Metoder på tværs - Sociologi - Aalborg Universitet

Sociologisk Arbejdspapir 

Nr. 6, 2000 

Ole Riis 

Metoder på tværs 

Om forudsætningen for sociologisk metodekombination 

LSociologisk aboratorium 

Aalborg Universitet 

Kroghstræde 5, 9220 Aalborg Ø 

Tlf. 96 35 81 50, fax 98 11 50 56, e-mail: sociologisekretariatet@socsci.aau.dk

Ole Riis 



Copyright © 2000 Forfatteren og Sociologisk Laboratorium. 

ISSN: 1399-4514 

ISBN:87-90867-06-8 

Sociologiske Arbejdspapirer udgives af Sociologisk Laboratorium, som betegner 

det faglige miljø omkring sociologiuddannelsen på AAU. Her udgives mindre 

arbejder fx seminaroplæg, konferencebidrag, udkast til artikler eller kapitler - af 

medlemmer af miljøet eller af inviterede bidragydere udefra, mhp. formidling og 

videre befordring af den løbende fagligt-sociologiske aktivitet. 

Redaktører af serien er professor Jens Tonboe (ansv.) og Ph.D- stipendiat 

Michael Hviid Jacobsen. 

Eksemplarer kan bestilles hos Aalborg Centerboghandel, Fibigerstræde 15, 9220 

Aalborg Øst, tlf. 96358071, fax 98152862, e-mail: 8712fib@bogpost.dk.

Ole Riis 


Om forudsætningen for sociologisk metodekombination

Indholdsfortegnelse 

I...................................Modsætningen mellem kvantitative og kalitative metoder 5 

II.................................. De sociologiske metoders videnskabsteoretiske grundlag 11 

1... De kvantitative metoders positivistiske og logisk-empiricistiske grundlag 11 

2..........................Nykantianisme og etnometodologi som kritik og alternativ 18 

3.......................................Pragmatisme som grundlag for empirisk sociologi 26 

4....................Den kritiske rationalisme som grundlag for empiriske metoder 28 

5................................ Metodesynet i marxisme, ny-marxisme og kritisk teori 31 

6...................................Nye synteseforsøg: Giddens og den kritiske realisme 36 

III. .......................................................................................................Diskussion 43 

1.......................................... Sociologi mellem naturvidenskab og humaniora 43 

2...............................................................Diskussion af kvantitative metoder 48 

3................................................................. diskussion af kvalitative metoder 52 

4...............................Sondringen mellem kvalitative og kvantitative metoder 59 

Ekskurs: Kvantitative og kvalitative metoder i etnocentrismestudier......68 

IV. ................................................. Metodekombinationens perspektiv og praksis 76 

1......................................................Den kollektive intellektuelles perspektiv 76 

2.......................................................... Metodetriangulationernes muligheder 79 

3................................... Etiske og ideologiske implikationer af metodevalget 90 

Slutbemærkning og sammefatning....................................................................94

I. Modsætningen mellem kvantitative og kvalitative 

metoder 1 

Adskillige elementære lærebøger i sociologi fremhæver modsætningen mellem 

kvantitative og kvalitative metoder. Den begrundes forskningshistorisk ved at 

henvise til traditionen fra henholdsvis Durkheim og Weber, og den kan 

begrundes videnskabsteoretisk med forankring i henholdsvis positivisme og 

fænomenologi/hermeneutik. Da der kan påpeges både styrker og svagheder ved 

disse to tilgange, ledes overvejelserne fornuftigvis ind på at kombinere 

kvantitative og kvalitative metoder. Der er mange eksempler på, at sådanne 

kombinationer anvendes med frugtbare resultater indenfor enkeltstående 

projekter. I forbindelse med vurderingen af det empiriske grundlag for 

komplekse teorier, er metodetriangulation reglen snarere end undtagelsen. Der 

gemmer sig imidlertid et ret fundamentalt problem bag den pragmatiske brug af 

triangulation. Hvis det er korrekt, at de to metodiske skoler ikke blot 

repræsenterer forskellige traditioner, men også dækker indbyrdes modsigende 

videnskabsteorier, indebærer triangulation bestræbelser på at kombinere 

inkompatible forskningsresultater. 

Et passende udgangspunkt for drøftelsen er fremstillingen i lærebøger i 

sociologisk metode. L. Neumans lærebog er meget udbredt, blandt andet fordi 

den præsenterer både kvalitative og kvantitative metoder. De præsenteres 2 som 

"two styles" på følgende måde: 

Kvantitativ stil Kvalitativ stil 

Måler objektive fakta Konstruerer social virkelighed, kulturel mening 

1 Jeg har fået værdifuld inspiration og støtte ved udarbejdelsen af dette notat fra kollegerne og 

studenterne ved sociologistudiet i Aalborg. Ansvaret for slutresultatet er imidlertid helt og 

holdent mit eget. 

2 Social Research Methods. Qualitative and Quantitative Approaches Boston 1997, 3. udg.

6 

Fokuserer på variable Fokuserer på interaktive processer, begivenheder 

Nøglen er pålidelighed Nøglen er autenticitet 

Værdifri Værdier forekommer og er eksplicitte 

Uafhængig af konteksten Bundet til situationen 

Mange tilfælde, personer Få tilfælde, personer 

Statistisk analyse Tematisk analyse 

Forskeren er distanceret Forskeren er involveret 

Tilsvarende modstillinger kan findes i mange andre lærebøger; Neuman 

refererer til fire andre. C. Ragin karakteriserer "quantitative data techniques" 

som "data condensers" mod "qualitative methods" (sic!) som "data enhancers". 

Disse modstillinger har nok et pædagogisk formål ved at gøre de metodiske 

strategier lettere forståelige ved at forenkle og kontrastere dem, men er i visse 

tilfælde også udtryk for propaganda for et bestemt videnskabs- og værdisyn. 

Neuman knytter entydigt de kvantitative metoder til positivismen, som 

karakteriseres på følgende måde: “Positivism sees social science as an organized 

method for combining deductive logic with precise empirical observations of 

individual behavior in order to discover and confirm a set of probabilistic causal

laws that can be used to predict general patterns of human activity.” 3 . I 

modsætning hertil præsenteres den fortolkende eller hermeneutiske retning ved: 

“the systematic analysis of socially meaningful action through the direct detailed 

observation of people in natural settings in order to arrive at understandings and 

interpretations of how people create and maintain their social worlds” 4 . Denne 

dobbeltkarakteristik rummer to idealtyper, som den reflekterede videnskabsteori 

og metodelitteratur er på en vis afstand fra. De to strategier karakteriseres 

ydermere ved en række ledemotiver: 

Neuman: Positivistisk Fortolkende 

Hvorfor udføre 

samfundsvidenskabelig 

forskning 

Opfattelse af den sociale 

virkelighed 

Menneskets natur mekanicistisk 

antropologi, 

behaviorisme, 

adfærdslove 

3 s. 63. 

4 s. 68. 

instrumentel interesse forstå socialt liv 

realistisk ontologi konstruktivisme, 

relativisme, den sociale 

verden er, hvad folk 

opfatter den som 

fortolkende, aktiv agent 

7

Videnskab og commonsense 

8 

nye, præcise 

videnskabelige begreber 

er nødvendige 

Teoriopfattelse søgning efter nomotetisk 

lovmæssighed, deduktiv 

hypoteseprøvning 

Beslutning om 

fremstillingens kvalitet 

Forhold til 

socio/politiske værdier 

logisk modsigelsesfri, 

konsistent med 

observerede fakta, 

replicerbare 

common-sense er 

uomgængelig 

ideografisk fremstilling, 

tæt beskrivelse, induktiv 

typifikation 

betinget af observatørens 

værdier, af konteksten 

og af de observeredes 

virkelighedsopfattelse. 

(Oprigtighed, kontextnærhed) 

neutralitet, værdifrihed værdireflektion; 

relativisme 

Hermed er stikordene lanceret i Neumans sammenfatning; det kursiverede er 

min egen tilføjelse, for at fastholde logikken. Udover positivisme og fortolkende 

sociologi tilføjer Neuman som en tredje retning den kritiske teori; men den har 

tilsyneladende ikke nogen særlig relation til spørgsmålet om kvantitative og 

kvalitative metoder. Neuman fremhæver nogle karakteristiske forskelle på det 

videnskabssyn, som ligger til grund for mange kvantitative og kvalitative 

metoder. Men fremstillingen er selvsagt stærkt forenklende. 

Neuman antyder, at en kombination af den kvalitative og kvantitative 

strategi ikke blot er mulig, men endda hensigtsmæssig. Han tilslutter sig King, 

Keohane og Verbas udsagn, at den bedste forskning ofte kombinerer træk ved

dem begge 5 . Spørgsmålet er, om en kombination er meningsfuldt mulig, hvis de 

to metoder hviler på videnskabsteoretiske forudsætninger, der er så radikalt 

forskellige, som Neuman og flere andre fremstiller det. Guba og Hammersley 6 

betragter modsætningen som udtryk for to grundpositioner, der er 

paradigmatiske i Kuhns 7 betydning og dermed inkommensurable. Metodevalget 

bliver i tilknytning til et paradigme andet og mere end et pragmatisk valg; det vil 

således associere til videnskabsteori, erkendelsesteori, opfattelse af samfundet, 

til forbilleder og værdier. Brugen af paradigmebegrebet henviser selvsagt til 

Kuhns velkendte videnskabshistoriske studier. Det kan imidlertid, også ud fra 

Kuhn selv, diskuteres om sociologi er i en før-paradigmatisk eller en flerparadigmatisk 

tilstand. 

Brymans pointering af debattens temaer afviger, som det fremgår af 

nedenstående skema, noget fra Neumans. Det er Brymans opfattelse, at 

forskellen mellem kvantitative og kvalitative metoder ikke er baseret i 

videnskabsteoretiske grundantagelser, men derimod i tekniske forskelle, og han 

slutter derfra, at en metodetriangulation er mulig og hensigtsmæssig. 

Bryman: Kvantitative Kvalitative 

Den kvalitative forsknings rolle forberedende middel til 

udforskning af 

aktørens 

fortolkninger 

Forholdet mellem forsker og subjekt fjern nær 

5 op. cit. s. 14. 

6 refereret i A. Bryman: Quantity and Quality in Social Research, London 1988 s. 107. 

7 The Structure of Scientific Revolutions, London 1962, 2. udg. 1970. 

9

Forskerens placering i forhold til 

subjektet 

Forholdet mellem teori/begreber og 

forskning 

10 

udenfor indenfor 

bekræftelse emergent 

Forskningsstrategi struktureret ustruktureret 

Sigte med forskningen nomotetisk ideografisk 

Billede af den sociale virkelighed statisk og ydre i 

forhold til aktøren 

processuel og 

socialt 

konstrueret af 

aktøren 

Datas natur hårde, pålidelige rige, dybe 

Dette skema fremdrager i højere grad end Neumans de videnskabsteoretiske 

spørgsmål som ligger bag metodevalget med den pointe, at disse problemer efter 

Brymans opfattelse er til at løse pragmatisk. En tilsvarende opfattelse findes hos 

Danermark et. al. 8 , hvor udgangspunktet er Merriams lærebog i casestudier, med 

tilføjelse af "hermeneutikken": 

8 Att förklara samhället, Lund 1997.

Danermark/Marriam Kvalitativ Kvantitativ 

Fokus kvalitet (natur, art, væsen) kvantitet (hvor mange, 

hvor meget) 

Teoretisk grundlag fænomenologi, 

hermeneutik, symbolsk 

interaktionisme 

Stikord feltarbejde, etnografisk 

subjektiv, "grounded", 

naturalisme 

Mål forståelse, opdagelse, 

beskrivelse, 

hypotesegenerering 

Metodiske 

egenskaber 

fleksibilitet, udviklende, 

ustruktureret 

positivisme, logisk 

empirisme 

eksperimentel, empirisk, 

statistisk 

forudsigelse, kontrol, 

bevis, hypoteseprøvning 

forudbestemt, struktureret 

Situation naturlig, kendt ubestemt, kunstig 

11

Udvalg lille, ikke-tilfældigt, 

teoretisk 

Dataindsamling forskeren som vigtigste 

instrument, interviews, 

observationer 

12 

stort, tilfældigt, 

repræsentativt 

"ikke-levende" 

instrumenter (skalaer, test, 

enquêter, 

databearbejdelse) 

Analyse induktiv (af forskeren) deduktiv (gennem 

statistiske metoder) 

Resultat alsidigt, holistisk, 

udviklende 

præcise, detaljerede, 

reduktionistiske 

I dette tilfælde er sigtet ikke blot at karakterisere de to metodiske retninger og at 

kritisere den ene af dem, men det er formålet at overskride dikotomien, som 

Danermark et. al. finder ufrugtbar. Det er værd at hæfte sig kort ved 

fællestrækkene og nuanceforskellene i de anførte beskrivelser. Der er i de fleste 

tilfælde tilbøjelighed til at associere de kvantitative metoder med én 

videnskabsteoretisk position, nemlig den positivistiske, medens der knyttes flere 

positioner til de kvalitative metoder. De kvantitative metoder karakteriseres 

forholdsvis præcist, medens de kvalitative beskrives mere vagt. Således 

fremtræder de kvantitative metoder som strukturerede men også kunstlede, hvor 

de kvalitative skildres som åbne, fleksible og naturlige. Den kvantificerende 

forsker bekrives som objektiviserende og dermed på større afstand af de 

studerede personer end den kvalitative. Det er på denne baggrund nærliggende at 

spørge, om der er en tæt, uomgængelig forbindelse mellem positivismen og de 

kvantitative metoder. Er brug af kvantitative metoder altid nødvendigvis udtryk 

for en erklæret eller underliggende positivisme? Eller er der snarere tale om, at

en indflydelsesrig forgrening af den positivistiske sociologi har idealiseret 

kvantitative metoder i en sådan grad, at de nærmest har opnået monopol på 

dem? Da positivismen har været skydeskive for den videnskabsteoretiske kritik i 

det 20. århundrede, kunne man supplere spørgsmålet med, hvor vidt det er 

utænkeligt at anvende kvantitative metoder i tilknytning til analyser på et 

erklæret ikke-positivistisk grundlag. Omvendt kunne man spørge, om kvalitative 

metoder omvendt nødvendigvis er baseret på en anti-positivistisk 

videnskabsteori. Positivismen har også sat sig spor i samfunds- og 

kulturvidenskaber, som dyrker kvalitative metoder, såsom jura, historie, 

etnologi, kulturgeografi med videre. Disse grene friholdes næppe for 

positivismekritikken i kraft af deres metodevalg. 

De udpegede forskelle mellem kvantitative og kvalitative metoder er tildels 

af teknisk eller stilistisk art. Der påpeges dog også forskelle, som bunder i 

videnskabsteoretiske modsigelser. Der er således en tilsyneladende fundamental 

modsigelse i metodernes ontologi. De kvantitative metoder fremtræder som 

udviklet med henblik på objektiv, præcis, korrekt og dækkende afbildning af en 

ydre realitet og er dermed begrundet i en naiv realisme. De kvalitative metoder 

fremtræder som udviklet med henblik på forståelse af menneskers konstruktion 

af et samfundsbillede og deres fortolkning af de sociale relationer, de indgår i, 

og de er dermed begrundet i en konstruktivisme eller idealisme. Hvis dette er 

tilfældet, er de to metodebetragtninger næppe forenelige. Desuden er der 

tilsyneladende fundamentale modsigelser i metodernes opfattelse af mennesket i 

samfundet, og dermed sociologiens grundenhed. De kvalitative metoder er 

baseret på en opfattelse af mennesket som en aktiv agent, der ud fra en 

bevidsthed om de sociale relationer bidrager til samfundslivets dannelse, 

opretholdelse og udvikling. De kvantitative metoder er baseret på en betragtning 

af individerne som reaktive bærere af indsocialiserede programmer, og de ser 

bort fra individuelle variationer i bestræbelsen på at påpege de regelbundne, 

kollektive strukturer. Også på dette punkt virker grundlaget uforeneligt. Der er 

ydermere basale forskelle i forskerens rolle. De kvantitative metoder er baseret 

på en bevidst bestræbelse på at opnå objektivitet ved at disciplinere og nedtone 

forskerens indflydelse på måleresultaterne, medens de kvalitative anerkender at 

forskeren indgår i et samspil med de mennesker, der udgør studiets genstand, og 

at dette ikke blot er en uundgåelig fejlkilde men også en positiv forudsætning for 

at kunne opnå en dybere forståelse af dem. De kvalitative metoder kan endda gå 

et skridt yderligere og inddrage forskeren som kilde til en systemkritik og endda 

som agent for forandring af det sociale miljø i en aktionsforskning. Også på 

dette punkt synes der at være tale om opfattelser, der er principielt modsigende. 

13

Ud fra en umiddelbar betragtning er det umuligt at forholde sig til forskellige 

virkeligheder, at studere vidt forskelligartede genstandsområder og indtage 

forskellige forskerroller samtidig. Dermed skulle de to metodiske paradigmer 

udgøre principielle alternativer. 

Dette nærværende, lille forskningsnotat sigter i al beskedenhed på at 

diskutere det fundamentale og komplekse problem, om hvorvidt sociologisk 

empiri baseres på to vidt forskellige metodeopfattelser, som i kraft af deres 

modsætningsfyldte videnskabsteoretiske begrundelser er inkompatible. Dette 

gøres ved en kortfattet præsentation af de vigtigste videnskabsteoretiske 

retninger, som har præget sociologiens metodeovervejelser, hvilket leder til at 

diskutere de to metoderetningers forudsætninger. For at konkretisere 

overvejelserne præsenteres to kvantitative og et kvalitative studie af danskernes 

etnocentrisme. De havner i indbyrdes diskussioner, som kunne løses ved 

metodekombinationer. Notatet afsluttes med at overveje 

metodekombinationernes forudsætninger og metodevalgets etiske og ideologiske 

konsekvenser. Notatet er skrevet med henblik på at gøre empiriske 

samfundsforskere opmærksom på problemstillingen. Det er således hverken 

skrevet med henblik på sociologistuderende eller fagfilosoffer. Hvis de alligevel 

kan finde noget af værdi i notatet, er det en positiv sidegevinst. 

II. De sociologiske metoders videnskabsteoretiske 

grundlag 

1. De kvantitative metoders positivistiske og logisk-empiricistiske 

grundlag 

Bortset fra filosofi er der næppe nogen anden akademisk disciplin, som er så 

stærkt præget af videnskabsteoretiske overvejelser som sociologien. Man kan 

altid drøfte, hvor sociologi skal afgrænses som disciplin. Men normalt 

sammenkædes sociologiens dannelse som disciplin med indledningen til den 

industrielle epoke og specielt til den klassiske positivisme. Selve betegnelsen 

"sociologi" stammer fra Auguste Comte, der også er ophavsmand til den mest 

berømte/berygtede fremstilling af klassisk positivisme, Cours de la philosophie 

positive. Skrifterne var præget af det 18. århundredes politiske reaktion efter 

revolutionen og Napoleonskrigene. De rummer imidlertid genklange af Comtes 

unge år som sekretær for Saint-Simon. Hans visioner om videnskaben i det nye 

industrialiseringens århundrede var utopiske og revolutionære. Tanken var i 

korte træk at opbygge et samfund, der udnytter industrialiseringens potentialer 

14

ved at bygge på en positiv - faktuel - videnskab, en utopisk socialistisk økonomi 

og en ny kristen etik. I denne vision skal videnskaberne samles i en syntese, med 

den positive filosofi som generaliserende samlingspunkt. For at udfylde den 

videnskabelige encyclopædi og gøre videnskaben funktionel for det nye 

industrisamfund er der behov for at opbygge en ny disciplin, "social fysiologi", 

der ligesom de andre videnskaber hviler på observerede og afprøvede fakta. 9 . 

Saint-simonianernes politiske visioner om socialistisk økonomi og 

kvindefrigørelse var ikke i pagt med den herskende ideologi i 

restorationsperioden, medens Comtes tilsyneladende objektive program var 

mere salonfähigt. 

Visionen om sociologi på positivistisk grundlag blev først og fremmest 

udfoldet med Émile Durkheim. Hans tiltrædelsesforelæsning 10 er baseret på 

videnskabsteoretiske overvejelser, som har udgangspunkt i Comtes. Den nyetablerede 

sociologi skal være en videnskab blandt andre positive videnskaber. 

Sigtet er at bevise, at samfundet er underlagt lovmæssigheder som andre 

naturlige fænomener. Comte viste vejen ved at studere samfundet som en 

virkelig, levende organisme, hvor helheden er andet og mere en 

sammenknytningen af individerne. Ved at danne en definit struktur dannes en ny 

enhed med en særlig natur og egne love. Comtes sociologi har imidlertid stadig 

spekulativt præg, og Durkheim reviderer den ved at pointere, at sociologi har et 

særligt objekt, som består af sociale fakta, og en metode, der omfatter 

observation og indirekte eksperimenter, eller den komparative metode 11 . Den 

positive, sociologiske forskning fokuserer dels på funktioner, og dels på 

strukturer, som er afledt af funktionerne, svarende til fysiologi og morfologi. 

Durkheims perspektiv for den positive sociologi er dels at påvirke andre 

videnskaber og navnlig filosofi ved at gøre moral til en (positiv) videnskab, dels 

at påvirke den offentlige mening. “We live in a country which recognizes no 

master but public opinion. Unless this master is to become a mindless despot, it 

must be enlightened. “ 12 Samfundet må genrejse bevidstheden om dets organiske 

enhed; individerne må udvikle en sans for den sociale masse, som omfatter og 

gennemtrænger det. Der er således også en praktisk og politisk vision hos 

9 Science de l"homme. 

10 publiceret 1888 som Cours de science sociale, eng. udg. On Institutional Analysis, London 

1987. 

11 eng. udg. s. 62. 

12 sst. s. 69. 

15

Durkheim. Metodesynet 13 regnes for et paradigme på sociologisk positivisme; 

men det peger kun indirekte på en kvantificering. “Den første og den mest 

fundamentale regel går ud på at betragte sociale forhold som ting.” 14 . Dette 

indebærer følgende udledninger: “Man må systematisk fjerne alle 

forhåndsbegreber” 15 samt “man må aldrig som forskningsobjekt tage en gruppe 

fænomener med mindre disse indledningsvis er definerede ud fra visse ydre 

karakteristika, som de har fælles, og man skal i den samme undersøgelse 

medtage alle de fænomener, som svarer til denne definition” 16 . Genstanden for 

ethvert sociologisk studie skal således omfatte alle fænomener, som defineres på 

forhånd ud fra visse fælles ydre kendetegn. Dette indebærer, at det er 

nærliggende at tilskrive bestemte symboler til grupperne, men ikke 

nødvendigvis talmæssige. Durkheim anvender faktisk både kvantitative og 

kvalitative metoder i studiet af selvmordet, medens studiet af det religiøse livs 

elementære former udelukkende er baseret på kvalitative metoder. 

Vilfredo Pareto havde i århundredets første halvdel afgørende betydning 

for sociologiens grundlæggelse i den latinsk-sprogede del af Europa. Paretos 

program drev det naturvidenskabelige paradigme langt videre end Comte 17 - og 

på visse punkter også Durkheim. Paretos "logisk-eksperimentelle sociologi" 

skulle udelukkende baseres på faktuelle observationer og påvisning af 

uniformiteter. Han kritiserede årsagsbegrebet for ensidighed, og han foreslog i 

stedet at betragte variabler og deres funktionelle relationer. De skal ikke 

betragtes deterministisk men derimod stokastisk, som sandsynligheder. Ud fra 

de påviste uniformiteter opbygges en teori om samfundet som et socialt system, 

som præges af selvregulering mod ligevægt i forholdet til den økologiske og 

sociale omverden og dets indre elementer. Den senere sociologiske interesse for 

Pareto fokuserer på hans studier af residualer og elite-cirkulation, og er tilbøjelig 

til at overse hans elaborerede anvendelse af statistiske modeller. I den 

nærværende diskussion er Pareto en af de væsentligste pionerer for en 

kvantitativ metode, som endda kombineres med en systemteori, der på baggrund 

af den systemteoretiske renæssance (Luhmann, Alexander) virker 

bemærkelsesværdigt konsekvent og "moderne". Det er desuden værd at 

13 Les règles de la methode sociologique Paris 1895, dansk udg. København 1972. 

14 1972 p. 30. 

15 sst. s. 43. 

16 sst. s. 46. 

17 som han betragter som pseudo-videnskabelig 

16

emærke, at Paretos argument for statistisk metode er kausalanalysen, hvilket 

peger frem mod drøftelserne hos vores samtidige "kritiske realister". 

Positivismen undergik en ændring med Wiener-kredsen, idet vægten blev 

lagt på den logisk-matematiske integration af delteorier, og fysikken blev 

betragtet som en idealvidenskab, idet den tilsyneladende magtede at integrere 

velkontrollerede empiriske forskningsresultater ved logisk konsistente 

matematiske modeller. Wiener-kredsen havde med Otto von Neurath en 

sociologisk repræsentant, der gennem den logiske empirisme søgte at give 

sociologien et materialistisk fundament som bolværk mod metafysik og 

subjektivisme. Man søgte således at frigøre sociologi fra abstrakte tanker om 

samfundsudviklingen, som blot have en diffus empati som grundlag, og fra den 

forstående sociologi, som ny-kantianerne repræsenterede. Oprindeligt tilstræbte 

den logisk-empiriske sociologi at opbygge kausalmodeller inspireret fra 

fysikken som forklaringsform på grundlag af empiriske adfærdsstudier. Der var 

en nærliggende alliance mellem denne form for sociologi og den psykologiske 

behaviorisme. Neurath selv modificerede imidlertid det socialfysiske program, 

blandt andet med henvisning til Marx´ pointering af, at sociologiske 

lovmæssigheder er begrænset til historiske epoker, men programmet havde sin 

egen inerti og inspirerede fortsat mange samfundsforskere ved århundredets 

midte. Neo-positivismen fordrede empirisk verifikation og forkastede samtidig 

metafysik som uvidenskabelig spekulation. Men empiri fordrer en refleksion 

over forholdet mellem sansning, erkendelse og virkelighed, altså en refleksion 

over realismens problem, som ikke kan besvares uden at gribe til metafysik. 

Dette dilemma førte nogle til en naiv realisme, medens Mach og Neurath greb til 

en instrumentalisme. Hvor den første position netop må karakterises som naiv, i 

betydningen videnskabsteoretisk ureflekteret, indebærer den anden en 

relativisme, hvor der ikke findes indre-videnskabelige forudsætninger for at 

afgøre modstridende empiriske resultater. 

Det neopositivistiske program var således modsigelsesfyldt, og kritikken 

voksede, både indefra og udefra. Dette forhindrede dog ikke neopositivismens 

udbredelse i den vestlige verden i efterkrigstiden. Med George Lundberg´s "Can 

science save us?" fra 1947 18 fik det neopositivistiske program nærmest karakter 

af en troserklæring for den humanistiske oplysning. Det sociologiske fremskridt 

sikres ved udvikling af empiriske instrumenter og matematiske modeller: 

“..oprindelsen og fuldkommengørelsen af instrumenter til mere præcis 

iagttagelse og optegnelse af sociale fænomener må anses for at være noget af det 

18 da. udg. Kan videnskaben redde os? Kbh. 1965. 

17

vigtigste som er sket i samfundsvidenskaberne.....Nye tilpasninger af 

matematikken som gør det muligt at fatte komplekse forhold som ellers ville 

være håbløst uforståelige er af største fundamental betydning...” Videnskaben 

skal påvise objektive, nomotetiske love i form af hvis-så-sætninger: “Som 

videnskab har både de fysiske og sociale videnskaber en fælles opgave, nemlig 

den at besvare videnskabelige spørgsmål. Disse vil altid være af en upersonlig, 

betinget type.....Den videnskabelige erkendelses værdi ligger netop i denne 

upersonlige, neutrale almindelige gyldighed, uanset hvilke formål menneskene 

ønsker at bruge den til.” 19 Videnskaben er som sådan "amoralsk", da 

videnskabsmænd blot skal skønne over omkostninger og konsekvenser af 

forskellige samfundsmæssige valgmuligheder og gøre offentligheden bekendt 

med dem. 

Lundbergs udgangspunkt for drøftelsen af de kvantitative metoder 20 var, at 

al videnskabs umiddelbare data er symboler, som repræsenterer relationerne og 

adfærdstrækkene ved det undersøgte aspekt af universet. Symbolerne svarer til 

adfærd, som dannes som responser på situationer, og symbolerne tjener som 

substitut-stimuli for disse situationer. Det system af symboler og logik, som har 

domineret den vestlige tænkemåde i århundreder, er den aristoteliske, baseret på 

enkle dikotomier. Talesproget er for vagt og flertydigt til at have videnskabelig 

værdi, og sociologien bør følge de mere avancerede fysiske videnskaber ved at 

anvende matematik som sprog. Dette indebærer at udvælge betydende kategorier 

af adfærdsaspekter og at definere disse operationelt. Kvantitative teknikker står 

ikke i modsætning til "forståelse", men er et mere raffineret og brugbart værktøj 

til at opnå indsigt og forståelse. Alle (rigtige) videnskaber anlægger 

generaliserende synspunkter, og anvender dermed implicitte eller eksplicitte 

kvantificeringer. Målingen er i sig selv en måde at definere, beskrive og "vide" 

på. Det er først når vi har dannet en kvantitativ måleskala, at vi kan give en 

eksplicit bestemmelse af, hvad vi måler. Målinger er blot en objektivering af en 

procedure, som altid har været praktiseret med større eller mindre præcision. 

Ved at betragte kvalitative variationer som grader af den pågældende kvalitet, 

kan kvantitative teknikker anvendes til mere præcise og objektive (sic!) 

beskrivelser. Endelig påpeger Lundberg, at udvikling af kvantificerede 

sociologiske symboler kan bidrage til at overvinde den skizoide modsætning 

mellem på den ene side livet i en upersonlig, videnskabeligt orienteret 

19 da. udg. s. 41. 

20 Foundations of Sociology New York 1964, 1. udg. 1939. 

18

maskinkultur og på den anden side et socialt liv præget af overleverede 

symboler og forestillinger. 

Udbredelsen af den kvantificerede empirisme tog fart i efterkrigstiden, og 

den blev udbredt i Vesteuropa, da faget sociologi blev nyetableret eller 

genetableret i Vesteuropa, stærkt inspireret af amerikanske sociologer som Paul 

Lazarsfeld. 21 I lighed med Comtes kritik af metafysikken mente Lazarsfeld, at 

sociologien måtte frigøres fra den tidligere samfundsfilosofi i kraft af stringente 

empiriske metoder. De teoretiske begreber henviser ikke til direkte observerbare 

udtryk (item) men omfatter en kompleks kombination af fænomener. Den 

metodiske procedure sigter derfor på at elaborere operationaliseringens faser i 

strømmen fra den indledende ide om begrebet via specifikation af dets 

dimensioner og udvælgelsen af observerbare indikatorer til kombinerede 

indekser for regelmæssige adfærdsmønstre. Den operationelle klassifikation skal 

ikke blot være artikuleret og logisk, men også tilpasset situationens struktur og 

respondentens referenceramme. Den basale teknik for at finde forklaringer på 

adfærdsvariationer var for Lazarsfeld statistisk anvendelse af fortolkende 

variable. 

Sociologiens teoribygning består i systematisk at samle og analysere de 

begreber, som er nyttige for de empiriske resultater som statistikken udtrykker. 

Hovedargumentet for anvendelsen af kvantificerede målinger er, at symbollogikken 

udgør et videnskabeligt universalsprog. Dette synspunkt udtrykkes i 

rendyrket form hos D. Martindale: “In a word, the twentieth century 

developments in symbolic logic have rendered permanently obsolete all forms of 

the rejection of mathematics in principle as a tool of social science” 22 . 

Lazarsfelds metodesyn, som kombinerer positivistiske og pragmatiske 

betragtninger, har på trods af kritikken af neopositivismen stadig mærkbar 

udbredelse. En af de mere aktuelle fortalere er James Coleman, som navnlig 

kendes fra teorier om rational choice og social kapital. 23 Allerede i forordet 

trækkes den videnskabsteoretiske linje op: “In the development of any science, 

two things are crucial: systematic empirical study and systematic conceptual 

elaboration. Each of these requires its special tools..... if conceptual elaboration 

is to progress beyond the proverbs of the ancients, special tools are necessary. 

21 

Metodesynet blev præsenteret i samleværket Mathematical Thinking in the Social Sciences 

(New York 1954), som Lazarsfeld redigerede. 

22 i: J. Charlesworth (ed:) Mathematics and the Social Sciences, Philapelphia 1963 p. 107. 

23 Han dedicerede Introduction to Mathematical Sociology, ( London 1964) til Lazarsfeld. 

19

Mathematics provides a battery of languages which, when carefully fitted to a 

set of ideas, can lend those ideas great power.” 24 Matematikken benyttes således 

ved analyse af empiriske data, men er i særdeleshed vigtig for begrebsdannelse 

og teoribygning. Coleman beklager sig over sociologiens fortsatte brug af et 

diskursivt hverdagssprog, der er rigt på betydninger men upræcist i analysen. 

“..it is the essence of empirical science that, whatever the richness and 

complexity of the behavior it aims to describe, it must proceed first by analysis 

into simple regularities, and only then by synthesis into more complex 

structures.” 25 Matematikken rummer flere sprog, og kun nogle af disse kan virke 

som repræsentationer for aspekter af den virkelige verden. 26 Adfærden af 

objekter kan begrebsliggøres i elementer så strukturen af relationerne mellem 

disse elementer er isomorf med matematiske modeller, såsom vektoralgebra. 

Coleman taler om teorier og modeller som synonyme. Matematikken kan 

benyttes til at konstruere sandsynlighedsmodeller for sociale processer og til at 

reducere komplekse data til én-dimensionale mål. Den bliver dermed synonym 

med "modeller" hos Coleman. Sandsynlighedsmodeller for sociale processer kan 

ikke endegyldigt veri- eller falsificeres. Modellerne sigter på at beskrive folks 

adfærd i bestemte situationer, og de er dermed tautologisk sande, når deres 

præmisser er opfyldt. 

Der ligger tydeligvis en positivistisk opfattelse bag Colemans synspunkter. 

Men i mange tilfælde er brugen af kvantitative metoder i 

samfundsvidenskaberne ikke baseret på en videnskabsteoretisk refleksion, men 

snarere på enkle, pragmatiske overvejelser. Man opstiller 

sandsynlighedsmodeller, der synes at have en vis overensstemmelse med 

generelt accepterede indikatorer, og som synes at have en vis forudsigelsesevne. 

Men der ligger sjældent dybere overvejelser bagved om empiriens relation til en 

virkelighed, indikatorernes gyldighed eller forskningens emancipatoriske 

potentialer. Som mønstereksempel på kvantitative modeller som 

virkelighedsfjerne tankeeksperimenter i samfundsvidenskaberne kan man tænke 

på økonometrien. Denne modeltype har nået til sociologien og politologien i 

tilknytning til rational choice teorier. Det videnskabsteoretiske grundlag for de 

empiriske analyser er mere pragmatisk end positivistisk: De aggregerede 

empiriske erfaringer synes at samsvare med det udfald, man skulle forvente ud 

24 op. cit. p. vii. 

25 op. cit. p. 1. 

26 Colemans realisme er uden forklaring eller forbehold. 

20

fra de teoretiske tankeeksperimenter om konsekvenserne af folks 

beslutningsprocesser. Udfordringer om målingernes forudsætninger og navnlig 

deres gyldighed besvares typisk med pragmatiske henvisninger til deres 

korrespondance med andre indikatorer og deres prædiktionsværdi. 

2. Nykantianisme og etnometodologi som kritik og alternativ 

Ved overgangen til den 20.århundrede så det ud til, at positivismen ikke blot 

ville sejre indenfor kontinentaleuropæisk naturvidenskab men også ville 

dominere humaniora, hvor det videnskabelige kvalitetskrav bestod i historiskfilologisk 

kildedokumentation, og hvor metafysiske argumenter i stigende grad 

blev afskrevet som ren spekulation. Dette program levnede knapt plads for 

filosofi. I dette åndelige klima fandt en række tyske intellektuelle et holdepunkt i 

Kants tænkning, og dermed hos stamfaderen til den preussiske oplysning, for at 

tilskrive humaniora en relativ autonomi fra den positivistiske dominans. Kants 

projekt tilstræbte at forsone rationalisme og empirisme, ved på den ene side at 

acceptere den newtonske fysik som forbilledlig videnskab og på den anden side 

at argumentere for, at kausalrelationerne ikke blot anerkendes som sådan ud fra 

empiriske erfaringer men også på grundlag af transcendentale, menneskelige 

erkendelsesformer. Kants filosofi forholdt sig kritisk til den rene (cartesianske) 

rationalisme, idet den samtidig åbnede for en kritisk filosofisk refleksion af 

teorierne. Medens vi er principielt afskåret fra erkendelse af tingene-i-sig-selv, 

har vi mulighed for at erkende tingene-for-os, men denne erkendelse er 

uomgængeligt betinget af vores tænknings kategorier og begreber. Nykantianernes 

besvarede denne udfordring ved at hævde, at menneskets 

erkendelse af verden er betinget af en værdiorientering. Mennesket udvælger 

objekter som værdi-relevante for deres opbygning af viden om verden. 

"Zurück zu Kant" blev motto for en generation af tyske forskere, der søgte 

en middelvej mellem positivisme og idealisme, og navnlig søgte at sikre 

humaniora et fast empirisk og filosofisk fundament. Oplægget til en sociologi 

baseret på ny-kantianismen blev lanceret med F.A. Langes diskussion af den 

materialistiske historieopfattelse, som afgrænsede den videnskabelige sfære til 

fænomenerne og afskrev en videnskabelig erkendelse af das Ding-an-Sich. 

Langes værk var inspirationskilde for mange af de unge tyske intellektuelle, der 

kom til at forme den tidlige sociologi, herunder Max Weber. Det affødte en 

omfattende diskussion om den videnskabelige historieskrivnings metodiske 

grundlag. 

Disse tanker blev udmøntet i et metodisk program af først og fremmest 

21

Wilhelm Windelband, og Strasbourg, Heidelberg og Marburg blev bevægelsens 

centre 27 . Ny-kantianerne rakte hinsides Kant, der så det som videnskabens 

opgave at finde de nødvendige og almengyldige love, der forklarer 

egenskaberne ved fænomenerne, hvorimod historien har lavere status, fordi den 

historiske fordring på viden savner nødvendig og generel gyldighed, som 

foreskrevet i kritikken af den rene fornuft. Overfor dette hævder Windelband, at 

historie er mulig og nødvendig ud fra visse præmisser: Værdier må have en 

konkret og unik referent, hvilket er kilde til vor interesse i at studere 

enkeltstående fænomener. Naturvidenskaben studerer nomotetiske 

lovmæssigheder, og nomotetisk viden er dermed hævet over perceptionen af den 

konkrete virkelighed. Historievidenskabens interesse er på sin side idiografisk, 

at forstå de karakteriserende egenskaber ved den enestående hændelse. 

Forekomsten af unikke hændelser kan ikke forklares ud fra generelle love. De 

idiografiske og nomotetiske interesser er indbyrdes uafhængige og 

modsatrettede; lov og hændelse udgør de ultimative og usammenlignelige 

enheder i vort verdensbillede. 

Denne argumentationslinje blev udbygget af Windelbands disciple, navnlig 

Lask og Rickert. Lask pointerede den ubetingede modsætning mellem tænkning 

og virkelighed, og dermed forekomsten af et "hiatus irrationalis" i erkendelsen. 

Rickert trak forholdet mellem naturvidenskaberne og åndvidenskabene op, og 

pointerede, at genstanden for åndsvidenskaberne er virkelighedens 

individualitet, eller virkeligheden for så vidt den kan tilskrives individualitet. 

Dette henviser dels til individualitet, de enkeltstående, uafhængigt 

identificerbare fænomener, og dels til in-dividualitet, fænomener, der udgør 

udelelige enheder, "anschaulich" individualisitet. Det individuelle er 

konstituteret som et historisk individ og kan dermed blive genstand for 

historievidenskaben ved henvisning til teoretiske værdi-relationer 

(Wertbeziehung). Det ultimative datum for historiske udsagn er historiske 

aktørers forpligtelse til disse værdier. De må imidlertid ikke være personlige, 

men tilknyttet kulturen og objektive i den forstand, at der kan tilskrives generel 

gyldighed til dem. Naturvidenskab og kulturvidenskab har således vidt 

forskellige formål og metodegrundlag. Med dette udgangspunkt bliver 

anvendelsen af kvantitative metoder tilsyneladende irrelevant. En tilsvarende 

modstilling mellem natur- og åndsvidenskaberne blev fremført af Dilthey, som 

hævdede, at medens naturvidenskaben kunne opnå objektive kausalforklaringer, 

kan åndsvidenskaberne kun opnå forståelse af historiske fænomener gennem 

27 Hvor Marburg-skolen havde mindre sociologisk betydning. 

22

indforståelse af agenternes motiver (Verstehen). 

Både Max Weber og Georg Simmel var tæt knyttet til den ny-kantianske 

bevægelse. Simmel skrev en prisopgave om Kants materiebegreb, og hans 

habilitationsskrift handlede om Kants syntetiske domme og begrebet "den rene 

forestilling". Skriftet blev antaget efter indgriben fra netop Dilthey. Samtidig var 

Simmel nær ven af Rickert, og han opretholdt en tæt kontakt med ham i den 

tunge karriere i Berlin og frem til professoratet ved universitetet i Strasbourg. 

Simmels sociologi sigter på analyser af individernes vekselvirkninger og 

samfundsmæssiggørelsens former (analytisk adskilt fra indhold) og metoden er 

baseret på en interaktionel (modsat individuel) Verstehen og dermed renset for 

kvantificeringer. 

Det bedst kendte eksempel på den ny-kantianske videnskabsteoris 

applikation på sociologisk metode udgør utvivlsomt Max Webers arbejder. De 

er skrevet som indlæg i den samtidige diskussion, og de er vanskelige at læse 

løsrevet fra konteksten. Nogle af skrifterne har ikke et specifikt sociologisk 

sigte, men de retter sig snarere mod metodespørgsmål i nationaløkonomi og 

statskundskab - men også disse skrifter læses ofte af sociologer som relevante. 

Weber tilslutter sig ny-kantianernes sondring mellem natur- og åndsvidenskab, 

og han præsenterer sociologi som en empirisk, humanistisk videnskab, der 

studerer sociale handlingers årsager, forløb og virkninger. Sociologi viderefører 

idiografiske historiske studier, ved at foretage komparative kausalstudier uden 

ambitioner om konstruktion af nomotetiske love, men med forhåbning om at 

kunne påpege generelle tendenser: “Eine Wissenschaft, welche soziales Handeln 

deutend verstehen und dadurch in seinem Ablauf und seinen Wirkungen 

ursächlich erklären will.” 28 

Det karakteristiske ved sociologiens empiriske studier er bestræbelsen på at 

forstå sociale agenters handlinger, og de kan dermed karakteriseres ved 

"metodisk individualisme", idet det dog skal påpeges, at agenterne kan 

repræsentere institutioner. Den form for lovmæssighed, som den forstående 

sociologi kan udlede, er de typiske chancer, man kan danne ud fra observationer 

ved forekomsten af bestemte vilkår for det forventede forløb af sociale 

handlinger, hvor typiske motiver og hensigter (Sinn) gør handlingen forståelig. 

Gennem sammenligningerne kan der udledes generelle regler for handlemønstre: 

“Die Soziologie bildet .... Typen-Begriffe und sucht generelle Regeln des 

28 Wirtschaft und Gesellschaft, Tübingen 1972 p. 1. 

23

Geschehens.” 29 . Strømmen af empiriske data ordnes ud fra idealtyper, som både 

kan omfatte handlingstyper for individuelle agenter, såsom traditionelle, 

affektive, værdirationelle og formålsrationelle handlinger men desuden kan 

omfatte handlingsformer i kollektive rammer, såsom bureaukratiet, kapitalismen 

eller storbyen. Idealtyperne er Webers væsentligste begrebsmæssige værktøj i de 

sociologiske analyser. Det bør imidlertid bemærkes, at han ved siden af de 

historiske enkelttilfælde og idealtyperne faktisk opererer med en tredje form, 

nemlig gennemsnitstyperne for sociologiske massebetragtninger 

("Durchsschnittstypen"), idet han dog advarer om, at sådanne typer kun kan 

dannes entydigt, “wo es sich nur um Grad unterschiede qualitativ gleichartigen 

sinnhaft bestimmten Verhandelns handelt.” 30 Han medgiver, at dette 

forekommer, men i flertallet af tilfældene er handlingerne betinget af heterogene 

motiver, hvorfra der ikke kan dannes et meningsfuldt gennemsnit. 

Webers begrebs- og værdilære er i det væsentlige hentet fra Rickert, 

medens den metodiske tilgang til handlingsanalyse, Verstehen, er præget af 

Dilthey. Dette metodiske program udelukker ikke for Weber en anvendelse af 

kvantitative metoder, hverken i princippet eller i praksis. Webers bedst kendte 

værk overhovedet indledes med en gennemgang af statistiske oplysninger om 

konfessionelle forskelle på uddannelsesretninger. 31 Først med dette 

kvantificerede afsæt griber Weber til Verstehen og konstruktion af idealtyper. 

Ligeledes i det mindre kendte studie af de østpresussiske landarbejderes vilkår 

anvender han statistiske analyser til påvisning af sammenhænge, som siden 

fortolkes og forklares ud fra forstående motiv-analyser. Det væsentlige er ikke 

om man anvender kvantitative metoder, men hvordan - og Weber leverer et 

forbilledligt eksempel på en hermeneutisk brug af statistik. Konstruktionen af et 

paradigme for den kvalitative metode, afskærer væsentlige elementer af Webers 

metodesyn ved udelukkende at fokusere på Verstehen og idealtypologier; disse 

er kun redskaber i en proces, der gennem komparationer skal lede frem til 

historiske kausalforklaringer. I Webers metodiske skrifter præciserer han ikke 

grundlaget for komparationer eller for kausalslutninger, men hans empiriske 

religionssociologi demonstrerer hans systematiske afskrivning af plausible 

kausalmomenter med henblik på at isolere de(n) udslaggivende faktor(er). De 

senere metodediskussioner er tilbøjelige til at overse det komparative og 

29 sst. s. 9. 

30 sst. s. 10. 

31 Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, København 1995, opr. 1904-5. 

24

kausalfortolkende moment i den weberske metode. Det er imidlertid de 

verdenshistoriske komparationer, der på afgørende vis adskiller hans empiriske 

studier fra socialpsykologiske studier af sociale agenters handlemotiver. 

Udgangspunktet for den weberske metode var Verstehen og tildeling af 

mening (Sinn) til en social handling, men de erkendelsesteoretiske betingelser 

for forståelse og for at opfatte en handling som meningsfuld eller tolke den som 

betydningsfuld blev ikke præciseret. Dette var imidlertid sigtet med Husserls 

fænomenologi, i en strengt videnskabelig bestræbelse på at afdække det 

essentielle ved vores erfaring af fænomenet. Ifølge Husserl indebærer at gå til 

tingene selv en ren intuition af dem med henblik på at finde de essentielle 

handlestrukturer og de objektive enheder, der samsvarer med dem. 32 Tingene 

skal således ikke forstås realistisk eller naturalistisk, men i vort umiddelbare, 

intuitive greb om dem. Erfaringer er intentionelle. Husserls metode består i 

fænomenologisk reduktion, hvor sigtet skiftes fra objektet mod objektets 

givethed i bevidstheden. Vi reducerer ved at skrælle de kontingente variationer 

fra, men vi kan ikke reducere tingene til psykologiske eller andre videnskabelige 

forklaringer. Vi forstår meningen i eet greb ved at dække alle relevante aspekter 

ved fænomenet. Dette resulterer i den rene anskuelse af objektet, altså sagens 

væsen (eidos). Fænomenologien undersøger forskellige former for intentionalitet 

med en refleksiv holdning, der viser tilbage til kilden for opnåelse af viden, hvor 

den vidende reflekterer på sig selv og sin viden. Dermed gøres også den 

videnskabelige erkendelse til genstand for den fænomenologiske refleksion. 

Grundlaget for det verdensbillede, som videnskaben udvikler, er i sidste instans 

menneskets livsverden, den umiddelbart givne, subjektive verden. Men der er i 

de europæiske videnskaber udviklet en kløft mellem naturvidenskaberne og 

menneskevidenskaberne, og den videnskabelige erkendelse fragmenteres i en 

objektiv-fysisk og en transcendental viden. Husserl opfordrer til at udvikle en 

livsverdenens ontologi, og at gøre forskeren selv til et videnskabeligt tema. 

Disse grundlæggende overvejelser havde visse lighedstræk med den nykantianske 

position, navnlig i en fælles positivisme-kritik, men pegede ikke 

umiddelbart frem mod en sociologisk applikation. Det var navnlig A. Schutz, 

der gjorde sociologien opmærksom på potentialerne i en fænomenologisk 

inspireret videreudvikling af de temaer, som den ny-kantianiske sociologi havde 

anslået. Igennem hans arbejder rettedes opmærksomheden på den 

grundlæggende relevans af at analysere de sociale common sense forestillinger, 

32 

Jeg tillader mig at oversætte Husserls særegne sprogbrug til hverdagssprog, med risiko for 

at tabe præciserende associationer. 

25

som alle sociale agenter nødvendigvis er bærere af, og på Verstehen som 

rekonstruktionen af en idealtypisk agents opfattelse af verden, herunder den 

sociale verden. Disse overvejelser blev siden udfoldet i videnssociologiske 

teorier af Schutz" elever, hvoraf P. Berger og T. Luckmann er de mest kendte 

varianter. Etnometodologien udspringer af de samme overvejelser, og Garfinkels 

disputats var udtrykkeligt et forsøg på at give Schutz" meget abstrakte teori et 

empirisk fundament. Der er imidlertid påfaldende få indbyrdes referencer 

mellem etnometodologerne og videnssociologerne. Garfinkel henviser derimod 

gerne til Talcott Parsons som teoretisk inspirator for spørgsmålet om den sociale 

ordens grundlag. Hvor Parsons søger at besvare dette med en funktionalistisk 

teori, søger etnometodologien at dreje spørgsmålet i empirisk retning, idet man 

studerer de sociale agenter som aktive, bevidste skabere og opretholdere af de 

im- og eksplicitte regler for socialt samliv i hverdagen. 

Det er således bestræbelsen at udmønte Husserl og Schutz i et sociologisk 

metodesyn. Dette omfatter metoder til belysning af almindelige menneskers 

egne "metoder" til at give hverdagslivets samspil relativt faste og meningsfulde 

rutiner. Da metodeovervejelserne involverer både forskerens og informantens 

procedurer, er det nærliggende at karakterisere dem ved "refleksivitet" i 

overensstemmelse med Husserl. Denne etnometodologiske opfattelse står 

tydeligvis i skarp modsætning til den kvantitative sociologis. Cicourels 

metodologiske argumenter tager derfor også udgangspunkt i en kritik af 

Lazarsfelds videnskabsteoretiske forudsætninger har mange mindelser om 

Husserls opgør med naturalismen. 

Cicourel kritiserer den kvantificerede sociologis anvendelse af rigoristiske 

målinger, som der ikke er erkendelsesteoretisk og praktisk grundlag for. De 

matematiske systemer er axiomatisk tautologiske systemer - fordringen er , at de 

skal være isomorfe med de teoretiske systemer. Det er tvivlsomt, om fysiske 

egenskaber og sociale begivenheder kan være genstand for samme måleteori. 

“The world of observables is not simply “out there” to be described and 

measured with the measurement systems of modern science, but the course of 

historical events and the ideologies of a given era can influence what is “out 

there” and how these objects and events are to be perceived, evaluated, 

described, and measured.” 33 De sociologiske "målinger" er kun metaforiske: 

“The quantitatively expressed results necessarily reify the events under study, 

but our interpretations of them ... are treated as positive findings which are 

33 Method and Measurement in Sociology, New York 1964 s. 38. 

26

fictituously assumed to be replicable and valid.” 34 Operationelle 

målingsprocedurer må tage i betragtning, at aktørens bevidsthed om og erfaring 

af et objekt ikke kun er bestemt af det fysiske objekt, som det fremtræder, men 

også af hvad aktøren tilskriver det. 

De kvantitative sociologer kan ikke anføre regler for at udvælge 

indikatorer, og de kan ikke påvise korrespondance mellem målesystemer og de 

teoretiske begreber, men de må forudsætte en common sense. Dette rummer 

implicitte forudsætninger om forskernes konsensus og om aktørernes forståelse. 

Survey-forskere, som anvender standardiserede spørgsmål med faste svar, burde 

ifølge Cicourel udvikle en model som omfatter sprog og kulturel betydning i 

aktørens hverdagsperspektiv, i interviewerens perspektiv og "reglerne" for at 

omsætte disse betydninger til substantiel teori. Først dermed kan vi være sikre 

på, at forundersøgerne, interviewerne, koderne, programmørerne og 

projektlederen anvender den samme teoretiske referensramme. Men denne 

udfordring undviger surveyundersøgelserne: “Standardized questions with fixedchoice 

answers provide a solution to the problem of meaning by simply avoiding 

it.” 35 Et tilsvarende fortolkningsspørgsmål opstår i forbindelse med kodningen af 

svarene: “Arbitrary coding rules and scaling devices transform the structure of 

social action into quantifiable elements because such procedures arbitrarily fuse 

common-sense knowledge and moral judgments with logical or statistical 

operations.” 36 Hvis standardiserede spørgeskemaer overhovedet skal kunne 

benyttes til operationelle definitioner af sociologiske begreber, skal de 

konstrueres på en måde, der afspejler strukturen i hverdagslivets erfaringer og 

handlemåde. På samme måde rummer mekanicistiske eksperimenter implicitte 

antagelser om samspillet i forsøget og parternes fortolkninger af det. Den måde, 

hvorpå sociologerne konstruerer spørgsmål og udfører eksperimenter, burde i sig 

selv være genstand for sociologiske undersøgelser. Sproget er et filter, som vi 

ser fænomener i verden gennem. De rigoristiske målingers data passer til 

bureaukraternes effektivitets- og praxissøgen, men denne form for fakta dækker 

kun den "ydre horisont" for menneskets handlinger som social agent. Det er 

nødvendigt at tilføje den "indre" (subjektive) horisont, for at efterprøve de 

implicitte antagelser om common-sense handlinger i hverdagen. Hvor Garfinkel 

ser etnometodologi som en helt anden form for videnskab, betragter Cicourel 

34 sst. s. 224. 

35 sst. s. 108. 

36 sst s. 120. 

27

den som et nødvendigt supplement for at give mening til de kvantificerede 

undersøgelser. 

Nogle af de kritikpunkter, som sættes ind overfor de kvantitative metoder i 

lærebøger som Neumans, kan spores tilbage til etnometodologer som Mehan og 

Wood 37 . Deres kritik sætter ind overfor de kvantitative studiers hovedfaser: 

Første fase omfatter dataindsamlingen, hvor forskeren påtvinger respondenterne 

en logisk struktur, der ikke samsvarer med deres beslutningsgrundlag i 

hverdagen. Dernæst foretages kodninger, som fjerner de flertydigheder, som er 

kendetegnende for common-sense tænkningen, så svarene kan klassificeres 

logisk entydigt. Næste trin er manipulationen af indikatorerne som "faktorer" 

eller "årsager", skønt de ikke blev direkte observeret som sådan ved 

dataindsamlingen. Endelig kodificerer sociologerne de "fund", som udspringer 

af deres undersøgelse af de objektive data. Resultatet fremtræder som en 

beskrivelse af det sociale liv, men processen indebærer en tiltagende 

fremmedgørelse fra menneskers hverdagsliv. I bestræbelsen på at blive 

videnskabelig fremmedgøres sociologien fra det sociale. Mehan og Wood 

betragter forsøget på at summere en respondents svar sammen med tusinde 

andres, og at transformere det fra "løs" konversation til tal som absurd 38 . 

Kritikken gælder således især de kvantitative metoders objektiverede målinger, 

deres mekaniske kausalitetsopfattelse og samt dens hævdelse af en logik, der er 

overordnet hverdagslivets forståelsesformer. 

Her over for søger etnometodologerne at studere de fortløbende, plastiske 

sociale processer, hvorved man konstruerer social mening i form af 

hverdagslivets opbygning og vedligeholdelse af typifikationer. I den 

etnometodologiske ramme henviser hverdagslivets realitet ikke til 

materialistiske eller realistiske betragtninger 39 , men derimod på opbygningen og 

vedligeholdelsen af en verdensopfattelse med hverdagslivet som udgangspunkt. 

Dette følger Schutz´ synsmåde. Nogle etnometodologer, som eksempelvis 

Mehan og Wood, vil hævde at Schutz indsnævrer perspektivet ved at ophøje 

hverdagslivet til en særlig, samlet betydningsinstans. Derfor vil de snarere bygge 

på Wittgensteins betragtninger over sprogspillene og de regler, som gør de dem 

forståelige, på trods af deres plasticitet, og som knytter dem sammen i 

livsformer gennem en form for slægtskab. Med dette udgangspunkt betragtes de 

37 H. Mehan & H. Wood: The Reality of Ethnomethodology, New York 1975. 

38 s. 54. 

39 i eksempelvis Putnams eller Bhaskars forstand. 

28

sociale virkeligheder som mangfoldige, processuelle, plastiske og relative. 

Etnometodologien selv er således en "realitet". Denne betragtningsmåde 

indebærer imidlertid en videnskabelig og etisk relativisme, idet der ikke er 

grundlag for at opfatte nogen virkelighed som mere real, sand eller rigtig end 

andre. 

3. Pragmatisme som grundlag for empiriske sociologi 

Ved århundredskiftet, da sociologien blev formet som ny forskningsgren, var 

den fremherskende filosofiske retning i USA pragmatismen. Den vulgære 

variant kan endda siges at være en amerikansk nationalfilosofi. Den er imidlertid 

langtfra begrænset til USA. Man kan finde pragmatiske udsagn hos mange 

forskere 40 . William James var nok den mest kendte repræsentant for amerikansk 

pragmatisme, men den filosofiske hovedfigur var utvivlsomt C. S. Pierce. Det 

elaborerede grundlag for den amerikanske pragmatisme beroede på et opgør 

med den kartesiansk-rationalistiske tænkning, og samtidig med empiricismen 

som hævder, at verden kan erkendes gennem direkte sanseindtryk. Spørgsmålet 

om sandhed ændres fra at fremstille en ydre virkelighed korrekt til at øge 

menneskers evne til at handle i forhold til bestemte omgivelsers vilkår. Parallelt 

med positivismens kritik af metafysikken hævder pragmatikerne, at 

meningsfulde udsagn har karakter af konditionssætninger, og dermed svarer til 

handlingsregler. Videnskabeligt meningsfulde sætninger er universelle 

antagelser om virkeligheden, som under specificerede grundbetingelser og 

betingede forudsigelser kan transformeres fra indikativ til imperativ. 

Meningsfuldhed knyttes dermed til anvendbarhed. Samtidig hævder Pierce, at 

erkendelse er tegn-fortolkning. Begrebsafklaring består i at overveje de mulige 

praktiske virkninger forestillingsobjektet kan have. Hvis illusioner har en reel 

virkning på mennesker, er deres eksistens virkelig. Pragmatikerne tillagde ikke 

matematikken og kvantificering nogen særstatus som videnskabeligt sprog, men 

i Pierces metodeovervejelser indgår også sandsynlighedsmodeller. Pierces 

metode omfatter såvel abduktiv hypotesedannelse, deduktiv udledning af 

hypotesernes konsekvenser, og induktiv efterprøvning af disse. I diskussionen af 

deduktion foregreb Pierce Poppers krav om falsifikation som strategi, men 

samtidig hævdede Pierce, at induktion i det lange løb kan sikre en tilnærmelse til 

sandheden. Den videnskabelige undersøgelse er i det lange løb selvkorrigerende 

gennem induktionen. 

40 eksempelvis i Jung´s "Wirklich ist was wirkt" 

29

Pierces overvejelser blev ikke fuldt ud delt af alle de amerikanske 

pragmatikere, men der var enighed om at kombinere sprogteoretiske 

reflektioner, eksperimentelle metoder og handlingsaspekter. Der er visse 

lighedstræk i udgangspunktet mellem pragmatismen og utilitarismen, men også 

en afgørende forskel: Hvor utilitaristernes nyttebetragtninger fokuserer på 

individet, sigter pragmatikernes på kollektivet. For at virke rationelle, må 

nytteovervejelserne både tage ens egne og ens medspilleres hensigter og 

reaktioner i betragtning. 

Blandt centrene for den tidlige amerikanske pragmatisme var University of 

Michigan og University of Chicago, og begge fik også betydning for etablering 

af sociologi i USA. En af de første amerikanske professorer i sociologi, C. H. 

Cooley ved Ann Arbor, Michigan, var talsmand for pragmatismen. Hans studier 

af den sociale identitet lagde op til G. H. Meads forelæsninger i Chicago 41 . Da 

Meads projekt var decideret grundlagsteoretisk, er det næppe overraskende, at 

der ikke indgår overvejelser om de sociologiske metodeproblemer, der er 

ledemotiv for den nærværende fremstilling. Dog overvejer Mead den sociale 

brug af matematikken som et yderst abstrakt symbolsprog. Den pragmatiske 

tænkning, og navnlig Cooley og Meads, satte sig spor hos den sociologiske 

"Chicago-skole", der omfattede W. I. Thomas, R. E. Park og F. Znaniecki. Det 

metodisk karakteristiske for deres forskning er rekonstruktionen af de 

dynamikker, hvorved subjekter reagerer på og søger at løse handlingsproblemer. 

Der lægges dermed vægt på at belyse subjektive perspektiver og navnlig på at 

forstå de sociale outsideres situation, selvopfattelse og samfundssyn. Deres 

feltstudier og kildestudier har dannet forbillede for kvalitativt sociologiske 

casestudier. Chicagoskolen supplerer ofte casestudierne med statistikker for at 

give dem en baggrund. Casestudiernes metodesyn har mange lighedstræk med 

Webers og navnlig Simmels forstående sociologi, og dermed også med 

hermeneutikkens. Casestudierne tilsigter at få indsigt i målgruppens 

selvforståelse og situationsforståelse. Gruppens egen definition af dens situation 

var i centrum for disse studier. Blumer formulerede skolens metodesyn radikalt 

ved at gå imod fremvæksten af surveys og kvantificerede undersøgelser, idet den 

vigtige intime relation mellem forskeren og objektet gik tabt med den tilstræbte 

objektivitet. 

Whyte´s studie af en gadebande 42 , udgør et mønstereksempel på et 

41 Mind, Self and Society, Chicago 1934, genoptr. 1962 , der står som et hovedværk for 

socialpsykologien. 

42 Street Corner Society, Chicago 1943. 

30

sociologisk feltarbejde i Chicago-skolens ånd. I sin senere til drøftelserne af 

dette studie siger han: “(the) issue should not be quantitative versus qualitative 

research methods but rather what is to be quantified and how the measurements 

are to be integrated with the descriptions and analyses of behavior” 43 . 

I forlængelse af pragmatismen og Chicagoskolen udvikledes der en vidt 

forgrenet symbolinteraktionistisk forskning, især med inspiration i Meads teori 

om konstruktionen af den sociale identitet. Symbolinteraktionisterne dyrkede 

navnlig empirisk feltarbejde med henblik på at afdække processerne, gennem 

hvilke medlemmerne af en gruppe fortolker samspillet som en meningsfuld 

situation, skaber sociale identiter i forhold til gruppen og samhandler på 

grundlag af deres fortolkninger. Den primære metode til afdækning af den 

symboliserede interaktion er registrering af sproglige ytringer om den sociale 

identitet, og i særdeleshed deltagerobservation af sprogspillene i en gruppe 

kombineret med åbne interviews. Ordvalget i denne kortfattede beskrivelse 

antyder, at de symbolinteraktive metoder ikke blot henter inspiration fra 

pragmatisme og nykantianisme, men også fra hermeneutikken og den senere 

Wittgensteins sprogteori. Der er imidlertid ikke tale om stringent applikation af 

hermeneutik på deltagerobservation. Således er det ikke et metodisk krav, at 

forskerens for-antagelser lægges frem til selv-refleksiv kritik, og desuden brydes 

barmhjertighedsprincippet ofte til fordel for en mistankens hermeneutik. 

4. Den kritiske rationalisme som grundlag for empiriske metoder 

Efter positivismekritikken var det ikke let at forsvare anvendelsen af 

kvantificerede metoder. Visionen om at opbygge nomotetiske adfærdslove ud 

fra induktive empiriske observationer var afsløret som illusorisk. Empirikerne 

kunne imidlertid gribe til en forenklet pragmatisme 44 som bastion overfor 

kritikken. Den havde afskrevet den positivistiske vision, idet pragmatismens mål 

(tilsyneladende) var mindre og dermed mere realisable. De kvantitative, 

sociologiske undersøgelser kunne tilsyneladende forsvares ved at de leverede 

brugbar viden. Når moderne rational choice teori støtter sig på korrespondance 

med kvantitativ empiri, er den metodiske argumentation således ikke 

positivistisk, men derimod pragmatisk. Denne begrundelse er sjældent så 

gennemtænkt og gennemarbejdet som den logiske empirismes program, og 

43 cit. eft. M. Williams &. May: Introduction to the Philosophy of science, London 1996, s., 

xii. 

44 Forenklet i forhold til Pierce. 

31

derfor er den også vanskeligere at diskutere. Den pragmatiske betragtning 

forudsætter imidlertid en overvejelse om for hvem og for hvad, den frembragte 

viden er nyttig. Det er på dette punkt, at kritikken sættes ind fra den kritiske 

teori, som selv rummer et pragmatisk aspekt. 

Sociologiens ambivalente position har været en udfordring for nogle af vor 

tids videnskabsteoretiske sværvægtere. Habermas videnskabsteoretiske 

nytænkning er forbundet med, at han karrieremæssigt har bevæget sig mellem 

filosofi og sociologi. På tilsvarende måde er overvejelserne hos Popper og 

Lakatos over relationen mellem teori og empiri tydeligvis influeret af 

videnskabsteoretiske drøftelser i miljøet på London School of Economics 45 . 

Popper karakteriseres som positivist af polemikere som Adorno og Habermas 

samt lærebøger som Neuman, til trods for at han på mange punkter stod for en 

konfrontation med positivistiske grundopfattelser, og at han karakteriserede sin 

egen position som "kritisk rationalisme". Popper leverede således et velkendte 

opgør med den logiske empirismes induktivisme. Han kritiserede empirismens 

naive tro på de umiddelbare sanseerfaringer, som guddommeliggør facts i 

"sækulariserede religioner" som positivisme og behaviorisme 46 . Den form for 

samfundsvidenskab, som undersøger sociale helheders adfærd som empiriske 

objekter på samme måde, som biologen undersøger dyr eller planter, betegner 

Popper som naiv 47 . Erkendelsen begynder ikke med sanseerfaringer, 

observationer eller indsamling af data, men med at specificere problemer. 

Metoden består i at efterprøve løsningsforsøg på disse problemer. Popper 

hævdede endvidere, at de sociale helheder er postulater snarere end empiriske 

objekter. Poppers kritik af historicismen rammer også 

positivismens nomotetiske bestræbelser, for når 

samfundsudviklingen ikke er betinget af historisk 

nødvendighed og ikke er bestemt af indre love, er 

sociologisk forudsigelse umulig. Han var derfor skeptisk overfor 

muligheden for at udvikle nomotetiske lovmæssigheder, for de kan kun gælde 

statisk afgrænsede systemer, men der er kun få eksempler på dem i naturen, og 

det moderne samfund kan ikke karakteriseres som et lukket system 48 . Målinger 

og nøjagtighed er ikke i sig selv de yderste, selvstændige værdier for 

45 For sociologer er forbindelsen til David Martin særligt interessant. 

46 s. 92 i Kritisk Rationalisme, København 1996, opr. 1972. 

47 sst. s. 86. 

48 Overvejelsene om lukkede/åbne systemer videreføres af den kritiske realisme. 

32

videnskaben 49 . Kritikken rammer dermed også den metodiske naturalisme, der 

ud fra observationer og målinger danner statistiske tællinger og derpå udleder 

induktive generaliserede teorier 50 . Dette bygger, efter Popper mening, på en 

fundamental misforståelse af den naturvidenskabelige metode. Så langt er 

Popper mere på linje med positivisme-kritikken end med Durkheims og den 

logiske empirismes metodesyn. Ifølge Popper er det videnskabens mål at nå frem 

til "den mest tilfredsstillende forklaring", hvilket er identisk med den, der kan stå 

til den strengeste efterprøvning. Denne målsætning kan modstilles med 

nykantianismens og hermeneutikkens "meningsskabende forståelse" og den 

kritiske teoris "forandring til frigørelse". I lighed med Weber fastholder Popper 

et ideal om objektivitet og værdifrihed, idet objektivitetskravet efterprøves i det 

videnskabelige forum ved en deduktiv logisk argumentation. Den generelle regel 

om, at mennesket lærer af sine fejl, gælder også videnskaberne. Videnskaben 

udvikles ved at udsætte teorierne for en rationel kritik og erstatte teorier med 

mindre forklaringskraft med teorier, der i højere grad tilnærmer sig sandheden. 

Popper kritiserer generelt teorier, der præges af teleologisk determinisme, 

hvad enten kilden er Gud, Naturen eller Historien, for dermed blokeres 

menneskets frie vilje. Denne kritik retter sig også mod marxistiske teoriers 

historicisme, som postulerer en form for nomotetiske love for samfundets 

udvikling. Sociologien har en faglig autonomi i kraft af det problemfelt, der 

søger at forstå situationslogikken i et samfundet. Selvom Poppers generelle mål 

for videnskaben er forklaring, er delmålet for sociologien forståelse. Som 

forbillede for den sociologiske situationsforståelse henviser Popper til 

nationaløkonomiens objektivt-forstående logiske modeller. 51 De sociologiske 

teorier udgør således rationelle rekonstruktioner af agenternes motiver. Da 

Popper er filosof, ikke sociolog, er det måske forståeligt, at han ikke udfolder og 

præciserer disse betragtninger. Poppers videnskabsteori udelukker ganske vist 

naiv empiricisme og naturalisme, men den udelukker ikke dermed anvendelsen 

af empirisk kvantificerede modeller til efterprøvning af sociologiske 

situationslogikker. Betragtningerne synes at pege i retning af en form for 

Rational Choice-modeller. Sociologiens udfordring er ikke at søge efter 

49 op.cit. s. 78. 

50 I debatten om kvantitative og kvalitative metoder bør det bemærkes, at de svaner, som 

flakser rundt i falsifikationsdebatten har et kvalitativt kendetegn, nemlig farven. 

51 i: Adorno et alt.: Der Positivismusstreit in der deutschen Soziologie, 1972. 

33

lovmæssigheder, men at studere de tilsigtede og utilsigtede følger af 

menneskelige handlinger. Der er lighedstræk med den eksperimentelle 

naturvidenskabs hvis-så-tænkning. Dette kunne føre til praktisk teknologiske 

regler for, hvad vi ikke kan gøre 52 . 

Der er således mange argumenter som forbinder Popper og positivismens 

kritikere. På afgørende punkter forholder han sig kritisk overfor metodesynet hos 

Durkheim og den logiske empiricisme. Man kan endda hævde, at en del af 

positivismekritikkens grundlag er tilvejebragt af Popper. Når Adorno og 

Habermas alligevel fastholder at fortolke Popper som fortaler for en moderne 

variant af positivismen, skyldes det især, at Popper fastholder værdineutralitet, 

argumenterer metodisk med en formålsrationel pragmatisme, og hævder en form 

for realisme, som han selv betegner som "modificeret essentialisme". Da det er 

metodespørgsmålet, der er til diskussion her, medens andre emner står i centrum 

for Adornos og Habermas´ kritik af Popper, vil denne debat ikke blive drøftet 

yderligere her. 

5. Metodesynet i marxisme, ny-marxisme og kritisk teori 

Hvor den tidlige franske sociologi, som påpeget ovenfor, var tæt tilknyttet den 

klassiske positivisme, hentede den tidlige tyske sociologi inspiration fra 

Humboldt-oplysningen, navnlig fra Kant samt Hegels dialektiske historiefilosofi. 

Det kan diskuteres om Marx egentlig er sociolog og videnskabsteorietiker, men 

det er indiskutabelt, at hans tænkning har inspireret både sociologi og 

videnskabsteori. Marx videnskabssyn kan meget kortfattet karakteriseres som 

dialektisk materialistisk, eller en bestræbelse på at kombinere elementer fra 

Hegels dialektiske historiefilosofi med elementer fra den angelsaksiske 

empirisme. Den dialektiske komponent og opgøret med hegelianismens 

idealisme findes allerede i ungdomsskrifterne, medens den materialistiske bliver 

mere udpræget efter mødet med Engels og flytningen til England. Den 

angelsaksiske nationaløkonomi, som er udgangspunktet for megen af Marx" 

kapitalisme-kritik, er stærkt præget af den empiriske tradition. Marx vedkender 

sig, at en materialistiske ontologi står i gæld til Bacon, 53 men kritiserer dennes 

"aforistiske doktrin" 54 . I Den tyske Ideologi siger Marx: “Der, hvor spekulationen 

52 s. 88. 

53 som han ganske vist kun har et overfladisk kendskab til. 

54 Die heilige Familie, s. 201-2. opr. 1845 genoptr. MEGA I/3, uddrag i K. Marx: Selected 

34

slutter, ved det virkelige liv, begynder således den positive videnskab, 

fremstillingen af menneskets praktiske virksomhed og praktiske 

udviklingsproces” 55 . Forskningen hos Marx tilstræber at påvise lovmæssigt 

prægede økonomiske processer i samfundsøkonomiens forskellige faser. Men 

disse skal ikke - som hos eksempelvis J. S. Mills - betragtes som abstrakte, 

uforanderlige naturlove for samfundet. 56 De politisk-økonomiske studier 

fremtræder som deduktive ræsonnementer, men bag dem ligger der tydeligvis 

(også ifølge Marx selv) omfattende empiriske studier. De har først og fremmest 

form af komparative kausalanalyser af økonomiske statistikker og offentlige 

indberetninger fra det engelske fabrikstilsyn, og de blev benyttet til illustration 

og dokumentation af argumenterne. Marx var ikke fremmed for survey-metoder, 

hvilket fremgår af forstudierne til en ambitiøs enquete om arbejdernes 

levevilkår 57 . 

Afstanden mellem en Marx-inspireret sociologisk metodelære og en 

klassisk positivistisk beror først og fremmest på værdiopfattelsen, hvor Marx 

understreger forskningens ideologiske bindinger og den kritiske forsknings 

emancipatoriske udfordring. Formålet med forskningen er ikke at producere 

abstrakt viden, men at udbrede en forståelse af samfundsvilkårene, der kan 

anspore til at forandre dem. Med inddragelsen af praxis som målsætning og 

sandhedskriterium for forskningen minder Marx" argumentation om 

pragmatismens. Marx og Engels ontologi fik afgørende indflydelse på 

videnskabsopfattelsen på den politiske venstrefløj og navnlig i de samfund, som 

fik et kommunistisk regime. 

Den empiriske komponent i den marxske tænkning kunne dels lægge op til 

en bestræbelse på at kombinere en kritisk sociologi med en positivistisk 

videnskabsteori, som hos Wiener-kredsens Otto von Neurath, og dels til en 

fetichering af statistiske indikatorer for den materielle samfundsudvikling, som i 

Sovjetstatens Gosplaner. Den senere leninistiske kritik af Mach og 

neopositivismen sigtede ikke på dens empirisme eller kvantificering, men på at 

de empiriske resultater og matematiske modeller ikke fortolkes materialistisk. 

Writings in Sociology and Social Philosophy, New York 1956. 

55 s. 67 i: K. Marx, Verker i utvalg II, Oslo 1970. 

56 

Ikke desto mindre henviste Engels i gravtalen for Marx til hans teori som en parallel til 

Darwins biologiske udviklingslove. 

57 

Enquête ouvrière, Revue Socialiste 1880, genudg. i Karl Marx: Selected Writings in 

Sociology and Social Philosophy, New York 1957 . 

35

Kritikken sættes ind, fordi neopositivisterne til trods for deres empiriske 

grundlag viger tilbage fra at fortolke forskningsresultaterne realistisk, men i 

stedet dækker sin idealistiske position bag instrumentalisme og 

konventionalisme. Som empiriker er den positivistiske forsker ganske vist 

spontan materialist, men som teoretiker skiftes til en idealistisk position. 

Den leninistiske positivismekritik er anvendt som grundlag for lærebøger i 

sociologisk metode i den kommunistiske æra, eksempelvis hos H. Berger & H. 

Jetzschmann 58 . Deres metodeskema adskiller sig ikke mærkbart fra den logiske 

empirismes, bortset fra at begrebernes og hypotesernes udgangspunkt er 

“Erreichtes Niveau der marxistisch-leninistischen soziologischen Theorie und 

Methodologie, der Mathematik, der Kybernetik, der Statistik, Technik usw” 59 . 

Dette metodesyn har mange ligheder med det positivistiske og udelukker absolut 

ikke kvantitative metoder. Kritikken af det positivistiske metodesyn gælder dens 

idealistiske epistemologi "idealistische Beanwortung der erkenntnistheoretische 

Grundfrage” 60 , samt dens manglende parxis-orientering “dass in der 

positivistischen bürgerlichen Soziologie das Kriterium der Praxis ausgeklammert 

wird und und die Hypothesen-Überprüfung auf der Grundlage von Erfahrungen 

und logischen Konstruktionen erfolgen soll. Damit wird der Bannkreis der 

Subjektivismus nicht durchbrochen.” 61 Det bør bemærkes, at flere af de 

positivistiske samfundsforskere, der blev ramt af den leninistiske kritik med vægt 

fra kommunistpartiets autoritet, faktisk var erklærede marxister. 62 

En af de bedst kendte kritikere af den fremherskende positivisme og 

funktionalisme i amerikansk sociologi er utvivlsomt C. W. Mills. Den 

kvantitative sociologi havde vundet fodfæste i USA på Mills tid, og også den 

blev offer for hans skarpe pen, ved siden af de abstrakt tænkende "Grand 

Theorists". I et polemisk essay fra 1954 63 karakteriseres den positivistiske gren af 

58 Der soziologische Forschungsprozess, Berlin 1973. 

59 s. 75. 

60 s. 147. 

61 s. 148 

62 Da temaet for denne diskussion er begrænset til grundlaget for anvendelsen af kvantitative 

og kvalitative metoder, må vi forbigå drøftelserne af Gramscis historiske overfor Althussers 

strukturalistiske læsning af Marx. 

63 IBM plus Reality plus Humanism= Sociology, fra Power, Politics and People, New York 

genoptr. 1972. 

36

sociologien som "The Scientists": “They are out to do with society and history 

what they believe physicists have done with nature” 64 . Den hyppigst 

forekommende type er "The Higher Statistician who breaks down truth and 

falsity into such fine particles that we cannot tell the difference between them.” 

(sst.). Udbyttet af den strenge metode er en trivialisering af mennesker og 

samfundet. For C. W. Mills må sociologien tage udgangspunkt i substantielle 

problemer. Den rummer dermed praktiske implikationer og værdimæssige 

problemer. Forskningen er involveret i samfundets magtstruktur, også når den 

fremtræder som neutral teknologi. Dette gælder ikke mindst for den abstrakte 

empiricisme, som med naturvidenskabeligt forbillede udvikler kvantitative 

metoder til indsamling af empiri i form af tællelige, gentagne, målelige data, som 

fortolkes ved en abstrakt teori. De store, kvantificerede projekter er kostbare, og 

de støttes som regel af kommercielle og bureaukratiske interesser. Deres 

videnskabssyn korresponderer med et tekno-/bureaukratisk samfundssyn, som 

sigter på management indenfor den givne struktur. 

Mills kritiserer empiricismen for dens manglende refleksion af valget af 

virkelighedsopfattelse. Den bygger på oplysninger fra isolerede individer, som 

fortolkes behavioristisk og benyttes til at danne isolerede variable. På grund af 

det underliggende epistemologiske dogme er disse studier a-historiske og ikkekomparative. 

De bygger ikke på strukturelle antagelser og fortæller ikke noget 

væsentligt om strukturelle forhold. Bag udledningerne ligger der antagelser, som 

ikke efterprøves. Man giver tilsyneladende strukturel, historisk og psykologisk 

mening til studier, som i kraft af deres statistiske abstraktion eliminerer sådanne 

meninger. “Social research of any kind is advanced by ideas; it is only 

disciplined by facts.” 65 Med andre ord indebærer den rituelle, dogmatiske 

dyrkelse af "The Method" disciplin uden ide, uden en sociologisk fantasi. Men 

præcision er ikke det eneste eller væsentligste kriterium for forskningen. 

Samfundsforskningen må tage udgangspunkt i problemer, og man må bearbejde 

hypoteser, som dokumenteres på kernepunkter ved mere detaljerede 

informationer. De væsentlige sociologiske problemer har relevans for vores 

forestilling om en social struktur, og hvad der sker i den. Den abstrakte 

empiricisme er ikke i stand til at belyse de store sociale problemer, der pågår i 

samfundet. Dette er Mills væsentligste kritik. 

64 1954, p. 569. 

65 s. 71 i: The Sociological Imagination, Oxford 1967-udg. 

37

Kritikken sigter imidlertid ikke på brugen af kvantitative metoder, men på 

disse forskeres manglende forståelse for forholdet mellem viden og ideer, magt 

og moralhandlinger. Forskningen bliver uden et praxisrettet perspektiv, den 

bliver “large-scale bureaucratic style of research into small-scale problems” 66 . 

Projekternes store perspektiver udskydes, medens man søger at afklare de 

indledende metodiske problemer: “first there must be methodological enquiries 

into methods and enquiry” (sst). Empiricismens metoder kan anvendes til mange 

former for problemer, og Mills mener, at man selvfølgelig skal benytte statistiske 

procedurer, hvis de passer til det problem, man arbejder på; men det er ikke den 

eneste empiriske måde. Faktisk kombinerer han selv kvantitative og kvalitative 

metoder i hans velkendte studie af de nye middelklasser 67 . Kritikken går på det 

videnskabssyn, der udelukkende vil anerkende kvantificerede metoder som sandt 

videnskabelige. Mills indvender, at metodeanvendelsen afhænger af problemet, 

og valget af fokus for detailstudier må bero på en helhedsopfattelse. 

Empiricismens metodesyn er dogmatisk snævert, og den konstruerer et 

urealistisk naturvidenskabeligt ideal som den enegyldige standard for 

videnskabelighed. Dette resulterer i, at den afskæres fra væsentlige sociologiske 

problemstillinger. Ved en overelaborering af enten metode eller teori kan man gå 

glip af det væsentlige. “A conception is an idea, with empirical content. If the 

idea is too large for the content, you are tending toward the trap of grand theory; 

if the content swallows the idea, you are tending toward the pitfall of abstracted 

empiricism.” 68 Det, der kaldes empiriske "data" repræsenterer et meget abstrakt 

syn på hverdagens sociale verden. “The problem of empirical verification is 

"how to get down to facts" yet not get overwhelmed by them; how to anchor 

ideas to facts yet not sink the ideas” 69 . 

Positivismen hævdede ganske vist værdifrihed som ideal, men dens 

præmisser rummede et værdisyn med ideologiske implikationer. Med 

udgangspunkt i Webers argument om det moderne samfunds formålsrationelle 

jernbur påpegede Horkheimer og Adorno dobbelttydigheden med 

rationaliseringsbegrebet. Marcuse videreførte kritikken ved at hævde, at 

videnskab og teknologi i sig selv bliver ideologiske under kapitalismen. 

66 1954, s. 570. 

67 White Collar - The American Middle Classes, New York 1951. 

68 op. cit. s. 124. 

69 op cit. s. 125. 

38

Videnskaben (i.e. den positivistiske) frembringer i kraft af sin egen metode og 

sine begreber et univers, som forbinder beherskelsen af naturen med 

beherskelsen af menneskene. Marcuse udkaster som alternativ en videnskab, der 

er bestemt af emancipatoriske værdier, og hvis forhold til naturen ikke er som 

genstand men som medspiller. 

Habermas tilslutter sig i det væsentlige denne kritik 70 , idet de videnskabeligt 

tekniske fremskridt bliver et selvstændigt legitimeringsgrundlag. 

"Rationalisering fra oven" i form af en positivistisk almenbevidsthed og som 

teknokratisk bevidsthed træder ind som erstatningsideologi i stedet for de 

afviklede borgerlige ideologier. Den empirisk-analytiske videnskab er baseret på 

interesse for teknisk viden, der kan sikre kontrol over objektiverede processer. 

Den opbygger teorier, som sammenkædede antagelser, der tillader deduktiv 

udledning af lov-lignende hypoteser med empirisk indhold, som giver mulighed 

for forudsigelse. Det egentlige sigte med teorierne er teknisk anvendelse fremfor 

egentlig oplysning. Empiricismen er baseret på en objektivistisk illusion, som ser 

bort fra, at erfaringsudsagnene ikke er enkle repræsentationer af fakta, men er 

udtryk for en instrumentel operation. Den er baseret på en objektivistisk illusion 

om en virkelighed-i-sig-selv, som omfatter fakta, der er struktureret på en 

lovmæssig måde. Denne tilslører konstitutionen af disse fakta og forhindrer 

bevidsthed om forbindelsen mellem viden og interesser, der udspringer fra 

livsverdenen. Beskrivelser er aldrig uafhængige af de valgte standarder. En 

videnskabsteoretisk selvrefleksion om forskersamfundets grundlag vil afsløre, at 

det intersubjektive grundlag rækker udover de instrumentelle handlingers 

ramme. De historisk-hermeneutiske videnskabers tilgang til kendsgerningerne er 

ved at forstå deres mening og at fortolke tekster. Dette udgør imidlertid ikke et 

reelt alternativ ifølge Habermas. Hermeneutikken er baseret på praktisk interesse 

i den forstand, at den opbygger forudsætninger for gensidig forståelse mellem 

mennesker. Men dens praktiske effekt ofres for metodiske bindinger. I lighed 

med den empirisk-analytiske videnskab beskriver historicismen strukturerede 

virkeligheder ud fra en distanceret teoretisk attitude til universet. På grund af 

dens værdifrie objektivering steriliseres videnskaben, og den låses inde på et 

museum. Historicismen er blevet kultur- og samfundsvidenskabernes 

positivisme. Det grundlæggende problem er, at forbindelsen mellem theoria og 

70 Technik und Wissenschaft als “Ideologie”, Frankfurt a. M. 1968 samt Erkenntnis und 

Interesse, Frankfurt a. M. 1968, dog med forbehold overfor tendensen til at omantisere 

naturen. 

39

kosmos ophæves. Habermas svar er en kritisk videnskab, baseret på 

emancipatoriske interesser for at frigøre mennesket fra hypostaserende magter. 71 

Den kritiske samfundsvidenskab stiller sig ikke tilfreds med at producere 

nomologisk viden. Den søger at påvise, hvornår de teoretiske udsagn griber om 

invariant regelbunden social adfærd, og hvornår de udtrykker ideologisk 

fastfrosne afhængighedsrelationer, som i princippet kan ændres. Den metodiske 

ramme for gyldigheden af et kritisk-videnskabeligt udsagn er dets self-refleksion 

om forholdet mellem viden og interesser. Den kritiske forskning sigter på at 

etablere et samfund, som virkeliggør medlemmernes autonomi og ansvarlighed, 

og hvor viden baseres på en herredømmefri, universelt praktiseret dialog. 72 

6. Nye synteseforsøg: Giddens og den kritiske realisme 

Positivismeopgøret efterlod sociologien med en stribe metodiske dilemmaer. På 

den ene side byggede positivismen på uholdbare præmisser, men på den anden 

side rummede fænomenologi, hermeneutik, sprogteori eller etnometodologien 

som alternativer også problemer. Giddens er en af de forskere, som har søgt at 

inddrage hermeneutikken som sociologisk metodegrundlag, uden at havne i 

subjektivisme og relativisme 73 . Han udtrykker kritikken af den naive realisme og 

en tilslutning til en form for konstruktionisme således: “Sociology is not 

concerned with a "pre-given" universe of objects, but with what is constituted or 

produced by the active doings of subjects.” 74 . Sociologi forudsætter 

kommunikation med de mennesker eller kollektiver, som studeres, og forskerens 

teorisprog er forbundet med hverdagssprogets kategorier 75 . “The sociological 

observer cannot make social life available as a "phenomenon" for observation 

independently of drawing upon her or his knowledge of it as a ressource whereby 

it is constituted as a topic for investigation" 76 . Det sociologiske projekt indebærer 

71 

Det emancipatoriske moment neddæmpes i hans senere overvejelser til fordel for en 

sprogteoretisk argumentation. 

72 Habermas præsenterer i Zur Logik der Sozialwissenschaften, Frankfurt a. M. 1970 et opgør 

med metodedualismen, som har lighedstræk med den foreliggende diskussion. Han bevæger 

sig imidlertid fra en metodologisk til en sprogteoretisk løsning på sociologiens udfordring. 

73 New Rules of Sociological Method, Cambridge 1976, cit. fra 2. udg. 1993. 

74 op.cit.s.168. 

75 sst.s. 158. 

76 sst.s. 169. 

40

en dobbelt hermeneutik, som forståelse af aktørernes sociale forståelse. 

“Sociology ... deals with a universe which is already constituted within frames of 

meaning by social actors themselves, and reinterprets them within its own 

theoretical schemes, mediating ordinary and technical language” 77 . Giddens 

positive metodeanvisning er "immersion in a form of life", en nedsænkning eller 

fordybelse af observatøren i en livsform, hvor den hermeneutiske formidling af 

sprogspillene kan opnås. At kende en livsform indebærer at opnå den indbyrdes 

viden, som er nødvendig for samspil med andre. Dette kunne pege på en 

rendyrket sprogfilosofisk tilgang, som Winch", eller en etnometodologisk eller 

en ren hermeneutik. Giddens har imidlertid reservationer overfor den radikale 

konstruktivisme, som udtrykkes med “The realm of human agency is bounded. 

Human beings produce society, but they do so as historically located actors, and 

not under conditions of their own choosing”. (sst.) Den hermeneutiske 

fortolkning af agenternes selv- og samfundsforståelse er således ikke 

tilstrækkelig, men må suppleres med studier af de systemiske bindinger. 

Giddens er imidlertid ikke særligt klar med metodiske anvisninger på dette. 

En del af Giddens overvejelser minder om den kritiske realismes, som 

fremlægges nedenfor. Hvor denne retning ser det som sin hovedopgave at 

afdække de kausale mekanismer i samfundet, er Giddens´ overvejelser om 

kausalanalyser mere forsigtige. Han gør blot opmærksom på, at invariante 

kausalrelationer i sociologien udtrykker en reproduceret udligning af 

handlingernes utilsigtede følger, men at kausalrelationen vil ændres, hvis 

agenterne indoptager den i deres bevidsthed. Giddens advarer således mod 

ureflekteret anvendelse af kvantitative surveys eller af kvalitative dokumenter, 

medens hans positive metodeanvisning er en "dobbelt hermeneutik" 78 og 

immersion i livsformerne. Dette peger på deltagerobservation som en væsentlig 

tilgang, men giver i øvrigt ikke et særlig konkret grundlag for at afveje 

kvalitative og kvantitative studiers fordele og ulemper. Det er således ikke 

tydeliggjort, hvordan man afdækker strukturelle bindinger og muligheder samt 

magt- og dominansforhold gennem en dobbelt hermeneutisk immersion. Medens 

Giddens teoretiske argumenter og begreber i høj grad er inspireret af de kritiske 

77 sst.s. 170. 

78 

Den dobbelthermeneutiske tilgang findes præsenteret i mange andre varianter. Blandt andet 

hos Schutz og Habermas. 

41

ealister, synes metodeopfattelsen ikke at være påvirket af denne retning. 79 

Udviklingen af den kritiske realisme kan betragtes som et forsøg på at 

smide positivismens beskidte badevand ud - uden at kaste babyen samme vej. 

Den søger således at fastholde en ontologisk realisme, idet den samtidig 

fastholder, at verdensbilledet er en social konstruktion i en epistemologisk 

relativisme, og endelig pointerer den, at videnskaben repræsenterer en social 

praksis, som tillader en rationel vurdering. Ved at sondre imellem tre domæner: 

det virkelige, det aktuelle og det empiriske, søger man at undgå, at det virkelige 

reduceres til en empirisk ("naiv") realisme. 

Den kritiske realisme søger at forklare årsagerne 

til hændelser (events) ved retroduktiv indkredsning og 

bekræftelse af mekanismer, som kan forklares ved 

henvisning til strukturen og de objekter, som besidder 

dem. 80 

42 

Forholdet mellem de kausale kræfter og deres 

effekter er kontingent; de kausale kræfter eksisterer 

i kraft af de besiddende objekters natur, men om de 

aktiveres eller ej afhænger af omstændighederne, og 

den faktiske effekt vil ligeledes være betinget af de 

givne betingelser 81 

. Hvor behavioristisk forskning 

fokuserer på at studere regelmæssige 

begivenhedsforløb, er opgaven for den kritiske 

realisme at afdække objekternes strukturer og de 

tilknyttede kausale kræfter og bindinger. Ifølge den 

kritiske realisme er det ikke muligt at udlede kausale 

kræfter fra effekterne, da forholdet som nævnt er 

kontingent. 

De kritiske realister afviser Poppers deduktive 

falsifikationisme, dels ud fra Lakatos´ argument, at 

falsifikation af en hypotese ikke nødvendigvis må 

indebære forkastelse af teoriens kerne, dels ud fra en 

kritik af Poppers ontologiske præmisser. Ganske vist 

står Popper på den realistiske side med fastholdelse 

af et korrespondenskrav om sandhed, men han benægter 

forekomsten af naturlig og historisk nødvendighed, og 

ved at se bort fra teoriens indhold kan deduktivismen 

79 Her skal man være opmærksom på, at Giddens metodeovervejelser stammer fra 1976, hvor 

de kritiske realisters metodeovervejelser stadig befandt sig på et tidligt udviklingstrin. 

80 Sayer: Method in Social Science London 1984, henvisninger til 1992 udg. 

81 op. cit. s. 107.

ikke skelne mellem kausale forklaringer og 

instrumentelle afledninger. Når de forudsagte 

hændelser ikke indtræffer, kan man konkludere, at 

teorien er forkert, men falsifikationen kan ikke 

indkredse, hvad fejlen skyldes. 

Det videnskabsteoretiske grundlag for den kritiske realisme blev navnlig 

lagt med R. Bhaskar 82 , og det er siden videredeudviklet i dialog mellem 

filosoffer og samfundsforskere, hvoraf R. Harré, M. Archer, P. Manicas og A. 

Sayer er de væsentligste for de nærværende sociologiske metodeovervejelser. 

Det skal bemærkes, at den kritiske realisme især henviser til en engelsk 

strømning, men der kan peges på parallelle epistemologiske argumenter med 

pragmatisk udgangspunkt hos eksempelvis H. Putnam, som dog hidtil ikke har 

haft en tilsvarende resonans i sociologisk metodologi. 

Som alternativ til både nomotetiske og idiografiske studier søger den 

kritiske realisme at afdække kausale kræfter i generative mekanismer, som kan 

være udøvet og aktualiseret uafhængigt af menneskets erkendelse af dem. 

Årsagsanalyserne gælder ikke blot hændelser men også struktureringen af 

virkeligheden. Naturen er stratificeret og præget af en mangfoldighed af 

naturlige mekanismer. Indenfor et domæne har mekanismerne en emergent 

karakter, idet de ikke kan reduceres ved at henvise til foranstående mekanismer. 

Denne stratifikation sætter også spor i videnskaberne, som struktureres med 

henblik på studier af bestemte domæner af kausale mekanismer. Dermed får 

sociologi en autonom begrundelse som studiet af højere-ordens strukturelle 

processer, som er betinget af (men ikke overdetermineret af) fysiske eller 

biologiske processer. 

Bhaskars kritiske realisme argumenterer typisk i en dialektisk form, fremfor 

i en logisk deduktiv eller induktiv 83 . Denne karakteristiske argumentationsform 

forbinder den kritiske realisme til tænkningen hos Hegel og Marx i bestræbelsen 

på at formulere en emancipatorisk kritik, og den får konsekvenser for de 

metodologiske overvejelser. Dialektikken kan også spores i sociologisk 

teoretiske argumenter, hvor de kritiske realister bestræber sig på at overvinde 

modsætningerne mellem agentorientering og strukturorientering. Det skal 

således bemærkes, at en række af de sociologiske begreber, som er udbredt 

gennem Giddens, såsom emergens, disembedding, rekurs, reflexivitet er 

82 A Realist Theory of Science, Leeds, 1975. 

83 se Part IV i Critical Realism, London 1998. 

43

præciseret indenfor Bhaskars dialektiske univers. 

Et velkendt eksempel på fremstilling af sociologisk metode på et kritiskrealistisk 

grundlag er A. Sayer 84 . Fremstillingen undgår en direkte kritik af 

positivisme og empiricisme, fordi disse begreber er blevet forbundet med mange 

forskelligartede doktriner og praksiser. Diskussionen søger i stedet at præcisere 

kritikpunkterne. Forudsætningerne kombinerer realistiske og hermeneutiske 

antagelser. På den ene forudsættes forekomsten af en ydre verden uafhængig af 

vor bevidsthed, samt at denne verden er præget af kausal nødvendighed, og at 

den er differentieret og stratificeret i kausale strukturer. På den anden side 

forudsættes, at vores viden om verden er baseret på teoriladede antagelser, og at 

videnskab og produktion af viden er en social praksis, som er sprogligt præget, 

og som virker tilbage på indholdet. 85 Sociale fænomener er afhængige af 

sprogbrugen om dem. De indgår i åbne systemer, og vores viden virker tilbage 

på fænomenet. 

Sayer skelner ikke mellem kvantitative og kvalitative metoder, men 

trækker i stedet 86 forskellen op mellem extensive og intensive 

undersøgelsesdesigns 87 . Disse har forskellige formål. Hvor det ekstensive design 

dækker mange personer men få egenskaber, dækker det intensive mange 

egenskaber hos få personer. Sayer karakteristik af det ekstensive design minder 

om "kvantitative undersøgelser" ligesom det intensive minder om kvalitative 

undersøgelser, men den er ikke identisk med surveys kontra etnografisk 

feltarbejde. Det intensive design bør sigte på at afdække kausale processer, hvor 

det ekstensive afdækker fordeling og regelmæssigheder, og det intensive søger 

substantielle forbindelser, hvor det ekstensive skildrer formelle lighedstræk i 

taxonomiske grupper. Begge designs har deres fordele og begrænsninger. Det 

intensive designs er vanskeligt at generalisere ud fra, men det ekstensive er også 

svært at overføre på andre populationer end den, der udvælges fra. Det 

ekstensive design rummer en risiko for at slutte fra invarianser på gruppeniveau 

til individuelle sammenhænge, den "økologiske fejlslutning". 88 Det ekstensive 

84 op. cit. 1992. 

85 op cit. s. 6. 

86 med støtte i R. Harrés videnskabsteori. 

87 op cit. s. 241 pp. 

88 Den omvendte risiko for en reduktionistisk fejlslutning fra intensive studiers individuelle 

sammenhænge til strukturelle mønstre, berøres kun summarisk af Sayer, men er 

44

design afprøves ved "replikation" eller kontrol for repræsentativitet og 

pålidelighed, hvor det intensive afprøves ved "korroboration", eller kontrol for at 

informationerne samstemmer med andre kilder. Med dette udgangspunkt bliver 

det muligt at overveje, hvornår de to designs er hensigtsmæssige, og hvornår de 

er komplementære. 

Dette forhindrer ikke Sayer i at udtrykke klare forbehold overfor 

kvantificeringer i sociologi. Sayer hævder 89 , at praktisk adækvate former for 

kvantificering, der anvender intervalskalaer, kun kan udvikles for objekter og 

processer, der er kvalitativt invariante. Dette indebærer krav om, at målingerne 

kan opdeles og kombineres uden at skifte natur, og at de ikke er 

kontekstafhængige. 90 Egenskaber som attituder er kontekst-afhængige og dermed 

ikke egnede til kvantificering, mener Sayer. Visse processer kan udtrykkes 

matematisk og visse andre kan reduceres kvantitativt, men der resterer tilfælde, 

som er irreducerbart kvalitative. Den kvantificerede reduktion forudsætter, at 

komponenterne kan adskilles eller lægges sammen, men sådanne processer vil 

være afgørende for, om visse emergente kausal-kræfter fremtræder eller opløses. 

I samfundsvidenskaberne er kvantificering ikke blot et analyseredskab, men del 

af forskningens genstand, for eksempel i økonomi. Også i disse tilfælde må 

forskeren overveje, hvad de kvantitative målinger dækker. 

Matematikken er et formelt sprog, der tillader konsistente udledninger fra 

bestemte antagelser. Det er imidlertid ikke et sprog, der er hensigtsmæssigt til at 

give kausale forklaringer på fænomeners forekomst. Der er ikke nødvendigvis 

overensstemmelse mellem en logisk og en kausal orden. 91 Kvantificeringen kan 

udtrykke effekter, og matematiske modeller kan udtrykke samvariationer, som er 

associeret med kausale kræfter, men for at afdække mekanismerne bag de 

kausale processer, er kvalitative analyser nødvendige. Desuden er matematikken 

ifølge Sayer et a-strukturelt sprog, der ikke kan repræsentere indre relationer. 92 

Det er i samfundsvidenskaberne især økonometrikerne, der har raffineret 

udviklingen af matematiske modeller. Disse forudsætter, at der er tale om et 

udgangspunkt for Layder. 

89 Med støtte i Georgescu-Roegen. 

90 Pointen stammer fra R. Harré. 

91 Dette er et særtilfælde af en generel regel om, at en logisk korrekt udledning kan være 

empirisk forkert. 

92 Sayers egen henvisning til den slutning bygger tilsyneladende på en statistisk strukturmodel. 

45

lukket ligevægtssystem, eller at systemet kan analyseres, som om det bestod af 

en kombination af lukkede delsystemer. Da sociale systemer præges af åbenhed, 

kontingens og kvalitative forandringer, passer modellerne dårligt på 

virkeligheden. 

De matematiske modeller kan højst have heuristisk værdi. Hvis de skal 

benyttes til at analysere den sociale virkelighed, er det nødvendigt at analysere 

deres forudsætningers realisme. Statistiske metoder kan dels benyttes til at 

beskrive fordelingen af kendetegn i en befolkning og dermed supplere kvalitative 

studier, og dels benyttes til induktiv inferens, altså til at foretage konklusioner 

under statistisk usikkerhed. Sandsynlighederne udtrykker vores forventninger, 

men ikke processernes årsager. Den usikkerhed, der henviser os til statistiske 

metoder, vedrører ikke årsagsmekanismerne. Statistik kan ikke forstås og 

vurderes adskilt fra dens praktiske formål. Regressionsligninger siger ikke noget 

i sig selv om kausale eller betingede relationer og en stærk korrelation implicerer 

ikke kausalitet. Regelmæssigheder er ikke tilstrækkelige betingelser til at 

identificere årsager. De udtrykker end ikke nødvendige betingelser. På 

tilsvarende måde kan partielle korrelationsanalyser (som Blalocks) ikke sondre 

mellem betingelser eller tilfældige formelle relationer. For at opnå troværdighed 

må de suppleres med realistiske vurderinger baseret på kvalitativ kausal- og 

strukturanalyse. Det er altid nødvendigt at fremlægge, hvad de statistiske 

resultater betyder i virkelige begreber. 

Modellernes abstrakte termer samsvarer ikke nødvendigvis med 

virkelighedens. Således er der forskel på "variable", som er udsat for fysisk 

manipulation og "variable", som blot udtrykker en formel variation i 

måleresultater 93 , ligesom der er forskel på den reale kontrol, som foregår i et 

eksperiment eller en observation og den formelle "kontrol", som foregår i et 

statistisk test. De implicitte forudsætninger omfatter ofte lukkede systemer, at 

kausalitet fremtræder som regularitet, en atomistisk ontologi samt at forudsigelse 

er ensbetydende med forklaring. Statistiske analyser abstraherer ofte fra 

kvalitative forandringer i objekterne eller konteksten. For at vurdere muligheden 

for en statistisk analyse er en ikke-statistisk undersøgelse af genstanden 

nødvendig. Sayer konkluderer: “the usefulness of statistical methods depends 

crucially upon the type of objects to which they are applied and the type of 

93 Pointen er R. Harrés. 

46

esearch design in which they are deployed.” 94 De nødvendige, indledende 

kvalitative undersøgelser kan problematisere de statistiske antagelser om 

eksempelvis observationernes uafhængighed eller om befolkningens 

homogenitet. På trods af deres logiske klarhed udgør de kvantificerede analyser 

ret primitive forklaringsredskaber. Hvis modelbygningen ikke følges op af 

kvalitativ analyse, kan komplekse men alligevel forståelige sociale former blive 

reduceret til logiske kategorier eller indholdsløse abstraktioner, som er lette at 

manipulere matematisk men svære at fortolke 95 . Matematikkens blindhed overfor 

indre relationer og kausal emergens kan forlede til at betragte komplekse 

handlinger som simple kombinationer af simple stimulus-respons-mønstre. Der 

er blandt brugere af matematiske modeller en tendens til at tingsliggøre 

menneskelig praksis ved at fortolke den som mekanisk og regelbundet snarere 

end kontingent og foranderlig 96 . 

Sayers kritikpunkter er således kendt fra anti-positivismen, men på grund af 

det kritisk-realistiske udgangspunkt drejes spørgsmålet over i de kvantificerede 

metoders blindhed overfor en kritisk-hermeneutisk gennemgang af deres 

forudsætninger. Sayer mener afgjort, at ekstensive undersøgelser og statistisk 

metode kan anvendes af samfundsvidenskaberne. Kritikken gælder den 

ureflekterede, fagimperialistiske anvendelse af matematiske modeller som uden 

begrundelse tillægges videnskabelig universalitet. 

III. Diskussion 

1. Sociologi mellem naturvidenskab og humaniora 

Sociologien er præget af en videnskabsteoretisk ambivalens. På den ene side kan 

sociologi betragtes som en variant af naturvidenskaberne og på den anden side 

som en humanistisk videnskab. 97 Samfundsvidenskaberne udgør en kategori, der 

vanskeligt kan klassificeres ud fra denne klassiske opdeling. Ved nogle 

universiteter samles de i en fælles samfundsvidenskabelig gruppe. Man kan 

94 op. cit. s. 196. 

95 s. 201. 

96 s. 200. 

97 Det værd at bemærke, at naturforskerne er utilbøjelige til at betragte positivistisk sociologi 

med naturvidenskabelige ambitioner som "en af deres videnskaber", hvorimod humanister er 

mere tilbøjelige til at tage sociologiske forgreninger til sig. 

47

imidlertid også se psykologi, antropologi og visse varianter af sociologi blive 

indplaceret under humaniora 98 . Indenfor samfundsvidenskaberne præges 

økonomi i tiltagende grad af matematiske modeller, medens jura præges af 

metoder, der må karakteriseres som udpræget "kvalitative": fortolkning og 

forståelse af normative tekster og logisk drøftelse af deres følgeslutninger. 

Det er ikke muligt at besvare, hvor sociologien "i virkeligheden" hører 

hjemme, 

for der findes ikke nogen autoritativ bestemmelse af fagets genstand. Hvis 

sociologi defineres ud fra den fransk-positivistiske tradition fra Saint-Simon, 

Comte og Durkheim, som en "social fysiologi", ligger den i naturlig tilknytning 

til biologien. Men hvis den defineres ud fra den tyske ny-kantianske tradition, 

med Rickert, Dilthey, Weber, Simmel og Troeltsch, hører den hjemme under 

humaniora med særlig tæt tilknytning til historievidenskaben. 

Diskussionen om de kvantitative og kvalitative metoder er præget af denne 

ambivalens. De meget udbredte, elementære lærebøger i videnskabsteori 99 

trækker som regel på grundeksempler fra enten ren naturvidenskab eller ren 

humaniora, og lærebøger i samfundsvidenskabelig metode følger denne dualisme 

op. Det er sjældent, at de videnskabsteoretiske grundbøger inddrager 

metodologiske og teoretiske diskussioner indenfor samfundsvidenskaberne og i 

særdeleshed indenfor sociologien. Imidlertid rummer udviklingen af et autonomt 

samfundsvidenskabeligt fagområde udfordringer til den generelle 

videnskabsteori. Dette er moderne videnskabsteoretikere som Habermas, Harré 

og Bhaskar opmærksomme på, men det afføder komplekse overvejelser, som er 

vanskelige at fremlægge i lærebogsform. 

Lærebøgernes fremstilling af den videnskabsteoretiske og metodologiske 

debat er således præget af pædagogiske forenklede dualismer. De kan svare til 

den indbyrdes polemik, hvor modpartens position ofte forsimples. I forbindelse 

med praktiske metodeovervejelser er yderpositionerne i diskussionerne 100 ikke så 

interessante som de nuanceringer, der afvejer og kombinerer argumenterne. 

Således har ny-kantianernes grundlæggende dualisme mellem på den ene side 

naturvidenskab og på den anden side kulturvidenskab og den deraf følgende 

98 De kulturrelaterede bindestregssociologier, som religions-, litteratur- og teatersociologi. 

99 som for eksempel A. Chalmers: Hvad er videnskab? København 1993. 

100 realisme kontra relativisme, essentialisme kontra konstruktivisme, nomotetisk videnskab 

kontra ideografisk. 

48

metodedualisme ikke støtte i moderne hermeneutisk filosofi. 101 Strukturalistisk 

tekstanalyse og semiotik hører indiskutabelt til under humaniora, selvom de er 

baseret på udpræget nomotetiske programmer. 

Associationen mellem de kvantitative metoder og positivismen er ret beset 

spinkel. Der findes ikke nogen positivistisk bibel og dogmatik, 102 hvorfor det 

positivistiske program må fremstilles idealtypisk. Dette indebærer, at der næppe 

kan findes nogen forsker, hvis synspunkter fuldt og helt dækkes af idealtypen. 

Først og fremmest er det positivistiske program præget af en tilstræbt 

objektivisme i betydningen, at man tilstræber at frembringe udsagn, der er 

uafhængige af den enkelte forskers dispositioner. Dette indebærer 

forskningsetisk en fordring om værdifrihed, teoretisk indebærer det en søgning 

efter nomotetiske lovmæssigheder i logisk deduktive tankekonstruktioner, og det 

indebærer metodisk en naturalistisk indsamling af empiriske sansedata, der kan 

konfrontere teorierne som uomgængelige fakta. Disse kendetegn peger ikke 

nødvendigvis frem mod kvantitative metoder. Men kvantificerede, empiriske 

undersøgelser benyttes ofte til at give forskningsrapporten en objektiviserende 

troværdighed, i pagt med det positivistiske ideal. 

Når positivismen fremstilles med idealtypisk enkel ekstremitet, er det ikke 

vanskeligt at påpege dens svagheder. Positivismekritikken er i nogle tilfælde 

benyttet til at legitimere den idealtypiske modpol, nemlig en forskning, der 

dyrker subjektivisme som ideal, idet den både bestræber sig på at fremstille de 

studerede agenter som hele mennesker, og samtidig lader forskeren træde ind 

som formidler og fortolker. Den logiske konsekvens af kombinationerne af 

Kuhn, Feyerabend, fænomenologi, etnometodologi og Winch-præget sprogteori 

synes at munde ud i idealisme, subjektivisme og relativisme. I sidste ende kan 

det resultere i en social New Journalism, som ikke har andre sandhedskriterier 

end forfatterens oprigtighed. Den subjektivistiske tendens er særligt 

fremtrædende i socialantropologisk forskning, hvor feltarbejderen som regel er 

alene blandt "de fremmede". Det er nærliggende at benytte en konstruktivistisk 

videnskabsteoretiker som Nelson Goodman til at legitimere det subjektive 

perspektiv. Men det gælder for den subjektivistiske idealtype som den 

positivistiske, at den i sin ekstreme form bliver et let bytte for kritik. 

101 eksempelvis i R. Bubners fortolkning af H.-G. Gadamers.Wahrheit und Methode, Tübingen 

1960, nyudg.1986. 

102 hvis vi ser bort fra Comte, som de fleste andre positivister betragter som ekstrem. 

49

Der kan findes objektivistiske træk i kvalitative undersøgelser. Således kan 

man finde argumenter for værdifrihed hos forskere, der iøvrigt er fortalere for 

kvalitative metoder med Weber som hovedeksempel. Der indgår empiricistiske 

elementer i kvalitative studier, der anvender en historisk-kritiske metode. 

Indenfor historieforskningen er der en solid tradition for at opfatte historiske 

teorier som en opsummering af empirisk dokumenterede "fakta". Denne 

opfattelse kan spores hos de klassiske forfattere i historisk metodik: L. v. Ranke, 

E. Bernheim, C. Langlois samt hos K. Erslev. 103 Ud fra dette metodesyn 

foretages en positivistisk præget forskning, som dog ikke indebærer en 

kvantificering. Ydermere indgår objektivistiske indslag i kvalitativt prægede 

strukturalistiske eller semiotiske tekststudier, idet teksten tillægges en objektiv 

latent struktur, baseret på en hjernefysiologisk hjælpehypotese. Man kan finde 

eksempler på feltstudier, der følger en empiricistisk linje, med fremlæggelse af 

behavioristiske observationer, som induktivt kombineres og indordnes i 

begrebsdannelser. Den ureflekterede anvendelse af "grounded theory" i 

feltobservationer har således induktion og empiricisme som fællestræk med 

positivismen. I etnografi og etnologi findes mange eksempler på 

metodeopfattelser, som uden at tilstræbe kvantificering, bygger på behaviorisme 

og empiricisme. 

Socialantropologien har en lang tradition for erkendelsesteoretiske 

overvejelser, fordi deres emne er beskrivelse og forståelse af fremmede kulturer. 

Disse refleksioner har affødt en bred vifte af positioner, spændende fra en 

pragmatisk behaviorisme, og strukturalistiske afkodninger af de sproglige 

struktureringer af tankeverdenen og den sociale verden inspireret af Lévi-Strauss, 

over materialistiske studier af produktionsbetingelser og produktionsforhold, 

præget af nymarxisme hos eksempelvis Godelier og Houtart, til fortolkninger af 

verdensbilledet i den fremmede kultur, baseret på en konstruktionistisk 

videnskabsopfattelse, som Nelson Goodmans. Dette udtrykker en 

grundlagsdiskussion snarere end en metodediskussion i socialantropologien, 

hvor der er konsensus om de kvalitative metoders primat. Dette metodesyn fører 

socialantropologerne ureflekteret med sig, selvom felterne skifter fra den tredje 

verden til "vores egen". Den sociologiske feltarbejder må spørge til sin egen forforståelse, 

og grundantagelsen er, at man studerer mennesker, som man deler et 

sprogfællesskab og et orienteringsfællesskab med. Dette er i mange tilfælde en 

103 Se f.eks. O. Dahl: Grunntrekk i historieforskningens metodelære, Oslo 1967. 

50

forudsætning, som kunne trænge til dybere, selvkritiske overvejelser. 104 . 

Det er ikke klart, hvor vidt den metodologiske opdeling er normativ eller 

deskriptiv. Argumentationen kan dels hævde, at der kun kan findes to 

epistemologiske udgangspunkter for en konsistent samfundsvidenskabelig 

metode, eller den tager udgangspunkt i en empirisk konstatering af, at der i 

praksis har udviklet sig to stilarter eller præ-paradigmer. Den første type af 

argument forekommer dels hos radikale positivister, der frakender undersøgelser, 

der ikke lever op til deres rigoristiske krav enhver videnskabelig status. Den 

findes med omvendt fortegn hos de lige så radikale positivisme-kritikere. Går 

man til de mere reflekterede nøglepersoner bag de videnskabsteoretiske 

grundpositioner nøjere, er overvejelserne så nuancerede og komplekse, at de 

vanskeligt kan indpasses i de dualistiske skemaer. 

Dualismen fremkommer snarere hos de efterfølgende popularisatorer og 

polemikere. 105 Når polemikken føres på et dualistisk grundlag, leder den til 

skinargumenter, idet begge yderpositioner i deres ekstreme former medfører 

konsekvenser, der er åbenlyst uholdbare. 

Som vi har set det ovenfor, udelukker hverken Weber, Marx eller 

pragmatikerne principielt anvendelsen af kvantificerede metoder. Derimod synes 

fænomenologi og hermeneutik at udelukke dette. Men når det er tilfældet skyldes 

det bestemte målsætninger, som enten er at fange den rene fænomen-erkendelse 

eller at fortolke en tekst, snarere end overvejelser om samfundsvidenskabernes 

principielle erkendelsesgrundlag. Cicourels kritik af de kvantificerede 

undersøgelser anvendes ofte som grundlag for metodedualismen; men en 

væsentlig pointe i hans kritik bestod i at påpege, at de kvantificerede målinger 

ikke var holdbare på deres egne præmisser. Dette udelukker ikke, at de kan 

anvendes på hermenutiske præmisser, til støtte for fortolkningen af 

meningssammenhænge i en befolkning. Det indebærer tværtimod, at en 

hermenutisk fortolkning er et uomgængeligt skridt til at gøre kvantificerede 

104 Det kunne være relevant at overveje både det sociologiske og det socialantropologiske 

grundspørgsmål om henholdsvis selv-forståelse og anden-forståelse ud fra Gadamers 

hermeneutik. Det er bemærkelsesværdigt, at det 20- århundredes største hermeneutiske tænker 

(endnu) ikke har afsat større spor i overvejelserne om de kvalitative metoders forudsætninger. 

105 Der er således afgørende forskel på den positivisme-kritik, der fremkom, da positionen stod 

stærkt, og den senere kliche-prægede kritik. Man får undertiden indtryk af, at positivister er en 

afart af menneskeheden, som ikke har krav på forståelse. 

51

målinger sociologisk meningsfulde. Kritikken udelukker, at kvantificerede 

metoder får eneret som empirisk grundlag, men den udelukker ikke, at de indgår 

i sociologernes metodologiske 

værktøjskasse. 

Overvejelserne om hvilke metoder, der er anvendbare, hører uløseligt 

sammen med bestemmelsen af, hvad der er sociologiens genstand og sigte. 

Bagved metodediskussionen ligger divergenser med hensyn til de videnskabelige 

målsætninger. Alt efter om forskningen sigter på at beskrive, at forstå, at 

forklare, at forudsige eller at forandre, medfører det forskellige metoder. 

Målsætningerne kan kombineres, men undertiden fremtræder de som 

antagonistiske. Det, som er bestemmende for det konkrete metodevalg, er de 

epistemologiske grundantagelser i kombination med den fastlagte målsætning. 

Hvis formålet er "at forstå en social agents handlingsmotiver", er kvantitative 

metoder ikke umiddelbart relevante. Derimod kan de være relevante, hvis 

formålet er "at beskrive fordeling og samvariation af kendetegn i en population". 

Hvis formålet er at forklare fordring i en social struktur, kan kvantitative metoder 

være relevante som supplement til analyser af årsagsmekanismer. Hvis formålet 

er at bibringe forandring, har kvantitative og kvalitative metoder først relevans i 

kombination med andre, aktionsorienterede metoder. 

Disse målsætninger indvirker både på metode- og teoriopfattelsen. Ud fra 

en realbetragtning betragtes en teori som en systematisk fremstilling af empirisk 

dokumenterede forskningsresultater; der kan derfor skelnes klart mellem teoriens 

antagelser, dokumenterede grundlag og dens hypotetiske afledninger. Ud fra en 

konstruktivistisk betragtning er en teori snarere en sammenhængende og 

perspektiverende fortolkning af et korpus af udsagn, og distinktionen mellem 

teori og hypotese er dermed vag. På denne baggrund er det forståeligt, at man 

lægger størst vægt på undersøgelsens teoretiske forankring, når udgangspunktet 

er en realbetragtning, medens man med et konstruktivistisk udgangspunkt ofte er 

tilbøjelig til at begrunde undersøgelsen i dens umiddelbare narrative interesse og 

begrænser den teoretiske ambition til hypoteseudvikling. 

2. Diskussion af kvantitative metoder 

Kvantificeringen indebærer en bestræbelse på at transformere registreringer af 

observationer om i et bestemt sprog, nemlig matematikkens. 

Transformationsproceduren er ikke speciel for kvantificerede undersøgelser, og 

kun en meget naiv behaviorisme og realisme formoder, at det er muligt at give en 

52

"naturligt" dækkende fremstilling af observationerne. Også kvalitative analyser 

griber til transformationer for at sammenfatte observationerne eller 

fortolkningerne. Det er spørgsmålet, om denne transformation er adækvat for 

studier af sociale fænomener. På et videnskabsteoretisk niveau vil der kunne 

trækkes to idealtypiske yderpositioner op. Den ene hævder, at matematisk logik 

er det videnskabelige universalsprog, og dermed at denne transformation altid er 

adækvat i forbindelse med registreringer, der har videnskabelig værdi. Den 

anden hævder, at denne transformation altid er inadækvat i og med, at den 

reducerer og reificerer menneskets sociale identifikation til et tal. Den første 

agumentation er tautologisk, medens den anden overser, at al videnskab beror på 

reduktion, og at tal ikke er ting! På det tekniske niveau gælder overvejelserne 

hvilke fænomener, der hensigtsmæssigt kan sammenfattes i form af tal, og hvilke 

problemer, hypoteser eller analyser, der hensigtsmæssigt kan gennemføres via en 

numerisk transformation. 

Tilhængere af Lazarsfeld og Lundberg kan hævde, at kvantificerede 

procedurer sikrer større præcision og er tættere på et objektivitetskrav end 

kvalitative metoder. Herimod kan man med støtte i etnometodologien og 

Frankfurter-skolen indvende, at denne form for objektivering 

forudsætter en ekstrem ("naiv") realisme og radikal 

behaviorisme, som er erkendelsesmæssigt uholdbar. 

Kritiske realister kan tilføje, at det indebærer en 

epistemisk fejlslutning. Det er desuden blevet indvendt fra blandt 

andet etnometodologerne, at præcisionen ofte opnås på bekostning af adækvans 

og gyldighed, og at der bagved kvantificeringen uomgængeligt ligger en 

hermeneutisk udfordring. Naturvidenskaberne står med tilsvarende 

hermeneutiske udfordringer, idet målingerne aldrig kan være selvforklarende. 

Kvantificerede analyser sigter på at sikre objektivitet, men det er ikke 

mange af de sociologisk relevante dimensioner, der kan måles objektivt, og 

nogle af de væsentligste dimensioner kan det ikke. Ofte er brugen af kvantitative 

metoder udtryk for en objektiverende retorik, som tilslører forskernes 

hermeneutiske forudsætninger og fortolkninger. 

Kvantificeringen sigter samtidig på, at argumentationen begrænses til 

udsagn, der kan tildeles en ekstentionel sandhedsværdi, som enten er sand eller 

falsk, og dermed bringer videnskabens udledninger under en logisk stringent 

diskurs. Bag dette argument gemmer der sig imidlertid et væsentligt problem, 

nemlig at det afhænger af begreber, der ikke selv kan formuleres ekstentionelt. 

Logikken fordrer med andre ord et meta-sprog. Man kan derfor ikke hævde, at 

53

symbol-logik udgør et universalsprog, som også må omfatte 

samfundsvidenskab 106 . Det er desuden hævdet af blandt andet 

Sayer, at intervalskalaer kun kan gælde for objekter 

og processer, som kan opdeles og kombineres uden at 

ændre deres natur. Kontekst-afhængige egenskaber, som 

attituder, kan derfor ikke kvantificeres adækvat. 

Hertil kan man indvende, at medens kontekstproblemet 

er uomgængeligt, gælder sociologiske kvantificeringer 

konstruktion af ordinalskalaer snarere end 

intervalskalaer. Desuden vil det ud fra Sayers 

kriterier være inadækvat at benytte en Celsius-skala til at måle varme, for 

vand skifter karakter fra +1 til 0 grader. 

De positivistiske fortalere for kvantificeringen fremfører, at den gør det 

muligt at danne nomotetiske generaliseringer. Der bør imidlertid skelnes mellem 

naturvidenskabelig og sociologisk lovmæssighed, som på den ene side omfatter 

deterministiske vilkår og på den anden side adfærdsregler. Det hævdes ydermere 

til forsvar for kvantificeringen, at den ved at operere matematisk kan sikre 

teorierne logisk konsistens, og at det er potentielt muligt at integrere teorier om 

sociologiske love i en konsistent helhedsvidenskab. Mod dette indvendte nykantianerne, 

at naturvidenskabelig lovmæssighed ikke kan genfindes i human- 

og samfundsvidenskaben. Denne indvending er korrekt, for så vidt som der tales 

om lovmæssighed i en meget snæver betydning. Men denne indvending kunne 

som alternativ munde ud i, at det er umuligt at give en meningsfuld klassifikation 

af sociale fænomener, og at social adfærd er uforudsigelig og uforklarlig. Der 

kan som sagt ikke findes naturlove for social adfærd, men samtidig er det 

common sense, at sociale agenter nødvendigvis må orientere sig mod 

omgivelserne på grundlag af forventninger om rutiner og formodninger om 

regler. Forståelsen af sociale handlinger indebærer derfor ikke kun at betragte 

dem som enkeltstående begivenheder, men i at rekonstruere de "sociale 

lovmæssighedsforestillinger" 107 . Der består derfor en videnskabsteoretisk 

udfordring for sociologien i at indkredse denne form for regulariteter, der er 

konstruerede og foranderlige, men ikke vilkårlige. 

En vis generalisering er uomgængelig for at begrunde analysens relevans og 

udsagnets gyldighedsområde. Generaliseringer forudsætter imidlertid ikke 

106 SeWilson i: A. Giddens & J. Turner (eds.): Social Theory Today, Oxford 1987. 

107 dette svarer delvist til Bourdieus "habitus". 

54

nødvendigvis kvantificering. Det er desuden fremført, at kvantificeringen kan 

lette standardisering af registreringer og dermed give et bedre grundlag for 

præcise komparationer. Da komparationer er en ex- eller implicit forudsætning 

for al analyse, er dette argument umiddelbart rimeligt, men en præcis 

komparation kan også tilvejebringes gennem kvalitative indikatorer 108 . Brugen 

af kvantificerede sammenligninger fritager ikke forskerne for hermeneutiske 

overvejelser om indikatorernes kontekstuelle bindinger. Som et banalt eksempel 

har en dollar ikke samme betydning for en slumbeboer i Mexico City og en 

teenager i Beverley Hills. 

Diskussionen skelner ikke klart mellem brug af kvantificerede målinger og 

brug af matematiske modeller. Det er muligt at anvende matematiske modeller 

heuristisk, selvom man ikke accepterer naturvidenskab som forbillede for 

samfundsvidenskaben. De matematiske modeller forudsætter ikke nødvendigvis 

en underliggende kvantificeret empiri. Matematiske modeller kan benyttes til at 

foretage simuleringer af komplekse processer, også når variablene ikke er 

intervalskalerede. Ved at opbygge heuristiske matermatiske modeller sikres 

præcise formuleringer, for eksempel for komplekse kausalprocesser, der gør det 

muligt at specificere hvilke kontroloplysninger 109 , der er relevante og 

nødvendige. Sådanne modellerne fordrer ikke repræsentative surveyundersøgelser, 

som foreslået af Lazarsfeld, men lægger snarere op til at udvælge 

kritiske cases til mere dybtgående studier. 110 Brugen af heuristiske modeller er 

allerede kendt fra computerspil, hvor der postuleres bestemte ressourcer og 

regler for interaktion, hvor typer af sociale agenter tilskrives komplekse motiver, 

hvorefter deres valg af handlemønster simuleres stokastisk, og simuleringerne 

leder til en ny handlingssituation. Allerede i dag rummer sådanne spil så mange 

interagerende parametre, at de ville opfylde kravene til sociologiske 

simulationsprogrammer. Det eneste, de mangler, er, at parametrene hviler på 

forudsætninger, der har støtte i sociologiske teori, og som er empirisk realistiske. 

Med matematiske simulationsmodeller ville det være lettere at efterprøve 

konsekvenserne af ændrede forudsætninger i komplekse teorier. 

En mere basal indvending er rejst af den kritiske realisme med påpegningen 

af, at matematisk modelkonstruktion som regel bygger på socialfysiske modeller 

108 se eksempelvis G. Gustafsson m.fl. Religiös förändring i Norden, Stockholm 1985. 

109 Ofte kvalitative. 

110 Se Wilson, op.cit. 1987. 

55

af enkle, lukkede systemer. Denne pointe er korrekt, men det er diskutabelt om 

sociale systemer blot skal karakteriseres som lukkede eller åbne, eller om de 

snarere skal karakteriseres ved deres permeabilitetsgrad. 111 Fortalerne for 

kvantificeringen betoner varians og kovarians fremfor enkel (mekanisk) 

kausalitet. De kan have ret i, at variabelsproget har en fleksibilitet, som ofte er 

hensigtsmæssig, men argumentet bygger på en forenkling af kausalproblemet og 

samvariationen ikke kan påvise kausale potentialer og processer, som bemærket 

af blandt andet Sayer. En kvantificeret variabelanalyse kan 

kun påvise forandring; en kvalitativ analyse er 

nødvendig for at afdække de kausale mekanismer. Selvom 

variabelanalysen ikke besvarer kausalspørgsmålet, kan 

den imidlertid udgøre et nødvendigt supplement til 

historisk-kvalitative kausalstudier. Kvantificeringen gør det 

muligt at efterprøve antagelserne ved en stokastisk falsificeringsprocedure. Det 

er ofte hensigtsmæssigt at udtrykke sociologiske generaliseringer i 

sandsynligheder fremfor at formulere dem deterministisk, men dette tilsiger ikke 

nødvendigvis kvantificerede målinger. 

De statistiske tests hviler ofte på en hypotetisk-deduktiv argumentation, 

som støtter sig til Poppers falsifikationisme. Den kritiske realismes indvendinger 

mod deduktiv teoribygning synes dermed at ramme hele test-teoriens fundament. 

Men hertil er at indvende, at selvom hypotesetest ikke kan betragtes som en 

universel procedure, kan den i visse tilfælde være videnskabeligt velbegrundet, 

og desuden kan hypoteseprøvningen betragtes som et særtilfælde af en generel 

decisionsteori, der også omfatter en abduktiv beslutning om hvilken af de 

foreliggende teorier, som de empiriske resultater passer bedst sammen med 112 . 

Det burde være en selvfølge, at korrelationer ikke fremstiller årsagsforhold, men 

analyser af betingede korrelationer kan benyttes til at indkredse plausible 

kausalhypoteser. På tilsvarende måde burde det være en selvfølgelige, at 

regressionsanalyser ikke afdækker de kausale mekanismer, men blot anfører 

styrken af en formodet effektsammenhæng. De statistiske metoder kan således 

ikke benyttes til at dokumentere selve kausalmekanismen. Deres væsentligste 

styrke er at påpege de ikke-intuitive følger af komplekse relationer. Når Sayer 

henviser til "den økologiske fejlslutning", er der tale om en intuitiv fejlslutning, 

111 Dette er der, så vidt jeg kan gennemskue det, også forståelse for hos Bhaskar og Archer. 

112 på grundlag af Bayes´ teorem, for en elementær indføring, se f.eks. J, Freund & F. 

Williams: Elementary Business Statistics, London 1977 kap. 9. 

56

som netop statistiske modeller er velegnet til at påpege 113 . På tilsvarende måde 

kan en statistisk analyse gøre det forståeligt, at en samvariation mellem to 

fænomener i den samlede befolkning kan have en anden retning end 

samvariationen indenfor de kategorier, som befolkningen opdeles på. De 

statistiske modeller kan benyttes til at udlede "hvis-så"-simulationer for bestemte 

typer af sociale fænomener. I disse tilfælde kan de benyttes til at afveje 

forskellige forklaringsmodellers plausibilitet, men ikke til at afgøre deres 

definitive sandhed. 

3. Diskussion af kvalitative metoder 

Medens de kvantitative metoder i positivistisk regi udvikles ud fra rigoristiske 

retningslinjer, bestemmes de kvalitative metoder af studieobjektet, konteksten og 

den enkelte forskers dispositioner og opfattelsesevne. Der kan gives 

håndværksmæssige retningslinjer for et dybdeinterview eller et feltarbejde, som 

retningslinjer for interviewguider eller feltdagbøger eller observationsrapporter. 

Men det er lettere at udpege kvalitative metodefejl ex post facto end at give 

positive retningslinjer ex ante. 

De kvalitetskriterier som generelt accepteres for de kvantitative metoder, 

validitet, reliablitet, repræsentativitet, generaliserbarhed, afvises undertiden som 

irrelevante for de kvalitative metoder. I S. Kvales grundbog i kvalitative 

interviews 114 afvises validitet, reliabilitet og generaliserbarhed som fremmedord, 

der hørte en moderne periode til, og som baseres på en positivistisk 

korrespondensteori om sandhed. 115 Kvale kan godt se risikoen for, at en 

afvisning af disse kriterier kan lede til vilkårlighed, og han sætter derfor 

"håndværksmæssig" kunnen som kriterium. Men dette er en skinløsning, for 

problemet er, hvordan man kan skelne godt videnskabeligt håndværk fra fusk. 

Det kan tilføjes, at korrespondensopfattelsen findes i mange varianter, der ikke 

alle kan karakteriseres som "positivistiske". 116 

113 Hvad Danermark et.al. er opmærksom på. 

114 InterView - Det kvalitative forskningsinterview, København 1994 kap. 13. 

115 Kvales opfattelse af validitetsbegrebet er meget forenklet i forhold til den gængse 

sociologiske opfattelse, se "Validitet" i: H. Andersen m.fl.Leksikon i sociologi, København 

1998. 

116 for eksempel vil det være en anakronisme at kalde Thomas Aquinas "positivist". 

57

En tilsvarende total afvisning af disse kvalitetskrav findes hos B. Eneroth 117 . 

I dette tilfælde er det begrundet i overvejelser om de kvalitative og kvantitative 

metoders erkendelsesteoretiske grundlag. Eneroth betragter de kvantitative 

metoder som udtryk for en logisk-deduktiv erkendelsesstrategi, hvor han i stedet 

foreslår en begrebslig-induktiv. Den går ud fra en observation af et fænomen i 

virkeligheden og søger at indfange det med et karakteriserende begreb. 

“..problem med validitet, reliabilitet, precision, representativitet hos urvalet samt 

kontroll med ovidkommande variabler endast är den kvantitative metodes 

problem” 118 Således er lav reliabilitet ligefrem ønskeligt i en kvalitativ 

undersøgelse. “Den kvalitative forsknings mål är att blotlägga en mängd 

kvaliteter som relativt väl fångar in det centrale hos en viss företeelse...” 119 

Denne model forudsætter dels en helhedsopfattelse på virkeligheden og dels, at 

forskeren forholder sig til sit emne i en subjekt-subjekt-relation. Eneroth opstiller 

ikke klare, alternative kvalitetskriterier, men blandt andet indføres i stedet for 

validitet et gyldighedskrav “om varje tydliggjort observation täcks av nogon 

kvalitet i det begrepp jag slutligen ställer upp.” 120 . Vanskeligheden er, at der ikke 

skelnes mellem forskellige betydninger af validitet eller gyldighed. 

Begrebsvaliditet afhænger mere af den deduktive eller induktive tilgang end af et 

korrespondenskrav. Visse fortalere for kvalitative metoder, som Eneroth, er 

tilsyneladende ikke opmærksom på de problemer, som essentialismen og 

induktionismen indebærer. 

Idet man forlader den naive realismes epistemologi, skal de kvalitative 

metodikker specificere alternative sandhedskriterier og kvalitetskrav. Kvalitative 

empiriske undersøgelser undslipper ikke en form for gyldighedskriterium, hvis 

de skal kunne skelne mellem korrekte og fejlagtige beskrivelser, fortolkninger og 

analyser. Kendte lærebogsforfattere og anerkendte feltforskere som blandt andet 

Burgess 121 understreger, at kvalitative undersøgelser skal tilstræbe frihed for 

"bias" og kontrollere undersøgelsesresultaternes interne og eksterne validitet. 

Uden et gyldighedskriterium rummer feltrapporterne blot den enkelte 

observatørs private indtryk, som kun kan vurderes ud fra forfatterens 

117 Hur mäter man "vackert"? Stockholm 1984 

118 op. cit. s. 65. 

119 op. cit. s. 76. 

120 op. cit. s. 59. 

121 In the field, London 1984. 

58

tilsyneladende oprigtighed, men ikke ud fra skildringens overensstemmelse med 

de faktiske forhold. Kvalitative metoder rummer en særlig risiko for relativisme 

og subjektivisme. Hammersley er ligeledes en anerkendt kvalitativ metodiker, 

som understreger risikoen for "bias" ved kvalitative metoder. Det er imidlertid 

vanskeligt at fastlægge, hvad der skal betragtes som "bias" med mindre man 

vender tilbage til en naivt realistisk korrespondensteori, der går ud fra, at man vil 

nå frem til den objektive sandhed, hvis man blot følger de korrekte metodiske 

procedurer, uden at lade sine personlige værdier farve fremstillingen. For at 

undgå de uklare associationer i "positivisme"-begrebet kalder Hammersley og 

Gomm 122 den opfattelse, at korrekt udført forskning vil føre til konklusioner, hvis 

gyldighed automatisk følger fra det "givne" i de data, som de er baseret på, for 

"foundationalism". Denne opfattelse kan også forekomme i forbindelse med 

kvalitativ forskning. I kvantitativ forskning henviser bias ofte til systematiske 

målefejl, hvor det i kvalitative studier ofte henviser til en tendentiøs fortolkning. 

Nogle kvalitive forskere er tilbøjelige til at afskrive hele diskussionen om 

sandhed og validitet, og endog betragte det personlige engagements bias som 

positivt. Hammersley advarer mod de radikale epistemologier, der hævder, at 

"alle beretninger er præget af bias". Relativismen hævder, at vi lever i en verden, 

som omfatter en mangfoldighed af realiteter, og sandhed omdefineres dermed 

som konsensus indenfor et bestemt fællesskab. Den indre modsigelse i 

spørgsmålet om de relative udsagns sandhedsværdi medfører, at relativismen 

svinger mellem tolerance og dogmatisme, hævder Hammersley. Han skelner 

mellem beretningerne og de fænomener, de fremstiller, men understreger, at det 

ikke er et skel mellem sprog og virkelighed, for sproget er en del af 

virkeligheden. Han afviser både den stærke form for konstruktivisme, der 

hævder, at fænomenet skabes med forskerens beretning, og den 

metodefundamentalisme ("foundationalism"), der mener, at beretningerne er 

indtryk, som verden indgyder. Hammersley støtter en modificeret form for 

konstruktionisme, som hævder, at forskerens beretning konstituterer eller 

konstruerer de skildrede fænomener, men vel at mærke under den betingelse, at 

beretningen ikke er i modstrid med tilgængelige beviser om relevante 

fænomener. Da vi ikke har direkte adgang til fænomenerne, må vi foretage 

vurderinger af bevisernes plausibilitet og troværdighed. Forskersamfundet har en 

afgørende rolle ved at vurdere beretningernes sandhedsprætentioner ud fra meget 

122 Bias in Social Research, Sociological Research Online, 2,1 1997. 

59

skeptiske kriterier om plausibilitet og troværdighed. Der tales undertiden om 

"observatør-triangulation" når observationer kontrolleres ved at konfrontere flere 

synsvinkler. Vurderingerne er ikke så enkle, som tilhængere af 

metodefundamentalismen formoder. Vi må skelne mellem fejl i procedure og 

konklusion, mellem systematiske og tilfældige fejl, mellem 

fordømmelsesværdige og undskyldelige fejl, mellem motiverede og umotiverede 

fejl, mellem bevidste og ubevidste fejl. Disse kriterier indgår som ledemotiver i 

den fagdiskurs, hvor forskeren må søge at overbevise forskersamfundet om 

plausibiliteten og troværdigheden i undersøgelsens forudsætninger, metodevalg, 

observationer og konklusioner. 123 Pointen med denne drøftelse er at fremhæve, at 

de kvalitative metoder ikke kommer udenom en validitetsdiskussion, hvis de 

hævder at udsige noget om en virkelighed, men at validitetskriterierne ikke blot 

omfatter"systematiske målefejl". 

Der findes adskillige forsøg på at formulere 

alternative kriterier for kvalitative metoder, som 

M.B. Miles og A.M. Hubermans 124 

. Forslagene munder ofte 

ud i nye begreber, som fastholder de samme 

epistemologiske grundspørgsmål. Hvad enten der tales 

om "intern validitet" eller "troværdighed" eller 

"autenticitet" gælder overvejelsen om der er 

overensstemmelse mellem forskerens erklærede sigte og 

den anvendte fremgangsmåde. Hvad enten der tales om 

"ekstern validitet", "generaliserbarhed", 

"overførbarhed" eller "fittingness" gælder 

overvejelserne om resultaterne kan overføres på andre 

populationer eller situationer; og hvad enten der 

tales om reliabilitet, pålidelighed, eller 

"dependability" gælder overvejelserne om 

observationerne eller fortolkningerne er konsistente 

og stabile. Når nogle metodikere afviser, at 

validitetskravet gælder for kvalitative studier, og 

erstatter det med krav om metodisk 

håndværksmæssighed 125 

, minder det om visse neo- 

123 Hammersleys argumenter for at fastholde kriterier for "bias" minder om Giddens´ og de 

kritiske realisters. 

124 Qualitative Data Analysis, Thousand Oaks, 1994. 

125 

Som Kvale, men også Y. Lincoln og E. Guba: Naturalistic Inquiry, 

Beverley Hills 1985. 

60

positivisters forsøg på at give et instrumentalistisk 

svar på problemerne med den realistiske ontologi. 

Håndværkskriteriet er således ikke knyttet specielt 

til kvalitative metoder. Valideringen af kvalitative 

undersøgelsesresultater sker typisk med former for 

triangulation: Det kan være ved at følge undersøgelsen 

op med yderligere informationer fra den samme 

målgruppe, med andre typer af oplysninger om 

målgruppen, eller ved at konfrontere resultatet med 

udfald af andre undersøgelser med mere eller mindre 

ændrede metoder. 

Nogle metodikere hævder, at kvalitative data kan 

opnå højere validitet end kvantitative. Et af 

argumenterne er, at forskeren kommer tættere på 

informanterne og dermed bedre forstår deres motiver og 

tænkemåde. Dertil skal bemærkes, at denne nærhed er 

ikke i sig selv nogen garanti for at informanterne 

åbner sig for forskeren, eller at denne bliver bedre i 

stand til at forstå dem i kraft af 

undersøgelsesmetoden. Ustrukturerede interviews og 

fleksible feltobservationer kræver et særligt 

medmenneskeligt gehør, og i nogle tilfælde medfører 

nærheden forstillelser og misforståelser. 

Desuden hævdes det, at kvalitative metoder er 

tættere på virkeligheden i kraft af deres naturlighed 

end kvantitative metoder. Dette argument hviler 

interessant nok på en korrespondensbetragtning, som 

deles af mange kvantitative metodikere. Hertil kan 

indvendes, at et dybdeinterview næppe kan betragtes 

som en naturlig samtale, og at et feltarbejde, der 

involverer en observatør, dermed rummer et 

fremmedelement. I særdeleshed i de sociologisk 

væsentlige krisesituationer, der afslører gruppens 

beslutningsdannelse, er det vanskeligt for 

observatøren at stille sig passiv og neutral. Denne 

holdning kan endda virke provokerende og få afgørende 

indflydelse på beslutningsprocessen. 

Kravet om reliabilitet eller pålidelighed er knyttet til en målsætning om 

registreringernes reproducerbarhed. Kravet tilsigter, at der fremkommer samme 

registrering ved gentagne observationer, og at forskellige observatører skal 

fremkomme med overensstemmende registreringer. Dette krav er imidlertid kun 

61

imeligt i forbindelse med registreringer af fænomener, som er 

kontekstuafhængige. Det er således rimeligt at fordre, at registreringen af en 

persons højde og vægt indenfor ikke vil variere væsentligt, hvis den foretages 

over et kort tidsrum. Men en række sociale fænomener er kontekstbundne og 

sekvensbetingede. Således er en svarpersonens reaktion på samme spørgsmål 

ikke er konstant fra den første til den tyvende gang, spørgsmålet fremsættes. 

Selvom fortalerne for kvalitative metoder ofte betoner nødvendigheden af 

forskerens refleksivitet, 126 er det konkrete metodevalg sjældent begrundet i 

eksplicitte videnskabsteoretiske og erkendelsesmæssige overvejelser. Det er 

således ikke så ofte, at kvalitative forskere præsentere deres for-domme og 

indvirkning på det univers, de har bevæget sig ind i. Det er ikke vanskeligt at 

udpege eksempler på kvalitative metoder, der baseres på forudsætninger, der er 

positivistiske eller behavioristiske, og dermed burde rammes lige så hård af 

positivisme-kritikken som de kvantitative metoder. Bestræbelsen på at observere 

og skildre "forholdene som de er", objektivt og værdifrit, under 

erkendelsesteoretiske forudsætninger om korrespondence mellem perception og 

virkelighed, indebærer ikke nødvendigvis en anvendelse af kvantificerede 

metoder og en ambition om at påpege nomotetiske lovmæssigheder. Med 

anvendelse af kvalitative metoder undgår man anvende matematik som 

objektiviseret universalsprog, men metodevalget rummer ikke nogen garanti for 

at undgå de øvrige videnskabsteoretiske problemer, som positivismekritikken 

påpegede. 

Det er hensigtsmæssigt at foretage en sondring mellem forskellige typer af 

kvalitative metoder ud fra deres sigte og epistemologi. Allerede en grov opdeling 

på subjekt- og objektorienterede metoder kan bidrage til at nuancere 

diskussionen. Subjektorientrede metoder sigter på at forstå sociale agenters 

motiver og verdensbillede. Webers verstehen, fænomenologien, hermeneutikken 

og etnometodologien er alle udviklet til dette formål. Metodedualismen trækker 

de subjektorienterede metoder frem som repræsentative for den kvalitative 

tilgang. Dermed overses at en række kvalitative metoder er objektrettede, idet de 

tilstræber at beskrive begivenhedsforløb, at afdække falsk bevidsthed, på at 

afklare strukturen i et tekstkorpus og lignende. De objektorienterede, kvalitative 

metoder har ofte et epistemologisk udgangspunkt, som minder om kvantitative 

metoders. 

126 som Cicourel - eller, for at vendte tilbage til hermeneutikkens grundlag, Gadamer. 

62

Kvalitative undersøgelser tilstræber som regel ikke statistisk 

repræsentativitet, men deres videnskabelige relevans afhænger af, at de kan 

opfylde et teoretisk repræsentativitetskrav, idet det valgte case omfatter en 

væsentlig konstellation af kendetegn. En induktiv fortolkning af et helt tilfældigt 

case er uinteressant for såvel den almene offentlighed som den videnskabelige 

indtil casets teoretiske relevans begrundes. De kvalitative metoders 

karakteristiske åbenhed indebærer, at de ikke kan udsættes for den samme 

diskussion af metodens logik som de kvantitative metoder. Således er det 

karakteristisk, at surveyundersøgelsernes præcist formulerede spørgsmål ofte er 

udsat for omfattende kritik, for deres præmisser er så klare, at en kritik er mulig. 

Det er sværere at udsætte kvalitative interviewguider for en tilsvarende kritik, 

fordi det er vanskeligere at præcisere betingelserne for en dialogiske åbning, der 

kan bibringe forståelse af en interviewpersons univers. 

Overvejelserne om kvalitative undersøgelsers generaliseringsevne kan kun 

bestemmes ud fra det gyldighedsrum, forskningsprojektet udtaler sig om. Et 

projekt kan tilsyneladende undslippe dette problem ved at afstå fra alle 

generaliseringer og indsnævre gyldighedsrummet til selve det empiriske case. 

Det kan betragtes som interessant, hvis casematerialet er meget prægnant (som et 

interview med paven eller USAs præsident) eller er udtryk for et teoretisk 

relevant ydertilfælde. Men hvis casematerialet virker valgt ud fra 

forhåndenværende søms princip, vil et udvidet gyldighedsrum være 

forudsætningen for, at undersøgelsen forekommer interessant for andre end de 

direkte involverede. I mange kvalitative undersøgelser omgærdes 

gyldighedsrummet af diffuse forbehold. Det gør det selvsagt vanskeligt at 

vurdere, om observationerne faktisk kan støtte de generaliseringer, som 

konklusionerne antydningsvis lægger op til. 

En af fordelene ved kvalitative metoder er deres fleksibilitet. Medens 

kvantitative undersøgelser som regel er bundet til en fastlagt køreplan for 

udvælgelse, dataindsamling og analyse, er der som regel mulighed for at omstille 

arbejdsformen i en kvalitativ undersøgelse. Dette kan være værdifuldt i 

projekter, hvor der er en markant udvikling i erkendelsen om emnet. Således vil 

det være muligt at anvende metoder i projektets første fase, der er egnede til 

eksplorative studier, men at skifte over til metoder, der passer til beskrivende 

formål, for derefter at skifte til metoder, der er egnede til at påvise 

kausalforbindelser. Flere feltstudier anvender denne strategiske linje, som 

begynder med åbne og fleksible metoder for at ende med kontrollerede 

63

metoder. 127 Udnyttelsen af denne fleksibilitet forudsætter, at forskeren/ne kan 

gøre status for erkendelsesudviklingen og de skiftende målsætninger. 

Kvalitative metoder tillader i højere grad end kvantitative forskeren at træde 

i forgrunden som forskningsinstrument. Observationer forudsætter en 

menneskelig observatør, og observatøren vil altid have en bestemt synsvinkel, 

som er præget af bestemte værdier, interesser og en faglig ballast. Analysen vil 

ikke frembringe en objektiv sandhed, men en fortolkning af en social 

virkelighed, der bæres af en socialt konstrueret virkelighedsforståelse. 

Erkendelsen af forskningens refleksivitet er et tema, der går igen i hele den efterpositivistiske 

metodelitteratur fra etnometodologerne til Bourdieu, Giddens og de 

kritiske realister. Enigheden hører imidlertid op, når konsekvenserne af 

modpositionen skal drages. En radikal subjektivistisme og relativisme er også 

kritisabel, så spørgsmålet bliver hvor og med hvilken begrundelse, der skal 

bremses op for rekylbevægelsen mod den anden grøft. 

Idet forskeren træder frem fra passivformernes tilsløring i rapporten, bliver 

dens refleksive erkendelsesproces også tydeligere. Ved dybdeinterviews eller 

feltstudier er det næppe muligt at opretholde en subjekt/objekt-distinktion. 

Dybdeinterviewet er en sam-tale og feltarbejdet er et sam-spil, hvor forskeren 

selv indgår i og sætter præg på forløbet. Kvalitative studier forudsætter normalt 

en tæt "rapport" mellem forskeren og de studerede agenter. Det er imidlertid ikke 

altid klart, om denne rapport er lykkedes - set med agenternes øjne. Hermeneutik 

er en kunstart snarere end en teknisk metode, og det er ikke alle forskere, som 

har fingerspidsfornemmelse eller et troværdigt kropssprog i forhold til projektets 

målgruppe. En refleksiv metode må blandt andet forudsætte, at man afdækker 

agenternes opfattelse af, hvordan forskeren har indvirket på deres selvopfattelse 

og handlemåde. Men det er sjældent, at disse selvkritiske led i en kvalitativ 

undersøgelse lægges frem. 

127 Blandt andet et feltstudie af nøgenbadestrande (Douglas et. al. The nude beach, Beverley 

Hills, 1977) som begyndte med "naturlig interaktion" og via interviews endte med "naturlige 

eksperimenter" i feltet. 

64

De kvalitative metoders fokusering på forskeren leder let til et 

subjektivistisk perspektiv. Men selv om der ud fra den enkelte forskeres 

synsvinkel er tale om en subjektiv erkendelsesproces, og selv om mange 

kvalitative studier båret af en enkelt forsker, er denne alligevel synsvinkel for 

snæver. Forskeren udgår fra et forskermiljø, hvis rutiner og standarder præger 

arbejdet, og rapporten skrives først og fremmest med henblik på den 

kollegiale evaluering i miljøet. Karrieren og de fremtidige bevillinger 

afhænger af, at rapporten er fundet troværdig af fagfællerne. Kontrollen 

gælder blandt andet de metodiske procedurer, som er mest rigide ved 

kvantitative undersøgelser; men der gælder også proceduremæssige 

standarder for kvalitative undersøgelser, og ved nogle problemstillinger kan 

de være meget stramme. 128 Undertiden foretages den kvalitative undersøgelse 

af et team, og den indbyrdes kontrol bliver en væsentlig garant for 

observationernes og fortolkningernes holdbarhed. Teamarbejdet har 

indbygget metodisk refleksivitet i og med, at dets medlemmer skal forklare 

og begrunde deres fortolkninger. Selv i forbindelse med den ensomme 

feltarbejder på den fjerne Stillehavsø er forskerkollektivet til stede som et 

usynligt over-jeg, der bremser op for fristelsen til "going native". 

Fremhævelsen af den individuelle forsker som det kvalitative studies 

fixpunkt er således misvisende. Den enkeltstående forskers enkeltstående 

projekt er først videnskabeligt relevant, idet det inddrages i fagmiljøets 

diskurs. Denne pointe løsner samtidig op for dualismen mellem på den ene 

side det objektivistiske erkendelsesideal i positivismen og på den anden side 

den subjektivistiske udfordring i og med, at den samfundsvidenskabelige 

erkendelse knyttes til en intersubjektiv instans. En intersubjektiv erkendelse 

rummer selvfølgelig foranderlighed og risiko for konventionalisme; men den 

er dog stadig mere fast forankret end rent subjektive erkendelser, idet det 

indebærer en forpligtelse til at søge at overbevise kollegerne med 

dokumentation, demonstration og argumentation. 

4. Sondringen mellem kvalitative og kvantitative metoder 

Sondringen mellem kvantitative og kvalitative metoder er ret vag og arbitrær. 

Kvantificeringen forudsætter, at der kan bestemmes en standardiseret enhed. 

Men brugen af tællelige standardenheder er ikke nødvendigvis baseret på en 

128 Der er for eksempel faste filologiske retningslinjer for oversættelser. 

65

underliggende positivisme eller en reduktionisme. Indplaceringen af en social 

agent i en typologi som en tællelig enhed udtrykker naturligvis ikke alt 

væsentligt om denne. Der findes ganske vist en naiv form for kvantitativ 

sociologi, der betragter samfundet som sammensat af tællelige taxonomiske 

kategorier. Den kan med rette kritiseres for at rumme en teknokratisk 

ideologi. Imidlertid rammer denne kritik ikke berettigelsen af en mere 

reflekteret anvendelse af kvantitative analyser. En dækkende analyse af 

menneskers vilkår i moderne samfund må nødvendigvis inddrage de sider af 

samfundslivet, som er bestemt af en standardiseret kvantificering. 

Samfundets centrale institutioner reguleres af standardenheder som folketal, 

penge og antal stemmer. Selv i forbindelse med analyser, som har et 

decideret humanistisk sigte, som at skildre børns opvækstvilkår, er det 

væsentligt at betragte størrelsesorden og fordeling af børnetal, 

familiestørrelse, skilsmissetal, antal pladser på børneinstitutioner, 

ventelisternes omfang, klassekvotienter med videre. På tilsvarende måde må 

en dækkende humanistisk orienteret analyse af den sundhedsregulerende 

reproduktion naturligvis fokusere på befolkningens sygdomsbegreber, - 

forestillinger og -erfaringer, men en væsentlig baggrundsinformation er 

proportioner i det offentlige sundhedsvæsen, som antal læger, 

hospitalspladser, patientdage og sundhedsudgifter med videre. Ser 

sociologien bort fra sådanne størrelser mister den muligheden for at opbygge 

en helhedsforståelse af samfundslivet - og dermed er sociologi som fag på vej 

mod opløsning. 

Det er naivt at se bort fra de kvantitative indikatorer, som har reel 

betydning for det moderne samfunds regulering, men det rummer samtidig en 

risiko for ideologisering, hvis man fokuserer ensidigt på dem og betragter 

dem som fakuelle data. Dermed kan man legitimere dominansen af de 

systemfelter, hvor styringslogikken præges af enkle standarder som penge, 

elevtal eller patienttal. Forudsætningen for at forholde sig kritisk til 

samfundssystemers dominans er, at man erkender standardiseringen og 

samtidig kan se hermeneutisk bagom den. Disse enheder indgår som en 

nødvendig for-forståelse for kvalitative samfundsanalyser. Således er 

forudforståelsen af pengene som sociologisk bestemmende kvantitativ enhed 

baggrund for G. Simmels analyse af "pengenes filosofi" 129 . På tilsvarende 

129 The Philosophy of Money, London 1978, opr. 1900. 

66

måde danner en kvantificeret demografi baggrund for studier af livscyklusser 

eller reproduktionsmønstre. Disse standardenheder er sociale konstruktioner. 

Penge fremtræder som "hårde data", men hviler på en social accept af et 

symbol, hvis flygtighed afspejles i in- og deflationskurverne. Optællingen af 

demografiske kategorier som mænd og kvinder, børn og gamle afhænger 

ligeledes af, hvordan man i et samfund vælger at bestemme typerne. Selv de 

hårdeste data som fødsel og død, har et konstruktionselement, hvilket 

diskussionerne om abort- og dødskriterier viser. Vi kan således konstatere, at 

der bagved kvalitative undersøgelser gemmer sig en forudforståelse om 

samfundet, som inddrager kvantificerede betragtninger - og omvendt. 

Survey-undersøgelser kvantificerer ved at operere med borgere som 

standardiserede enheder. Den bagvedliggende logik er det demokratiske 

valgs. Survey-undersøgelsernes berettigelse, som er bestemmende for 

mediernes interesse, består i at udfolde vælgerbefolkningens synspunkter og 

argumenter. Surveyundersøgelser anvender i reglen metoder, der hviler på en 

rendyrket kvantificering. Fremstillingen af befolkningens betragtninger og 

holdninger hviler på en opregning af frekvenser i taxonomiske kategorier. 

Forsøg på at danne typologier er ligeledes kvantificeret med grundlag i 

samvariationsmål. Men bagved metoderne ligger kvalitative forudsætninger. 

Selve konstruktionen af spørgeskemaet er baseret på antagelser om 

befolkningens sprog. Fortolkningen af svarene forudsætter antagelser om 

befolkningens sociale universer. Der indgår således et uomgængeligt 

hermeneutisk element som forudsætning for kvantificerede surveystudier. 

Risikoen for naiv empirisme og dermed en epistemisk fejlslutning er 

størst i de tilfælde, hvor forskeren analyserer et data-materiale, hvis 

tilblivelsesproces er ukendt. Materialet kan dermed fremtræde som fakta, der 

ikke fordrer hermeneutiske overvejelser. Problemet findes i blandt andet i 

forbindelse med survey-projekter, der overlader dataindsamlingen til 

professionelle bureauer. Hvis forskerne blot sender skemaet til et bureau, og 

modtager en færdig datamatrice, fortrænger man lettere overvejelserne om 

fortolkningsproblemerne. Er forskerne derimod involveret i 

prøveinterviewingen, i interviewerinstruktionen, i de-briefingen af 

interviewerne og i kodeinstruktionen, kan man ikke undgå at blive 

opmærksom på, at talresultaterne afhænger af en hermeneutisk kædeproces. 

De professionelle bureauer er afhængige af markedet og meget prisbevidste, 

og videnskabelig kvalitet er en omkostningsfaktor. Desuden er det ikke alle 

67

ureauer, der er åbne for forskere, der vil kontrollere processen. Der opstår 

ikke sjældent procedurefejl, som bureauet ikke så gerne lægger frem, fordi 

markedsrenommeet er vigtigt. Da surveys er dyre og må financieres eksternt, 

kan forskerne undertiden fristes til at nedtone deres mistanke om 

procedurefejl. Problem er i særlig høj grad aktuelt i forbindelse med 

anvendelsen af officielle statistikker, hvor indsamlingsproceduren ikke altid 

afrapportreres, så forskerne får indblik i, om registreringerne hviler på de 

samme forudsætninger, som forskerne antager. 

De officielle statistikkers "hårde data" er kun "givne kendsgerninger" i 

kraft af, at mennesker har indsamlet og registreret oplysninger. For at fortolke 

oplysningerne korrekt, må man have kendskab til dataindsamlingens proces. 

Oplysningerne fremkommer ikke automatisk som registrering af 

selvforklarende kategorier. De er altid resultat af, at visse organisationer 

stiller spørgsmål, som målgruppen må søge at fortolke. Hvis vi ikke følger 

den sproglige fortolkning, som statistikkens kildepersoner har givet af 

spørgsmålene, kan vi heller ikke forstå de afgivne svar korrekt. 

Disse problemer er ikke særegne brugen af officielle statistikker eller for 

surveys. De er fælles for brug af sekundære kilder i ekstensive undersøgelser. 

Der forekommer tilsvarende vanskeligheder ved indholdsanalyse af 

dagspressen, hvis forskerne ikke har kendskab til redaktionsprocessen. Har 

man kun resultatet, kan det fremtræde som udtryk for en uomgængelig 

fakticitet snarere end som resultat af en selektions- og fortolkningsproces. De 

tilsvarende problemer med brug af historiske kilder er kendte. Hvad der er 

mere overset, er problemerne med at genbruge etnografiske studier eller casestudier. 

Hvis genbrugsforskerne ikke ud fra rapporterne kan gennemskue 

metoderne, kan resultaterne fremtræde som faktuelle data. Resultatet af et 

kvalitativt case-studie afhænger imidlertid af nøgleinformanterne, og en 

etnografisk rapport afhænger desuden af de anvendte tolke. Hvis man 

genbruger etnografiske data uden at reflektere over de mulige fordomme, 

misforståelser og forstillelser i kildematerialet, begår man den samme fejl, 

som de naive brugere af statistikker og survey-data klandres for. 

Når de kvantificerede analyser ser bort fra de hermeneutiske præmisser, 

fremtræder de positivistisk. Der er imidlertid sjældent tale om en gennemført, 

reflekteret logisk positivisme, der søger at knytte de empiriske resultater til et 

teorikompleks med logisk-matematisk stringens. Der er oftere tale om en 

empirisme, som hverken forholder sig reflekteret til de metodiske 

68

forudsætninger eller til den teoretiske integration, men som lader sig nøje 

med at fremlægge en isoleret brik til et ukendt puslespil. En sådan empirisme 

har ganske vist en objektiv fremtrædelsesform, men den havner i den samme 

relativisme som den subjektivistiske idealtype. 

Påstanden om metodernes videnskabsteoretiske uforenelighed bygger på 

normative udsagn om den ideale metodologi, snarere end på konstateringer af 

forskelle i praksis. Metodelærebøgerne fremstiller som regel idealiserede 

fremgangsmåde, som ikke tager hensyn til praktiske begrænsninger, som tid, 

penge, eller personale. Praktiserende sociologer følger sjældent lærebøgernes 

anvisninger, selvom forskningsrapporterne ofte benytter dem im- eller 

eksplicit som referenceramme. 

Diskussionerne om kvantitative og kvalitative 

metoder omfatter ifølge Bryman to temakredse 130 

: Dels 

pågår en erkendelses- og videnskabsteoretisk 

diskussion om den sociale verden karakter og dels 

en teknisk diskussion. I den erkendelsesmæssige 

diskussion hævdes på den ene side, at den sociale 

verden har karakter af en ydre, objektiv realitet, 

som de videnskabelige teorier skal gengive så 

korrekt, dækkende og præcist som muligt, og på den 

anden side, at den sociale verden er en subjektivt 

meningsfuld sproglig konstruktion. Dette indebærer 

på den ene side en realistisk og på den anden side 

en relativistisk virkelighedsopfattelse, samt på 

den ene side en form for korrespondenskriterium og 

på den anden side en form for kohærenskritierium 

for teoriens sandhed. 131 Ifølge Bryman er disse 

grundpositioner imidlertid ikke dækkende for det 

videnskabsteoretiske spektrum. Desuden er en 

realistisk virkelighedsopfattelse ikke nødvendigvis 

ensbetydende med en positivistisk 

videnskabsopfattelse, og den indebærer ikke 

nødvendigvis en bestræbelse på at anvende et 

logisk-matematisk sprog til at fremstille den 

sociale virkelighed. Den epistemologiske diskussion 

trækker skarpe skel mellem kvantitative og 

kvalitative metoder, idet den formoder, at 

130 Quantity and Quality in Social Research, London 1988. 

131 Fremstillingen fremhæver polariseringen, hvorfor konsensuskriteriet ikke inddrages. 

69

metodevalget er fast forankret i en erkendelses- og 

videnskabsteoretisk position. En metodisk 

fleksibilitet betragtes som udtryk for en 

ureflekteret position eller for eklektisme og 

kætteri. Den tekniske diskussion forholder sig 

pragmatisk. Metodevalget er en praktisk beslutning 

om et forskningsproblem. Den tekniske diskussion 

overvejer således kun, om kvantitative eller 

kvalitative metoder er hensigtsmæssige i forhold 

til emnet og det teoretiske udgangspunkt, men 

udelukker ikke a priori bestemte metoder som 

erkendelsesmæssigt og videnskabeligt uholdbare. 

Diskussionerne om sociologiens metodegrundlag foregår således 

skiftevis på et videnskabsteoretisk niveau med et filosofisk grundlag og på et 

teknisk niveau med et praktisk sigte. Diskussionen overser ofte forskellene på 

at diskutere metoder videnskabsteoretisk og teknisk. Der er således væsentlig 

forskel på karakteristikken af de metodiske positioner på de to niveauer. På 

det videnskabsteoretiske niveau diskuteres positionerne som idealtyper. 

Sigtet er at afdække de videnskabsteoretiske antagelser bag metoderne og at 

rendyrke deres argumentationsgrundlag, så de logiske konsekvenser kan 

følges op in extremis. Disse diskussioner påpeger problemer ved visse 

grundantagelser, men de viser kun indirekte frem til løsningsforslagene. 

Diskussionsdeltagerne på dette niveau er ofte filosofisk skolede og 

gennemfører skarpsindige argumentationer, men de har sjældent praktisk 

erfaring med empirisk forskning. De idealtypiske positioner udtrykker 

forbilleder eller skræmmebilleder, men forbillederne kan man ikke leve op 

til, og skræmmebillederne virker ofte urealistiske. På det tekniske niveau er 

overvejelserne mere præget af afvejninger af de mange kompromiser, som 

enhver praktiker erkender er nødvendige. I den tekniske diskurs er 

metodepositionerne realtyper, som rummer erkendte indre modsigelser. For 

pragmatisk orienterede forskere kan diskussionerne på det 

videnskabsteoretiske niveau virke irrelevante, medens diskussionerne på det 

tekniske niveau kan virke uafklarede for de filosofiske debattører. Den 

metodologiske udfordring består i at klargøre distinktionen mellem de to 

niveauer og at opretholde dialektikken imellem dem, så man på den ene side 

kan undgå at den videnskabsteoretiske diskussion bliver indholdsløs, og på 

70

den anden side at den tekniske diskussion bliver perspektivløs. 132 

De epistemologiske positioner peger tilsyneladende ikke frem mod 

specifikke metoder. De kan højst udelukke nogle metoder som inadækvate i 

forhold til positionens erkendelsesmæssige mål. Neopositivismens 

idealisering af matematik udelukker ikke, at forskningen inddrager kvalitative 

data. Tværtimod leder dette ideal til bestræbelser på at anlægge 

kvantificerede analyser på kvalitative data. Der findes utallige eksempler på 

kvantitative analyser af kvalitative data, fra både humaniora og 

samfundsvidenskab, og resultaterne er ikke altid banale. Omvendt udelukker 

en etnometodologisk grundposition ikke, at man analyserer kvantitative 

statistik, men analyseformen er meget forskellig fra statistikernes. De 

officielle statistikker betragtes i så fald ikke som "objektive data", men som 

konstruerede oplysninger, der fremkommer gennem spørgsmål og 

besvarelser, der forudsætter fortolkninger hos begge parter. Således 

fremtræder etnometodologiske studier af statistikproduktion umiddelbart som 

stærkt kritiske overfor brug af sådanne taloplysninger, men netop denne form 

for kritik kan bidrage til at gøre brug af statistik sociologisk meningsfuld. 

Metodedualismen bunder i to vidt forskellige opfattelser af, hvad der er 

sociologiens mål, og hvilket universalmiddel der er passende. Metodebatten 

fokuserer på spørgsmålet, om den sociale verden skal studeres som et 

objektivt, naturvidenskabeligt fænomen, eller om den skal studeres ud fra 

agenternes hensigter og opfattelser. Begge parterne i den polariserede 

diskussion hævder at give et svar, som har gyldighed for hele sociologien. 

Men netop adskillelsen af de kvantitative og kvalitative metoder kan 

forhindre sociologer i at opstille nye mål og søge at realisere dem. Jette Fog, 

som især praktiserer kvalitative studer, har udtrykt en klar kritik af 

metodedualismen på pragmatisk grundlag. Et principielt valg af metode 

uafhængigt af det, den skal bruges til, udtrykker en "selvstændiggørelse", 

“som er farlig, fordi den kan medføre (og har medført), at man kun 

undersøger det, som kan undersøges med den pågældende metodik, eller 

forsøger at tvinge sig igennem med den pågældende metode på trods af, at 

den er uegnet.” 133 

132 

Dette er ret beset endnu en variant over Kants velkendte pointe om den blinde filosofi 

versus den tanketomme empiri. 

133 Om kvalitativ metode i: T. Broch et al. (red.) Kvalitative metoder i dansk 

samfundsforskning. Nyt fra samfundsvidenskaberne 50, 1979 s. 31. 

71

Det er denne faglige monopolisering, som D. Layder udfordrer. 134 Med 

støtte i en realistisk ontologi hævder Layder, at den sociale verden omfatter 

tre indbyrdes forbundne men selvstændige domæner: det subjektive og det 

objektive med det intersubjektive som formidlende. 135 Med støtte i den 

kritiske realismes (M. Archers) emergentisme hævder han desuden, at de 

forskellige aspekter eller dimensioner ved den sociale realitet har deres egne 

"emergente" egenskaber. Derfor foreslår han en epistemologisk pluralisme, 

som ikke må forveksles med en relativisme. Den sociale virkelighed har både 

systemiske og intersubjektive aspekter, som må begribes med en 

objektivistisk og en humanistisk eller fænomenologisk epistemologi 136 . 

Udfordringen består i at forbinde disse sammen uden at ende i en 

empiricistisk korrespondensteori eller rationalistisk koherensteori. 

Giddens´ strukturationsteori påpeger problemet med skyggekrigen (the 

"phoney war") mellem fortolkende og institutionelle analyseformer, men han 

anerkener ikke domænernes relative uafhængighed. Giddens foreslår at sætte 

metodisk parentes om enten agent- eller systemsiden, men dermed vender 

han i praksis tilbage til den dualisme, som strukturationsteorien ville 

overvinde. Layder foreslår i stedet, at system og livsverden opfattes som 

forbundne, men relativt adskilte domæner, der hensigtsmæssigt bør studeres 

empirisk med forskellige metoder 137 . I forbindelse med de psykobiografiske 

og intersubjektive fænomener er humanistiske/fænomenologiske metoder 

relevante. Men den sociale virkelighed er ikke en simpel sammensætning af 

folks meninger, erfaringer og subjektive forståelser, men konstitueres delvist 

af forholdsvis upersonlige systemiske træk, som udgør de givne betingelser 

for folks hverdagsliv 138 . En væsentlig komponent ved de systemiske 

elementer er deres iboende tilknytning til magt-, kontrol- og 

dominansforhold. Nytten af magtbegreber afhænger ikke af, om folk erkender 

og anerkender dem, men om de kan belyse de områder af det sociale liv, som 

134 The reality of social domains: implications for theory and method, i: T. May & M. 

Williams: Knowing the Social World, Buckingham, 1998. 

135 Denne sondring har paralleller i opdelingen på mikro, meso og makroanalyser, på 

agent- og strukturanalyser og på livsverdens- og systemanalyser. 

136 op. cit. s. 91 

137 Han følger således Habermas. 

138 op. cit. s. 95. 

72

de henviser til. Layders pluralistiske epistemologi åbner for en metodisk 

triangulation. “Empirical data are understood as implicated in lifeworld and 

system characteristics at different and discernible levels of social reality” 139 . 

Dette er imidlertid en åbning, der tilskriver bestemte metoder til bestemte 

typer af formationer. Det kan diskuteres, om triangulationerne ikke kan 

række videre. 

Bryman hævder, at metoderne har en større selvstændighed, end de 

videnskabsteoretiske kommentatorer medgiver 140 . De kan anvendes i 

forskellige sammenhænge med henblik på forskellige formål. Pointen er 

tilsyneladende banal i og med, at vi alle ved, at et værktøj kan benyttes til 

mange andre formål end dem, det er indrettet på. Ved at påpege metodernes 

relative autonomi i forhold til epistemologien var det nærliggende at drøfte de 

relative bindinger, som epistemologierne indebærer. 

Metoder, der hviler på indbyrdes modsigende 

grundforudsætninger, kan selvfølgelig ikke 

kombineres. Hvis metoderne hviler på fundamentale 

modsigelser med hensyn til ontologi, antropologi, 

videnskabsteori eller videnskabelige mål, er 

metodetriangulation logisk udelukket. Metoderne kan ikke 

kombineres vilkårligt, men en metodetriangulation må bero på metateoretiske 

overvejelser om forudsætningernes overensstemmelse. 

Når Sayer og Danermark kan gå ind for en "kritisk metodepluralisme", 

hænger det sammen med, at de tager udgangspunkt i en metateori, den 

kritiske realisme. Den søger at trænge ned til de generative årsagsmekanismer 

i det "reale" dybdeniveau. Dette forudsætter, at man fremlægger de 

umiddelbare erfaringer på det empiriske niveau og derpå påviser 

begivenhedsforløbet på fakticitetens niveau. Analysen og syntesen 

forudsætter, at en kombination af metoder. Der er i særdeleshed tale om en 

kombination af ekstensive metoder, der skildrer et fænomens udbredelse i en 

population, og dermed fordelingen af de generative effekter, og intensive 

metoder, der skildrer fænomenet kontekstuelt, og som afdækker de generative 

mekanismers samspil. De ekstensive metoder kan være kvalitative og de 

intensive være statistiske. De kritiske realister er absolut ikke afvisende 

overfor brug af kvantitative metoder. Tværtimod hævder Danermark et. al. 

139 op. cit. s. 101. 

140 s. 125 i Quantity and Quality in Social Research, London 1988. 

73

“... att kvantitative metoder kan vara fruktbara och av otvivelaktig värde...” 

141 og at kvantitative metoder endda ofte er nødvendige indslag i 

forskningsprocessen. Man skal imidlertid være opmærksom på de 

kvantitative metoders begrænsninger. Først og fremmest er de baseret på 

dannelse af formelle kategorier ("taxonomiske grupper") og formelle 

relationer, som ikke dækker over mennesker med samme vilkår i 

sammenhængende kausalsituationer. Variabelanalyser kan vanskeligt 

afdække dannelse af meninger eller magtrelationer. Ekstensive studier kan 

derfor ikke alene løse den kausalbestemmende opgave, som de kritiske 

realister stiller sig. Intensive studier kan bedre afdække de generative 

mekanismer, men de er ikke i sig selv tilstrækkelige til formålet, fordi der 

mangler informationer om fænomenets omfang og udbredelse. 

Der kan således udvikles metateorier, som tillader metodekombinationer 

på tværs af den klassiske dualisme. Den kritiske realisme er ikke den eneste 

metateori, som åbner for en metodepluralisme. Denne retning er fremhævet 

her, fordi dens forudsætninger virker gennemtænkte, ikke mindst med 

advarslen mod den epistemiske fejlslutning, som en pragmatisk empirisk 

metodekombination let kunne havne i. Der findes imidlertid også andre bud 

på en metateori, der kunne åbne for en metodekombination. Således leder 

Habermas´ system og livsverden til at operere med to former for metoder, 

hvilket også Layder påpegede. 

Modsigelserne i de metodologiske præmisser er 

ikke altid så fundamentale, som de umiddelbart 

fremtræder i lærebøgerne. Modsigelserne kan 

undertiden løses, idet de kan knyttes til 

forskellige faser, niveauer eller delmål. Således 

synes en induktiv og en deduktiv strategi at 

udelukke hinanden logisk, og disse analyseformer 

kan ikke kombineres simultant, men de kan 

kombineres sekventielt. Det er faktisk helt 

normalt, at et projekt indeholder faser som veksler 

mellem induktion og deduktion. På tilsvarende måde 

synes nomologisk forklaring og subjektiv forståelse 

at udelukke hinanden metodologisk, og de er 

vanskelige at kombinere i et fælles projektdesign. 

Men hvis tilgangene orienteres mod forskellige 

niveauer, for eksempel med forklarende makrostudier 

141 s. 248 i Danermark et.al.: Att förklara samhället, Lund 1997. 

74

suppleret med forstående mikrostudier, kan 

modsigelsen ophæves. 142 

Endelig er det i princippet 

muligt at designe et studie, så dets forskellige 

aspekter tydeliggøres, og der kan vælges metoder, 

der sigter på de specifikke aspekter. 

Vanskeligheden ved sådanne metodekombinationer 

består i at knytte resultaterne sammen. 

Ekskurs: Kvantitative og kvalitative metoder i etnocentrismestudier 

Lad os kort betragte metodevalget til studiet af et aktuelt debatemne, nemlig 

"danskernes" holdning til "indvandrere og flygtninge". Det er et emne, som 

allerede problemformuleringens ordvalg, fremkalder debat. Denne diskussion 

fokuserer udelukkende på metodevalget og koncentreres om tre aktuelle, 

korte diskussionsindlæg fra 1999. 143 To af de tre indlæg repræsenterer 

kvantitative metoder medens det tredje repræsenterer kvalitativ metode. 

Sigtet med denne ekskurs er at illustrere, at metodediskussioner risikerer at 

ende i uløselige problemer, med mindre man griber til at kombinere 

metoderne. 

Der er i særdeleshed ét samfundsvidenskabeligt studie af emnet, som har 

fået opmærksomhed i medierne og blandt politikerne, nemlig Ø. Gaasholt og 

L. Togebys 144 . Det har ikke en klar teoretisk ramme om fordomme eller 

etnocentrisme, og dets forklaringsmodeller for opinionsdannelse er ganske 

vist inspireret af J. Zaller, men de leder ikke til en deduktiv 

modelkonstruktion. Analysegrundlaget omfatter tidsrækker af statistiske 

indikatorer - såsom pressedækning - kombineret med tidsrækker af 

surveyresultater. Gaasholt og Togeby søger at kombinere svar på tematisk 

forbundne spørgsmål til skalaer, men som regel kan de kun konstruere 

skalaer med få items for tidsserierne, fordi formuleringerne ofte ændres i 

surveyundersøgelserne. Indekskonstruktionen er pragmatisk, og den opfylder 

ikke Lazarsfelds krav, men den følges op af validitets- og 

reliabilitetsovervejelser ved sammenligninger med andre indikatorer. Dette 

142 Se Habermas: On the Logic of the Social Sciences, Cambridge 1990 overs. af Zur 

Logik der Sozialwissenschaften, opr. Frankurt a. M. 1970. 

143 Jeg vil således holde de projekter, jeg selv har været involveret i udenfor denne 

diskussion. 

144 I syv sind, Århus 1995. 

75

materiale benyttes til at efterprøve kausalhypoteser med betingede 

korrelations- eller regressionskoefficienter. 

Blandt resultaterne skal i denne diskussion navnlig fremhæves, at 

uddannelse ser ud til at være en stærk forklaringsfaktor, som stadig synes at 

have effekt, når der kontrolleres for en række mulige baggrundsfaktorer som 

alder og erhverv. Lise Togeby, der er professor i politisk sociologi, 

understreger 145 : “Hovedresultatet er, at uddannelsesniveauet er den helt 

afgørende forklaringsfaktor, medens de variabler, der mere eller mindre 

direkte er udtryk for materielle interessemodsætninger i forhold til 

indvandrere og flygtninge eller for forskelle i betalingsevne såsom stilling, 

arbejdsløshed, boligform, tilfredshed med egne økonomiske og 

arbejdsmæssige vilkår og tilstedeværelsen af indvandrere på arbejdspladsen 

eller i nabolaget, alle viser sig at være uden betydning - i hvert fald, når man 

kontrollerer for uddannelse.” Da det er uklart, hvordan og hvorfor uddannelse 

indvirker på etnocentrisme og tolerance, afprøver Gaasholt og Togeby seks 

forklaringer. Deres konklusion er: “det centrale synes at være, at uddannelsen 

øger individets evne til at mestre sit eget liv og ikke til at lade sig skræmme 

af den tiltagende kompleksitet i samfundet. På det intellektuelle område øger 

uddannelsen individets forsvar for urovækkende budskaber, og på det 

følelsesmæssige område reducerer uddannelse individets oplevelse af 

magtesløshed og fremmedgørelse. Ad begge disse veje bidrager uddannelse 

til at skabe tolerance overfor det, som må være nyt og fremmed. Og så ser det 

endda ud til, at der gennem uddannelse sker en direkte indlæring af mere 

tolerante normer.” 146 Blandt de mulige forklaringer indgår også, at de 

veluddannede er dygtigere til at skjule deres modvilje og intolerance overfor 

andre mennesker. Argumentationen er således abduktiv snarere end deduktiv. 

Når Peter Nannestad, der er professor i statskundskab, foretog en 

selvstændig undersøgelse af danskernes holdninger til indvandrere og 

flygtningen, skyldtes det, at han var utilfreds med metoden og følgelig også 

med konklusionen hos Gaasholt og Togeby. Nannestads studie hedder - 

meget sigende - Solidaritetens Pris 147 . Nannestad tager udgangspunkt i en 

specifik teori om social adfærd, rational choice teorien. Fra den udleder han 

145 s. 435 i Politica årg. 31, 4 1999a Hvem sagde videnskabelighed? 

146 op cit. 1995, s. 101. 

147 Århus 1999b. 

76

en række deduktive antagelser og hypoteser på forskellige niveauer. Disse 

konfronteres med et materiale, der dels stammer fra officielle økonomiske 

statistikker og dels fra en tidsrække af surveyundersøgelser. Han konstruerer 

ikke en skala, men operationaliseres holdningen til emnet meget enkelt ved 

den kategori, der svarer "meget bekymret" på et spørgsmål om, hvor vidt 

flygtninge og indvandrere udgør et samfundsproblem. Validiteten af dette 

afprøves ved at korrelere svarene med enkelte andre spørgsmål, når disse 

foreligger i samme undersøgelsesrunde. Nannestad skønner at disse 

korrelationer gør operationaliseringen forsvarlig. Tidsrækken betragtes i sig 

selv som en kontrolforanstaltning, der danner "pooled data" og dermed 

formindsker eventuelle validitetsproblemer. “Logikken er på dette punkt 

præcis den samme som logikken bag konstruktionen af indices på grundlag af 

flere målinger af samme fænomen i et enkelt survey.” 148 . Datagrundlaget 

analyseres i hovedsagen ved komplekse, økonometriske modeller, i lighed 

med dem, der benyttes til økonomiske strategianalyser. Nannestad medgiver, 

at uddannelse udgør en væsentlig faktor, men hans fortolkning af den er 

meget forskellig fra Gaasholt & Togebys. Nannested ser nemlig uddannelse 

som udtryk for socio-økonomisk status, og det er den subjektive økonomiske 

konjunkturudvikling, der ifølge Nannestad er bestemmende for modviljen 

mod etniske minoriteter. Det er med andre ord den oplevede konkurrence på 

arbejdsmarkedet og om velfærdsgoderne, der er afgørende: “..der eksisterer 

en klar sammenhæng mellem Solidaritetens pris, forstået som de økonomiske 

og ikke-økonomiske omkostninger, etniske minoriteters tilstedeværelse 

udløser, og modviljen mod etniske minoriteter i Danmark... 149 Nannestads 

undersøgelse er noget overset i den offentlige debat. Det skyldes måske dens 

indforståede teoretiske og statistiske sprog. I forbindelse med en drøftelse af 

samfundsvidenskabelige metoders grundlag er undersøgelsen 

bemærkelsesværdig ved at levere et mønstereksempel på en videreførelse af 

den positivistisk-kvantitative metodetradition fra Lazarsfeld og Coleman. 

Nannestad kritiserer Gaasholt og Togebys undersøgelse for at savne 

teoretisk stringens - i modsætning til hans egen deduktive modelkonstruktion 

- og for at være metodisk tilbagestående i forhold til hans egne statistiske 

148 n. 15, s. 472 i: Politica årg. 31, 4 1999a Uenighed eller videnskabelighed - en umulig 

symbiose? 

149 op.cit. 1999b, s. 188. 

77

modeller. Omvendt kritiserer Togeby Nannestads operationalisering for at 

mangle validitetskontrol. Analyserne er helt afhængige af, hvor vidt det ene 

spørgsmål, han anvender, måler det tilsigtede. Nannestad svarer ved at 

henvise til, at det spørgsmål, han anvender som indikator, korrellerer 

signifikant med et andet spørgsmål, om ens egen kommune skal modtage 

flere eller færre flygtninge. Derfor konkluderer han: “spørgsmålet om 

bekymring for flygtninge og indvandrere faktisk måler forekomsten eller 

graden af negative holdninger til etniske minoriteter” 150 . Togeby rejser 

spørgsmålet om bekymringen går på indvandrerne eller på 

indvandrerdebatten. En Thulstrup-undersøgelse fra 1998 fulgte spørgsmålet 

om graden af bekymringen op med et åbent spørgsmål om grunden til 

bekymringen, og det hyppigste svar (29%) var “Danskernes modstand”. 

Bekymringen kan med andre ord udtrykke en bekymring overfor 

intolerancen, som ikke selv udtrykker intolerance, tværtimod. Når 

stikprøvegrundlaget for tidsrækken er over 15000, er det ikke svært at finde 

signifikante korrelationer; det er mere overraskende, at der ind imellem ikke 

forekommer signifikans mellem indikatorerne. 151 Nannestads svar på 

validitetsproblemet er, at han bygger på den anførte korrelation. “På dette 

grundlag har jeg skønnet - og spørgsmålet om validitet er i sidste instans et 

skønsspørgsmål - at det var forsvarligt at bruge disse data.” 152 Han tilføjer, 

“LT´s kritik giver mig imidlertid ikke anledning til at revidere mit 

oprindelige skøn. Dertil er hendes præmisser, uanset hendes kategoriske 

formuleringer, for svage.” (sst.) 

Nannestads argumentation er klart deduktiv, og det gør det lettere at 

følge hans udledninger, men det fremgår af hans svar til Togeby, at han ikke 

følger Popper falsifikationisme, men tværtimod formulerer et omvendt 

falsifikationskrav, idet bevisbyrden lægges over på kritikerne. Han 

konstaterer, at det ikke kan afvises, at hans model kan dække de fremlagte 

data, men han overvejer ikke andre forklaringsmodeller. Det kan tilføjes, at 

det store materialegrundlag indebærer, at statistisk signifikans ikke er et 

150 op. cit. 1999b, s.64. 

151 Togeby rejser flere spørgsmål, som har mindre interesse i metodediskussionen. For 

eksempel om, hvorfor Nannestad ser bort fra 1997-tallene i tidsrækken, skøn de modsiger 

hans model. 

152 op. cit. 1999a s. 455. 

78

overbevisende argument, men at man snarere burde overveje forskellige 

modellers relative forklaringskraft. 

Nannestads argumentation er præget af metode-fundamentalisme idet 

han søger at give tekniske svar på de videnskabsteoretiske udfordringer. Det 

bør teknisk bemærkes, at hans indekskonstruktion ikke lever op til 

Lazarsfelds kriterier, og at der er afgørende forskel på at konstruere en 

tidsrække for et primitivt indeks og at konstruere et komplekst indeks for en 

tværsnitsundersøgelse. For at kunne begrunde fortolkningen af svarene og 

kausalforholdene griber Nannestad til hermeneutiske og socialhistoriske 

hjælpehypoteser. Der fremlægges ikke nogen dokumenteret støtte for disse 

hypoteser. Dette ville indebære inddragelse af kvalitative metoder, som 

Nannestad sikkert ikke finder tilstrækkeligt stringente. 

Gaasholt og Togeby taler ligeledes om "forklaringer", men deres 

kausalargumenter bygger på empirisk falsifikation af tænkte 

kausalmekanismer. Gaasholt og Togeby argumenterer, som om de havde 

observeret forskellige uddannelseseksperimenter, medens Nannestad 

argumenterer, som om han havde foretaget feltstudier af, hvordan folk faktisk 

reagerer på at få konkurrence fra fremmedartede mennesker på jobmarkedet 

eller i forhold til den offentlige service. Disse argumenter bygger 

sandsynligvis på usystematiske indtryk fra deres eget hverdagsliv og 

medierne, og muligvis også på læsning af rapporter fra forskellige kvalitative 

studer. Der indgår en refleksiv overvejelse hos Gaasholt og Togeby, medens 

Nannestad synes at formode, at de tekniske procedurer er tilstrækkelig garanti 

for videnskabelighed. Denne position er næppe holdbar, når vi har den 

videnskabsteoretiske kritik in mente. Der er på den anden side ingen grund til 

at frakende Nannestads undersøgelsen enhver videnskabelig værdi. 153 Pointen 

med denne passage er at understrege, at vurderingen af sådanne kvantitative 

undersøgelsers videnskabelige udsagnskraft forudsætter, at de kombineres 

med andre undersøgelsesformer. 

Som eksempel på et kvalitativt bidrag til diskussionen vil jeg inddrage 

Blaabjerg og Fredensborgs kommentar til Gaasholt og Togeby 154 . Det er 

ganske kun tale om et studieprojekt, og undersøgelsen havde ikke til hensigt 

153 Det bør også bemærkes, at Nannestads og Togebys arbejdshypoteser ikke udelukker 

hinanden. 

154 Uddannelse og etnisk tolerance - eller hvad? Dansk Sociologi, nr. 3/10 1999. 

79

systematisk at efterprøve resultaterne hos Gaasholt og Togeby. Den rummer 

imidlertid nogle metodiske træk, som er værd at hæfte sig ved. 

Projektopgaven bygger på dybdeinterviews med studerende fra Aalborg, og 

dermed personer med forholdsvis høj uddannelse. Ifølge forfatterne ville 

respondenterne sandsynligvis blive klassificeret som "meget tolerante", hvis 

de havde deltaget i undersøgelsen. Men ved en nærmere udspørgen fremkom 

“et meget komplekst billede, hvor stereotype forestillinger og fordomme om 

fremmede eksisterer side om side med en liberal og imødekommende 

indstilling til disse.” 155 

Den principielle åbenhed blev modificeret ved konkrete spørgsmål, 

“såsom opførelsen af moskeer i deres by, tendensen til ghettodannelser og 

kriminalitet blandt indvandrere - hvilket de havde tæt inde på livet på grund 

af det nærliggende boligområde.” 156 Når svarpersonerne blev bedt om at 

reagere på den hypotetiske situation, hvor et familiemedlem skulle giftes med 

en person fra et tredjeverdensland, blev religionen ofte nævnt som et 

potentielt problem. Der fremkom således en række forbehold, ligesom 

interviewpersonerne i vid udstrækning talte om flygtninge/indvandrere som 

en ensartet gruppe, der adskiller sig fra den danske befolkning. Konklusionen 

er, at de højtuddannede ikke er mere tolerante end andre samfundsgrupper, 

når det kom til stykket 157 . 

Afvigelsen fra Gaasholt og Togebys konklusion forklares dels ved 

forskelle i tolerancebegrebet og dels i metodeforskelle. Hvor Gaasholt og 

Togeby definerer tolerance som bekæmpelse af modvilje mod fremmede, 

mener Blaabjerg og Fredensborg, at definitionen burde fokusere på, hvad der 

forener os som mennesker, snarere end hvad der adskiller os. Metodisk mener 

de, at “kvantitative undersøgelser vil forsøge at sikre en konsistent 

besvarelse, hvilket de højtuddannede i mange tilfælde formodentlig mestrer.” 

Dybdeinterviewene er egnede til at afsløre de højtuddannedes forstillelse og 

skjulte fordomme. 

Denne undersøgelse skal selvfølgelig ikke diskuteres som andet og mere 

end en kommentar på grundlag af en projektopgave. 158 Den er ikke helt loyal 

155 op.cit.s.104. 

156 op.cit.s.103. 

157 op.cit.s. 104. 

158 Der tages muligvis højde for en række af de følgende indvendinger i selve rapporten, 

80

i sin kritik, idet den overser Gaasholt og Togebys egen diskussion af 

forstillelseshypotesen. Kommentaren til tolerancedefinitionen har en pointe, 

men den følges ikke op i empirien, som tværtimod fokuserer på intolerancen. 

Tolerancetemaet kunne følges op med studier af den latente medmenneskelighed 

bag den tilsyneladende intolerance. I stedet vælger man at 

korrigere Gaasholt og Togeby, men desværre uden at måle 

interviewpersonernes tolerancescore. Hvis sigtet er at supplere Gaashot og 

Togeby, burde dybdeinterviewene tage udgangspunkt i genbrug af deres 

standardiserede spørgsmål. 

Desuden fremgår det ikke, hvor intolerant ledende og etnocentrisk 

generaliserende spørgsmål, der skulle til, for at frembringe de intolerante svar 

hos interviewpersonerne. Det er utvivlsomt korrekt, at der også hos 

højtuddannede kan påpeges ambivalenser og tendenser til generaliseringer. 

Men kommentaren skelner ikke klart nok mellem minoritetsproblemer og 

generaliserende vurderinger. Påpegningen af en etnisk koncentration i 

bestemte boligområder eller henvisning til faktisk forekommende kriminalitet 

udtrykker først fordomme, hvis der tilføjes en generaliserende vurdering. Det 

er heller ikke nødvendigvis udtryk for fordomme at påpege, at religiøse og 

etiske forskelle kan udgøre et potentielt problem for et ægteskab. Det udsagn 

kan underbygges af skilsmissestatistikker. 

Det er ydermere ikke klart, hvorfor højtuddannede bedre kan foregive 

konsistens i kvantificerede end i kvalitative interviews. Tværtimod kunne 

man hævde, at åbne interviews giver interviewpersonen mulighed for at 

forklare sammenhængen med deres egne ord, fremfor at deres meninger 

klippes op i standardiserede fraser. Dermed giver dybdeinterviews også bedre 

adgang til rationaliseringer end standardiserede spørgsmål og lukkede 

svarkategorier. 

Den foreliggende interviewmetode er båret af "mistankens hermeneutik 

", hvor man ikke søger forstå svarpersonen ud fra en formodet 

helhedsopfattelse, men tværtimod antager, at de umiddelbare udsagn dækker 

over modsigelser. Det er en problematisk linje, for også de intolerante udsagn 

kunne i princippet udsættes for en mistankens hermeneutik. Det kvalitative 

interviews kvalitet afhænger af "rapporten" mellem intervieweren og 

interviewpersonen, men hvis udgangspunktet er "mistankens hermeneutik" er 

"rapport"-grundlaget tvivlsomt. 

som desværre ikke er alment tilgængelig på grund af en fortrolighedsklausul. 

81

Kommentaren foretager generaliseringer fra de få interviewpersoner til 

samtlige højtuddannede uden at overveje repræsentativitetsproblemerne. Der 

foretages ligeledes komparative konklusioner mellem forskellige 

uddannelseskategorier uden empirisk grundlag. Det kunne være interessant at 

udsætte både højt- og lavtuddannede personer for tilsvarende 

dybdeinterviews for at se, hvordan de undervejs modificerer deres svar. Hvis 

de lavtuddannede derved udtrykker endnu klarere fordomme, holder 

kommentarens konklusion ikke. Det fremlagte materiale tyder på, at der i alle 

befolkningsgrupper er ambivalente holdninger til etniske minoriteter, men at 

de højtuddannede i princippet udtrykker større tværkulturel forståelse, hvilket 

er i pagt med konklusionen hos Gaasholt og Togeby: I syv sind. 

Disse tre undersøgelser lægger op til forskellige politiske debatter. Hvor 

det ud fra Gaasholt og Togeby er nærliggende at betragte uddannelse og 

information som løsning på integrationsproblemerne, lægger Nannestads 

resultater snarere op til at lade integrationspolitikken være bestemt af de 

økonomiske konjunkturer. Togeby antyder, at der er en ideologisk uenighed 

på spil, men dette afvises indigneret af Nannestad. Den kvalitative 

undersøgelse er tydeligvis båret af et engagement i den mellemmenneskelige 

tolerance, men undersøgelsen når ikke frem til en konstruktiv konklusion om 

mulighederne for at overvinde intolerancen. Kommentaren har en tendens til 

at nedtone de religiøse og kulturelle forskelle, men dette kan udlægges som 

udtryk for en repressivt tolerant "vestlig overlegenhedsdiskurs". Man kunne 

spørge, om forudsætningen for en reel tolerance ikke er, at man begynder 

med at respektere de kulturelle og religiøse identiteter med dertil hørende 

forskelle i værdier og normer, og med dette udgangspunkt indleder dialogen 

om grundlaget for sameksistens og muligheden af fællesværdier bagved de 

dogmatiserede moralregler. Hvis denne formodning er rigtig, kommer en 

yderligere metode ind i billedet, nemlig en tværkulturel diskursanalyse. 

Kommentaren rejser nogle rimelige spørgsmål. Men det havde måske 

været mere konstruktivt, hvis Gaasholt og Togeby var blevet fulgt op af 

kvalitative dybdeinterviews, der etnometodologisk søgte at afdække hvilke 

holdninger og associationer, der lå bag de afgivne svar på de standardiserede 

spørgsmål, og dermed kunne korrigere Gaasholt og Togebys fortolkning af 

dem. Hvis man yderligere vil afdække intolerancens praksis, baggrund og 

konsekvenser, er det nødvendigt at supplere med andre former for analyser. 

For eksempel kunne det være meget ønskeligt at undersøge, om mennesker, 

82

der udtrykker fordomme overfor fremmedartede mennesker i deres svar, også 

i praktiske situationer handler afvisende. Det er ikke utænkeligt, at de verbalt 

intolerante i praksis kan være de mest hjælpsomme. 

Pointen med denne kommentar er, at der er en lidt for udtalt 

tilbøjelighed i diskussionen til at betragte projekterne som enkeltstående 

sandhedsprætentioner. Dermed skal hvert enkelt projekt leve op til et 

definitivt forskningsideal. Det er imidlertid muligt at betragte projektet som 

et bidrag med et meget begrænset formål i et stort kollektivt forehavende. 

Dermed ændres diskussionen om de enkelte projekter fra at vurdere, om de 

kan give hele svaret på emnet, til hvor vidt de kan give et relevant og 

væsentligt bidrag. Udover de enkelte, empiriske projekter forestår der en 

kollektiv opgave i forsøge at indsamle, afveje og forbinde de forskellige 

projekters bidrag i en konsistent fortolkning. Med denne betragtning udgør 

forskningsmiljøet en "kollektiv intellektuel", som gennem en faglig 

fortløbende diskurs søger at danne en sammenhængende fortolkning af de 

fremlagte, kritiserede og godkendte forskningsprojekter. Denne opfattelse 

deles af Lise Togeby, og derfor er det rimeligt, at hendes formulering 

afrunder ekskursen: “På denne måde bliver god forskning en del af en 

kollektiv proces, hvor man bygger videre på de resultater, andre har 

frembragt, og selv bidrager med yderligere erkendelser.” 159 . 

IV. Metodekombinationens perspektiv og praksis 

1. Den kollektive intellektuelles perspektiv 

Da Lazarsfeld og hans skole promoverede kvantitative metoder i sociologien 

ved midten af det 20. århundrede, var positivismen stadig indflydelsesrig. Et 

af argumenterne for de kvantificerede metoder var, at de gav mulighed for at 

integrere videnskabeligt kontrollerede resultater i en matematisk-deduktiv 

teoriramme. Selvom matematikken næppe kan anvendes som videnskabeligt 

universalsprog, er det stadig værd at overveje spørgsmålet om integrationen 

af forskningsresultaterne. Der er nemlig en iboende risiko for, at forskningen 

fragmenteres i delresultater, uden en samlende, teoretisk ramme. Uanset det 

uholdbare i positivismens forudsætninger frembar den en heroisk vision om 

en videnskabelig integration, og den anførte en tænkbar vej til at opbygge 

logisk konsistente teorier. Det er en paradoksal konsekvens af den 

159 op. cit. 1999, s.453. 

83

positivistiske vision, at den opfølgende kvantificerede empirisme har ført til 

forstærket fragmentering af videnskaberne i empiriske delområder. 160 Dette 

hænger blandt andet sammen med, at den underliggende erkendelsesteori er 

præget af en subjekt-objekt dualisme. 

Mennesker ser og erkender naturligvis som individer, men 

forudsætningen for, at denne erkendelse kan tilkendes en videnskabelig 

status, er, at betragtningerne og fortolkningerne har et videnskabeligt miljøs 

kollektive intellektuelle som reference. 161 Videnskaben fremlægger således 

ikke de enkelte forskeres umiddelbare erkendelser, men observationer og 

fortolkninger, der udvælges ud fra den kollektive intellektuelles 162 

relevansvurdering og som udtrykkes i fagmiljøets sprog. Set ud fra den 

kollektive intellektuelles perspektiv er det største problem ved et positivistisk 

program, som Lundbergs, at det ville medføre en uniformisering og 

disciplinering, som hæmmer den videnskabelige kreativitet, medens det 

største problem ved et relativistisk program, som Garfinkels, er, at det 

medfører en atomisering af fagmiljøet. 

Hermed er ikke sagt, at den kollektive intellektuelles perspektiv er sandt, 

eller at fagmiljøets konsensus er det eneste sandhedskriterium. Kuhn har 

leveret mange eksempler på konsensus om videnskabelige opfattelser, som 

ud fra et korrespondenskriterium er forkerte. Det er heller ikke sagt, at der 

hersker konsensus om referensrammen i et fagmiljø. Alle forskere ved, at der 

til stadighed foregår diskussioner om disciplinernes territorium og 

autoritetsforhold. Der foregår også magtspil i fagmiljøerne. De sociologiske 

metodefremstillinger er præget af sædvaner, stilistiske krav og 

autoritetsforhold, som ikke er sagligt begrundede. I kraft af de indre 

divergenser udfordres den kollektive intellektuelle til en selvkritisk 

refleksion. Forskerne i et bestemt fagmiljø presses til at begrunde deres 

160 Den holistiske vision optræder i forbindelse med argumenter for kvalitative metoder, 

som feltarbejde, men der er da tale om studier af naturlige sammenhænge i afgrænsede 

felter, ikke om at knytte forskellige former for viden om samfundslivet og menneskets 

eksistensbetingelser sammen. 

161 Dette perspektiv findes præsenteret hos en række videnskabsteoretikere, som Pierce, 

Merton og Habermas. Men det har ikke sat sig mærkbare spor i metodediskussionen. 

162 Begrebet er hentet fra Gramsci, men hvor det i hans tænkning er forbundet med 

formuleringen af arbejderklassens interesser, er det i den nærværende diskussion udtryk 

for, at forskere betragter sagsforhold med et bestemt fagmiljøs perspektiv. 

84

fagforståelse og erkendelsesgrundlag. Dette leder ikke nødvendigvis til en 

opløsning af den kollektive intellektuelles perspektiv som vilkårligt bestemt. 

Tværtimod kan en kritisk refleksivitet indebære en stærkere bevidsthed om 

det fælles grundlag og den acceptable indre variationsbredde. Selvom fuld 

konsensus er både uopnåelig og uhensigtsmæssig, er konsekvensen ikke 

"anything goes", men "many things do not go". 

Sociologiens genstandsområde er som bekendt omdiskuteret. Det kan 

betragtes som et produktions- og distributionssystem, et magtsystem, et 

kommunikationssystem, et interaktionsmønster, et moralfællesskab og på en 

række andre måder. Til hver genstandsbestemmelse knytter der sig 

følgeslutninger om hvilke problemstillinger og metoder, der er relevante. 

Denne brogethed afslører, at genstanden har virtuel karakter i og med, at 

"samfundet" ikke er et manifest objekt men en social konstruktion, men 

samtidig kan den tilsløre, at konstruktionen ikke er vilkårlig men baseret på 

manifeste fænomener. For eksempel diskuteres det, om det danske samfund 

er klassedelt, medens det accepteres som en indiskutabel kendsgerning, at der 

findes retslige forskelle med hensyn til ansættelsesforholdene. Når 

forskermiljøet havner i stridigheder om fortolkningerne, er rekursgrundlaget 

for diskussionen dette manifeste grundlag. Mange fortolkninger er mulige, 

men fortolkningerne er ikke vilkårlige. Diskussionerne løses ved at påpege 

hvilke fortolkninger, der er plausible i forhold til det manifeste grundlag. 

Medens sociologien ikke har en teoretisk kerne i Lakatos´ forstand, kan der 

tales om en kerne af manifeste fænomener. 

En væsentlig del af den nyere videnskabsteori anlægger en kollektiv 

synsvinkel på forskningen: Popper, Kuhn, Habermas og den kritiske 

realisme. Sociologiens erkendelsesteoretiske projekt bør således betragtes i et 

kollektivt perspektiv, men mange af de epistemologiske diskussioner handler 

om den enkelte forskers erkendelse eller om de erkendelsesmæssige 

muligheder og begrænsninger i det enkelte projekt. Denne indsnævring af det 

faglige erkendelsesperspektiv indebærer, at metodevalget betragtes ud fra 

ultimative standarder, hvor hvert projekt skal leve op til paradigmets ideale 

fordringer. I et større, kollektivt perspektiv kan metodevalget i et projekt 

betragtes mere pragmatisk, som et spørgsmål om at bidrage med små eller 

større brikker til den store, faglige mosaik, hvor forskelligartede metoder og 

projekter kan være relevante for at dække hele mønsteret. Det kollektive 

perspektiv kan desuden bidrage til at overvinde den klassiske (cartesianske) 

85

subjekt-objekt-distinktion, og dermed åbne for at indse, at forskningsmiljøet 

uundgåeligt indgår i det samfund, som er forskningens genstand, og at 

samfundet (forhåbentlig) præges af de resultater, som forskningsmiljøet 

støtter. 

Denne betragtningsmåde har ikke afsat mærkbare spor i 

metodelitteraturen, som stadig præges af dualismen. Ud fra den kollektive 

synsvinkel, forskermiljøets opbygning af et fælles vidensgrundlag, virker 

metodedualismen blokerende. Det sociologiske fagmiljø har både brug for 

kvalitative og kvantitative informationer for at opbygge en 

helhedsfortolkning af samfundet og dets forandringsprocesser. Selvom man 

ud fra en hermeneutisk eller etnometodologisk betragtning betragter 

kvantitative informationer om økonomi, demografi eller geografi som 

perifere kontekstoplysninger, er de relevante, idet enhver fortolkning er 

kontekstbestemt. Omvendt kunne man ud fra en empiricistisk opfattelse 

lægge vægt på kvantitative studier, men de kvantificerede data kan næppe 

analyseres meningsfuldt uden at inddrage en form for hermeneutik. Det 

kollektive sociologiske projekt bygger på en konstellation af flere typer af 

oplysninger, som igen forudsætter, at man trækker på flere metoder. 

Overvejelserne skifter således fra spørgsmålet om metoderne kan 

kombineres, til hvordan de kan kombineres, samt hvordan man kan forbinde 

resultater, der bygger på forskellige metoder. Den væsentligste forudsætning 

for, at det kollektive projekt kan lykkes, er indbyrdes respekt samt accept af 

en vis indre arbejdsdeling. Dette indebærer, at man orienterer sig om andres 

forskning af tilsvarende problemstillinger, herunder den forskning, der 

bygger på andre metoder end dem, man selv behersker. Desuden indebærer 

det, at designet af et nyt projekt ikke bestemmes ud fra et ideal om at 

præstere den definitive sandhed, men af et ønske om at supplere de 

eksisterende informationer om emnet med et bidrag, der måske kan medvirke 

til at informationerne kan knyttes sammen til en helhedsforståelse. 

Et fagmiljø kan betragtes som et socialt felt. Det kræver særlige 

kvalifikationer at blive optaget i det som fuldgyldig agent, og derpå indgå i 

konkurrencen om kapital, magt og status i feltet. De videnskabsteoretiske og 

metodiske drøftelser kan betragtes som bestræbelser på at definere 

fagmiljøets felt i forhold til nabofelterne og på at fastlægge optagelseskrav og 

spilleregler for de interne konkurrencer. Ud fra denne betragtningsmåde kan 

overvejelserne om kvantitative overfor kvalitative metoder let opfattes som 

86

en skindiskussion, der dækker over magtkampe mellem ret tilfældige 

fraktioner i miljøet. Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på, at 

sociologiske metodediskussioner munder ud i dogmatiske eller stilistiske 

argumenter. Forudsætningen for at løse metodologiske stridigheder er en vis 

konsensus i miljøet om fagets genstand. Hvis der er enighed om, at 

disciplinen sigter på at belyse et kompleks af fænomener, der har manifest, 

regularitetspræget karakter, er det også muligt at afgøre hvilke metoder, der 

er mest adækvate til at belyse en bestemt problemstilling. Hvis perspektivet 

for diskussionen ydermere er den kollektive intellektuelles, sigter 

metodeovervejelserne på at vurdere, hvordan et nyt projekt kan føje 

yderligere informationer til den fond af viden, som fagmiljøet har efterprøvet 

og tildelt en provisorisk accept. 

2. Metodetriangulationernes muligheder 

Selve triangulationsbegrebet har efterhånden opnået så stor udbredelse, at det 

er nødvendigt at sondre mellem 1) kombinationer af data med forskellig 

tidsreference, først og fremmest mellem tværsnitsundersøgelser og 

dynamiske eller historiske informationer; 2) kombinationer af data med 

forskellig geografisk reference, først og fremmest mellem lokale, nationale 

og internationale informationer; 3) kombinationer af data med forskellig 

social reference, først og fremmest mellem informationer på mikro-niveau, 

om individuelle agenter, på meso-niveau om grupper og organisationer, samt 

på makro-niveau om kollektive systemer og strukturer; 4) kombinationer af 

observatører med forskellige synsvinkler, herunder agenter med forskellige 

positioner i feltet og forskere med forskellige teoretiske positioner; 5) 

kombinationer af forskellige former for observationsmetoder 163 . 

Den klassiske datatriangulation (3) tilstræber samtidig at spænde mellem 

tre sociologiske niveauer: mikro- meso og makrostudier. Et eksempel på en 

sådan form for metode- og niveautriangulation er Eileen Barkers kombination 

af feltarbejde, survey og dybdeinterview, som tre metoder til at dække 

vertikalt over tre sociologiske niveauer, nemlig henholdsvis et personligt, et 

interpersonelt og et apersonelt niveau. 164 

Kvalitative studier har navnlig deres force i forbindelse med mikro- 

163 Se også N. Denzin, The Research Act, Chicago 1970. 

164 The Making of a Moonie - Choice or Brainwashing? Oxford 1984. 

87

studier, hvor individuelle agenters opfattelse af deres sociale univers og 

sociale relationer kan hensigtsmæssigt kan findes i dagbøger, memoirer eller 

dybdeinterviews. Disse kilder og navnlig de åbne, personfokuserede samtaler 

er egnede til at fremdrage agenternes egen sprogbrug, deres 

tankeassociationer og deres rationaliseringer. De informationer, der 

fremkommer, har overvejende kvalitativ karakter, men der vil også indgå 

kvantitative informationer såsom indkomst, antal børn, afstand til arbejde og 

venner med videre. I mikroanalysen vil de kvantitative data dog typisk indgå 

i hermeneutiske sammenhænge; for eksempel om hvordan indkomsten, 

antallet eller afstanden opleves. De kvalitative personinformationer er 

væsentlige, men hvis man nøjes med dem, munder samfundsanalysen let ud i 

en naiv idealisme og voluntarisme. Der kan være forskel på, den opfattelse 

enkeltpersoner udtrykker i et dybdeinterview og den opfattelse, de når frem 

til ved diskussion i deres referencegruppe, ligesom der kan være forskel på de 

synspunkter, de udtrykker, og de handlinger, de realiserer. 

Dette kan inddrages, hvis man supplerer med analyser på et meso-plan. 

Der er udviklet en række hensigtsmæssige metoder med henblik på analyser 

på meso-planet. Feltarbejdet er en metode, der er velegnet til at belyse 

interaktionsformer. Som tilgang til belysning af beslutningsprocessen findes 

blandt andet diskursanalysen. Organisationsanalyser kunne belyse 

beslutningsgrundlaget og koordinationsbetingelserne for at beslutningen kan 

effektueres, medens aktionsforskning kunne komme på tale som metode til at 

understøtte effektueringen. På mesoniveauet vil der ofte indgå flere 

kvantitative informationer, og de vil i højere grad analyseres kvantificeret. 

For eksempel vil gruppens størrelse og materielle ressourcer have 

selvstændig betydning i forbindelse med analyse af beslutningsprocessen. 

Analysen er imidlertid ikke sociologisk dækkende, hvis den bremser på 

på meso-niveauet. Samfundet kommer til at fremtræde som en fjern, invariant 

baggrund for den studerede gruppe. Hvis analysen også skal omfatte den 

samlede social kontekst er et makroperspektiv nødvendigt. Både kvantitative 

og kvalitative metoder har relevans for en makroskopisk analyse. De 

kvantitative informationer kan give et praktisk overblik og dermed lette 

udformningen af et fortolkningsmønster. De kan også være relevante til at 

afdække magt- og kausalforhold, men i så fald må de kombineres med 

kvalitative analysemetoder. Således er betingelserne for den omtalte gruppes 

beslutninger betinget af adgang til materielle ressourcer, og en kvantitiativ 

88

analyse kan påpege fordelingen i samfundet af nogle relevante former for 

ressourcer. Men hvis analysen også skal trænge ind i de magtforhold, som har 

været bestemmende for ressourceadgangen, er det nødvendigt at supplere 

med kvalitative analyser af beslutningsprocesserne i de institutionelle 

magtcentre. For eksempel kunne analysen ikke nøjes med at notere det givne 

beslutningsgrundlag, men også gå til de overordnede beslutningsprocesser, 

der har sat rammerne for gruppens handlerum, for eksempel i samspillet 

mellem samfundets økonomiske og politiske elite. Somme tider må en 

makroanalyse endda gå til biografiske kilder for at afdække synsmåder og 

interesser hos de strukturelle nøglepersoner. 

Sammenkædningen af alle tre niveauer er absolut ikke enkel. De er 

tilmed meget omdiskuteret, blandt andet under overskiften sammenkoblingen 

af agent- og system (eller struktur) perspektivet hos Giddens, Bourdieu og 

Habermas. Ganske vist er diskussionen om agent- og systemperspektivet 

umiddelbart teoretisk, men den har paralleller til overvejelserne om 

metodetriangulation. 

Den følgende diskussion omfatter navnlig triangulationens punkt 5) og i 

særdeleshed kombinationer af kvalitative og kvantitative metoder, men 

metodiske kombinationer følger ofte sammen med andre former for 

triangulation. For at undgå begrebsforvirring taler flere metodologer om 

"multiple strategier" snarere end om metodetriangulation 165 . 

Et projekt er som regel båret af en primær grundmetode. Grønmo peger 

på anvendelse af kvalitative undersøgelser som forundersøgelser eller 

opfølgning og uddybning af kvantitative oversigtsanalyser. Det er muligt, 

men vanskeligere at anvende kvantitative og kvalitative dataindsamlinger og 

datanalyser parallelt. 

Endelig er det muligt at gennemføre kvantitative analyser af kvalitative 

data. I projektets argumentation inddrages en række skjulte hjælpehypoteser, 

som ikke kan efterprøves ved den primære metode. De kunne imidlertid 

testes og korrigeres ved inddragelse af sekundære metoder. Indenfor et enkelt 

projekt vil en række forskellige kilder kunne vurderes som mere eller mindre 

relevante, og samtidig vil en række metoder kunne rangordnes som mere eller 

mindre adækvate. Dette fører undertiden til, at en bestemt type af 

165 f.eks. R.G. Burgess, In the field, London 1984. Triangulationsbegrebet er overtaget fra 

landmålingen. I metodedebatten omfatter den klassiske form for triangulation 

dybdeinterviews, feltarbejde og spørgeskemaer. 

89

informationer fremtræder som særligt betydningsfuld, og en bestemt metode 

kan udpeges som særligt hensigtsmæssig. Det er imidlertid sjældent, at man 

kan afskrive alle andre informationskilder eller metodiske tilgange. 

Overvejelserne munder som regel ud i, at en række supplerende 

informationer er relevante, og at der skal anvendes andre metoder for at 

frembringe dem. Dette peger frem mod en primær metode suppleret med en 

række sekundære. Når mange projekter afstår fra supplerende analyser 

skyldes det ikke principielle, metodiske overvejelser, men de praktiske 

ressourcemæssige begrænsninger. 

Enhver empirisk undersøgelse kan udsættes for en metodologisk kritik, 

som skaber tvivl om resultaterne. For eksempel kan en common-sense 

kommentar kritisere formuleringen af et interviewspørgsmål med henvisning 

til, at man er i tvivl om dets sigte, eller på tilsvarende vis kritisere en 

observation ved at anføre, at det ikke stemmer med ens almindelige indtryk, 

og at forskeren har overfortolket den. Denne metodiske common-sense-kritik 

kan være udtryk for en sund skepsis overfor akademiske autoriteter, men kan 

også udtrykke et selvbekræftende kværulanteri. 166 Under alle 

omstændigheder kan denne form for metodisk kritik kun besvares ved at 

henvise til, at man når frem til tilsvarende resultater, selvom man anvender 

noget anderledes metoder. 

Betragter vi en faglig diskussion om anvendelsen af et bestemt 

spørgsmål, kunne et første svar være, at det kritiserede spørgsmål samsvarer 

med andre relevante spørgsmål, og at disse giver tilsvarende resultater. I en 

kritik af en observation kunne svaret være, at observationen stemmer med en 

række andre observationer foretaget under andre vilkår. Denne form for svar 

kan måske virke overbevisende. Men når kritikken graver neden under det 

tekniske niveau, til forforståelsens, må svaret gives ved en metodisk 

kombination. Det virker mere overbevisende at henvise til overensstemmende 

resultater fra undersøgelser, der anvender vidt forskellige metoder end at 

henvise til andre undersøgelser, som kan være behæftet med samme 

metodefejl. Overbevisningskraften beror på, at metoder, der hviler på delvist 

forskellige epistemologiske præmisser, trods alt når frem til 

overensstemmende konklusioner. Udfordringen for metodetriangulationens 

argumentative kraft er at overbevise om, at resultaterne faktisk stemmer 

166 Bekræftes fordommen, er resultatet banalt, forkastes de, er resultatet forkert på grund af 

metodefejl. 

90

overens, selvom de hviler på forskellige kilder og forskellige 

informationstyper. 

Blandt de fordele, der oftest påpeges ved metodekombination, er 167 

muligheden for at afprøve metodens validitet. Hvis resultaterne stemmer 

overens, bestyrker det tiltroen til dem. Hvis der er uoverensstemmelser 

mellem dem, kan det stimulere til nye tolkninger og danne grundlag for 

strategiske tests af konkurrerende teorier. Kombinationen af metoder kan 

resulterer i en mere nuanceret og samlende belysning af fænomenet, og 

dermed bidrage til teoretisk integration. 168 

Da kvalitative metoder har deres styrke i forhold til gyldighedskriteriet, 

medens kvantitative metoder navnlig sigter på repræsentativitetskriteriet, er 

det nærliggende at opnå større udsagnskraft ved at kombinere dem. Det er 

muligt at efterprøve de kvantificerede indikatorers gyldighed ved at supplere 

med kvalitative dybdeinterviews, som dels konfronterer en række 

interviewpersoner med de stillede standardspørgsmål og dels supplerer med 

åbne interviews. Dermed er det muligt at afdække både, hvordan 

interviewpersonerne fortolker de stillede spørgsmål og de forelagte 

svarmuligheder, og hvordan deres svar passer sammen med deres opfattelse 

af og holdning til emnet. Interviewpersonerne behøver ikke udvælges, så de 

er statistisk repræsentative, men skal dække teoretisk væsentlige typer. Hvis 

der i analysen lægges vægt på en variabel som uddannelse, bør de 

supplerende interviews således dække over et spektrum af 

uddannelseskategorier. 

Denne form for metodekombination kan ikke blot understøtte standard- 

spørgsmålenes gyldighed, men den kan også benyttes til at bestyrke 

variabelanalysen, i og med at den kan begrunde, at samvarierende svar på 

forskellige spørgsmål faktisk dækker over holdninger, som hænger sammen i 

interviewpersonernes bevidsthed. Det er naturligvis muligt, at forskerne 

finder en sammenhæng, som folk ikke selv er bevidst om, men 

argumentationen for, at der skulle være en logisk-kausal forbindelse, kan 

bestyrkes, hvis der kan fremlægges levende eksempler på, at 

167 S. Grønmo i H. Holter & R. Kalleberg: Kvalitative metoder i samfunnsforskning , Oslo 

1982, se også T. D. Jick: Mixing Qualitative and Quantitative Methods, i Administrative 

Science Quarterly no.24 1979. 

168 Et eksempel på kombination af kvantitative og kvalitative metoder i en sociologisk 

makroanalyse er G. Therborn: European Modernity and Beyond, London 1995. 

91

interviewpersoner knytter fænomenerne bevidst sammen. 

En datatriangulation rummer mulighed for at konfrontere observationer 

ud fra forskellige synsvinkler. En række studier af interaktionen i 

skoleklasser anvender ikke blot feltobservation, men udbygger dem med lyd- 

og billedoptagelser, samt lærerens og elevernes erindringer. Dette gælder 

ikke kun Eliot og Adelman men også etnometodologen par excellence, 

Cicourel 169 . Han vil ganske vist ikke betegne optagelserne som "sande", i og 

med at sigtet ikke var at skildre selve forløbet men at afdække aktørernes 

fortolkninger af det. Man brugte dog optagelserne som en reference, som 

lærerne blev bedt om at forholde sig til efter at have nedfældet deres 

umiddelbare erindring om forløbet. 

En tilsvarende datatriangulation forekommer i de undersøgelser, hvor 

forskerne sammenstiller attitudeudsagn med kontroller for den faktiske 

adfærd. Dette kan lettere gøres i forbindelse med feltarbejde, hvor man har 

kontakt med informanterne over længere tid og både har adgang til 

observationer og interviews, end ved surveys, hvor man kun har lejlighed til 

et kortvarigt interview, og hvor anonymiteten forhindrer datakontrol. 

I en kvalitativ hovedundersøgelse er det muligt at understøtte 

begrundelsen for case-valget med kvantitative oversigtsstudier. Caset kan 

dermed karakteriseres i forhold til kendte populationskendetegn, så dets 

særpræg og fællespræg bliver tydeligere. Dette letter også muligheden for at 

generalisere ud fra et enkelt case-studie. 

Sammenkoblingen af surveys og feltarbejde er ikke sædvanlig, men den 

rummer mange frugtbare muligheder, som påpeget af Zelditch og Sieber 170 . 

Feltarbejde kan understøtte en surveyundersøgelse ved at udvikle 

teoristrukturen, ved at validere visse resultater, fortolke statistiske 

sammenhænge, udvælge items for skalakontruktion, give en ekstern 

validering for holdningsskalaer ved at sammenholde dem med 

adfærdsmønstre, indkredse typer af cases, og klargøre overraskende svar på 

spørgeskemaet ved henvisning til feltnoterne. 171 Omvendt kan surveys 

understøtte feltarbejde ved at identificere særligt interessant individer, som 

burde interviewes i dybden, og identificere repræsentative og afvigende 

169 Cicourel m.fl. Language use and school performance, New York 1974. 

170 Se R.G.Burgess: Field Research: a Sourcebook and Field Manual, London 1982. 

171 Dette følger Siebers opregning i Burgess op. cit. 1982. 

92

cases. De kan desuden korrigere den holistiske fejlslutning, at alle 

situationens aspekter er ensartede, demonstrere enkeltobservationers 

generalitet, bidrage til at validere observationer og endelig give en baggrund 

for at belyse feltobservationerne. 

Feltarbejdets nøglemetode er observation af interaktion i feltet og 

interviews med aktørerne om deres forståelse af den sociale situation. Hvis 

feltarbejderen skal opnå en dækkende forståelse af feltets sociale univers, må 

man supplere med andre kilder. Navnlig i de tilfælde, hvor feltet er 

komplekst og heterogent, er det hensigtsmæssigt at indsamle oversigtsdata, 

for eksempel ved enquêter, så der er en vis kontrol for, hvorvidt man opnår 

en mere dybtgående kontakt med et dækkende udsnit af befolkningen eller 

blot med bestemte typer. Kvantitative oversigtsoplysninger om feltet kan ofte 

være et vigtigt udgangspunkt for planlægningen af den kvalitative 

dataindsamling. Et feltarbejde i en dansk landsby får et sikrere grundlag, hvis 

det udnytter officielle statistikker om befolkningens demografiske og 

erhvervsmæssige sammensætning og mobilitet. Disse oplysninger kan blandt 

andet anvendes til at lægge en strategi for hvilke beboertyper, man skal sikre 

yderligere informationer fra. Hvis informanterne udelukkende omfatter de få 

beboere, som bliver i landsbyen dagen igennem, bliver indtrykket skævt - 

"biased". 

Et andet eksempel på brug af kvantitative studier til udbygning af et 

kvalitativt hovedstudie er analyser af dødsannoncer. Det kvalitative studie 

koncentrerer sig om de symboler, der anvendes. Det kan imidlertid være 

hensigtsmæssigt at supplere med kvantiative analyser. For eksempel kan det 

være oplysende at få at vide, hvor i hvor mange annoncer hvert år de 

efterladte blot konstaterer, at "begravelsen had fundet sted i stilhed" 172 . 

Denne form for analyse er naturligvis reduktionistisk, men den kan alligevel 

give overblik over mønstre og tendenser, som ville drukne i kvalitative 

studier af variationernes mangfoldighed. Den meningsgivende fortolkning af 

mønstrene opnår man dog først, hvis forskeren samtidig indsamler 

oplysninger om folks begrundelser for at vælge de forskellige typer. 173 

Metodekombinationer kan være relevante ved sociologiske makrostudier. 

De anvender ofte statistiske sammenligninger af kvantificerede 

172 se: G. Gustafsson (red.) religiös förändring i Norden 1930-1980, Stockholm 1985. 

173 Her spiller ikke bare religiøse motiver ind, men også økonomiske og praktiske. 

93

populationsdata. Der kan for eksempel være tale om sammenligninger af 

kriminalitetsrater, arbejdsløshedsprocenter, skilsmissekvotienter, 

gennemsnitsindkomst med videre i forskellige regioner eller lande. Da 

sociologisk makro-analyse omfatter komplekse helheder er teorierne som 

regel abstrakte; men de kvantitative indikatorer, som skal illustrere og 

understøtte teorierne, er ofte påfaldende enkle. Forudsætningen for, at et 

populationsmål repræsenterer den pågældende befolkning, er intern 

homogenitet. Dette kan kun afprøves ved at gå et niveau ned og betragte 

variationen indenfor hver af delpopulationerne. Hertil kan man føje et krav 

om, at fællesmålene har samme mening for alle sammenlignede 

delpopulationer. Hvis det anvendte mål er kontekstafhængigt, vil en 

sammenligning give misvisende resultater. For eksempel vil det være 

meningsløst at sammenligne kriminalitetsrater i samfund, der har vidt 

forskellig straffelovgivning og praksis for registrering af kriminalitet. Der 

findes ganske statistiske skoler, der hævder, at der findes tekniske muligheder 

for at afprøve målingernes sammenlignelighed. Men medens det teknisk er 

muligt at udpege tilfælde, hvor målenes kommensurabilitet er tvivlsom, er det 

næppe muligt at give positive argumenter uden at gribe til supplerende 

kvalitative undersøgelser. 

Det hermeneutiske moment indgår også i forbindelse med de statistiske 

analyser af surveydata. Faktoranalysen er det bedst kendte eksempel på, at 

man lader computeren foretage en teknisk udvælgelse af klynger af variable. 

Der er således tale om en tilsyneladende objektivitet. Men samtidig er 

faktoranalysen et klart eksempel på, at klyngedannelsen ikke er 

selvforklarende, men at forskeren må søge at give en fortolkning af, hvordan 

netop disse spørgsmål kunne danne et meningsfuldt sæt af tanker og motiver 

hos interviewpersonerne. Hvis det ikke lykkes at finde en teoretisk og 

hermeneutisk meningsfuld tolkning, vil den reflekterede forsker se sig 

nødsaget til at kassere faktoranalysen, uanset kvotienterne. 174 

Tilsvarende overvejelser gælder for sammenlignende surveyundersøgelser. 

Det er muligt at foretage formelt dækkende oversættelser af 

spørgsmålene, og det er muligt at efterprøve, om kombinationer af spørgsmål 

formerer de samme indexer ved alle populationer. Således efterprøver 

internationale forskergrupper normalt skalakonstruktionernes 

174 

Et eksempel på en hermeneutisk anvendelse af faktoranalyse findes i P. Bourdieu: 

Distinksjonen, Oslo 1995, opr. 1979. 

94

sammenlignelighed ved at betragte, om samme konstellation af spørgsmål i 

alle lande fører til samme faktorer og faktorladninger, hvis variablene kan 

betragtes som intervalskalerede, eller til de samme Guttman-skalaer, hvis der 

er tale om binære variable. En sådan kontrol er nødvendig men ikke 

tilstrækkelig. Man kommer næppe uden om hermeneutiske overvejelser om 

spørgsmålenes mening i de forskellige delpopulationer. Ofte foretages der 

indgående hermeneutiske overvejelser om indikatorerne af forskerne i de 

internationale projekter, men det er sjældent, at de noteres ind i rapporterne. 

Dette skyldes især, at overvejelserne grundlag er usystematisk. 

Fortolkningerne støtter sig regel på common sense, på spredt viden om 

analoge undersøgelser, samt eventuelt på prøveinterviews og de-briefing af 

interviewerne. Sådanne overvejelser kan være betydningsfulde for at 

forebygge misforståelser. For eksempel kan en sammenligning af svar på 

formelt enslydende spørgsmål om "stolthed ved at tilhøre ens nation" vise sig 

problematisk, når interviewerne ved de-briefingen bemærker, at "stolt" 

afføder forskellige reaktioner i forskellige egne af Danmark 175 . Problemerne 

forstærkes ved internationale sammenligninger, når en ordbogskontrol tyder 

på, at de ord, som "proud" oversættes til, rummer forskellige nationale 

associationer på de forskellige sprog. 176 Et yderligere eksempel på 

begrebernes kontekstbinding er et spørgsmål, der drejer sig om "sexuel 

omgang med mindreårige". Der er forskellige lovbestemte aldersgrænser i de 

forskellige lande, og dette indvirker tydeligvis på svarene 177 . Hvis sådanne 

kontekstuelle forhold ikke inddrages ved fortolkningen af populationsmålene, 

bliver konklusionerne naturligvis misfortolkede. Det forhold, at komparative 

surveyundersøgelser er baseret på kontekstbundne begreber, bør ikke lede til 

den skeptiske konklusion, at sådanne sammenligninger er umulige. Hvis man 

kræver en perfekt sproglig korrespondance, kan ingen ord nogensinde 

oversættes og ingen udsagn sammenlignes. Et vist spillerum er nødvendigt, 

hvis en humanistisk videnskab overhovedet skal være mulig. Det vil stadig 

rumme mulighed for at påpege, at visse indikatorer har en særligt stærk 

175 Medens københavnerne gerne ville udtrykke national stolthed, fik formuleringen flere 

jyder til at udtrykke visse forbehold. Sådanne sprogforskelle kan indvirke på regionale 

sammenligninger. 

176 Eksemplet er taget fra den europæiske værdiundersøgelse 1981. 

177 Eksemplet er taget fra den europæiske værdiundersøgelse 1990. 

95

kontekstbinding. En egentlig efterprøvning af, hvor vidt spørgsmålene giver 

tilsvarende associationer i de forskellige populationer, forudsætter 

supplerende, kvalitativ undersøgelser. Det er imidlertid (for) sjældent, at 

sådanne supplerende undersøgelser gennemføres i praksis. 

I praktisk forskning foretages metodetriangulation ofte, uden at det 

gøres tydeligt i den afsluttende rapport. Et eksempel på en skjult triangulation 

er survey-undersøgelser, der tilsyneladende udelukkende støtter sig til 

kvantitative metoder, men som reelt bygger på hermeneutiske overvejelser. 

Allerede fastlæggelsen af spørgsmålene bygger på overvejelser om, hvordan 

de tiltænkte svarpersoner vil opfatte formuleringen, hvordan de vil forstå den, 

hvilke svarmuligheder de vil overveje, samt hvordan de ville udtrykke deres 

forskellige svar. Forundersøgelser i form af dummyinterviews og 

prøveinterviews er en uundværlig kilde for de indledende hermeneutiske 

overvejelser, fordi de ellers kun ville have skema-konstruktørernes egne 

erfaringer som forudsætning. Åbne prøveinterviews gør det muligt at 

indkredse den normale sprogbrug om emnet og de almindeligste 

associationer i forbindelse med begreberne. De-briefingen af interviewerne 

kan ydermere påpege, hvor de fornemmer, at der har været misforståelser, 

uigennemtænkte svar, eller utroværdige svar. Sådanne oplysninger udgør det 

uundværlige grundlag for fortolkningen af de betydningsmønstre, som de 

standardiserede svar opregner. Den reflekterede forsker må overveje, hvordan 

svarpersonerne har opfattet spørgsmålet, hvordan de har opfattet de givne 

svarmuligheder, og hvilke overvejelser, der ligger bag beslutningen om et 

bestemt svar. 

Undertiden kan man få adgang til et relevant og omfattende økologiskstatistisk 

datamateriale, der fremstiller subpopulationers variationen i forhold 

til gennemsnittet for den samlede population. Sådanne data kan være 

statistikker for regioner, kommuner, institutioner eller befolkningskategorier. 

De kaldes økologiske, fordi informationerne ikke foreligger på individ-niveau 

men typisk på administrative områder. Ved at kombinere sådanne data 

strategisk med feltstudier kan man i princippet opnå samme information som 

ved survey-undersøgelser. Disse sigter på at give informationer om individers 

variation omkring et populationsgennemsnit. Den samme information kan 

opnås ved at kombinere den økologiske variation mellem delpopulationerne 

og den samlede population med studier af delpopulationer, som belyser 

variationen mellem individerne i en delpopulation og dens gennemsnit. Et 

96

eksempel er valgstudier, der kombinerer dataanalyser af valgkredse med 

lokalstudier. Hvis lokalområderne vælges strategisk repræsentativt, kan 

denne kombination give samme information som en statistisk repræsentativ 

surveyundersøgelse. Hvis lokalundersøgelserne tilrettelægges strategisk, kan 

de endda potentielt give yderligere informationer, som surveyundersøgelserne 

er afskåret fra. For eksempel vil man kunne få oplysninger 

om forholdet mellem de holdninger, der fremtræder i individuelle interviews 

og de holdninger, der fremkommer i diskussioner i lokalmiljøet. I feltstudier i 

lokalområderne er det ydermere muligt at finde tegn på, hvor vidt 

holdningerne samsvarer med folks praktiske adfærd. 

Sociologiske tværsnitsundersøgelser giver blot et oversigtsindtryk på et 

bestemt tidspunkt, men de sociologiske makroteorier handler typisk om 

langstrakte processer. Disse aftegner sig (muligvis) i 

tværsnitsundersøgelsernes samvariationer og navnlig i aldersvariationerne. 

Det ville imidlertid bestyrke den processuelle fortolkning af 

tværsnitsvariationerne, hvis undersøgelsen kunne suppleres med historiske 

kildestudier. Det er velkendt, at de socialhistoriske kilder er temmelig 

sporadiske og selektive. Dette er muligvis grunden til, at man sjældent ser 

denne form for triangulation i praksis. Men efterhånden findes der et ganske 

godt socialhistorisk kildemateriale for det 19.-20. århundrede, som kunne 

udnyttes til som supplement til surveyundersøgelserne. Teorierne om 

dannelse af værdier og attituder peger ikke blot på den aktuelle valgsituation, 

men også på stabile mønstre, der er grundlagt i barn- og ungdommen. Det 

kunne derfor være relevant for fortolkninger af aldersvariationer at supplere 

med kildestudier om de forskellige generationers opvækstvilkår og 

socialisationsmønstre. Hvis undersøgelsen gælder politiske holdninger, kunne 

det være relevant at se tilbage på generationernes politiske socialisation og 

historie. Analyser af årsagerne til ændringer i værdier, holdninger eller 

opfattelser kan næppe gennemføres uden at gribe til socialhistoriske og 

biografiske kilder, der rækker udover selve surveymaterialet. Der er 

utvivlsomt mange survey-analytikere, som supplerer med socialhistoriske 

kildestudier, men det er sjældent, at disse kommer til udtryk i rapporterne. 

Denne skitse påpeger ikke alle kombinationsmulighederne, men blot 

relevansen af at kombinere forskellige typer af informationer og forskellige 

metoder. Uden en sådan kombination kommer analysen til at hvile på 

udokumenterede antagelser. 

97

Der kan således peges på mange frugtbare metodekombinationer, der 

går på tværs af lærebøgernes skel mellem kvalitative og kvantitative metoder. 

Dette skal ikke forlede nogen til at tro, at en metodekombination er en nem 

løsning på de empiriske studiers udfordringer. Tværtimod indebærer dette en 

komplicering af forskningsdesignet. Kravet omfatter ikke blot, at de enkelte 

metoder skal opfylde de håndværksmæssige fordringer. Det er et yderligere 

krav, at metoderne afstemmes. Hvis man ikke nøje afstemmer metoderne kan 

de resultere i en kakofoni af spredte data i stedet for at føre til en harmonisk 

polyfoni af resultater, der supplerer, nuancerer og korrigerer hinanden, og 

som dermed peger frem mod en samstemmende konklusion. 

3. Etiske og ideologiske implikationer af metodevalget 

Drøftelserne af forskernes hensyn til de mennesker og det samfund, som de 

studerer, foregår som regel i to diskurser. Der er på den ene side 

overvejelserne om metodevalgets etiske udfordringer og på den anden side 

om dets ideologiske implikationer. Den etiske diskussion knytter sig som 

regel til intensive studier, som bringer forskeren i så tæt kontakt med 

bestemte personer, at man risikerer at overskride deres intimsfære og at 

påvirke dem mod deres ønske og vilje. Den ideologiske diskussion er 

derimod forbundet med ekstensive studier, som fremstiller sider af samfundet 

på en så overbevisende måde, at det enten bekræfter status quo eller afføder 

protesthandlinger. 

Det er min - måske lidt provokerende - påstand, at den etiske og 

ideologiske tematik er tæt forbundet. De forskningsetiske kriterier har 

baggrund i en idealforestilling om det gode samfund. Umiddelbart 

fremtræder de etiske spørgsmål, som problemet om der er taget rimeligt 

hensyn til et bestemt medmenneske, men det knytter sig tæt til generelle 

overvejelser om, hvordan menneske bør forholde sig til hinanden, og i sidste 

instans om, hvordan samfundet burde fungere. På tilsvarende måde synes den 

ideologiske debat umiddelbart at handle om meget abstrakte overvejelser om 

forskningens mulige konsekvenser for den overordnede struktur. Imidlertid 

bliver disse ideale overvejelser først levendegjort, når de omsættes i etik. Set 

i lyset af en dialektiske agent-system-model kan de etiske og ideologiske 

overvejelser betragtes som parallelle diskurser, der henholdsvis retter sig mod 

et agent- og et struktur-niveau. De følgende drøftelser vil især fokusere på de 

ideologiske aspekter, da den etiske diskussion allerede er temmelig velbelyst 

i metodebøgerne. 

98

Et af metodediskussionens temaer gælder de ideologiske implikationer i 

opfattelsen af forskerens rolle og det syn på mennesket og samfundet, som 

metoderne forudsætter. Kritikerne af kvantificerede metoder har ofte 

fremført, at de understøtter en ideologisk legitimering af tingsliggørelsen af 

de sociale agenter, som passive instrumenter for institutionerne eller passive 

brugere af deres ydelser. Der er en pointe i denne kritik. Men hvis alternativet 

er relativisme, kan også den virke ideologisk passiviserende. Der er ikke 

noget incitament til at ændre på strukturelle bindinger, hvis de fremstilles 

som kontingente synsmåder, som agenterne tilsyneladende står frit til at 

vælge eller fravælge. 

Det er ikke særligt sigende, at kvantitative metoder er 

"reduktionistiske", med mindre det præciseres hvilke relevante informationer, 

der går tabt. En vis reduktion i det komplekse univers er forudsætning for 

enhver kognitionsproces. Påstanden om, at kvantitative metoder i sig selv er 

"reificerende", er heller ikke overbevisende; en optælling af stemmer er 

således ikke nødvendigvis med til at gøre vælgerne til "stemmekvæg". 

Ganske vist hævder Durkheim, at man bør studere samfundsrelationer, som 

om de var tingslige, men han præciserer og modificerer dette i forordet til 

anden udgaven af metodelæren. Også kvalitative metoder kan indebære en 

tingsliggørelse; det historiske grundeksempel er udformningen af et 

retsdokument, der fastslår et menneskes status som slave. 

Både etnometodologerne, Frankfurter-skolen og de kritiske realister 

bemærker, at kvantitative metoder har affinitet til socialteknologiske 

interesser. Kritikerne observerer, at det kapitalistisk-bureaukratiske 

samfundssystems managers ofte anvender kvantificeringer som strategisk 

beslutningsgrundlag. Selvom de kvantificerede metoder ofte benyttes i 

tilknytning til en voluntaristisk samfundsmodel, udviskes samfundsborgernes 

individuelle træk i analyserne. Frankfurter-skolen kritiserer navnlig, at disse 

analyser er knyttet til en begrænset rationalitetsform, der afvejer midler i 

forhold til bestemte mål, men som ikke udfordrer opstillingen af 

målsætningen og præmisserne i samfundsstrukturen. Der er utvivlsomt brod i 

denne kritik; men den overser, at de kvantificerede undersøgelser også kan 

rumme kimen til en systemkritik. Når surveyundersøgelserne ofte har et 

snævert perspektiv, hænger det samme med valget af spørgsmål, snarere end 

med selve metoden. Spørgeformen forhindrer ikke, at svarpersonerne 

fremlægge deres værdier, idealer, utopier og deres samfundskritik. 

99

Det kan desuden være et problem, at deltagerne i surveyet ikke udgør en 

egentlig gruppe, men kun forbindes som analytiske kategorier af forskerne. 

Survey-deltagerne udgør et atomiseret univers, og deres svar præges af 

serielle beslutninger. Da der ikke er nogen direkte forbindelse mellem 

respondenterne, må hver svare ud fra sin egen horisont. 

Denne form for undersøgelser er selvsagt kun en ringe erstatning for den 

direkte, omfattende folkelig debat, som er folkestyrets ideal. Imidlertid kunne 

surveys i princippet bidrage til at holde den kritisk-demokratiske debat i live 

eller genoplive den, hvis den er ved at ved at kvæles i teknisk rationelle 

beslutninger. Survey-undersøgelser kunne således i princippet bidrage til at 

kvalificere den demokratiske debat, og dermed bidrage - i begrænset omfang 

- til emancipation. Der kan faktisk påpeges eksempler på, at den folkelige 

kritik, som kom til udtryk i surveys, har rokket ved den politisk-økonomiske 

systemrationalitet. Således kom effekten af kampagnen mod atomkraft til 

udtryk gennem opinionsundersøgelser, der gav de politiske beslutningstagere 

betænkeligheder ved at følge eksperterne fra Risø. Survey-undersøgelserne 

kan naturligvis have karakter af summariske "Gallup-undersøgelser", der 

opfanger den aktuelle folkestemning om et kortsigtet debatemne, og som 

benyttes til populistisk pression af politikerne. De kan også være redskaber 

for at rejse en debat om de strukturelle betingelser for menneskelig 

sameksistens i et højteknologisk samfund. 178 

Der har ikke udfoldet sig en tilsvarende debat om ideologiske 

implikationer ved forskellige kvalitative metoder. Det skyldes ikke, at emnet 

er irrelevant, men der er tale om en bred vifte af metoder, som bygger på ret 

forskellige forudsætninger. En del af de kvalitative metoder synes at hælde til 

"aristokratisk" indstilling, hvor de kvantitative synes at trække i en 

teknokratisk eller populistisk retning. På trods af den erklærede interesse i at 

forstå agenterne, forudsætter flere af de kvalitative metoder, at forskeren 

besidder en højere form for forståelse og indsigt end informanterne. I nogle 

tilfælde kan denne indstilling begrundes sagligt. Dette gælder eksempelvis 

når forskerne kan påpege diskrepanser mellem agenternes situationsforståelse 

på den ene side og objektive indikatorer og materielle interesser på den 

anden. Men ofte er overlegenhedsprætentionen og mistankens hermeneutik 

178 Spørgsmålet om metodens emancipatoriske potentialer er tæt forbundet med 

spørgsmålet om undersøgelsens kvalitet. Jo mere overfladiske spørgsmål, jo mere 

ukritiske resultater. 

100

kun baseret på forskerens valg af en bestemt teoretisk fortolkning, som ikke 

deles af agenterne. Dette gælder blandt andet ved strukturalistiske analyser, 

hvor forskeren fremlægger den tankestruktur, som de hævder er styrende for 

de sociale agenters handlinger, selvom disse ikke selv er bevidst om den. 

Det er således ikke kun kvantitative forskere, der kan kritiseres for at 

studere mennesker, som om de var myrer. 179 Spørgsmålet i denne diskussion 

er ikke, om strukturalismen metodisk giver grundlag for en korrekt analyse, 

men om dens ideologiske implikationer. Idet forskeren påpeger strukturelle 

træk, som agenterne ikke selv er bevidste om, er der flere muligheder. Der 

kan være tale om, at forskeren har misforstået situationen fuldstændigt, at 

agenterne har andre motiver end dem, som forskeren lægger vægt på, eller at 

agenterne er udsat for en manipulation, de ikke kan gennemskue. Det er 

imidlertid problematisk at hævde forekomsten af en falsk bevidsthed alene 

med støtte i en teoretisk fortolkningsramme. Det er svært at frigøre sig fra en 

mistanke om, at den teoretiske bedreviden, der fremtræder i sådanne 

kvalitative analyser, samtidig dækker over en social overlegenhedsfølelse, 

hvor agenterne bør styres af en elite, som bedre end de selv forstår deres 

egentlige motiver og interesser 180 . Det er nærliggende at overføre mistankens 

hermeneutik på forskeren selv. 

Andre kvalitative analyser er derimod præget af en tæt solidarisering 

med de sociale agenter. Mange etnografiske eller sociologiske feltstudier 

sigter på at se en fremmed kulturer eller indre subkulturer "indefra". 

Forskeren betragter det i disse undersøgelser som sin hovedopgave at 

fremstille fremmedartede agenter som almentmenneskeligt forståelige. 

Dermed kan forskeren bidrage til at udvide solidaritetsgrundlaget indenfor et 

fragmenteret samfund eller på tværs af kulturforskelle. Undertiden kan denne 

form for forskning udviske skellet mellem at fremstille en handling som 

forståelig og som forsvarlig, og dermed bidrage til at relativisere normer og 

etiske principper. Påpegningen af, at der kan gælde flere forskellige 

referensrammer som grundlag for forståelse og legitimering af en handling, 

leder til, at referensrammerne indgår i samfundets legitimeringsprocesser. 

Dette gælder følgelig også de sociologiske teorier. Men med mindre denne 

argumentation har et realistisk grundlag, bliver relativiseringens konsekvens, 

179 jævnfør Sartres kritik af Lévi-Strauss 

180 Og som den teoretisk velfunderede forsker naturligvis tilhører. 

101

at også kritikken relativiseres. Slutresultatet bliver sandsynligvis en 

bekræftelse af status quo, fordi der ikke er nogen faste kriterier for valget af 

fortolkning. Konklusionen er, at både de kvalitative og de kvantitative 

metoder kan og bør gøres til genstand for en ideologi-kritisk drøftelse. 

Det emancipatoriske potentiale i forskningen forudsætter, at 

menneskene respekteres som kompetente sociale agenter med en vis, men 

begrænset viden om den sociale kontekst. 181 Set i dette perspektiv er det 

sociologiens væsentligste rolle at kvalificere den demokratiske debat. Dette 

indebærer at fremlægge studier af de strukturelle bindinger, som hæmmer 

agenternes realisering af deres værdier. En af disse strukturelle bindinger 

består i, at agenternes beslutningsgrundlag er serielt. Hver enkelt agent 

betragter dermed sine egne værdier og handlinger som uafhængige variable i 

beslutningsprocessen. Dermed indsnævres mulighederne for at realisere 

værdierne betydeligt. Først hvis agenterne har en begrundet formodning om, 

at mange andre agenter har tilsvarende værdier, motiveres de til at organisere 

interessefællesskaber, der med større sandsynlighed kan bidrage til at 

realisere deres værdier. De kvantitative survey-undersøgelses perspektiv 

ligger netop i at informere borgerne om værdimønstrene, så de kan undgå at 

blive ofre for en del-og-hersk-strategi. Sådanne surveys er naturligvis ikke i 

sig selv emancipatoriske, men kan have emancipatorisk potentiale i 

kombination med kvalitative studier af de institutionelle rammer og de 

historisk-kausale samfundsmekanismer, der kunne bidrage til strukturelle 

ændringer. 

Slutbemærkning og sammenfatning: 

Dette notat udspringer af en personlig og faglig interesse. Når man i tidens 

løb har anvendt og undervist i både kvalitative og kvantitative metoder, 

gemmer der sig naturligvis et spørgsmål om, hvor vidt de kan forenes. Hvis 

man endda søger at kombinere dem i praksis, medens lærebøger hævder 

deres uforenelighed, nager spørgsmålet ekstra stærkt. 

Som religionssociolog er mulighederne for at fokusere på 

181 Formuleringen ligner Giddens", men tanken findes hos mange andre sociologer. Det 

emancipatoriske motiv er neddæmpet i Habermas" seneste værker, men er efter min 

opfattelse værd at fastholde. 

102

metodespørgsmålene begrænset, selvom de til stadighed dukker op. Som 

ansat på et religionsvidenskabeligt institut er man omgivet af kolleger, som 

behersker mange varianter af humanistisk videnskab, historisk-kritisk 

metode, filologi, strukturalisme, semiotik og så videre. Sociologen kommer i 

den sammenhæng let til at fremtræde som en krypto-positivist, hvis man ikke 

blot vil trække på kvalitative oplysninger men også søger at inddrage 

statistiske informationer. 

Med ansættelsen som lektorvikar i sociologisk metode blev der lejlighed 

til at tage metodeovervejelserne op påny. Studieordningen i sociologisk 

metode ved Aalborg Universitet indleder med "klassisk sociologisk metode" 

som omfatter begge forgreninger. Ved afslutningen på kurset rejste Ruth 

Emerek og jeg spørgsmålet om metodekombinationernes forudsætninger med 

udgangspunt i Bryman. Diskussionen med holdet har sat sig spor i dette 

notat, men jeg har ikke forsøgt at give en letlæst og overpædagogisk 

fremstilling af problemerne. En af pointerne med notatet er, at lærebøgernes 

pædagogisering indebærer en reduktion af kompleksiteten i stoffet og en 

forenkling af standpunkterne. Denne forenklende reduktion er nødvendig for 

at grundlægge en problemforståelse, men den kan være vildledende, hvis den 

indbyder til at blive anvendt som klichekasse og facitliste. Ved 

semesterafslutningen blev en anden side af problemet rejst, nemlig om 

metodereflektionen bag de store survey-undersøgelser, som pressen udviste 

så stærk interesse for. Umiddelbart fremtræder de som baseret på en form for 

neo-positivisme, som er afskrevet i den videnskabsteoretiske debat. Da flere 

sociologilærere i Aalborg er involveret i sådanne undersøgelser, rummede 

diskussionen en invitation til en selvkritisk refleksion. 

Der er nogle nøgletekster, som ligger som underliggende motiver i mine 

diskussioner. Den belæste læser kan sikkert spore inspiration fra 

metodeovervejelser hos for eksempel Cicourel, Habermas og Giddens. Disse 

centrale metodologiske drøftelser har sat sig dybe spor, og de ligger 

utvivlsomt i det latente bevidsthedslag, som præger mine "selvstændige" 

argumenter. Men de er ikke benyttet som paradigmatiske forbilleder. Som det 

antydes ovenfor, er jeg kun delvist enig med disse berømte metodologer. 

Desuden er min problemstilling mere enkel og praktisk end deres. De drøfter 

metodologi i et stort anlagt teoretisk og epistemologisk perspektiv, medens 

jeg simpelthen er interesseret i at finde ud af, om kvantitative og kvalitative 

metoder kan kombineres, og i bekræftende fald, hvordan det er 

103

hensigtsmæssigt at forbinde dem. 

Mine overvejelser er mundet ud i følgende: Det er udtryk for en stærk 

forenkling og indsnævring af handlingsmulighederne, når metodevalgets 

alternativer fremstilles som enten kvantitative eller kvalitative metoder. 

Denne dualisme indebærer samtidig en videnskabsteoretisk forenkling. 

Kvantitative og kvalitative metoder er ikke entydigt knyttet til henholdsvis 

neo-positivisme og humanistisk videnskabsteori. Både kvantitative og 

kvalitative metoder har væsentlige begrænsninger. De kan delvist overvindes 

ved at kombinere metoderne i et fælles forskningsdesign. 

Metodekombinationer kan ikke foretages vilkårligt ud fra rent pragmatiske 

hensyn, men de forudsætter en metateoretisk afklaring af de acceptable 

metodiske præmisser. Det er muligt at udvikle en metateori, som den kritiske 

realismes, der transcenderer metodedualismen. Det rette perspektiv for 

metodeovervejelserne gælder ikke det foreliggende, enkeltstående projekt, 

men dets eventuelle bidrag til en samlende sociologisk fagdiskurs. Det rette 

udgangspunkt for den erkendelsesmæssige diskussion bag metodevalget er 

ikke den enkelte forskers horisont, men horisonten for forskningsmiljøets 

kollektive intellektuelle. Fagmiljøet kan virke som en kvalitetskontrol, der 

kan sikre, at sociologiske undersøgelser kan bidrage til en saglig kvalificering 

af den demokratiske debat i samfundet. Til dette formål er både kvantitative 

og kvalitative metoder frugtbare. 

104

Udgivelser i serien Sociologiske Arbejdspapirer 

Nr. 1, 1999 Michael Hviid Jacobsen 

The Search for Sociological Truth 

Nr. 2, 1999 Erik Laursen 

Den Ritualiserede Eufori 

Nr. 3, 1999 Mikael Carleheden 

Reconstructing Epistemology: Towards a Postpositivist 

Conception of Social Science 

Nr. 4, 1999 Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen 

Hvor farligt er det farlige feltarbejde? 

- En etisk-sociologisk belysning og problematisering 

af deltagende observation i socialt afsondrede miljøer 

Nr. 5, 2000 Ole B. Jensen 

Castells & Rummet 

Nr. 6, 2000 Ole Riis 


Om forudsætningen for sociologisk 

metodekombination 

105

Ole Riis 



Resumé 

Det er udtryk for en stærk forenkling og indsnævring af 

handlingsmulighederne, når metodevalgets alternativer fremstilles som enten 

kvantitative eller kvalitative metoder. Denne dualisme indebærer samtidig en 

videnskabsteoretisk forenkling. Kvantitative og kvalitative metoder er ikke 

entydigt knyttet til henholdsvis neo-positivisme og humanistisk 

videnskabsteori. Både kvantitative og kvalitative metoder har væsentlige 

begrænsninger. De kan delvist overvindes ved at kombinere metoderne i et 

fælles forskningsdesign. Metodekombinationer kan ikke foretages vilkårligt 

ud fra rent pragmatiske hensyn, men de forudsætter en metateoretisk 

afklaring af de acceptable metodiske præmisser. Det er muligt at udvikle en 

metateori, som den kritiske realismes, der transcenderer metodedualismen. 

Det rette perspektiv for metodeovervejelserne gælder ikke det foreliggende, 

enkeltstående projekt, men dets eventuelle bidrag til en samlende sociologisk 

fagdiskurs. Det rette udgangspunkt for den erkendelsesmæssige diskussion 

bag metodevalget er ikke den enkelte forskers horisont, men horisonten for 

forskningsmiljøets kollektive intellektuelle. Fagmiljøet kan virke som en 

kvalitetskontrol, der kan sikre, at sociologiske undersøgelser kan bidrage til 

en saglig kvalificering af den demokratiske debat i samfundet. Til dette 

formål er både kvantitative og kvalitative metoder frugtbare. 

ISSN: 1399-4514 

ISBN: 87-90867-06-8 

Tryk: Uni.Print, Aalborg Universitet

Metoder på tværs - Sociologi - Aalborg Universitet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?