Bourdieu som epistemologisk brobygger - Akademisk Opgavebank

Bourdieu som
epistemologisk brobygger?
Sociologi ved Københavns Universitet
3. semester
Eksamensbesvarelse i
Sociologiens Videnskabsteori
December 2006
Ansvarlige for udarbejdelsen:
Esben Raunsø Thomasen Bæk
Jonas Kylov Gielfeldt
Andreas Møller Mulvad
Antal tegn, brødtekst: 47.784
Antal tegn, fodnoter: 823

INDHOLDSFORTEGNELSE
INDHOLDSFORTEGNELSE................................................................................................2
Indkredsning af problemområde....................................................................................3
PROBLEMFORMULERING.................................................................................................4
REDEGØRELSE .................................................................................................................5
Bourdieus præmis for det dobbelte objektiverende brud ...............................................5
Det dobbelt objektiverende brud ...................................................................................6
Det første brud med: Alfred Schütz’ fænomologi ..............................................................7
Konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt hos Schütz ...................................7
Forskerens ståsted hos Schütz .....................................................................................8
Kritik af konstruktionen af Schütz forskningsobjekt........................................................9
Kritik af sociologens ståsted..........................................................................................9
Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme ...................................................10
Durkheims objektivisme ..............................................................................................10
Bourdieus kritik af objektivismen .................................................................................12
Prakseologisk viden........................................................................................................13
Sociologien som métier – prakseologi i praksis ..............................................................14
Bourdieus konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt .......................................14
Forskerens ståsted hos Bourdieu................................................................................15
DISKUSSION.....................................................................................................................17
Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og
kollektivisme? .................................................................................................................17
Formår Bourdieu at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien? ........................18
Det umiddelbare ’ja’: Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme .......18
Det eftertænksomme ’nej’: Bourdieus objektivistiske arv.............................................19
Refleksivitetsproblemet ...............................................................................................19
Det problematiske kapitalbegreb – en ontologi der griber forstyrrende ind? ................21
KONKLUSION...................................................................................................................22
Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og
kollektivisme? .................................................................................................................22
Formår Bourdieu med sin teori om det dobbelt objektiverende brud at overskride
modsætningen subjektivisme-objektivisme indenfor sociologien?...................................22
PERSPEKTIVERING .........................................................................................................23
LITTERATUR ....................................................................................................................24
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 2 af 25

Indkredsning af problemområde
I denne undersøgelse vil vi fokusere på den franske sociolog Pierre Bourdieus
epistemologi. Ved begrebet epistemologi forstår vi: et eller flere grundlæggende aksiomer
som konstituerer en teori om hvordan videnskabens genstandsfelt kan studeres (Fuglsang i:
Fuglsang 2004:30).
Mere specifikt vil vi undersøge Bourdieus forsøg på at overskride modsætningen mellem
subjektivisme og objektivisme som to traditionelt modstridende og aksiomatiske
udgangspunkter for sociologien som videnskab. Samtidig vil vi se nærmere på hans
stillingtagen i forhold til skismaet mellem metodologisk kollektivisme og metodologisk
individualisme.
Vores målsætning er at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Bourdieu rent faktisk formår at
overskride de traditionelle dikotomiske modstillinger subjektivisme-objektivisme og
metodologisk individualisme-metodologisk kollektivisme, eller om han på et eller flere
punkter fastholder forståelser, som gør det problematisk uden videre at godtage, at hans
epistemologi skulle være nået ud over ”lejrtænkningen” i sociologien?
Man kunne have valgt andre vinkler til belysning af Bourdieus videnskabsteoretiske
position, herunder forholdet mellem normativitet og videnskab i hans sociologi, eller hans
ståsted i skismaet mellem rationalisme og empirisme. Man kunne også have taget
udgangspunkt i hans sene videnssociologiske værk ”Viden om viden og refleksivitet”, hvori
han via en objektivering af det videnskabelige felt, udfolder sit syn på de sociale
mulighedsbetingelser for fremskaffelsen af sand videnskabelig viden (Bourdieu 2005b:19f.).
Når vi har valgt at fokusere på Bourdieus forsøg på epistemologisk brobygning, skyldes det
således ikke, at vi er blinde for, at dette blot er ét af mange væsentlige aspekter, som man
med lige god ret kunne tage op.
Blot mener vi, at Bourdieus forsøg på at gøre op med traditionelle epistemologiske
modsætningspar absolut er en undersøgelse værdigt. Særligt idet han selv erklærer, at
subjektivisme/objektivisme er ”… et af de mest uheldige begrebs–par […] der florerer i de
sociale videnskaber…” (Bourdieu i: Callewaert 1994:54).
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 3 af 25

PROBLEMFORMULERING
Vi vil redegøre for det dobbelt objektiverende brud med hhv. subjektivistiske og
objektivistiske tilgange til det sociale; et brud som det ifølge Bourdieu er nødvendigt for
sociologien at foretage, hvis den skal kunne give adækvate forklaringer på sociale
fænomener.
Herunder vil vi sammenligne Bourdieus tilgang til studiet af det sociale med hhv. Alfred
Schütz’ subjektivistiske og Emile Durkheims’ objektivistiske tilgange, idet vi vil søge at
eksplicitere metodologiske ligheder og forskelle mellem teorierne. Dernæst vil vi optegne
centrale metodiske pointer hos Bourdieu, idet vi deskriptivt besvarer spørgsmålet:Hvordan
mener Bourdieu at det dobbelte objektiverende brud skal udmøntes i en sociologisk
praksis?
Endelig vil vi, under inddragelse af kritik af Bourdieu, forsøge at svare på de
grundlæggende spørgsmål: Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem
metodologisk individualisme og kollektivisme? Samt: Formår Bourdieu med sin teori
om det dobbelte objektiverende brud at overskride modsætningen subjektivisme-
objektivisme indenfor sociologien?
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 4 af 25

REDEGØRELSE
Bourdieus præmis for det dobbelte objektiverende brud
På baggrund af opgavens afgrænsning vil vi i det følgende kort redegøre for de ontologiske
præmisser, som er en forudsætning for at behandle det dobbelt objektiverende brud. Det er
elementer, som har med det værende at gøre. De er ikke i sig selv et produkt af det
dobbelte objektiverende brud, men en forudsætning for det. De er med andre ord en
nødvendig nøgle til forfatterskabet.
Denne opgaves omdrejningspunkt er som nævnt Bourdieus forsøg på at bygge bro mellem
henholdsvis den subjektivistiske og den objektivistiske tradition inden for sociologien.
En kilde til uvilje mod denne dikotomi kan være Bourdieus centrale ontologiske præmis om
en relationel tænkning.
Bourdieu omtaler selv sin videnskabsfilosofi som ”… relationel, i den forstand at den anser
relationerne for at være det grundlæggende” (Bourdieu 1997a:11). Af samme grund udvikler
Bourdieu bl.a. begrebet felt. Feltet indeholder sine egne specifikke regler, feltets logik, og
rummer de sociale kampe som udspiller sig i relationen mellem de forskellige positioner.
Begrebet er til for at erindre forskeren om, at hun ikke skal havne i hverken en
substantialistisk eller realistisk opfattelse af det sociale, men tænke relationelt (Bourdieu &
Wacquant 1996:210) 1 . Realisme buges her i betydningen; en tænkning der hævder
eksistensen af en objektiv realitet der eksisterer uafhængigt af mennesker (Rasborg i:
Fuglsang 2004:349). Begrebet felt skal altså henlede opmærksomheden på, at vi har at
gøre med en række af styrkepositioner der defineres relationelt i forhold til hinanden
(Bourdieu 1997a:11).
Udover at være relationel er Bourdieus tænkning dispositionel. Med dispositionel tænkes
der på de større eller mindre muligheder som er til disposition, både i feltet og hos den
enkelte agent. Bourdieu ønsker med begrebet dispositionel at påpege de uudnyttede, før-
bevidste sandsynligheder, i ordets statistiske forstand.
For at kunne beskrive disse dispositioner udvikler Bourdieu begrebet kapital, som kort fortalt
dækker over de potentielle ressourcer den enkelte agent eller institution råder over; det er
1 Når vi taler om en substantialistisk tænkning refererer vi til Bourdieus brug af ordet, inspireret af
Ernst Cassirer, som en tænkemåde der ”… ikke anerkender nogen virkeligheder udover dem, som er
tilgængelige for direkte intuition i almindelig erfaring” (Bourdieu i Callewaert 1994:55).
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 5 af 25

disse ressourcer der kan satses i kampen om placeringen i feltet. Alt kan i princippet
fungere som kapital, det er dog først når det er erkendt og anerkendt at det får betydning i
kampen om placeringen i feltet. Når en kapitalform er erkendt og anerkendt, betegner
Bourdieu den som symbolsk kapital (Bourdieu i: Callewaert 1994:64).
Det dobbelt objektiverende brud
I det følgende vil vi redegøre for det dobbelt objektiverende brud, som Bourdieu foretager
med hhv. subjektivistiske og objektivistiske tilgange til studiet af den sociale virkelighed.
For at klargøre hvad det egentlig er Bourdieu ønsker at gøre op med, vil vi opridse to
teorier, som repræsenterer hhv. en subjektivistisk og en objektivistisk position indenfor
samfundsvidenskaben. Umiddelbart efter hver præsentation, vil vi redegøre for Bourdieus
kritik af den pågældende teori, for dernæst at forklare Bourdieus teoretiske overskridelse af
modsætningen, som kan opsummeres i hans begreb om prakseologisk viden.
Som repræsentant for subjektivismen har vi valgt Alfred Schütz, der skriver sig ind i den
forståelsesorienterede tradition, hvori fænomenologien og hermeneutikken står centralt.
Denne tradition tager sit afsæt i filosoffen Edmund Husserls begreb om en livsverden, hvor
de overleverede meningsstrukturer giver sig til kende for den menneskelige bevidsthed, der
er intentionelt indstillet mod disse meningsstrukturer (Rendtorff i: Fuglsang 2004:281). Dette
paradigme er centralt for Schütz, da hans common-sense verden i høj grad er at
sammenligne med livsverdenen.
Som repræsentant for den objektivistiske retning har vi valgt Émile Durkheim, der skriver sig
ind i en positivistisk tradition, hvor de sociale strukturer studeres som ting, og hvor der ses
bort fra tolkninger af de individuelle aktørers motiver og handlingsrationaler.
Valget af netop disse teoretikere begrundes med henvisning til Bourdieu selv, idet
”…Durkheim uden tvivl, sammen med Karl Marx, er den person som har udtrykt den
objektivistiske position mest konsistent…” mens det ”…uden tvivl [er] hos Alfred Schütz og
etnometodologerne, at man kan finde de reneste udtryk for den subjektivistiske vision.”
(Bourdieu i: Callewaert 1994:54,55) 2
2 At “Karl Marx” og “etnometodologerne” er fravalgt som objekter for en redegørende analyse skal
udelukkende ses som et udtryk for en ressourcemæssig prioritering fra vores side, idet vi gerne vil nå
både at redegøre for forskellige teoretiske positioner samt diskutere og kritisere disse, indenfor
opgavens udstukne pladsmæssige rammer.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 6 af 25

Det første brud med: Alfred Schütz’ fænomologi
Konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt hos Schütz
Schütz tager i sin konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt udgangspunkt i, hvad
der konstituerer viden i vores samfund og kommer til den konklusion, at viden er en
konstruktion, der bruges til at skabe orden i verdens kompleksitet. Men viden er samtidig
også videnskabelig viden, der ligeledes er en konstruktion. For Schütz bliver det helt
centralt at skelne mellem disse to. Der drages således et skel mellem hverdagens common-
sense viden og den videnskabelige viden. For Schütz bliver det afgørende at common-
sense konstruktionerne danner udgangspunkt for den videnskabelige viden. Derfor bliver
det også common-sense konstruktionerne blandt aktørerne i hverdagslivet, der bliver det
egentlige forskningsobjekt (Schütz 1975:22).
Hverdagens common-sense konstruktioner er som nævnt præget af et forsøg på kognitivt at
skabe kompleksitetsreducering. Dette sker på basis af den overleverede livsverden vi
befinder os i, en verden der allerede rummer mening, og som vi kan støtte os op af. Det der
karakteriserer livsverdenen er, at den er præget af nogle inddelingsskemaer eller
typikaliteter (ibid:23f.).
Den intersubjektive common-sense konstruktion bygger videre på idéen om livsverdenen, at
vi alle er en del af en overleveret kulturverden, og at vi derfor har de samme
forståelseskategorier. Denne fælles forståelse kalder Schütz for perspektivernes
reciprocitet. Der ligger to ting i dette begreb. Dels betyder det at to aktører, der er placeret i
forskellige, rumlige positioner, vil kunne bytte plads, og se det samme, samtidig vil deres
typikalitetsskemaer være ensartede på trods af deres forskellige biografiske, dvs. sociale
situationer. De konstruerede typikaliteter aktørerne opererer med, transcenderer dermed
aktørernes biografiske og socioøkonomiske faktorer (ibid:28f). Det skal siges at Schütz
anerkender at biografien har en betydning, men det er ikke det centrale objekt; det er
derimod hverdagens konstruktioner.
Da common-sense konstruktionerne danner grundlag for de videnskabelige konstruktioner
sociologen foretager, er de således andenhåndskonstruktioner, det vil altså i en vis forstand
sige konstruktioner af konstruktionerne. Schütz er dog klar over at det kan blive
problematisk at sige noget generelt om samfundet. For at løse dette problem går han igen
ind på common-sense konstruktionens område, og foretager en videnskabelig
typificeringsproces, altså laver videnskabelige typikaliteter. I denne proces konstruerer han
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 7 af 25

en modeltype, der er udstyret med de faste og substantialistiske træk som forskeren
tillægger den, altså et ubiografisk objekt (ibid:54). Forskerens model konstrueres på
baggrund af de observerede konstruktioner af handling og samhandling i hverdagslivet. Til
denne konstruktion opstiller Schütz tre krav, der gør at man kan kalde dem videnskabelige.
De skal først og fremmest være logisk konsistente. For det andet skal modellen relatere til
den subjektive mening, hvilket betyder at den skal kunne knyttes til det, der opleves og
udtrykkes af aktøren. For det tredje skal modellen leve op til tilstrækkelighedskravet, dvs. at
den konstruerede handlingstype er adækvat med en faktisk handlingstype i hverdagslivet
(ibid:56f).
En konsekvens af Schütz’ andet krav er at der skal henvises til subjektet i den sociologiske
forskning. Dermed placerer han sig i den metodologiske individualisme, som fordrer, at
eksplanansdelen kun må indeholde forklaringer, der henviser til enkeltindividers handlinger
(Gilje & Grimen 2002:206). Helt klart bliver det, når Schütz formulerer sig som følger; ”Alle
kulturgenstande- redskaber, symboler, sprogsystemer, kunstværker, sociale institutioner
osv.- peger gennem selve oprindelsen og mening tilbage på menneskelige subjekters
aktiviteter” (Schütz 1975:26).
Forskerens ståsted hos Schütz
Også i forhold til forskerens ståsted tager Schütz udgangspunkt i konstruktionerne i
hverdagslivet. Når han beskæftiger sig med samhandling, har han øje for at ikke alle
aktører er involveret i den. Der er således aktører som udelukkende er iagttagere. For
Schütz er iagttageren af særlig interesse, da det netop er igennem iagttagerens rolle, at
sociologien skal bedrives. Det er igennem iagttagerens position, det bliver muligt for
sociologen at opnå en anonymiseret og standardiseret forståelse af samhandlen (ibid:40).
Disse iagttagelser overføres til sociologens modelkonstruktioner, der er skabt ved de relativt
ensartede og anonymiserede observationer. Anonymiseringen opnås ved at forskeren
indtager iagttagerens rolle, og derved ”… ikke har noget social socialt ”her”…”(ibid:52). Han
står således i en objektivt, beskuende position, hvorved ”Samfundforskerens indstilling er
den rent uinteresserede iagttagers af den sociale verden. Han er ikke involveret i den
iagttagne situation, som ikke er af praktisk, men kun af kognitiv interesse for ham …”
(ibid:49). Det vigtigste i Schütz’ optik er, at sociologen udvisker sin egen biografi og sætter
parentes om sit ståsted.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 8 af 25

Kritik af konstruktionen af Schütz forskningsobjekt
Schütz bygger som nævnt sine videnskabelige konstruktioner på de typikaliteter
hverdagens aktører selv konstruerer. Bourdieu kritiserer denne måde at konstruere
sociologiens objekt på, da det for ham er af afgørende betydning at bryde med de almene
forestillinger, der gør sig gældende (Bourdieu i: Callewaert 1994:59). Dette brud med den
subjektivistiske tankegang er det første element i Bourdieus dobbelt objektiverende brud.
Hvor Schütz ser den selvfølgelighed, hvormed de social aktører går til verden, som et
resultat af en fælles overleveret livsverden, ser Bourdieu den som et resultat af en
internaliseringsproces, hvorigennem objektive strukturer inderliggøres til habitus. Habitus
defineres som systemer af varige dispositioner og bliver til det strukturerende princip for
agentens sociale praksis (Bourdieu i: Callewaert 1994:86). Strukturernes forbindelse med
aktørens habitus er forholdt til den objektive position man antager i det sociale rum, hvor
positionens placering er styret af princippet om kapitalbesiddelse; hvor meget samlet kapital
man besidder. Schütz nægter derimod at benytte sig af den biografiske situation, men
betjener sig udelukkende af aktørernes ubiografiske hverdagskonstruktioner.
For Bourdieu er konsekvensen, at Schütz’ perspektiv kun kan forholde sig relationelt ift.
aktørernes overfladiske og rumlige placering i hverdagens fysiske rum, men ikke
dybderelationelt ift. de underliggende og af aktørerne uerkendte mekanismer, der ifølge
Bourdieu former habitus. Hvis ikke man i sine videnskabelige konstruktioner forsøger at
afdække de objektive relationer risikerer man ”… at det er den sociale verden selv, der
forestår konstruktionen af analysegenstanden …” (Bourdieu & Wacquant 1996:217).
Når man dertil lægger det faktum, at Schütz skaber sine modeller med faste og
substantialistiske træk (1975:54), er det åbenlyst at Schütz ikke kan tænke relationelt, da
han hverken objektiverer sine aktører ift. objektive organiserende principper, eller sætter
sine konstruktioners karakteristika i forhold til hinanden.
Kritik af sociologens ståsted
Bourdieu tager et opgør med den måde Schütz ser sociologens ståsted på; at denne ikke
har noget socialt ”her” og i sin forskningspraksis skal fralægge sig sin biografiske situation.
Bourdieu mener det er problematisk ”…at give sig selv status som neutral observatør, der
både er til stede og alligevel ikke er det…” (Bourdieu & Wacquant 1996:235). Schütz stoler
på at bevidsthedens intentionelle rettethed mod livsverdenen vil åbenbare
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 9 af 25

meningsstrukturerne i deres rene form, ubesmittet af samfundsmæssigheder som fx
biografien, og at denne renhed kan skabe en naturlig uengagerethed. (Schütz 1975:59).
Denne manøvre har Bourdieu ikke den store tiltro til, hvorfor han mener, at man skal
objektiverer både analyseobjekt og forsker for at skabe en klar demarkationslinje
herimellem. Denne demarkation er også af central betydning for Bourdieu ift. at bryde med
”typikaliteter” og ”prækonstruktioner”. Sociologer, der ikke forholder sig kritisk til egen
praksis, er ikke bevidste om at deres egne opfattelseskategorier og tankefigurer i
udgangspunktet er social formede (Bourdieu & Wacquant 1996:218).
Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme
Bourdieus brud med subjektivismen kan anskues som resultatet af en ambition om at
afdække ”illusionen om umiddelbar viden” (Bourdieu i: Callewaert 1994:115). Dette ovenfor
beskrevne brud må imidlertid efterfølges af et komplimenterende brud med ”illusionen om
absolut viden” (Bourdieu i: Callewaert 1994:115). Det vil sige en afvisning af objektivisme
og objektivistisk viden som erkendelsesmæssigt grundlag for videnskabelig sociologisk
praksis.
Etiketten objektivisme passer ifølge Bourdieu særdeles godt på Durkheims teori. Men
Bourdieu benytter den generelt på alle sociologiske tilgange, som har det til fælles, at de
bygger på en epistemologisk præmis om at det er nødvendigt at bryde med individernes
egne doxiske, dvs. common-sense prægede forestillinger om den sociale virkelighed, hvis
man vil nå frem til en sand, videnskabelig erkendelse. Det vil sige alle teorier, som effektivt
gennemfører ét - og kun ét - objektiverende brud: nemlig at forkaste aktørernes common-
sense-forestillinger som brugbare i samfundsvidenskaben.
Eksempelvis behandler og kritiserer Bourdieu strukturalismen som eksponent for en
objektivistisk position (i Bourdieu 2005a:192f). Når vi efter præsentationen af Durkheims
objektivistiske position redegør for Bourdieus kritik af objektivismen, er kritikken ikke
nødvendigvis er rettet direkte mod Durkheim, men derimod mod objektivistiske tilgange i
almindelighed.
Durkheims objektivisme
For Durkheim var det en af sociologiens fornemste opgaver at bryde med individernes
primære erfaringer, dvs. deres hverdagslige og umiddelbare forståelser af det sociale.
Videnskabsmanden skulle koncentrere sig om at undersøge og definere de objektive
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 10 af 25

strukturer som virker bag om ryggen på aktørerne, og som i virkeligheden er de faktorer,
som strukturerer individernes handlen. Durkheim mener, at man skal studere sociale
fænomener som ting, der kan beskrives udefra og som kan ”…kortlægges uafhængigt af de
forestillinger, individerne gør sig om samfundet…” (Guneriussen i Andersen 2005:74).
Dermed lever han op til kravene til en samfundsvidenskabelig praksis, der med Wacquants
formulering har karakter af ”social fysik” (Bourdieu & Wacquant 1996:21). Med en mere
gængs betegnelse kan man betegne Durkheims metode som positivistisk eller empirisk-
analytisk (Andersen 1990:23): Durkheim søger at finde frem til lovmæssigheder der gør sig
gældende i det sociale, hvilket gør hans teori til en samfundsvidenskabelig pendant til
naturvidenskabelige discipliner som fysik eller biologi, som ligeledes søger at afgive
nomotetiske forklaringer.
Durkheim er metodologisk kollektivist, idet han kræver, at samfundsvidenskabelige (årsags-
og funktions) forklaringer henviser til sociale fænomener, dvs. til overindividuelle faktorer,
snarere end til individers eller gruppers bevidste handlen (Gilje & Grimen 2002:202).
Denne holdning udtrykkes klart i følgende citat: ”En social kendsgernings bestemmende
årsag bør søges blandt de foregående sociale kendsgerninger, og ikke blandt tilstandene i
den individuelle bevidsthed” (Durkheim citat i Østerberg 2002:40).
Durkheim adskiller sig markant fra fænomenologien i sit syn på hvordan det sociologiske
forskningsobjekt skal konstrueres. Han betragter sociale fakta som overindividuelle
fænomener, der er ”udvendige i forhold til den enkelte og den enkeltes bevidsthed”
(ibid.:37). Derfor må det samfundsvidenskabelige objekt afgrænses ved hjælp af ”ydre
kendetegn” (ibid.:36). Denne blotlægning af sociale fænomeners objektive natur står i
modsætning til fænomenologens fokus på den subjektive forståelse af det sociale.
Durkheim mener, at sociologen skal ”… bestræbe sig på at betragte [sociale
kendsgerninger] fra en vinkel, hvor de viser sig isolerede fra deres individuelle
manifestationer...” (Durkheim citat i ibid.:37).
Durkheims objektivistiske sociologi har ifølge Bourdieu effektivt overvundet alle
subjektivistiske fejltrin i form af inddragelse af spontane hverdagslivsforståelser i den
videnskabelige objektkonstruktion. Hos Durkheim er første del af det dobbelt objektiverende
brud derfor fuldbyrdet (Bourdieu & Wacquant 1996:21).
Samfundsforskeren er hos Durkheim en videnskabsmand af samme type som den
naturvidenskabelige forsker: I kraft af bruddet med spontane hverdagsforestillinger og vha.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 11 af 25

opstilling og testning af empiriske hypoteser, er det muligt for forskeren at finde frem til
sammenhænge, som kan betragtes som alment gyldige, dvs. viden om hvordan tingene
objektivt forholder sig i den virkelige verden. Dermed findes forskerens ståsted udenfor – og
hævet over almindelige menneskers ikke-videnskabelige positioner. Forskeren har altså
mulighed for at se på samfundet udefra i kraft af den absolutte viden om det sociales
beskaffenhed som de (positivistisk) videnskabelige konstruktioner giver hende mulighed for
at tilegne sig.
Bourdieus kritik af objektivismen
Bourdieu påpeger den grundlæggende mangel ved objektivismen, at den i sin beskrivelse
af den sociale virkelighed, og forståelse af menneskelig handlen, så at sige glemmer eller
bevidst ser bort fra aktørens primære erfaringer. Menneskelig handlen forklares i
objektivistiske teorier med henvisning til strukturer, regler eller endog lovmæssigheder, som
virker mekanisk og (ubevidst) tvingende på aktørerne.
Bourdieu giver objektivisterne ret et stykke ad vejen: Objektivisterne gør nemlig ret i at
forkaste de primære erfaringer som grundlaget for sociologisk videnskab. For at kunne
foretage en videnskabelig samfundsanalyse må man nemlig, ganske som objektivisterne
gør det, først konstruere de ”…objektive (økonomiske og sproglige) relationer der
strukturerer praksisformerne og repræsentationerne af dem…” (Bourdieu 2005a:178). Men
for at udvikle en adækvat teori om menneskelig handlen er det nødvendigt at man, efter
bruddet med subjektivismen, genindfører den praktiske viden, som aktørerne faktisk
besidder (uden at de nødvendigvis er bevidste herom). Med habitus-teorien om
menneskelig handlen søger Bourdieu at introducere agenten, som erstatning for
subjektivismens bevidste aktør. Habitus medierer så at sige mellem modpolerne aktør-
struktur: Agentens praktiske sans er den aktive virkning af habitus som agenten tilskrives i
kraft af sin relative position i forhold til andre agenter i det sociale rum af objektive
relationer. Årsagen til at Bourdieu finder det nødvendigt at genopfinde et handlende subjekt
er, at objektivisterne efter hans mening ikke kan forklare hvordan der produceres og
reproduceres ”…doxale oplevelse[r] af den sociale verden…” (ibid.:179). Dette sker, da
objektivismen ikke går vejen omkring den praktiske forståelse, fornemmelsen for den
sociale virkeligheds fremtræden som naturgiven, og den indlejring i agenternes bevidsthed
Bourdieu kalder habitus (Bourdieu i: Callewaert 1994:57)
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 12 af 25

Videre kritiseres objektivisterne for at ”[behandle] systemer af objektive relationer som
substanser ved at omdanne dem til heler der allerede er konstitueret uden for individets
historie og gruppens historie” (ibid:86). Dette strider mod Bourdieus relationelle
verdensopfattelse. Han foreslår derfor, at man for at komme væk fra strukturens realisme
som objektivisterne forudsætter, må ”… gå fra opus operatum (det fuldbyrdede værk) til
modus operandi (måden at gå til værks) …” (ibid.:86).
Et andet problem hos objektivismen skal findes i dens manglende refleksivitet, og dens
deraf følgende tro på at kunne frembringe sand viden i absolut forstand. Objektivisterne
indser ifølge Bourdieu ikke, at individernes praktiske hverdagserfaringer ikke er det eneste
som skal underkastes en videnskabelig objektivering: Det objektiverende blik, hvormed
videnskabsmanden bryder med ureflekteret common-sense tænkning, for at kunne afdække
de underliggende samfundsmæssige strukturer, må også vendes indad. Sociologen kan
ikke nøjes med at rette sit relativerende, historiserende blik mod sin omverden, men må
også objektivere de analysekonstruktioner og begreber, som hun anvender i sin egen
videnskabelige praksis (Bourdieu & Wacquant 1996:43).
Først med den anden objektivering, i form af videnskabelig refleksivitet, er det dobbelte
objektiverende brud fuldbragt og en reel sociologisk videnskabelighed indenfor rækkevidde.
Med Bourdieus udtryk er der brug for ”… en sociologiens sociologi” (Bourdieu i Callewaert
1994:115) til at nedbryde den videnskabelige illusion om absolut viden til fordel for en
reflekteret videnskab, som også har blik for sine egne sociale mulighedsbetingelser.
Prakseologisk viden
Via sit begreb om prakseologisk viden som en særlig vidensform, giver Bourdieu sit bud på
et fundament for sociologien, som overskrider kløften mellem subjektivisme og
objektivisme.
Prakseologisk viden er kendetegnet ved at den medregner de forståelser af agenternes
praktiske erfaringer, som objektivismen valgte at udelukke for at kunne kortlægge de
objektive relationer, som strukturerer det sociale (Bourdieu i Callewaert 1994:73). Hvis man
fokuserer på forudsætningerne for en teori om menneskelig handlen kan man sige, at
prakseologisk viden implicerer en ”to-skridt-frem-og-et-tilbage bevægelse”, idet den efter at
have distanceret sig fra først subjektivismens og siden fra objektivismens begrænsninger,
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 13 af 25

markerer en tilbagevenden til en fænomenologisk forståelse af aktørernes handlen, men
indenfor objektivismens strukturelle kortlægnings rammer.
Prakseologisk viden muliggør, i modsætning til objektivistisk viden, en refleksiv sociologi.
Den objektivistiske viden stiller ganske vist spørgsmålet om ”… problemet om
mulighedsbetingelserne for den praktiske erfaring…” (ibid.:73). Det vil sige den
gennemfører en objektivering af hverdagserfaringen, men den glemmer til gengæld at gøre
sig selv til objekt for en lignende undersøgelse. Denne mangel retter den prakseologiske
viden op på ved at ”… opstille de teoretiske, men også de sociale mulighedsbetingelser for
objektiveringens problem… ” (ibid.:73).
Sociologien som métier – prakseologi i praksis
Der skal indledningsvis nævnes en forudsætning for at god sociologi ifølge Bourdieu kan
praktiseres, nemlig den at forskeren tilegner sig den rette videnskabelige habitus (Bourdieu
i Callewaert 1994:119). Det vil sige at forskeren igennem praktisk arbejde må tilegne den
rette praktiske sans for videnskaben 3 . Det er altså ikke alene et spørgsmål om teoretisk
viden men også om erhvervelsen af den rette videnskabelige habitus gennem empirisk
arbejde. Det centrale for Bourdieu er altså ikke de teoretiske redegørelser, men det
sociologiske arbejde i praksis. Det er på denne baggrund vi i det følgende vil fremlægge
Bourdieus praktiske metodeforskrifter.
Yderligere en afklaring er nødvendig. Ifølge Bourdieus forskrifter skal de forskellige
aspekter af metoden, dvs. de objektiverende brud og den sociologiske refleksivitet udføres i
hvert eneste forskningsøjeblik og i en gensidig proces (ibid.:119). Vi har dog i det følgende
for overblikkets skyld valgt at opdele det på følgende måde; først vil vi redegøre for
konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt for derefter at redegøre for forskerens
ståsted
Bourdieus konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt
For Bourdieu er konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt essentiel. Bourdieu
udtrykker det selv med sin erklæring om at ”Den fundamentale videnskabelige handling er
konstruktionen af objektet” (Bourdieu i Callewaert 1994:113). Årsagen til dette er, at det er i
3 Når vi her taler om praktisk sans hos forskeren er det præcis den samme praktiske sans som
tidligere defineret. Forskeren i denne henseende ikke privilegeret men er blot en agent som alle
andre.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 14 af 25

denne proces forskeren konstruerer begreber og sociologiske forskningsobjekter som er fri
af før-bevidste og traditionelle tankefigurer, som jo implicerer en substantialistisk eller
realistisk opfattelse af det sociale (Bourdieu & Wacquant 1996:210).
Det er her feltbegrebet kommer i spil. Dette begreb beskriver kampfeltet, hvor de sociale
kampe udspiller sig i relationen mellem de forskellige positioner, og skal erindre forskeren
om den relationelle tænkemåde (ibid.:210). Begrebet er derfor centralt i konstruktionen af
det videnskabelige objekt idet Bourdieu har den pointe, at man ikke kan ”…adskille objekt-
konstruktionen fra objekt-konstruktionens instrumenter …” (Bourdieu i Callewaert
1994:121). Det vil med andre ord sige at konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt
er betinget af de begreber man betjener sig af, i dette tilfælde feltbegrebet.
Et yderligere krav til konstruktionen af objektet er at den skal foregå i et historisk og
kontekstbundet perspektiv i forhold til objektet (ibid.:121). Forskeren skal altså også have
blik for de historiske og kontekstbundne aspekter i konstruktionen af det videnskabelig
objekt; af samme grund kan man ikke ukritisk overtage Bourdieus videnskabelige modeller.
Når forskningsobjektet skal konstrueres i praksis, må man begynde med at objektivere
positionerne i feltet. Dette gøres ved at finde de organiserende principper for feltet, det vil
sige de kapitalformer, der er erkendt og anerkendt af positionerne i feltet, hvorigennem man
kan bestemme feltets logik (ibid.:64). Når man har fastslået feltets afgrænsning og logik,
skal man objektivere de enkelte positioner i feltet (Bourdieu 1997a:64). Disse positioner
konstrueres ved at kortlægge deres karakteristiske træk. Dette gøres ved at man visker de
træk bort som er fællesnævner for flere af positionerne og lader de særlige træk blive
tilbage. Herved fastlægges positionernes distinktive træk. Dette sætter forskeren i stand til
at operere relationelt og ikke substantialistisk (Bourdieu & Wacquant 1996:211 f.).
Denne metode til konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt skal sikre en kritisk
holdning til sociologiens traditionelle tankefigurer og kognitive mønstre. Målet er at
neutralisere disse og sikre at videnskabens og forskerens før-bevidste ikke projiceres over i
analysegenstanden (ibid.:44).
Forskerens ståsted hos Bourdieu
For Bourdieu er det vigtigt at sociologen undergår samme objektivering som han bedriver
på analyseobjektet, jf. hans brud med objektivismen. Bourdieu udtrykker klart sin holdning til
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 15 af 25

dette: ”En videnskabelig praksis, der undlader at sætte spørgsmålstegn ved sig selv, aner i
virkeligheden ikke, hvad den foretager sig” (Bourdieu & Wacquant 1996:218).
Første trin er at objektivere sin biografiske situation, dvs. forskerens egne økonomiske
interesser, eget køn etc. Derefter skal man objektivere sin position inden for det
akademiske felt hvorfra ens undersøgelse foretages (ibid.:43).
Samtidig må man objektivere det akademiske felts placering i det sociale rum som hele.
Sociologen må altså på den ene side forholde sig til sociologiens position i det
videnskabelige felt og på den anden side til at sociologen som en del af det videnskabelige
felt ofte besidder mere kulturel kapital end gennemsnittet, og derfor har nogle andre
opfattelseskategorier. Dette sidste punkt med sociologens opfattelseskategorier er centralt
for Bourdieu, idet han taler om den intellektualiserende holdning (Ibid.:43)
Dette fænomen, at forskeren med den intellektualiserende holdning har en tendens til at
tilgå verden på en teoretisk måde hvor verden skal tolkes, snarerne end at anskue verden
som et sted med konkrete praktiske problemer, resulterer i følge Bourdieu i en teoretisk
teori, en sociologisk tænkning som reelt ikke forstår praksis. For at undgå dette må
forskeren have en konstant kritisk holdning til de tankefigurer og ” … forudantagelser, der
udspringer af, at man tænker verden, at man lægger afstand til verden og de handlinger,
der udspiller sig i den, for bedre at kunne tænke dem …” (ibid.:43). Herved risikerer
forskeren at reducere den praktiske logik til teoretisk logik. Bourdieu mener altså der er en
uforsonlighed mellem akademisk tænkning og praksis, konklusionen er at man ikke kan
forstå praksis ad teoretisk vej alene (ibid.:246). For at løse dette problem må forskeren
hvert eneste øjeblik rekonstruere objektet, dvs. bibringe sine vidensinstrumenter (sin for-
forståelse) korrektioner i forhold til empirien, i forhold til praksis, jf. bruddet med
objektivismen. Dette betyder dog ikke at man blot som subjektivismen producerer resultater
af resultaterne.
Dette er prakselogien, indlejret i habitus – i forskerens praktiske sans – med andre ord,
sociologien som métier (Bourdieu i: Callewaert 1994:119).
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 16 af 25

DISKUSSION
Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk
individualisme og kollektivisme?
Bourdieu mener, at han med sin relationelle tilgang til studiet af det sociale formår at
overvinde den klassiske modsætning i samfundsvidenskaberne mellem metodologisk
individualisme og metodologisk kollektivisme.
For Bourdieu er modstillingen ufrugtbar, idet den udtrykker ”lægfolks forestillinger om
virkeligheden […] som sociologien må lægge bag sig” (Bourdieu & Wacquant 1996:27).
Nøglebegreberne felt og habitus er netop konstrueret som analyseværktøjer, der skal gøre
det muligt at studere det sociale i et relationelt og historisk processuelt perspektiv, uden at
forfalde til at tildele en af de to poler, individ og samfund, forklaringsmæssig fortrinsret.
Man kan spørge om Bourdieus ”metodologiske relationisme” (ibid.:27) rent faktisk ér en
effektiv overskridelse af modsætningen, eller om den ved nærmere eftersyn kan siges at
tildele en af polerne størst vægt?
Den metodologiske individualisme forlanger ifølge Gilje & Grimen (2002), at sociologen
benytter individbegreber såsom handling, holdning og præference i sin forklaring på sociale
fænomener (Gilje & Grimen 2002:202). Dette krav kan Bourdieu godt leve op til, da han
med habitusbegrebet tager udgangspunkt i individuelle agenters sandsynlige handlemåder
og livsstilsmæssige præferencer. Men en metodologisk individualisme indebærer endvidere
opfattelsen af at det er individuelle handlinger og holdninger, som skal forklare sociale
fænomener. Nærmere bestemt skal forklaringsretningen gå ”… fra enkeltindivider til sociale
fænomener, aldrig modsat” (ibid.:206). På dette punkt kan Bourdieu ikke følge de
metodologiske individualister - tværtimod.
Indenfor metodologisk kollektivisme opstilles bl.a. som krav, at ”…enkeltindividernes adfærd
skal forklares ved […] beskrivelser af de positioner eller funktioner, som individerne har
indenfor sociale systemer” (ibid.:214).
Hos Bourdieu er det netop individets position i det sociale rum, der rammesætter dets
habitus, hvortil man kan referere, når man vil forklare eller forudsige dets adfærd. Det er
bestemt ikke fremmed for Bourdieu, at ”… individerne […] er produkter af de sociale
systemer, de lever og virker i” (ibid.::215). I sine analyser fokuserer han på at forklare
individers handlinger netop ud fra deres position i et givent felt. Det forekommer derfor
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 17 af 25

oplagt at hans metodologi – trods implementeringen af en fænomenologisk inspireret
praksisforståelse, qua habitus – må siges at have et kollektivistisk præg.
Vi vurderer altså, at Bourdieu alt andet lige godt kan betegnes som metodologisk
kollektivist. Dermed må vi i dette perspektiv betragte hans forsøg på at lægge modstillingen
bag sig som mindre vellykket. Imidlertid ændrer dette ikke på, at Bourdieu godt kan have ret
i at selve den øvelse at indplacere ham på individualisme-kollektivisme aksen er ganske
uproduktiv. Vel kan man placere Bourdieu i kollektivisternes videnskabsfilosofiske
skyttegrav, men da Bourdieu partout nægter at deltage i det evindelige slag mellem de to
metodologiske modpoler, vil det nok ikke være til megen nytte.
Formår Bourdieu at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien?
Det umiddelbare ’ja’: Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme
Som skitseret er bruddet med subjektivismen knyttet til et brud med hverdagsforestillinger
som grundlag for samfundsvidenskabelig forskning. Bourdieu foretager efter vores mening
dette brud med stor konsekvens i sin epistemologi, dvs. i hans objektiverende konstruktion
af felter af positioner. Bruddet med den naive subjektivisme er uproblematisk for Bourdieu,
men kan kritiseres fra fænomenologisk hold. Schütz problematiserer således generelt de
strukturorienterede analyser, for at være af en problematisk karakter, idet de udtaler sig om
noget de faktisk ikke har adgang til, hvorimod Schütz’ sociologi forholder sig til det faktisk
observerbare, den hverdagslige praksis. (Schütz 1975:21) For os at se kan Schütz’ kritik af
objektivismen også anvendes på Bourdieu, idet denne foretager analyser på baggrund af
overindividuelle strukturer, fx den ulige fordeling af kapital i det sociale rum. Vi mener dog
ikke at dette i sidste instans ændrer på, at Bourdieu rent faktisk formår at arbejde sig udover
en subjektivistisk tilgang til studiet af det sociale.
Hvad angår bruddet med objektivismen, så distancerer Bourdieu sig, som skitseret, på flere
områder fra en objektivistisk tilgang (se s. 12). En af de centrale forskelle på Bourdieus og
Durkheims tilgange til studiet af det sociale er, at de repræsenterer hhv. en relationel og en
substantialistisk tankemåde: Hvor Durkheim kun opererer med individer og institutioner,
som besidder faste og immanente karakteristika, udøves objektiveringen af agenter og
institutioner hos Bourdieu i et relationelt perspektiv, hvor hver position tilskrives særlige
karakteristika, ikke substantielt, men på baggrund af positionens relation til andre positioner.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 18 af 25

Hvis man således godtager, at Bourdieu formår at adskille sig både fra subjektivismen som
den ex findes hos Schütz, og fra en traditionel objektivisme som den ex findes hos
Durkheim, så kan man efter vores mening godt argumentere for at det faktisk lykkes
Bourdieu at overskride det klassiske modsætningspar; subjektivisme-objektivisme.
Det eftertænksomme ’nej’: Bourdieus objektivistiske arv
Umiddelbart kunne man fristes til at konkludere, at Bourdieu på overbevisende manér
formår at skabe en syntese mellem subjektivismen og objektivismen. Men ved nærmere
eftertanke forekommer Bourdieus brud med objektivismen os ikke at være helt problemfrit.
Når Bourdieu vil overskride subjektivisme/objektivisme-dikotomien, kunne man have en
forventning om, at han vil lade et ligevægtsprincip gøre sig gældende, hvorved hans
teoretiske sammenstilling ville vægte begge tilgange lige højt. Vi vil i nedenstående afsnit
kritisere Bourdieu for at have en tendens til at vægte den objektivistiske side meget tungere.
Bourdieus kritik af objektivismen går bl.a. på, at objektivisterne ikke evner at indfange
agenternes praktiske forståelse af deres situation. Bourdieu fastholder heroverfor at de
praksisser agenterne gør brug af, fx valg af livsstil, er en væsentlig del af sociologiens
genstandsfelt. Men for os at se kommer Bourdieu ikke uden om at denne praktiske sans er
formet under strukturel tvang (Bourdieu i Callewaert 1994:60). Man kan endvidere
problematisere, at den praktiske sans i sidste instans kun bruges til at understøtte en
objektiv indplacering i et felt, ud fra den kapitalmængde og sammensætning agentens
habitus henviser til. Det forekommer os, at Bourdieu i sit forsøg på at mediere mellem
subjektivisme og objektivisme, gennem habitus begrebet, tillægger de objektive strukturer
langt mere vægt end den subjektive mening. Dette vises bl.a. i følgende citat hvor Bourdieu
siger at ”… agenternes dispositioner, deres habitus, dvs. de mentale strukturer gennem
hvilke de forstår den sociale verden, essentielt er produktet af en internalisering af
strukturerne i den sociale verden ”. (ibid.:60).
Refleksivitetsproblemet
Et andet problem ser vi i Bourdieus opgør med objektivismens manglende refleksivitet: Som
tidligere nævnt er sociologisk refleksivitet bl.a. knyttet til objektivering af forskerens position,
hvorved man undgår den intellektualiserende holdning, at forskeren med sine
forkonstruerede modeller gør krav på absolut viden om verdens beskaffenhed. Men trods
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 19 af 25

selvobjektivering og fokus på en kritisk tilgang til egen praksis og forkonstruerede begreber
og tankefigurer, kommer Bourdieu for os at se netop til at fremstå som den alvidende
videnskabsmand. Grunden til dette er, at han afdækker det som agenterne ikke kan
begribe, nemlig at der bag ryggen på dem opererer en fordeling af kapitalressourcer, der
disponerer dem for at handle som de gør. På dette punkt kommer Bourdieu ikke ud over en
intellektualiserende, objektivistisk position.
Bourdieus svar på denne kritik ville være, at det netop er hans rolle som sociolog at
bevidstgøre agenterne om de habituelle faktorer, der former deres forståelse og praksis.
Ved at gøre det uerkendte erkendt kan agenterne opnå et større spillerum, og modarbejde
disse reproducerende mekanismer: ”… man kan bruge sin viden om disse forhold til at
analysere og distancere sig fra sin egne holdninger[...]Når alt kommer til alt kan
determinationer kun fungere i kraft af en manglende erkendelse og et indforstået samspil
med det ubevidste” (Bourdieu & Wacquant 1996:121). Bourdieus svar understreger to
pointer. Dels at man ikke kan kritisere ham for en ren determinisme, for agenterne er ikke
nødvendigvis uerkendende og mekanisk styrede. De kan faktisk, fx fra sociologien, få de
nødvendige redskaber til at bryde mønstrene for deres reproduktive praksis, og de er kun
blindt styret af deres habitus indtil de selv bliver refleksive og selvobjektiverende. Men
denne selvobjektivering sker stadig på basis af de objektive relationer, som sociologen
klarlægger for agenterne, hvorved der ikke rokkes ved forskerens privilegerede position.
Her kritiserer Richard Jenkins ham for stadigvæk at indtage den samme forskeren-ved-
bedst attitude som den traditionelle objektivisme gjorde brug af (Jenkins 1992:95).
Indførelsen af videnskabelig refleksivitet hos Bourdieu er for os at se en vigtig
epistemologisk forbedring ift. traditionel objektivisme, men nok så mange
selvobjektiveringer af den type Bourdieu fx udfører i Udkast til en Selvanalyse (2006) kan
ikke ændre på det faktum, at sociologen for Bourdieu, i kraft af sin eksklusive ekspertviden
om det sociale, indtager en helt speciel – og privilegeret – position som den der skal
bibringe ”de almindelige” mennesker frihedens budskab: at de objektive relationer – som
sociologen selv opstiller og afdækker – ikke behøver at virke tvingende på den enkelte, hvis
blot denne bliver bevidst om relationernes eksistens (Bourdieu 1997b:47f.).
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 20 af 25

Det problematiske kapitalbegreb – en ontologi der griber forstyrrende ind?
Bourdieus objektkonstruktion er bygget op omkring feltbegrebet, hvormed agenternes
positioner objektiveres. Det organiserende princip for positionens placering i feltet er kapital,
idet den anerkendte kapital som den enkelte agent besidder, bestemmer positionen i feltet.
Vi mener ikke Bourdieu klargør, hvorvidt kapital har en epistemologisk karakter, altså er et
hjælpebegreb for forskeren eller om det har en ontologisk eksistens i det sociale? Bourdieu
skriver fx: ”Hvordan kan man således begribe disse objektive relationer, som ikke kan
reduceres til de interaktioner inden for hvilke de manifesteres? Disse objektive relationer er
relationer mellem positionerne, som er besat i fordelingen af ressourcer, som er eller vil
blive aktive [...] i konkurrencen om tilegnelsen af de sjældne goder, som dette sociale
univers er locus for”. (Bourdieu i Callewaert 1994:57). Her virker det umiddelbart som om
Bourdieu giver begrebet kapital, forstået som ressourcer, status som noget ontologisk
eksisterende. Denne uklarhed om kapitalbegrebet adskiller sig for os at se fra resten af
Bourdieus epistemologi, hvor han mere eksplicit gør opmærksom på hvilken status hans
begreber (fx felt eller habitus) har.
Opsummerende kan det fastslås, at hvis man i sin vurdering går ud fra en forestilling om, at
subjektivistiske og objektivistiske elementer nødvendigvis skal tildeles lige stor vægt i
sociologiens tilgang til studiet af det sociale, må man erkende, at Bourdieu ikke formår at
overskride modsætningen: Det er for os at se tydeligt, at han tildeler den objektivistiske side
størst vægt, idet han i sine teoretiske arbejder de facto fungerer som en bedrevidende
videnskabsmand, der arbejder for at afdække hvad individerne ikke selv kan se – nemlig de
objektivt eksisterende relationer (baseret på kapitalfordelinger).
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 21 af 25

KONKLUSION
Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk
individualisme og kollektivisme?
Bourdieu mener, at det er en meningsløs øvelse at indplacere ham på denne skala. Vi
tillader os dog at gøre det alligevel, idet vi betragter ham som metodologisk kollektivist –
hvorved vi også må svare nej til spørgsmålet. Dette begrundes med, at de sociologiske
forklaringer hos Bourdieu, i overensstemmelse med principperne for den metodologiske
kollektivsme, går fra de (forklarende) overindividuelt konstituerede objektive relationer som
virker strukturerende på det sociale rum – relationer som kan afdækkes vha. de
epistemologiske værktøjer felt og habitus – og til de (forklarede) praksisformer, som kan
beskrives ved at studere det enkelte individ.
Formår Bourdieu med sin teori om det dobbelt objektiverende brud at
overskride modsætningen subjektivisme-objektivisme indenfor
sociologien?
Hvis man er loyal overfor Bourdieus egne definitioner på, hvad der karakteriserer
henholdsvis subjektivisme og objektivisme, må man konkludere, at operationen lykkes!
Bourdieus epistemologi er helt åbenlyst ikke subjektivistisk, i kraft af bruddet med illusionen
om umiddelbar viden, og efter Bourdieus egen mening er den heller ikke objektivistisk, idet
Bourdieu både inkorporerer et element af forståelsesorientering (i sin habitus-teori) og
indfører en refleksivitet i samfundsvidenskaben (i sin selvobjektiverende feltanalyse), som
tidligere tiders ”alvidende” objektivister såsom Durkheim ikke benyttede sig af.
Men hvis man omvendt skal vurdere Bourdieus forsøg udefra, fx med udgangspunkt i et
ligevægtsprincip som fordrer, at man tildeler de objektivistiske og subjektivistiske aspekter
lige stor forklaringsmæssig tyngde, så må man konkludere, at Bourdieu fejler, idet han alt
andet lige tildeler de objektive relationer langt større betydning for sine sociologiske
forklaringsmodeller end eksempelvis de subjektive hverdagsforståelser.
Desuden mener vi ikke, at Bourdieus fokus på og udførelse af refleksivitet i sin
forskningspraksis i sig selv er nok til at løse det traditionelle problem i objektivismen,
hvorunder forskeren indtager en privilegeret position, hvorfra hun kan gennemskue de
objektive sammenhænge, som agenterne i almindelighed ikke kan se.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 22 af 25

Endvidere er Bourdieus kapitalbegreb efter vores mening problematisk, idet dets
erkendelsesmæssige status ikke fremstår klart: Er kapital at betragte som et epistemologisk
værktøj (ligesom fx felt eller habitus), eller refererer begrebet til noget reelt eksisterende i
den sociale virkelighed?
PERSPEKTIVERING
Afslutningsvis vil vi nævne nogle mulige diskussioner som ligger i forlængelse af vores
undersøgelse af Bourdieus epistemologiske udgangspunkter. Disse vil kunne danne basis
for en logisk fortsættelse på det projekt vi med ovenstående undersøgelse har søgt at
igangsætte, nemlig en indkredsning af det videnskabsteoretiske grundlag for Bourdieus
teorier.
For det første kunne vi tænke os en mere indgående undersøgelse af karakteren af den
viden, som den refleksive sociolog producerer i sin forskningsmæssige praksis: Er der tale
om sand viden, som ikke blot kan reduceres til at være et produkt af sociale konstruktioner i
et givent felt på et givent historisk tidspunkt; viden som så at sige kan påberåbe sig en
universel sandhedsværdi?
For det andet kunne det i forlængelse af vores analyse af Bourdieus ”objektivistiske arv” fra
sociologer som Durkheim være interessant at se nærmere på, om Bourdieu med sit
relationelle verdenssyn, som han selv hævder at dele med den moderne fysik (Bourdieu i
Callewaert 1994:55), søger at nærme sig et enhedsvidenskabsideal? Vi spørger os selv om
Bourdieus vilje til epistemologiske brobygningsforsøg også kan udstrækkes til at gælde ift.
den ultimative modstilling indenfor videnskaberne – mellem de fortolkende
humanvidenskaber på den ene side og de empirisk-analytiske natur- (og samfunds-)
videnskaber på den anden side?
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 23 af 25

LITTERATUR
Andersen, Heine 1990: ”Hvad er videnskabsteori og metodelære?”, i Andersen, Heine et al
(red.): Videnskabsteori og metodelære. Introduktion. Frederiksberg C:
Samfundslitteratur.
Bourdieu, Pierre 1997a: Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen.
København: Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu, Pierre 1997b: Men hvem skabte skaberne? Interviews og forelæsninger.
København: Akademisk Forlag.
Bourdieu, Pierre 2005a: Udkast til en praksisteori. København: Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu, Pierre 2005b: Viden om viden og refleksivitet. Forelæsninger på College de
France 2000-2001. København: Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu, Pierre 2006: Udkast til en selvanalyse. København: Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu, Pierre & Loïc J.D. Wacquant 1996: Refleksiv sociologi. Mål og midler.
København: Hans Reitzels Forlag.
Callewaert, Staf, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin Anna Petersen 1994: Pierre
Bourdieu. Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. København: Akademisk
Forlag.
Fuglsang, Lars 2004: ”Introduktion”, i Fuglsang, Lars og Poul Bitsch Olsen:
Videnskabsteori. På tværs af fagkulturer og paradigmer i samfundsvidenskaberne.
Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag: 7-30.
Gilje, Nils & Harald Grimen 2002: Samfundsvidenskabernes forudsætniger. Indføring i
samfundsvidenskabernes videnskabsfilosofi. København: Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 24 af 25

Guneriussen, Willy: ”Emile Durkheim”, i Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen 2005:
Klassisk og nyere samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag.
Jenkins, Richard 1992: Pierre Bourdieu. London: Routledge.
Rasborg, Klaus 2004: ”Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi”, i Fuglsang,
Lars og Poul Bitsch Olsen: Videnskabsteori. På tværs af fagkulturer og paradigmer i
samfundsvidenskaberne. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag: 349-385.
Rendtorff, Jakob Dahl 2004: ”Fænomenologien og dens betydning”, i Fuglsang, Lars og
Poul Bitsch Olsen: Videnskabsteori. På tværs af fagkulturer og paradigmer i
samfundsvidenskaberne. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag: 277-306.
Schütz, Alfred 1975: ”Common-sensetolkning og videnskabelig tolkning af menneskelig
handling”, i Hverdagens sociologi. København: Hans Reitzels Forlag: 20-59.
Østerberg, Dag 2002: Emile Durkheim og hans teorier om samfundet. København: Hans
Reitzels Forlag.
Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 25 af 25