske <strong>som</strong> objektivisterne<br />
gør det, først konstruere de ”…objektive (økonomiske og sproglige) relationer der<br />
strukturerer praksisformerne og repræsentationerne af dem…” (<strong>Bourdieu</strong> 2005a:178). Men<br />
for at udvikle en adækvat teori om menneskelig handlen er det nødvendigt at man, efter<br />
bruddet med subjektivismen, genindfører den praktiske viden, <strong>som</strong> aktørerne faktisk<br />
besidder (uden at de nødvendigvis er bevidste herom). Med habitus-teorien om<br />
menneskelig handlen søger <strong>Bourdieu</strong> at introducere agenten, <strong>som</strong> erstatning for<br />
subjektivismens bevidste aktør. Habitus medierer så at sige mellem modpolerne aktør-<br />
struktur: Agentens praktiske sans er den aktive virkning af habitus <strong>som</strong> agenten tilskrives i<br />
kraft af sin relative position i forhold til andre agenter i det sociale rum af objektive<br />
relationer. Årsagen til at <strong>Bourdieu</strong> finder det nødvendigt at genopfinde et handlende subjekt<br />
er, at objektivisterne efter hans mening ikke kan forklare hvordan der produceres og<br />
reproduceres ”…doxale oplevelse[r] af den sociale verden…” (ibid.:179). Dette sker, da<br />
objektivismen ikke går vejen omkring den praktiske forståelse, fornemmelsen for den<br />
sociale virkeligheds fremtræden <strong>som</strong> naturgiven, og den indlejring i agenternes bevidsthed<br />
<strong>Bourdieu</strong> kalder habitus (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:57)<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 12 af 25
Videre kritiseres objektivisterne for at ”[behandle] systemer af objektive relationer <strong>som</strong><br />
substanser ved at omdanne dem til heler der allerede er konstitueret uden for individets<br />
historie og gruppens historie” (ibid:86). Dette strider mod <strong>Bourdieu</strong>s relationelle<br />
verdensopfattelse. Han foreslår derfor, at man for at komme væk fra strukturens realisme<br />
<strong>som</strong> objektivisterne forudsætter, må ”… gå fra opus operatum (det fuldbyrdede værk) til<br />
modus operandi (måden at gå til værks) …” (ibid.:86).<br />
Et andet problem hos objektivismen skal findes i dens manglende refleksivitet, og dens<br />
deraf følgende tro på at kunne frembringe sand viden i absolut forstand. Objektivisterne<br />
indser ifølge <strong>Bourdieu</strong> ikke, at individernes praktiske hverdagserfaringer ikke er det eneste<br />
<strong>som</strong> skal underkastes en videnskabelig objektivering: Det objektiverende blik, hvormed<br />
videnskabsmanden bryder med ureflekteret common-sense tænkning, for at kunne afdække<br />
de underliggende samfundsmæssige strukturer, må også vendes indad. Sociologen kan<br />
ikke nøjes med at rette sit relativerende, historiserende blik mod sin omverden, men må<br />
også objektivere de analysekonstruktioner og begreber, <strong>som</strong> hun anvender i sin egen<br />
videnskabelige praksis (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:43).<br />
Først med den anden objektivering, i form af videnskabelig refleksivitet, er det dobbelte<br />
objektiverende brud fuldbragt og en reel sociologisk videnskabelighed indenfor rækkevidde.<br />
Med <strong>Bourdieu</strong>s udtryk er der brug for ”… en sociologiens sociologi” (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert<br />
1994:115) til at nedbryde den videnskabelige illusion om absolut viden til fordel for en<br />
reflekteret videnskab, <strong>som</strong> også har blik for sine egne sociale mulighedsbetingelser.<br />
Prakseologisk viden<br />
Via sit begreb om prakseologisk viden <strong>som</strong> en særlig vidensform, giver <strong>Bourdieu</strong> sit bud på<br />
et fundament for sociologien, <strong>som</strong> overskrider kløften mellem subjektivisme og<br />
objektivisme.<br />
Prakseologisk viden er kendetegnet ved at den medregner de forståelser af agenternes<br />
praktiske erfaringer, <strong>som</strong> objektivismen valgte at udelukke for at kunne kortlægge de<br />
objektive relationer, <strong>som</strong> strukturerer det sociale (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert 1994:73). Hvis man<br />
fokuserer på forudsætningerne for en teori om menneskelig handlen kan man sige, at<br />
prakseologisk viden implicerer en ”to-skridt-frem-og-et-tilbage bevægelse”, idet den efter at<br />
have distanceret sig fra først subjektivismens og siden fra objektivismens begrænsninger,<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 13 af 25
markerer en tilbagevenden til en fænomenologisk forståelse af aktørernes handlen, men<br />
indenfor objektivismens strukturelle kortlægnings rammer.<br />
Prakseologisk viden muliggør, i modsætning til objektivistisk viden, en refleksiv sociologi.<br />
Den objektivistiske viden stiller ganske vist spørgsmålet om ”… problemet om<br />
mulighedsbetingelserne for den praktiske erfaring…” (ibid.:73). Det vil sige den<br />
gennemfører en objektivering af hverdagserfaringen, men den glemmer til gengæld at gøre<br />
sig selv til objekt for en lignende undersøgelse. Denne mangel retter den prakseologiske<br />
viden op på ved at ”… opstille de teoretiske, men også de sociale mulighedsbetingelser for<br />
objektiveringens problem… ” (ibid.:73).<br />
Sociologien <strong>som</strong> métier – prakseologi i praksis<br />
Der skal indledningsvis nævnes en forudsætning for at god sociologi ifølge <strong>Bourdieu</strong> kan<br />
praktiseres, nemlig den at forskeren tilegner sig den rette videnskabelige habitus (<strong>Bourdieu</strong><br />
i Callewaert 1994:119). Det vil sige at forskeren igennem praktisk arbejde må tilegne den<br />
rette praktiske sans for videnskaben 3 . Det er altså ikke alene et spørgsmål om teoretisk<br />
viden men også om erhvervelsen af den rette videnskabelige habitus gennem empirisk<br />
arbejde. Det centrale for <strong>Bourdieu</strong> er altså ikke de teoretiske redegørelser, men det<br />
sociologiske arbejde i praksis. Det er på denne baggrund vi i det følgende vil fremlægge<br />
<strong>Bourdieu</strong>s praktiske metodeforskrifter.<br />
Yderligere en afklaring er nødvendig. Ifølge <strong>Bourdieu</strong>s forskrifter skal de forskellige<br />
aspekter af metoden, dvs. de objektiverende brud og den sociologiske refleksivitet udføres i<br />
hvert eneste forskningsøjeblik og i en gensidig proces (ibid.:119). Vi har dog i det følgende<br />
for overblikkets skyld valgt at opdele det på følgende måde; først vil vi redegøre for<br />
konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt for derefter at redegøre for forskerens<br />
ståsted<br />
<strong>Bourdieu</strong>s konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt<br />
For <strong>Bourdieu</strong> er konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt essentiel. <strong>Bourdieu</strong><br />
udtrykker det selv med sin erklæring om at ”Den fundamentale videnskabelige handling er<br />
konstruktionen af objektet” (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert 1994:113). Årsagen til dette er, at det er i<br />
3 Når vi her taler om praktisk sans hos forskeren er det præcis den samme praktiske sans <strong>som</strong><br />
tidligere defineret. Forskeren i denne henseende ikke privilegeret men er blot en agent <strong>som</strong> alle<br />
andre.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 14 af 25
denne proces forskeren konstruerer begreber og sociologiske forskningsobjekter <strong>som</strong> er fri<br />
af før-bevidste og traditionelle tankefigurer, <strong>som</strong> jo implicerer en substantialistisk eller<br />
realistisk opfattelse af det sociale (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:210).<br />
Det er her feltbegrebet kommer i spil. Dette begreb beskriver kampfeltet, hvor de sociale<br />
kampe udspiller sig i relationen mellem de forskellige positioner, og skal erindre forskeren<br />
om den relationelle tænkemåde (ibid.:210). Begrebet er derfor centralt i konstruktionen af<br />
det videnskabelige objekt idet <strong>Bourdieu</strong> har den pointe, at man ikke kan ”…adskille objekt-<br />
konstruktionen fra objekt-konstruktionens instrumenter …” (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert<br />
1994:121). Det vil med andre ord sige at konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt<br />
er betinget af de begreber man betjener sig af, i dette tilfælde feltbegrebet.<br />
Et yderligere krav til konstruktionen af objektet er at den skal foregå i et historisk og<br />
kontekstbundet perspektiv i forhold til objektet (ibid.:121). Forskeren skal altså også have<br />
blik for de historiske og kontekstbundne aspekter i konstruktionen af det videnskabelig<br />
objekt; af samme grund kan man ikke ukritisk overtage <strong>Bourdieu</strong>s videnskabelige modeller.<br />
Når forskningsobjektet skal konstrueres i praksis, må man begynde med at objektivere<br />
positionerne i feltet. Dette gøres ved at finde de organiserende principper for feltet, det vil<br />
sige de kapitalformer, der er erkendt og anerkendt af positionerne i feltet, hvorigennem man<br />
kan bestemme feltets logik (ibid.:64). Når man har fastslået feltets afgrænsning og logik,<br />
skal man objektivere de enkelte positioner i feltet (<strong>Bourdieu</strong> 1997a:64). Disse positioner<br />
konstrueres ved at kortlægge deres karakteristiske træk. Dette gøres ved at man visker de<br />
træk bort <strong>som</strong> er fællesnævner for flere af positionerne og lader de særlige træk blive<br />
tilbage. Herved fastlægges positionernes distinktive træk. Dette sætter forskeren i stand til<br />
at operere relationelt og ikke substantialistisk (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:211 f.).<br />
Denne metode til konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt skal sikre en kritisk<br />
holdning til sociologiens traditionelle tankefigurer og kognitive mønstre. Målet er at<br />
neutralisere disse og sikre at videnskabens og forskerens før-bevidste ikke projiceres over i<br />
analysegenstanden (ibid.:44).<br />
Forskerens ståsted hos <strong>Bourdieu</strong><br />
For <strong>Bourdieu</strong> er det vigtigt at sociologen undergår samme objektivering <strong>som</strong> han bedriver<br />
på analyseobjektet, jf. hans brud med objektivismen. <strong>Bourdieu</strong> udtrykker klart sin holdning til<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 15 af 25
dette: ”En videnskabelig praksis, der undlader at sætte spørgsmålstegn ved sig selv, aner i<br />
virkeligheden ikke, hvad den foretager sig” (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:218).<br />
Første trin er at objektivere sin biografiske situation, dvs. forskerens egne økonomiske<br />
interesser, eget køn etc. Derefter skal man objektivere sin position inden for det<br />
akademiske felt hvorfra ens undersøgelse foretages (ibid.:43).<br />
Samtidig må man objektivere det akademiske felts placering i det sociale rum <strong>som</strong> hele.<br />
Sociologen må altså på den ene side forholde sig til sociologiens position i det<br />
videnskabelige felt og på den anden side til at sociologen <strong>som</strong> en del af det videnskabelige<br />
felt ofte besidder mere kulturel kapital end gennemsnittet, og derfor har nogle andre<br />
opfattelseskategorier. Dette sidste punkt med sociologens opfattelseskategorier er centralt<br />
for <strong>Bourdieu</strong>, idet han taler om den intellektualiserende holdning (Ibid.:43)<br />
Dette fænomen, at forskeren med den intellektualiserende holdning har en tendens til at<br />
tilgå verden på en teoretisk måde hvor verden skal tolkes, snarerne end at anskue verden<br />
<strong>som</strong> et sted med konkrete praktiske problemer, resulterer i følge <strong>Bourdieu</strong> i en teoretisk<br />
teori, en sociologisk tænkning <strong>som</strong> reelt ikke forstår praksis. For at undgå dette må<br />
forskeren have en konstant kritisk holdning til de tankefigurer og ” … forudantagelser, der<br />
udspringer af, at man tænker verden, at man lægger afstand til verden og de handlinger,<br />
der udspiller sig i den, for bedre at kunne tænke dem …” (ibid.:43). Herved risikerer<br />
forskeren at reducere den praktiske logik til teoretisk logik. <strong>Bourdieu</strong> mener altså der er en<br />
uforsonlighed mellem akademisk tænkning og praksis, konklusionen er at man ikke kan<br />
forstå praksis ad teoretisk vej alene (ibid.:246). For at løse dette problem må forskeren<br />
hvert eneste øjeblik rekonstruere objektet, dvs. bibringe sine vidensinstrumenter (sin for-<br />
forståelse) korrektioner i forhold til empirien, i forhold til praksis, jf. bruddet med<br />
objektivismen. Dette betyder dog ikke at man blot <strong>som</strong> subjektivismen producerer resultater<br />
af resultaterne.<br />
Dette er prakselogien, indlejret i habitus – i forskerens praktiske sans – med andre ord,<br />
sociologien <strong>som</strong> métier (<strong>Bourdieu</strong> i: Callewaert 1994:119).<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 16 af 25
DISKUSSION<br />
Er <strong>Bourdieu</strong> i stand til at overskride skellet mellem metodologisk<br />
individualisme og kollektivisme?<br />
<strong>Bourdieu</strong> mener, at han med sin relationelle tilgang til studiet af det sociale formår at<br />
overvinde den klassiske modsætning i samfundsvidenskaberne mellem metodologisk<br />
individualisme og metodologisk kollektivisme.<br />
For <strong>Bourdieu</strong> er modstillingen ufrugtbar, idet den udtrykker ”lægfolks forestillinger om<br />
virkeligheden […] <strong>som</strong> sociologien må lægge bag sig” (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:27).<br />
Nøglebegreberne felt og habitus er netop konstrueret <strong>som</strong> analyseværktøjer, der skal gøre<br />
det muligt at studere det sociale i et relationelt og historisk processuelt perspektiv, uden at<br />
forfalde til at tildele en af de to poler, individ og samfund, forklaringsmæssig fortrinsret.<br />
Man kan spørge om <strong>Bourdieu</strong>s ”metodologiske relationisme” (ibid.:27) rent faktisk ér en<br />
effektiv overskridelse af modsætningen, eller om den ved nærmere eftersyn kan siges at<br />
tildele en af polerne størst vægt?<br />
Den metodologiske individualisme forlanger ifølge Gilje & Grimen (2002), at sociologen<br />
benytter individbegreber så<strong>som</strong> handling, holdning og præference i sin forklaring på sociale<br />
fænomener (Gilje & Grimen 2002:202). Dette krav kan <strong>Bourdieu</strong> godt leve op til, da han<br />
med habitusbegrebet tager udgangspunkt i individuelle agenters sandsynlige handlemåder<br />
og livsstilsmæssige præferencer. Men en metodologisk individualisme indebærer endvidere<br />
opfattelsen af at det er individuelle handlinger og holdninger, <strong>som</strong> skal forklare sociale<br />
fænomener. Nærmere bestemt skal forklaringsretningen gå ”… fra enkeltindivider til sociale<br />
fænomener, aldrig modsat” (ibid.:206). På dette punkt kan <strong>Bourdieu</strong> ikke følge de<br />
metodologiske individualister - tværtimod.<br />
Indenfor metodologisk kollektivisme opstilles bl.a. <strong>som</strong> krav, at ”…enkeltindividernes adfærd<br />
skal forklares ved […] beskrivelser af de positioner eller funktioner, <strong>som</strong> individerne har<br />
indenfor sociale systemer” (ibid.:214).<br />
Hos <strong>Bourdieu</strong> er det netop individets position i det sociale rum, der rammesætter dets<br />
habitus, hvortil man kan referere, når man vil forklare eller forudsige dets adfærd. Det er<br />
bestemt ikke fremmed for <strong>Bourdieu</strong>, at ”… individerne […] er produkter af de sociale<br />
systemer, de lever og virker i” (ibid.::215). I sine analyser fokuserer han på at forklare<br />
individers handlinger netop ud fra deres position i et givent felt. Det forekommer derfor<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 17 af 25
oplagt at hans metodologi – trods implementeringen af en fænomenologisk inspireret<br />
praksisforståelse, qua habitus – må siges at have et kollektivistisk præg.<br />
Vi vurderer altså, at <strong>Bourdieu</strong> alt andet lige godt kan betegnes <strong>som</strong> metodologisk<br />
kollektivist. Dermed må vi i dette perspektiv betragte hans forsøg på at lægge modstillingen<br />
bag sig <strong>som</strong> mindre vellykket. Imidlertid ændrer dette ikke på, at <strong>Bourdieu</strong> godt kan have ret<br />
i at selve den øvelse at indplacere ham på individualisme-kollektivisme aksen er ganske<br />
uproduktiv. Vel kan man placere <strong>Bourdieu</strong> i kollektivisternes videnskabsfilosofiske<br />
skyttegrav, men da <strong>Bourdieu</strong> partout nægter at deltage i det evindelige slag mellem de to<br />
metodologiske modpoler, vil det nok ikke være til megen nytte.<br />
Formår <strong>Bourdieu</strong> at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien?<br />
Det umiddelbare ’ja’: Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme<br />
Som skitseret er bruddet med subjektivismen knyttet til et brud med hverdagsforestillinger<br />
<strong>som</strong> grundlag for samfundsvidenskabelig forskning. <strong>Bourdieu</strong> foretager efter vores mening<br />
dette brud med stor konsekvens i sin epistemologi, dvs. i hans objektiverende konstruktion<br />
af felter af positioner. Bruddet med den naive subjektivisme er uproblematisk for <strong>Bourdieu</strong>,<br />
men kan kritiseres fra fænomenologisk hold. Schütz problematiserer således generelt de<br />
strukturorienterede analyser, for at være af en problematisk karakter, idet de udtaler sig om<br />
noget de faktisk ikke har adgang til, hvorimod Schütz’ sociologi forholder sig til det faktisk<br />
observerbare, den hverdagslige praksis. (Schütz 1975:21) For os at se kan Schütz’ kritik af<br />
objektivismen også anvendes på <strong>Bourdieu</strong>, idet denne foretager analyser på baggrund af<br />
overindividuelle strukturer, fx den ulige fordeling af kapital i det sociale rum. Vi mener dog<br />
ikke at dette i sidste instans ændrer på, at <strong>Bourdieu</strong> rent faktisk formår at arbejde sig udover<br />
en subjektivistisk tilgang til studiet af det sociale.<br />
Hvad angår bruddet med objektivismen, så distancerer <strong>Bourdieu</strong> sig, <strong>som</strong> skitseret, på flere<br />
områder fra en objektivistisk tilgang (se s. 12). En af de centrale forskelle på <strong>Bourdieu</strong>s og<br />
Durkheims tilgange til studiet af det sociale er, at de repræsenterer hhv. en relationel og en<br />
substantialistisk tankemåde: Hvor Durkheim kun opererer med individer og institutioner,<br />
<strong>som</strong> besidder faste og immanente karakteristika, udøves objektiveringen af agenter og<br />
institutioner hos <strong>Bourdieu</strong> i et relationelt perspektiv, hvor hver position tilskrives særlige<br />
karakteristika, ikke substantielt, men på baggrund af positionens relation til andre positioner.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 18 af 25
Hvis man således godtager, at <strong>Bourdieu</strong> formår at adskille sig både fra subjektivismen <strong>som</strong><br />
den ex findes hos Schütz, og fra en traditionel objektivisme <strong>som</strong> den ex findes hos<br />
Durkheim, så kan man efter vores mening godt argumentere for at det faktisk lykkes<br />
<strong>Bourdieu</strong> at overskride det klassiske modsætningspar; subjektivisme-objektivisme.<br />
Det eftertænk<strong>som</strong>me ’nej’: <strong>Bourdieu</strong>s objektivistiske arv<br />
Umiddelbart kunne man fristes til at konkludere, at <strong>Bourdieu</strong> på overbevisende manér<br />
formår at skabe en syntese mellem subjektivismen og objektivismen. Men ved nærmere<br />
eftertanke forekommer <strong>Bourdieu</strong>s brud med objektivismen os ikke at være helt problemfrit.<br />
Når <strong>Bourdieu</strong> vil overskride subjektivisme/objektivisme-dikotomien, kunne man have en<br />
forventning om, at han vil lade et ligevægtsprincip gøre sig gældende, hvorved hans<br />
teoretiske sammenstilling ville vægte begge tilgange lige højt. Vi vil i nedenstående afsnit<br />
kritisere <strong>Bourdieu</strong> for at have en tendens til at vægte den objektivistiske side meget tungere.<br />
<strong>Bourdieu</strong>s kritik af objektivismen går bl.a. på, at objektivisterne ikke evner at indfange<br />
agenternes praktiske forståelse af deres situation. <strong>Bourdieu</strong> fastholder heroverfor at de<br />
praksisser agenterne gør brug af, fx valg af livsstil, er en væsentlig del af sociologiens<br />
genstandsfelt. Men for os at se kommer <strong>Bourdieu</strong> ikke uden om at denne praktiske sans er<br />
formet under strukturel tvang (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert 1994:60). Man kan endvidere<br />
problematisere, at den praktiske sans i sidste instans kun bruges til at understøtte en<br />
objektiv indplacering i et felt, ud fra den kapitalmængde og sammensætning agentens<br />
habitus henviser til. Det forekommer os, at <strong>Bourdieu</strong> i sit forsøg på at mediere mellem<br />
subjektivisme og objektivisme, gennem habitus begrebet, tillægger de objektive strukturer<br />
langt mere vægt end den subjektive mening. Dette vises bl.a. i følgende citat hvor <strong>Bourdieu</strong><br />
siger at ”… agenternes dispositioner, deres habitus, dvs. de mentale strukturer gennem<br />
hvilke de forstår den sociale verden, essentielt er produktet af en internalisering af<br />
strukturerne i den sociale verden ”. (ibid.:60).<br />
Refleksivitetsproblemet<br />
Et andet problem ser vi i <strong>Bourdieu</strong>s opgør med objektivismens manglende refleksivitet: Som<br />
tidligere nævnt er sociologisk refleksivitet bl.a. knyttet til objektivering af forskerens position,<br />
hvorved man undgår den intellektualiserende holdning, at forskeren med sine<br />
forkonstruerede modeller gør krav på absolut viden om verdens beskaffenhed. Men trods<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 19 af 25
selvobjektivering og fokus på en kritisk tilgang til egen praksis og forkonstruerede begreber<br />
og tankefigurer, kommer <strong>Bourdieu</strong> for os at se netop til at fremstå <strong>som</strong> den alvidende<br />
videnskabsmand. Grunden til dette er, at han afdækker det <strong>som</strong> agenterne ikke kan<br />
begribe, nemlig at der bag ryggen på dem opererer en fordeling af kapitalressourcer, der<br />
disponerer dem for at handle <strong>som</strong> de gør. På dette punkt kommer <strong>Bourdieu</strong> ikke ud over en<br />
intellektualiserende, objektivistisk position.<br />
<strong>Bourdieu</strong>s svar på denne kritik ville være, at det netop er hans rolle <strong>som</strong> sociolog at<br />
bevidstgøre agenterne om de habituelle faktorer, der former deres forståelse og praksis.<br />
Ved at gøre det uerkendte erkendt kan agenterne opnå et større spillerum, og modarbejde<br />
disse reproducerende mekanismer: ”… man kan bruge sin viden om disse forhold til at<br />
analysere og distancere sig fra sin egne holdninger[...]Når alt kommer til alt kan<br />
determinationer kun fungere i kraft af en manglende erkendelse og et indforstået samspil<br />
med det ubevidste” (<strong>Bourdieu</strong> & Wacquant 1996:121). <strong>Bourdieu</strong>s svar understreger to<br />
pointer. Dels at man ikke kan kritisere ham for en ren determinisme, for agenterne er ikke<br />
nødvendigvis uerkendende og mekanisk styrede. De kan faktisk, fx fra sociologien, få de<br />
nødvendige redskaber til at bryde mønstrene for deres reproduktive praksis, og de er kun<br />
blindt styret af deres habitus indtil de selv bliver refleksive og selvobjektiverende. Men<br />
denne selvobjektivering sker stadig på basis af de objektive relationer, <strong>som</strong> sociologen<br />
klarlægger for agenterne, hvorved der ikke rokkes ved forskerens privilegerede position.<br />
Her kritiserer Richard Jenkins ham for stadigvæk at indtage den samme forskeren-ved-<br />
bedst attitude <strong>som</strong> den traditionelle objektivisme gjorde brug af (Jenkins 1992:95).<br />
Indførelsen af videnskabelig refleksivitet hos <strong>Bourdieu</strong> er for os at se en vigtig<br />
<strong>epistemologisk</strong> forbedring ift. traditionel objektivisme, men nok så mange<br />
selvobjektiveringer af den type <strong>Bourdieu</strong> fx udfører i Udkast til en Selvanalyse (2006) kan<br />
ikke ændre på det faktum, at sociologen for <strong>Bourdieu</strong>, i kraft af sin eksklusive ekspertviden<br />
om det sociale, indtager en helt speciel – og privilegeret – position <strong>som</strong> den der skal<br />
bibringe ”de almindelige” mennesker frihedens budskab: at de objektive relationer – <strong>som</strong><br />
sociologen selv opstiller og afdækker – ikke behøver at virke tvingende på den enkelte, hvis<br />
blot denne bliver bevidst om relationernes eksistens (<strong>Bourdieu</strong> 1997b:47f.).<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 20 af 25
Det problematiske kapitalbegreb – en ontologi der griber forstyrrende ind?<br />
<strong>Bourdieu</strong>s objektkonstruktion er bygget op omkring feltbegrebet, hvormed agenternes<br />
positioner objektiveres. Det organiserende princip for positionens placering i feltet er kapital,<br />
idet den anerkendte kapital <strong>som</strong> den enkelte agent besidder, bestemmer positionen i feltet.<br />
Vi mener ikke <strong>Bourdieu</strong> klargør, hvorvidt kapital har en <strong>epistemologisk</strong> karakter, altså er et<br />
hjælpebegreb for forskeren eller om det har en ontologisk eksistens i det sociale? <strong>Bourdieu</strong><br />
skriver fx: ”Hvordan kan man således begribe disse objektive relationer, <strong>som</strong> ikke kan<br />
reduceres til de interaktioner inden for hvilke de manifesteres? Disse objektive relationer er<br />
relationer mellem positionerne, <strong>som</strong> er besat i fordelingen af ressourcer, <strong>som</strong> er eller vil<br />
blive aktive [...] i konkurrencen om tilegnelsen af de sjældne goder, <strong>som</strong> dette sociale<br />
univers er locus for”. (<strong>Bourdieu</strong> i Callewaert 1994:57). Her virker det umiddelbart <strong>som</strong> om<br />
<strong>Bourdieu</strong> giver begrebet kapital, forstået <strong>som</strong> ressourcer, status <strong>som</strong> noget ontologisk<br />
eksisterende. Denne uklarhed om kapitalbegrebet adskiller sig for os at se fra resten af<br />
<strong>Bourdieu</strong>s epistemologi, hvor han mere eksplicit gør opmærk<strong>som</strong> på hvilken status hans<br />
begreber (fx felt eller habitus) har.<br />
Opsummerende kan det fastslås, at hvis man i sin vurdering går ud fra en forestilling om, at<br />
subjektivistiske og objektivistiske elementer nødvendigvis skal tildeles lige stor vægt i<br />
sociologiens tilgang til studiet af det sociale, må man erkende, at <strong>Bourdieu</strong> ikke formår at<br />
overskride modsætningen: Det er for os at se tydeligt, at han tildeler den objektivistiske side<br />
størst vægt, idet han i sine teoretiske arbejder de facto fungerer <strong>som</strong> en bedrevidende<br />
videnskabsmand, der arbejder for at afdække hvad individerne ikke selv kan se – nemlig de<br />
objektivt eksisterende relationer (baseret på kapitalfordelinger).<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 21 af 25
KONKLUSION<br />
Er <strong>Bourdieu</strong> i stand til at overskride skellet mellem metodologisk<br />
individualisme og kollektivisme?<br />
<strong>Bourdieu</strong> mener, at det er en meningsløs øvelse at indplacere ham på denne skala. Vi<br />
tillader os dog at gøre det alligevel, idet vi betragter ham <strong>som</strong> metodologisk kollektivist –<br />
hvorved vi også må svare nej til spørgsmålet. Dette begrundes med, at de sociologiske<br />
forklaringer hos <strong>Bourdieu</strong>, i overensstemmelse med principperne for den metodologiske<br />
kollektivsme, går fra de (forklarende) overindividuelt konstituerede objektive relationer <strong>som</strong><br />
virker strukturerende på det sociale rum – relationer <strong>som</strong> kan afdækkes vha. de<br />
<strong>epistemologisk</strong>e værktøjer felt og habitus – og til de (forklarede) praksisformer, <strong>som</strong> kan<br />
beskrives ved at studere det enkelte individ.<br />
Formår <strong>Bourdieu</strong> med sin teori om det dobbelt objektiverende brud at<br />
overskride modsætningen subjektivisme-objektivisme indenfor<br />
sociologien?<br />
Hvis man er loyal overfor <strong>Bourdieu</strong>s egne definitioner på, hvad der karakteriserer<br />
henholdsvis subjektivisme og objektivisme, må man konkludere, at operationen lykkes!<br />
<strong>Bourdieu</strong>s epistemologi er helt åbenlyst ikke subjektivistisk, i kraft af bruddet med illusionen<br />
om umiddelbar viden, og efter <strong>Bourdieu</strong>s egen mening er den heller ikke objektivistisk, idet<br />
<strong>Bourdieu</strong> både inkorporerer et element af forståelsesorientering (i sin habitus-teori) og<br />
indfører en refleksivitet i samfundsvidenskaben (i sin selvobjektiverende feltanalyse), <strong>som</strong><br />
tidligere tiders ”alvidende” objektivister så<strong>som</strong> Durkheim ikke benyttede sig af.<br />
Men hvis man omvendt skal vurdere <strong>Bourdieu</strong>s forsøg udefra, fx med udgangspunkt i et<br />
ligevægtsprincip <strong>som</strong> fordrer, at man tildeler de objektivistiske og subjektivistiske aspekter<br />
lige stor forklaringsmæssig tyngde, så må man konkludere, at <strong>Bourdieu</strong> fejler, idet han alt<br />
andet lige tildeler de objektive relationer langt større betydning for sine sociologiske<br />
forklaringsmodeller end eksempelvis de subjektive hverdagsforståelser.<br />
Desuden mener vi ikke, at <strong>Bourdieu</strong>s fokus på og udførelse af refleksivitet i sin<br />
forskningspraksis i sig selv er nok til at løse det traditionelle problem i objektivismen,<br />
hvorunder forskeren indtager en privilegeret position, hvorfra hun kan gennemskue de<br />
objektive sammenhænge, <strong>som</strong> agenterne i almindelighed ikke kan se.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 22 af 25
Endvidere er <strong>Bourdieu</strong>s kapitalbegreb efter vores mening problematisk, idet dets<br />
erkendelsesmæssige status ikke fremstår klart: Er kapital at betragte <strong>som</strong> et <strong>epistemologisk</strong><br />
værktøj (lige<strong>som</strong> fx felt eller habitus), eller refererer begrebet til noget reelt eksisterende i<br />
den sociale virkelighed?<br />
PERSPEKTIVERING<br />
Afslutningsvis vil vi nævne nogle mulige diskussioner <strong>som</strong> ligger i forlængelse af vores<br />
undersøgelse af <strong>Bourdieu</strong>s <strong>epistemologisk</strong>e udgangspunkter. Disse vil kunne danne basis<br />
for en logisk fortsættelse på det projekt vi med ovenstående undersøgelse har søgt at<br />
igangsætte, nemlig en indkredsning af det videnskabsteoretiske grundlag for <strong>Bourdieu</strong>s<br />
teorier.<br />
For det første kunne vi tænke os en mere indgående undersøgelse af karakteren af den<br />
viden, <strong>som</strong> den refleksive sociolog producerer i sin forskningsmæssige praksis: Er der tale<br />
om sand viden, <strong>som</strong> ikke blot kan reduceres til at være et produkt af sociale konstruktioner i<br />
et givent felt på et givent historisk tidspunkt; viden <strong>som</strong> så at sige kan påberåbe sig en<br />
universel sandhedsværdi?<br />
For det andet kunne det i forlængelse af vores analyse af <strong>Bourdieu</strong>s ”objektivistiske arv” fra<br />
sociologer <strong>som</strong> Durkheim være interessant at se nærmere på, om <strong>Bourdieu</strong> med sit<br />
relationelle verdenssyn, <strong>som</strong> han selv hævder at dele med den moderne fysik (<strong>Bourdieu</strong> i<br />
Callewaert 1994:55), søger at nærme sig et enhedsvidenskabsideal? Vi spørger os selv om<br />
<strong>Bourdieu</strong>s vilje til <strong>epistemologisk</strong>e brobygningsforsøg også kan udstrækkes til at gælde ift.<br />
den ultimative modstilling indenfor videnskaberne – mellem de fortolkende<br />
humanvidenskaber på den ene side og de empirisk-analytiske natur- (og samfunds-)<br />
videnskaber på den anden side?<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 23 af 25
LITTERATUR<br />
Andersen, Heine 1990: ”Hvad er videnskabsteori og metodelære?”, i Andersen, Heine et al<br />
(red.): Videnskabsteori og metodelære. Introduktion. Frederiksberg C:<br />
Samfundslitteratur.<br />
<strong>Bourdieu</strong>, Pierre 1997a: Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen.<br />
København: Hans Reitzels Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong>, Pierre 1997b: Men hvem skabte skaberne? Interviews og forelæsninger.<br />
København: <strong>Akademisk</strong> Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong>, Pierre 2005a: Udkast til en praksisteori. København: Hans Reitzels Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong>, Pierre 2005b: Viden om viden og refleksivitet. Forelæsninger på College de<br />
France 2000-2001. København: Hans Reitzels Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong>, Pierre 2006: Udkast til en selvanalyse. København: Hans Reitzels Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong>, Pierre & Loïc J.D. Wacquant 1996: Refleksiv sociologi. Mål og midler.<br />
København: Hans Reitzels Forlag.<br />
Callewaert, Staf, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin Anna Petersen 1994: Pierre<br />
<strong>Bourdieu</strong>. Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. København: <strong>Akademisk</strong><br />
Forlag.<br />
Fuglsang, Lars 2004: ”Introduktion”, i Fuglsang, Lars og Poul Bitsch Olsen:<br />
Videnskabsteori. På tværs af fagkulturer og paradigmer i samfundsvidenskaberne.<br />
Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag: 7-30.<br />
Gilje, Nils & Harald Grimen 2002: Samfundsvidenskabernes forudsætniger. Indføring i<br />
samfundsvidenskabernes videnskabsfilosofi. København: Hans Reitzels Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 24 af 25
Guneriussen, Willy: ”Emile Durkheim”, i Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen 2005:<br />
Klassisk og nyere samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag.<br />
Jenkins, Richard 1992: Pierre <strong>Bourdieu</strong>. London: Routledge.<br />
Rasborg, Klaus 2004: ”Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi”, i Fuglsang,<br />
Lars og Poul Bitsch Olsen: Videnskabsteori. På tværs af fagkulturer og paradigmer i<br />
samfundsvidenskaberne. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag: 349-385.<br />
Rendtorff, Jakob Dahl 2004: ”Fænomenologien og dens betydning”, i Fuglsang, Lars og<br />
Poul Bitsch Olsen: Videnskabsteori. På tværs af fagkulturer og paradigmer i<br />
samfundsvidenskaberne. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag: 277-306.<br />
Schütz, Alfred 1975: ”Common-sensetolkning og videnskabelig tolkning af menneskelig<br />
handling”, i Hverdagens sociologi. København: Hans Reitzels Forlag: 20-59.<br />
Østerberg, Dag 2002: Emile Durkheim og hans teorier om samfundet. København: Hans<br />
Reitzels Forlag.<br />
<strong>Bourdieu</strong> <strong>som</strong> <strong>epistemologisk</strong> <strong>brobygger</strong>? Side 25 af 25