Mikrolån baner vejen - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 82 februar 2009 | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb kun af Hus Forbi-sælgere 

fra hjemløs 

til direktør: 

Mikrolån 

baner vejen 

Alex fra Rumænien: 

LUK 

MIG 

IND! 

Åndehul 

i storbyen 

trues af 

millionbyggeri

h u s fo r bi 

UDGIVER: Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: 

Robert Olsen 

rolsen11@hotmail.com 

REDAKTØR-TEAM: 

Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 

tina-juul-rasmussen@mail.dk 

Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 

karen.pedersens@gmail.com 

SALGSMEDARBEJDER: 

Leif Baran, tlf. 3132 8456 

leif@husforbi.dk 

SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: 

Preben Larsen, tlf. 5055 0175 

DEBATINDLÆG OG ANNONCER: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 27. februar. 

BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du 

sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus 

Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 3132 8456 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notat.dk 

FORSIDEFOTO: Flemming Schiller 

LAYOUT: salomet grafik 

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG: 60.000 

ANTAL SÆLGERE: ca. 400 

LÆSERTAL: 2. + 3. kvartal 2008 ifølge TNS Gallup: 386.000 

ISSN: 1397-3282 

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen 

udkommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte 

mennesker – det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med 

sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort 

udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer 

for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. 

Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af 

det internationale netværk af gadeaviser, INSP. 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Det går din 20’er til 

moms 

reserve 

markedsføring sælgeren 

husleje mv. 

løn til 

medarbejdere 

Vi støtter Hus Forbi 

Lions Club Søllerød Mølleaa 

produktion 

og tryk 

2 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 

| leder | 

Hvem vil lukke dem ind? 

Forargelsen var stor før jul, da medierne – ligesom sidste vinter – fik øje på de 

østeuropæiske hjemløse, som stod foran de tre koldeste måneder i Danmark uden tag 

over hovedet. For nok har østeuropæerne lov til at være her, men de har ikke ret til 

social hjælp, end ikke til at overnatte på storbyernes herberger. 

Mange østeuropæere har de seneste par år fundet vej til Danmark for at søge lykken 

i form af et job og en indtægt af en art. En del af dem ender på gaden. Uden job, 

uden et sted at bo og uden en seng at sove i. 

”Det kan da ikke passe, at et velfærdssamfund som det danske ikke har hjerterum 

til disse mennesker, når EU-lovgivningen giver dem ret til at opholde sig i Danmark”, 

lyder kritikken fra politikere og sociale organisationer. Men jo, bekræfter velfærdsminister 

Karen Jespersen (V). Dansk lovgivning tillader ikke sociale, humanitære organisationer, 

som får offentlig driftsstøtte, at tilbyde borgere fra andre EU-lande en seng 

at sove i – uanset nattetemperaturen udenfor. 

Hus Forbi har 

aldrig været tænkt 

udelukkende som 

et dansk projekt. 

Men da avisen så 

dagens lys i 1996, 

var problemstillingen 

med østeuropæiske 

hjemløse 

i Danmark slet 

ikke født endnu. 

Den er et led i 

den globalisering, 

vi oplever nu. 

Uden indtægt er det svært at betale for et værelse et 

andet sted. Hvad gør man så som polak, rumæner eller 

bulgarer i København? Man går til Hus Forbi! I de seneste 

to år er vi blevet opsøgt af stadigt flere østeuropæiske 

lykkeriddere, som – når alle andre forsøg på at få et job 

og tjene lidt penge var udtømt – kom til os for at få lov at 

sælge aviser. 

Det har de fået lov til, så længe de opholdt sig lovligt i 

Danmark, dvs. enten var på tremåneders turistvisum eller 

var her tre måneder som jobsøgende. Hus Forbi har udstedt 

mange midlertidige sælgerkort på seks måneder til 

folk fra den gamle østblok. Og de har solgt mange aviser. 

Nogle af dem har imidlertid haft svært ved at overholde 

Hus Forbis regler om ’god sælgerskik’ som bl.a. at opføre 

sig ordentlig over for køberne og kunne tale et minimum 

af dansk. Nogle har tilmed fusket med sælgerkortene, når 

de udløb efter seks måneder. Der er også gået rygter om 

organiseret, ulovligt salg af avisen i større mængder. 

De udenlandske sælgere har affødt både klager og 

undren fra vores købere: ”Er Hus Forbi ikke for danske 

hjemløse?” Eller: ”Vi vil ikke købe avisen af en, som ikke 

kan et ord dansk”. 

Til det kan vi sige: Hus Forbi har aldrig været tænkt 

udelukkende som et dansk projekt. Men da avisen så dagens 

lys i 1996, var problemstillingen med østeuropæiske hjemløse i Danmark slet ikke 

født endnu. Den er et led i den globalisering, vi oplever nu. Og Hus Forbi vil altid være 

et spejl af det samfund, vi er en del af. 

Som et led i debatten har Hus Forbis bestyrelse imidlertid nu strammet kursen over 

for de illegale østeuropæiske sælgere. Og folketingspolitikere har spurgt velfærdsministeren, 

om det kan passe, at den danske lovgivning ikke levner plads til de østeuropæiske 

hjemløse – globaliseringens paria. Ministeren havde ved redaktionens slutning 

endnu ikke svaret. 

Vi håber, at vores læsere får lidt større indsigt i problematikken ved at læse artiklerne 

i dette nummer. Og måske får en forståelse for, at disse mennesker trods alt ikke 

forlader deres familier, børn og hjemland for sjov. 

Spørgsmålet er bare: Hvem vil lukke dem ind? 

God læselyst. 

Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen 

Hus Forbis redaktørteam

| indhold | 

8 

14 

24 

25 

26 

19 

13 

28 

29 

30 

31 

32 

Luk os ind i varmen 

Deres eneste ønske er et 

arbejde og et bedre liv. Mød 

de hjemløse østeuropæere, 

der overnatter i det midlertidige 

nødherberg i København. 

Ingen plads til 

alkoholikere 

Funktionssvækkede alkoholikere 

kan ikke hente hjælp 

i kommunen, mener Anne 

Petersen, leder af et værested 

i Haslev. Hun vil oprette 

et privat besøgsværn. 

Et fristed for 

pårørende 

Første gruppe for pårørende 

til misbrugere er startet i 

Århus. 

Beskidte cowboybukser 

og et rent hjerte 

En læsers møde med en 

hjælpsom hjemløs. 

Her synger hver med 

sit næb 

Et kor af værestedsbrugere 

mødes hver uge. 

kommentar 

noter 

x-ord 

vorherres 

køkkenhave 

historie 

fra gaden 

Niels Kristian Larsen, Odense, 

kæmper for at få styr på 

tankerne og tilværelsen igen. 

4 19 

Gensyn med skulptøren 

Steen ’Vorherres Køkkenhave’ Viggo 

Jensen genså sin lærer, skulptør 

Keld Moseholm, efter 26 år. 

20 16 

”Vi hjælper dig kun, hvis 

du makker ret” 

Forfatteren Amalie Skrams kritik 

af psykiatrien i 1800-tallet. 

| et billede fra gaden | 

Mens vi går og 

smæsker os og 

lever trygt, kan 

det være sundt 

at blive mindet 

om, hvor vanskeligt 

ganske 

mange andre 

har det. 

I normaliseringens navn 

Nybyggerier af glas og stål 

jævner alternative boliger med 

jorden. 

10 

Fra hjemløs til direktør 

Mikrolån giver hjemløse en chance 

for at starte egen virksomhed. 

22 

At overleve kræver styrke 

På besøg hos flygtningene i 

Zambias slum. 

foto Holger Henriksen 

Lige på kornet ”Den skæve irer” kaldes Jan, som bor på Mændenes Hjem i København og efter sigende er god 

med en guitar. Når han ikke knipser med engangskameraet, er han på gaden med Hus Forbi i alt slags vejr. Og altid 

med et skævt grin på. 

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 3

Et møde 

rundt om 

små tykke 

mænd 

Engang var de lærer og elev, i dag er 

de begge over 50 år og har meget at 

snakke om – ikke mindst den fælles 

interesse for små, tykke mænd i bronze 

og granit, der afspejler livets lethed 

og tyngde. Hus Forbis egen køkkenhaveekspert, 

Steen Viggo Jensen, 

genså sin gymnasielærer, skulptøren 

Keld Moseholm, efter 26 år. 

af Birgitte Ellemann Höegh 

| birgitte.hoegh@os.dk 

foto Lars Skaaning 

Engang i begyndelsen af 1970’erne havde Hus 

Forbis klummeskribent Steen Viggo Jensen en 

lærer i gymnasiet, der hed Keld Moseholm og 

var skulptør. To år forinden var han udklækket 

fra Kunstakademiet og var blevet ansat på 

Skt. Knuds Gymnasium i Odense til at indvie 

de studerende i kunstens fagre verden. 

Og det satte sine spor i den unge Steen 

Viggo, der ud over at udfolde sig kreativt i ler 


og gips kom tæt på Keld Moseholm også uden 

for timerne. For Steen Viggos kæreste, Birgit, 

boede på en gård skråt over for Kelds bopæl 

og atelier i landsbyen Lumby nord for Odense, 

hvor Steen Viggo rendte ud og ind af huset 

igennem to år. Han gik til hånde og lærte også 

Kelds kone, Bente, og deres tre børn at kende. 

Han hjalp bl.a., da der skulle bygges atelier, 

og da Keld skulle transportere en af sine 

skulpturer til Charlottenborgs forårsudstilling 

i København. Det foregik i Steens fars gamle 

værksteds-Volvo. 

Da studenter-årene var forbi, mistede de to 

kontakten, men er nu mødtes igen. For Steen 

Viggo har længe haft lyst til at gense sin gamle 

ven – manden, der laver de små, tykke, menneskelige 

mænd og kvinder, der med deres 

iboende blanding af lethed og tyngde repræsenterer 

livets diversitet, som Steen Viggo selv 

har været udsat for. 

Kunst under åben himmel 

I mellemtiden har Steen Viggos liv nemlig 

snoet sig ad mange veje. Han har bl.a. arbejdet 

på boreplatform, slagteri, været naturvejleder 

for adfærdsvanskelige unge og portør. Han har

været gift, fået en datter, er blevet skilt igen, 

har boet et år helt for sig selv i den danske 

natur, været hjemløs i Odense og Århus’ gader 

i to år, men har rejst sig igen og var med til 

at opbygge De hjemløses landsorganisation, 

SAND, mens han boede på forsorgshjemmet St. 

Dannesbo i Odense. 

I de seneste seks år har Steen Viggo skrevet 

i Hus Forbi om naturens og urternes fortræffeligheder, 

holdt foredrag, er blevet bedstefar 

og er i øjeblikket i gang med at færdiggøre sin 

bog ”Vorherres Køkkenhave”. 

Alt imens har Keld Moseholm gået i de 

fynske bakker og forfinet sine skulpturer, der 

med tiden har fået deres helt egen signatur: 

Små tykke mænd og kvinder, der myldrer frem 

med alskens gøremål i samarbejde og modarbejde. 

Og skulpturerne er med årene spredt ud 

over et væld af danske byer – fra DGI-byen i 

København til Mølletorv i Brande – ligesom 

Sydney, Sao Paulo og Toyamura i Japan også er 

blevet beriget af hans gemytter. 

Anede ikke, om jeg ville overleve 

Og Kelds værker er Steen Viggo også stødt på 

igen og igen, samtidig med at han er blevet 

- Det er da, hvad man kan kalde 

skizofreni, lyder Steen Viggo 

Jensens (th.) kommentar til Keld 

Moseholms kløvede skulptur. 

- Ja, eller også bare en klodsmajor, 

griner skulptøren. 

mindet om sin gamle vens eksistens. 

- Det var jo Keld, der fik mig til at holde af 

kunsten, og da jeg boede på gaden, var den 

interesse ikke mindre. På et tidspunkt havde 

jeg så få penge, at jeg ikke engang havde råd 

til at gå ind og se Kurt Trampedach, da han 

udstillede på Fyns Kunstmuseum. Det ærgrede 

mig gudsjammerligt. Til gengæld har jeg 

nydt Kelds skulpturer, for de har altid været 

der – under åben himmel – lige dér, hvor kunst 

gør sig allerbedst, siger Steen, da vi nærmer os 

Kelds hus uden for Faaborg. 

Senest har de gjort indtryk, da Steen Viggo i 

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 5 

4

4 

foråret 2008 var på Odense Universitetshospital 

for at få en skæbnesvanger meddelelse 

om kræft i halsen – en sygdom, han heldigvis 

efterfølgende er kommet godt over. 

- Det første, jeg så, da jeg kom ud fra 

sygehuset, var Keld Moseholms skulptur, og 

dén betød meget for mig netop den dag. Jeg 

stod jo der og anede ikke, hvor store chancer 

jeg havde for at overleve. Men så stod de små 

alternative mennesker og løftede en sten i flok 

over et vandfald – det virkede så livsbekræftende, 

forklarer Steen. 

Skizofren eller klodsmajor 

Keld Moseholms hus er en gammel skole med 

udsigt over det sydfynske øhav. Et pragtfuldt 

sted med udstilling af mere end hundrede af 

hans bronzeskulpturer både uden- og indendørs 

– hans tykke små mennesker, der bliver 

skrabet væk af en gigantisk spatel, så de 

nærmest opløser sig i hinanden, balancerer på 

sten, plasker rundt i en spand og har hundredvis 

af andre gøremål. Men ofte hjælper de 

hinanden eller er i alt fald sammen om den 

handling, de er i gang med. 

Keld og Steen Viggo giver hinanden et 

ordentligt gensynsknus. De ser hinanden an 

og bliver enige om, at de faktisk ligner sig selv 

meget godt fra dengang. Og den næste time går 

de omkring i skolestuerne, der er ombygget 

til lyse udstillingsrum, hvor alle Kelds figurer 

knokler omkring. Der bliver talt om de enkelte 

skulpturer, hvor de er opstillet henne og til 

hvilke formål. Nogle er prisstatuetter til årets 

pressefotos, musik- eller sportspriser. 

Samtidig får de to herrer hanket lidt op i 

årene, der er gået. Steen Viggo fortæller om sin 

sygdom, og at han altså ikke har tænkt sig at 

smutte herfra foreløbigt, for der er så meget, 

han skal nå – bl.a. at få sig et nyt tandsæt. 

Keld ler stille og viser en kløvet mand frem. 

- Det er da, hvad man kan kalde skizofreni, 

bemærker Steen Viggo. 

- Ja, eller også bare en klodsmajor, griner 

Keld. 

Og så kommer Kelds kone forbi – op ad trappen 

og råber noget om nogle træspåner, som 

flyver omkring – og det er vist noget rod. For 

tre store træer er blevet stynet ude på gårdspladsen. 

Men da hun ser Steen Viggo, glemmer 

hun alt om spåner, for han skal have et knus. 

Alternative mennesker og problem- 

knusere 

Bagefter sætter Keld og Steen Viggo sig over i 

privaten og får en kop kaffe, nogle ristede boller 

og lidt god ost. Her er lunt og godt, malerier 

på væggene, møbelklassikere i alle hjørner og 

Kelds små arbejdsomme figurer hist og her. I 

de næste timer bliver der talt om erindringer 

fra gymmnasieårene – og mere om de tykke 

mænd. 

- Når jeg ser dine figurerer, ser jeg alternative 

mennesker og problemknusere. De har 

jo en fortælling i sig, og det tiltaler mig, siger 

Steen Viggo. 


Steen Viggo og hans gamle gymnasielærer Keld Moseholm (tv.) har ikke set hinanden i 26 år, så de får hanket 

lidt op i historierne, mens de går rundt og beser skulpturerne i Moseholms udstilling og atelier på Fyn. 

besøg og bestil 

Hvis du har lyst til at besøge Keld Moseholms udstilling og have, 

kan det bedst betale sig at ringe og lave en aftale i forvejen. 

Den ligger på Knoldsborgvej 1 i Faaborg. 

Keld kan kontaktes på 6361 7813. 

Steen Viggos Jensens bog ”Vorherres Køkkenhave” kan du 

bestille på steenviggo@galnet.dk

Gensynet rundes af med kaffe og ostemad og en snak om livets paradokser og dimensioner, som Keld Moseholm (tv.) søger at skildre med sine skulpturer. 

- De er faktisk en slags selvportrætter, fortæller 

Keld og forklarer, hvorfor han synes så 

godt om den runde form til sine figurer: 

- De har det paradoks i sig, at de både er 

tunge, spændstige og smidige og gør nogle 

ting, der strider imod dét, de burde kunne. 

- Jeg ser også en social dimension, for de 

hjælper jo hinanden, påpeger Steen Viggo. 

- Det handler om menneskelivet på godt og 

ondt. Nogle gange udtrykker de noget smukt, 

der kan opstå mellem mennesker, men nogle 

udtrykker også de overgreb, der sker mellem 

mennesker, f.eks. dem, der bliver mast af 

en kagerulle. Jeg ved godt, at man ikke kan 

bevæge andre uden selv at bevæges – det har 

en eller anden klog mand vist også engang 

sagt – men det er afgørende for mig, at der er 

nogen, der ser på dem og får dét ud af dem, de 

vil, siger Keld. 

Bevæget af skulpturen 

- Du var i alt fald en øjenåbner for mig helt 

tilbage i gymnasieårene og nu igen, da jeg kom 

ud fra sygehuset, bekender Steen Viggo og 

fortæller Keld om sin oplevelse. 

- Det er jo ret fantastisk, at en skulptur kan 

det. Jeg hører faktisk mange sige, at de bliver 

i godt humør, når de ser mine ting, selv om 

de ikke er lige morsomme alle sammen, siger 

Keld. 

- Får du mange opgaver? 

- Der er tit nogen, der henvender sig. Nogle 

opgaver bliver til noget, andre ikke. Det har 

gerne noget med økonomien at gøre. Men når 

nogen brænder meget for at få en skulptur, 

kan man måske være lidt smidig, siger Keld. 

- Det er jeg også, når jeg holder foredrag. 

Hvis det er foredrag til mænd i jakkesæt, får 

de lov at betale, mens jeg for nylig var på en 

efterskole for omsorgssvigtede børn, hvor der 

ikke rigtig var økonomi i det, fortæller Steen 

Viggo. 

- Det er da sjovt, at du skal til at udgive en 

bog, siger Keld. 

- Ja, til april. Jeg har en masse fabulerende 

elementer i den – bl.a. er jeg på en kirkegård 

sankthansaften ved midnatstid, hvor jeg fabulerer 

over mystikken, og så er der en masse 

fakta, der kræver en fandens masse research. 

Nogle steder går jeg 400 år tilbage for at finde 

ud af, hvad en plante er brugt til. Men min 

bog er også skrevet, fordi jeg gerne vil have 

voksne og børn ud i naturen og opleve lugtene, 

lydene og friheden. 

Opskrift på stegt kat 

- Du bruger vel også dine egne oplevelser. For 

jeg har jo hørt dig i radioen nogle gange, siger 

Keld. 

- Ja, i Koplevs Krydsfeldt på P1, svarer 

Steen. 

- Lige pludselig tændte jeg radioen og genkendte 

din stemme, griner Keld. 

- De havde jo telefonstorm inde på Danmarks 

Radio, fordi jeg gav en opskrift på stegt 

kat og pindsvin, ha ha ha. Men det drejede sig 

altså om nedkørte dyr. Når jeg er til Brugernes 

Bazar i Odense (årligt træf for socialt udsatte, 

red.), har jeg levende nyvaskede regnorme 

gående. Så kan folk vælge, hvad for én jeg skal 

spise. De smager ikke af særlig meget, men så 

kan man marinere dem og give dem lidt på den 

varme pande. 

- Hold da op, ja, man er jo meget traditionel, 

siger en overrasket Keld. 

- Lige nøjagtigt, og jeg vil gerne bryde nogle 

grænser og fortælle, hvad der er nødvendigt 

for at overleve. Det er noget med kulhydrater, 

vitaminer og salte. Det er jo interessant, at 

man faktisk ikke behøver supermarkedet. 

Mørket er ved at sænke sig over Midtfyn. 

Vi når en tur gennem Kelds have, hvor figurerne 

forsætter ned gennem krat og om hjørner, 

sti efter sti. Her er ualmindeligt stille. En stor 

rovfugl kredser over området – vist nok en 

vintermusvåge, mener Steen Viggo. 

- Nå, men Bente har inviteret mig på kaffe 

en anden dag – så kan vi jo holde kontakten, 

siger han. 

- Så kommer du bare, når du har god tid, 

svarer Keld. 

Og det vil Steen Viggo gerne. Der er også et 

enormt naturområde at udforske langs vandet. 

Hans yndlingsbeskæftigelse er turene ud i det 

fri med fiskestangen i rygsækken – så mon 

ikke han snart kommer igen? | 

Artiklen er en del af serien ”Hende/ham vil jeg 

gerne møde”, hvor Hus Forbi-sælgere 

interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med 

redaktionen. 


Luk os 

ind i varmen 

- Vores eneste ønske er 

et arbejde og et bedre 

liv, siger de hjemløse 

østeuropæere, der overnatter 

i det midlertidige 

nødherberg i København. 

af Morten Bruun 

| mob@redaktionen.dk 

foto Flemming Schiller 

Han hedder Alex, han medbringer sine ejendele 

i en halvfyldt plasticpose fra SuperBest, 

og han er i god tid. 

Allerede kl. 22.20 stiller den 50-årige rumæner 

sig som den første op i køen – 40 minutter 

før nødherberget på Nørrebro åbner for natten 

og udleverer liggeunderlag og soveposer til de 

flere end 20 hjemløse østeuropæere, som denne 

kolde aften i januar har taget plads bag Alex. 

Det kan godt være, det ikke er bekvemt at 

ligge på rad og række på gulvet. Som sild i en 

sovesal. Men det er absolut bedre end en 

opgang eller en bænk på gaden. Her er kaffe, 

suppe og varme – og venlige mennesker, der 

viser omsorg. 

- Det larmer lidt, når man gerne vil sove. 

Men forholdene er gode, siger Alex på et gebrokkent, 

næsten lydløst, men dog forståeligt 

engelsk. 

100 kroner på lommen 

I Rumænien var han håndværksmaler – og 

malede især kirker. Men arbejdet var, som han 

siger, ”styret af mafiaen og en rigtig dårlig 

løn”. Derfor rejste han væk. På jagt efter et job, 

som han efter en mislykket sviptur til Sverige 

fandt i Danmark for knap et halvt år siden. Vi 

forstår, at det handlede om fabriksarbejde om 

natten – 600 nettokroner for otte timer, også 

i weekenden – men en fodskade førte til en 

fyreseddel. 

Nu er han arbejdsløs, hjemløs og modløs. 

Han har kun 100 kroner på lommen og lever 

af et dagligt måltid mad fra de billige væresteder 

i hovedstaden. Og ligesom de op mod 

skønsmæssigt 500 hjemløse østeuropæere, 

der opholder sig i Danmark denne vinter – en 

8 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

I begyndelsen af januar forsøgte rumænske 

Alex sig som Hus Forbi-sælger. Han fik en 

bunke aviser af en anden sælger, men efter 

halvandet døgn gav han op: - Det var koldt, 

og jeg solgte kun tre-fire aviser. Det er 

svært, når man ikke kan sproget. 

fordobling i forhold til i fjor – har Alex kun et 

ønske: Han vil gerne lukkes ind i varmen. 

- Hver dag går jeg på jobcentret og besøger 

firmaer, men der er ikke noget. Det er hårde 

tider – jeg rejser nok snart hjem, hvisker Alex 

og tager med et smil imod vores fremstrakte 

hånd og ønsket om ’held og lykke med livet’: 

- Tak skal du have. Du skal vide, at alle 

herinde håber, håber og håber. 

En træt trio fra Rumænien 

Ved et af nabobordene er stemningen blevet 

ret højrøstet. Tre yngre rumænere vil gerne 

tale med Hus Forbi, før de kryber til køjs, eller 

hvad man nu kalder det … 

Det er tredje aften i træk, pressens snushaner 

besøger stedet før sengetid, og trioen er 

træt af, at journalisterne hovedsageligt borer 

i deres skæbner. Valentine, Claudio og Simon 

fortæller, at de – som mange andre i den østeuropæiske 

karavane af jobsøgende lykkeriddere 

– har været forbi bl.a. Holland, Tyskland, 

Østrig og Norge: 

- I tror, Danmark er noget særligt. For os 

er det bare et land som mange andre i Vesteuropa. 

Vi har kun forladt vores børn, fordi vi 

ønsker et arbejde, som giver os selv og dem et 

bedre liv, insisterer Simon, den vredeste af de 

tre, og tilføjer: 

- Men i Danmark bliver vi ikke respekteret 

som arbejdere og EU-borgere. Og nu sidder vi 

hér … 

Sidste vinter døde to hjemløse polakker på 

gaden i København. | 

Borgere fra andre EU-lande må ikke overnatte på 

offentligt støttede herberger i Danmark. Derfor 

etablerede seks sociale organisationer sidste år 

nødherberget på Nørrebro. Støttet af frivillig 

arbejdskraft og private donationer er der også i år 

penge til at holde åbent i tre måneder. 

det siger reglerne 

Ifølge den danske udlændingelov skal EU-borgere 

kunne forsørge sig selv, når de kommer hertil. 

De må være her tre måneder som turister og tre 

måneder som arbejdssøgende. Herefter skal de have 

arbejds- og opholdstilladelse for at blive i landet. 

Før jul blev velfærdsminister Karen Jespersen og 

integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, begge 

Hus Forbi 

strammer kravene 

Østeuropæiske sælgere skal fremover dokumentere, at 

de opholder sig lovligt i Danmark for at få lov at sælge 

hjemløseavisen. 

af Morten Bruun 

| mob@redaktionen.dk 

Hus Forbi strammer nu 

kursen over for de østeuropæere, 

som uden lovligt 

ophold i Danmark ernærer sig 

ved at sælge avisen på gader 

og stræder. Det skyldes en 

gruppe på anslået 50-70 personer, 

hovedsageligt romaer, 

der ikke har autoriserede 

sælgerkort, men sælger med 

falske eller forældede kort. 

Det er et par år siden, østeuropæere 

for alvor begyndte 

at dukke op i gadebilledet 

som Hus Forbi-sælgere – for 

mange en sidste udvej for at 

tjene penge, når de danske 

arbejdsgivere afviste dem. 

Dengang skulle de bl.a. på et 

danskkursus i Hus Forbi-regi 

for at få et sælgerkort, der 

gjaldt i seks måneder. Kurset 

eksisterer ikke længere, men 

østeuropæerne er her stadig. 

Grænsen er nået 

Nogle af romaerne indgår 

ifølge Robert Olsen, formand 

for Hus Forbis bestyrelse, 

”muligvis i et systematisk, 

illegalt netværk”. I hvert fald 

skaber de store problemer, 

især i de større provinsbyer 

på Sjælland. Her har østeuropæerne 

fundet en niche, og 

kommer ikke som tidligere 

Venstre, igen kritiseret for lovgivningen af især SF 

og Enhedslisten. De havde ved redaktionens slutning 

endnu ikke svaret på kritikken. 

Til EU-borgere udsteder Hus Forbi midlertidige 

sælgerkort på et halvt år. Herefter skal de fremvise 

opholds- og arbejdstilladelse for at få fornyet 

kortet. 

i konflikt med danske Hus 

Forbi-sælgere i København. 

Mange af dem har dog 

svært ved at leve op til det, 

Foreningen Hus Forbi kalder 

’god sælgerskik’. Det fremgår 

af oplysninger fra politiet og 

klager fra både forretningsdrivende 

og kunder. 

- Det skal vi tage alvorligt, 

og nu er vores grænse nået, 

siger Robert Olsen som begrundelse 

for den stramning 

af retningslinjerne, bestyrelsen 

vedtog i januar: 

Østeuropæere, der ønsker 

at sælge hjemløseavisen, skal 

forbi Hus Forbis salgsmedarbejder 

Leif Baran i Hjemløsehuset 

i København. Han 

vurderer, om den enkelte 

kan forstå og vil leve op til 

den sælgerkontrakt, alle 

skal underskrive for at få sit 

sælgerkort. 

- Som forening kan vi ikke 

leve med, at salget går gennem 

folk, der måske opholder 

sig illegalt i Danmark. De 

skal leve op til reglerne – og 

de skal opføre sig ordentligt 

over for kunderne. Men vi vil 

også gerne hjælpe dem til at 

forstå de danske regler og få 

orden i deres papirer. Vi har 

ikke noget ønske om at skabe 

konflikt med dem, vi ønsker 

løsninger, siger Robert Olsen 

og tilføjer: 

- Vi håber, indsatsen nytter. 

Men vi kan ikke gardere 

os imod bedragere. 

Sælgere til samtale 

Michael Espersen, leder af 

Morgencafeen (værested for 

hjemløse i København, red.), 

er en af dem, der nu vil blive 

bedt om at sende østeuropæiske 

sælgere til samtale i 

Hjemløsehuset, fordi mange 

af dem køber aviser i hans 

café. 

- Jeg aner ikke, om de er 

en del af et netværk. Det er 

også forkert at sige, at de 

opholder sig illegalt i landet. 

Ifølge Schengen-aftalen får 

de automatisk tre eller seks 

måneders visum, når de 

kommer til Danmark. Når 

perioden udløber, behøver 

de i princippet blot at krydse 

en grænse, før de kan vende 

tilbage og starte på ny, pointerer 

Michael Espersen. 

Alligevel kan han godt 

leve med Hus Forbis nye kurs 

over for sælgerne. 

- Jeg skal nok sende dem 

forbi Hjemløsehuset til en 

samtale. Tiden vil vise, om 

den løsning er god nok, siger 

Michael Espensen. 

Hus Forbi har ca. 400 autoriserede 

sælgere. | 


foto Flemming Schiller

af Karen Pedersen 

| karenp@email.dk 

illustration Hanne Louise 

Nielsen 

En tagrende-renser, en hjemmefrisør, 

en haveservice-mand, en 

hundelufter, en lydtekniker … 

12 tidligere hjemløse og socialt 

udsatte fra Århus er sprunget, 

eller springer, i de næste måneder 

ud som iværksættere. Med forretningsplan 

og hele molevitten – 

og med startkapital fra et såkaldt 

mikrolån. 

Socialt udsatte står normalt 

ikke først i køen, hverken til 

arbejde eller lån i banken. Er man 

på kontanthjælp eller førtidspension, 

er bankernes kreditvillighed 

ikke stor. 

Mange slæber desuden rundt 

på heftig gammel gæld. Ikke den 

bedste situation, hvis man drømmer 

om at blive selvstændig. Det 

Muhammad Yunus 


er her, mikrolånet kommer ind i 

billedet. 

- Vi vil gerne give socialt 

udsatte, som ikke rigtig ’passer 

ind’ i det normale beskæftigelsessystem, 

en chance for at træde 

ind i samfundet igen – ved at give 

dem et lille lån, så de kan blive 

værksættere, forklarer projektleder 

Ivan Christensen fra Socialt 

Udviklingscenter SUS, der står 

bag initiativet. 

Mikrolån med nye briller 

Mikrolån er kendt fra ulandene 

og er små lån, hovedsagelig fra 

private investorer, som giver 

fattige mulighed for at udvikle 

egen virksomhed, f.eks. drive 

metalværksted, opdrætte høns 

eller åbne en frisørsalon. Ideen 

stammer fra økonomen Muhammad 

Yunus, som i 2006 fik Nobels 

Fredspris for sin mikrolånsmodel 

(se boks). 

Nyt liv til 

iværksætter- 

drømme 

Mikrolån til fattige er kendt fra ulandene, 

men nu er ideen også kommet til Danmark. 

12 socialt udsatte fra Århus kan snart kalde 

sig virksomhedsejere, takket være et mikrolån. 

”Dette er ikke velgørenhed. Dette er business. Business 

med social målsætning, der handler om at hjælpe folk ud af 

fattigdom.” 

Sådan beskriver mikrolånets ophavsmand, økonomiprofessor 

Muhammad Yunus fra Bangladesh, sin forretningside. En 

ide, der i 2006 indbragte ham Nobels Fredspris for at skabe 

social og økonomisk udvikling i den tredje verden. 

Yunus begyndte i 1970’erne af egen lomme at yde små lån 

Det danske initiativ er stærkt 

inspireret heraf, der er bare byttet 

om på indhold og sammenhæng: 

- I stedet for at bruge mikrolån 

til ressourcestærke mennesker i 

- Socialt udsatte 

kan have svært 

ved at begå sig 

på en arbejdsplads, 

men ofte 

har de både ressourcer 

og ideer. 

et ressourcesvagt samfund giver 

vi mikrolån til ressourcesvage 

mennesker i et ressourcestærkt 

samfund. Dvs. at mikrolån bliver 

brugt til at bekæmpe sociale 

mikrolån – forretning med socialt sigte 

problemer i stedet for økonomiske 

problemer, forklarer Ivan Christensen. 

Og perspektiverne er til at få 

øje på, mener han: 

- Socialt udsatte kan have 

svært ved at begå sig på en arbejdsplads, 

men ofte har de både 

ressourcer og ideer. De er vant til 

at klare sig selv, de er selvstændige 

og ofte egenrådige. Og gode 

til at lave penge! Bare se på de 

hjemløse, der sælger Hus Forbi. 

Eller stofbrugerne, som er vant til 

at skaffe penge til deres stoffer. 

De har masser af organisationstalent. 

Det vil vi gerne vende til 

noget positivt. 

Selvkørende efter et år 

De 12 socialt udsatte værestedsbrugere 

fra Århus er udvalgt som 

iværksættere til projektet og har 

været på et firedages kursus. Nu 

skal de så i gang, hver med et 

til fattige kvinder, som derved fik mulighed for at drive 

forretning. Lånene var baseret på tillid. Låntagerne skulle 

ikke stille sikkerhed for lånet, men forpligtede sig til at 

betale det tilbage i små rater og med renter. 

Siden stiftede han Grameen Bank som samlingspunkt for 

sine lån. Gennem de seneste tredive år har han lånt ca. 

35 milliarder kroner ud, og 98 pct. af pengene er betalt 

tilbage.

mikrolån på 10.000-50.000 kr. 

Rent praktisk foregår det sådan, 

at iværksætteren får en kredit i 

Merkur bank, og Socialt Udviklingscenter 

SUS kautionerer for 

lånet. 

- Vi har fået penge af Velfærdsministeriet 

til at udvikle 

mikrolånsprojektet – men ikke 

penge til selve lånene. Derfor går 

vi selv ind og kautionerer. Hvis 

vi ikke selv tror på ideen, hvordan 

skal andre så, pointerer Ivan 

Christensen. 

Iværksætterne skriver under 

på, at de vil betale lånet tilbage 

Mikrokreditter er i dag et anerkendt 

middel til at bekæmpe fattigdom, og 

ideen om mikrobanker har bredt sig til 

mange lande verden over. Også flere 

danskere har fået øjnene op for ideen 

og yder mikrolån til fattige iværksættere 

bl.a. gennem virksomheden MyC4 

og Andelskassen Oikos. | 

med almindelige bankrenter. De 

første tre måneder kan de geninvestere 

de penge, de tjener. 

Herefter skal de begynde at 

bringe kreditten ned. Mikrolånerne 

kan ikke trække penge ud 

af lånet til sig selv, men må leve 

af førtidspension, kontanthjælp 

eller sygedagpenge, indtil de får 

etableret deres virksomhed. Efter 

12 måneder skal kreditten være 

betalt ud, og iværksætterne være 

mere eller mindre selvkørende. 

- Målet er ikke nødvendigvis, 

at alle skal være helt selvforsørgende. 

Nogle ønsker f.eks. at supplere 

førtidspensionen, fortæller 

Ivan Christensen. 

Brug for nytænkning 

Han håber, at iværksætterne kan 

bane vejen for, at flere socialt 

udsatte fremover kan få mulighed 

for at få foden under eget 

bord med hjælp fra et mikrolån. 

Men der er nogle sten på 

vejen. 

- Ikke hos mikrolånerne. 

De er klar til 

at gå i gang, hvis 

de eller kan få 

lov! Men der 

er en række 

barrierer i 

systemet. 

Lovgivningen 

er ikke 

særlig fleksibel 

i forhold 

til at være 

iværksætter og 

samtidig få overførselsindkomst. 

Der er bl.a. mulighed 

for det, hvis man er 

på revalidering, men 

reglerne bliver mildest 

talt ikke brugt ret meget. 

Der ligger et stort 

arbejde i at udvikle 

social- og beskæfti- 

Ivan Christensen, Socialt Udvik- 

lingscenter SUS 

gelsespolitikken og skabe bedre 

muligheder for at få overførselsindkomst 

samtidig med, at man 

kan låne penge til etablere sig som 

selvstændig. 

- En anden hurdle er gammel 

gæld, som får mange socialt 

udsatte til at hænge fast i deres 

situation. Så snart de begynder at 

tjene penge, banker kreditorerne 

på. Derfor er det også vigtigt at arbejde 

med f.eks. gældssanering til 

mikrolån i danmark 

• Socialt Udviklingscenter SUS har udviklet mikrolåns-projektet sammen 

med Århus Kommune med støtte fra Velfærdsministeriet. 

• 12 socialt udsatte værestedsbrugere fra Århus har været på et firedages 

kursus. Her har de arbejdet med personlig udvikling og fået redskaber, som 

kan hjælpe dem med at realisere drømmen om at blive iværksætter. 

• Kurset blev holdt af lederudviklingsfirmaet Pathfinder. 

den her gruppe mennesker, siger 

Ivan Christensen. 

Alt det arbejder Århus Kommune 

og Socialt Udviklingscenter 

SUS videre med. SUS har også 

planer om på længere sigt at 

oprette et iværksætterhotel, hvor 

socialt udsatte med en forretningside 

i maven kan søge råd og 

vejledning og mødes og netværke 

med andre. | 


12 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

hjemløse taber i 

2009 

Det bliver sværere at være 

hjemløs i Danmark i år. Forsorgshjem 

og varmestuer får færre 

penge fra kommunekasserne end 

sidste år. 

Det viser Rådet for Socialt Udsattes 

vurdering af kommunernes 

indsats på udsatteområdet, den 

såkaldte Oxford-rapport, der 

kom i januar. 

- Samlet er der sket en nedskæring 

på hjemløseområdet på 

3,6 pct. Samtidig er der lagt op 

til en omfattende statslig indsats 

mod hjemløshed i år. Man kan 

frygte, at de statslige midler vil 

blive brugt til de almindelige 

udgifter og ikke til en ekstra 

indsats, siger formanden for Rådet 

for Socialt Udsatte, Preben 

Brandt, til dagbladet Arbejderen. 

Ud over hjemløseområdet er 

der også skåret i den ambulante 

behandling til misbrugere. - kap 

Mariatjenesten 

søger 

FRIVILLIGE MEDARBEJDERE 

Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i sam- 

fundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær 

brug for dig til: 

Mariatjenesten - i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. 

Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang 

om ugen. 

Herberget - i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger 

frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 22-10. 

Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde 

med Diakonissestiftelsen. 

Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og 

prostitution. 

Ring for flere oplysninger: 

Johan Petersen eller Karin Zorn 

Mariatjenesten 

Istedgade 20, 1650 København V 

Tlf. 33 24 50 50 hverdage kl. 10-12 

Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets 

marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6000 

frivillige medarbejdere. 

Sælgerne godt klædt på 

Så er Hus Forbis sælgere klædt på til at gå vinteren i møde. 

Sælgerne fik i januar udleveret varmt vintertøj fra inderst til yderst: vinterjakke, 

regnsæt, varmt undertøj, skisokker, halstørklæde og et par solide 

vandrestøvler. Her er det Preben og Karina, der tester det nye udstyr. Både 

smilet og tommelfingeren vendte klart opad! 

En del af pengene til vintertøjet kommer fra en indsamling blandt læserne. 

80.000 kr. blev der samlet ind i år. En stor tak fra sælgerne! - kap 

Bliv besøgsven 

for en ældre 

hjemløs 


overskud fra 

”spil dansk dagen” 

Da Studenterhuset i København 

i oktober markerede den 

årlige ”Spil Dansk Dagen” med 

koncert med en række danske 

bands, valgte arrangørerne at 

donere alle entreindtægter til 

Hus Forbi. 

- Studenterhuset og Take the 

Money and Run (bookinggruppe, 

red.) vil slå et slag for et inkluderende 

fællesskab på en dag som 

”Spil Dansk Dagen”, der jo på fin 

facon formulerer et fællesskab 

i Danmark. Det er godt, at Studenterhuset 

som samlingspunkt 

for mange kan tage ansvar for 

mindre heldigt stillede i samfundet, 

lød det fra arrangørerne. 

Det blev til knap 2.500 kr., 

som Hus Forbi siger tak for. - taj 

På Kollegiet Gl. Køge Landevej bor 

148 hjemløse mænd i alle aldre. Nogle bor her i mange år. 

Beboerne er søde og rare, men er kommet skævt igennem livet, 

og de fleste har et alkoholmisbrug. 

Vi søger nu frivillige besøgsvenner, som ca. en gang hver 14. dag vil besøge 

en af vores faste beboere. 

Vi har fælleslokaler med faciliteter til at spille kort, billard, drikke kaffe 

eller dyrke motion sammen. I kan også tage ud at fiske eller trave en tur i 

Valbyparken, som ligger lige bag Kollegiet. 

I bestemmer selv, hvad I laver sammen, alt efter fælles interesser og humør. 

Aktiviteterne kan foregå her på Kollegiet eller ude i byen. 

Vi sørger for at matche dig med en beboer, som du har noget til fælles med. 

Og vi tilbyder introduktion, uddannelse og løbende opfølgning. 

Vi forventer af dig, at du er voksen, tålmodig, mødestabil og har et åbent sind. 

Til gengæld får du mulighed for et venskab med en person, som trænger til 

social kontakt, men som også har noget at give. 

Kontakt Bjarne Hartmeyer på tlf. 28 34 57 83 eller mail: bha@hjemlos.dk 

Kollegiet Gl. Køge Landevej Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby 

Tlf: 36 30 43 21 www.hjemlos.dk 


Mange års massiv druk sætter sine spor, og omkring 50-års-alderen sætter kroppen ofte ud hos mange alkoholikere. De kan ikke klare sig alene længere, 

men passer heller ikke ind på et almindeligt plejehjem. 

Ingen plads 

til alkoholnedslidte 

Der er ikke meget hjælp at hente i kommunen 

for mennesker, som har drukket i mange 

år og ikke længere kan klare sig selv. Det 

mener Anne Petersen, leder af et værested 

i Haslev. Faxe Kommune afviser kritikken. 


af Birgitte Ellemann Höegh 

| birgitte.hoegh@os.dk 

For tre måneder siden døde en 

alkoholiseret 60-årig førtidspensionist 

i sit eget hjem i Haslev. 

Han havde ligget i sin lejlighed i 

to dage, før en frivillig medarbejder 

fra Café Paraplyen, et værested 

for socialt udsatte i Haslev, 

fandt ham. 

I godt et halvt år havde han 

været i aktivering i Café Paraplyen 

og plejede at møde op hver 

dag på slaget ni, men i de sidste 

par dage var han ikke dukket op. 

Personalet på værestedet vidste 

godt, at han ikke havde kontakt 

til ret mange andre mennesker, så 

de var tættest på til at reagere. 

- Så tænker jeg bare: ”Åh, hvor 

ville det dog være ønskværdigt, 

hvis der havde været muligheder 

foto Scanpix 

for omsorg og hjælp til ham på et 

tidligere tidspunkt”. For han skulle 

da ikke ligge død derhjemme i 

to dage, før nogen fandt ham. Han 

skulle have haft et botilbud for 

funktionssvækkede alkoholmisbrugere, 

eller kommunen skulle 

have stillet omsorgspersonale til 

rådighed, siger Anne Petersen, 

daglig leder af Café Paraplyen. 

Hører ikke konsekvenserne 

Lige nu er Anne Petersen bekymret 

for to andre tidligere brugere 

af værestedet, som er for svage til 

at medvirke i et interview i Hus 

Forbi. De repræsenterer en gruppe 

af mænd, hvis situation Anne Petersen 

mener kræver væsentligt 

bedre hjælp: 

- Det er mænd i 46-47-års-alderen, 

hvis kroppe ikke kan mere, 

fordi de har drukket massivt

gennem mange år. Og så ryger de 

på sygehuset, bliver indlagt på 

en firemandsstue. Det kan godt 

være, at de fysiske abstinenser 

fra alkoholbehovet bliver dæmpet 

med smertestillende medicin, 

men hjernen kører på højtryk. 

Sygeplejerskerne har hverken tid 

eller overskud til at sætte sig ned 

og yde omsorg for så besværlig en 

patientgruppe, og lægerne taler 

et sprog, som de slet ikke forstår. 

Når en læge siger til én af disse 

fyre, at han dør, hvis han ikke 

bliver liggende, så hører han kun 

ordene: ”… hvis du ikke bliver 

liggende her”, ikke hvad der ellers 

sker. Og så lader man ham 

efter eget ønske udskrive, selvom 

han er rigtig dårlig, siger Anne 

Petersen. 

Hjemmehjælpen er utryg 

De to mænd, som hun bekymrer 

sig for, var indlagt med henholdsvis 

KOL (rygerlunger, red.) 

og leverproblemer, men er nu 

begge udskrevet igen til egen 

bolig. Mens de lå på hospitalet, 

var Anne Petersen bange for, at 

de skulle dø helt alene. Nu er de 

hjemme, hvor hun oplever, at de 

er ensomme og omgivet af plejepersonale, 

der ikke er uddannet 

til at tackle deres problemer: 

Hvis man sætter 

alkoholikere som 

dem, jeg kender, 

på plejehjem, kan 

de jo hverken få 

kat eller bajer 

med sig. Er det 

virkelig det, vi 

ønsker? 

Anne Petersen 

leder af værested i Haslev 

- Hjemmehjælpen er tvunget til 

at komme, men de bryder sig absolut 

ikke om det. Den ene af de 

to mænd holder hjemmeværtshus. 

Han kan ikke selv gå hen og sætte 

sig på en bænk eller ind på et 

værtshus, men må håbe på, at der 

dukker nogen op, som gider hente 

øl, for ellers går han fuldstændigt 

ned. De er ganske rigtigt nogle 

brovtende mennesker, så jeg 

kan godt følge plejepersonalets 

utryghed, men man kan bare ikke 

ændre sådan en mands vaner, 

siger Anne Petersen. 

Hun har kontaktet Faxe Kommune 

for at høre om mulighederne 

for en plads på et alternativt 

plejehjem, der kan håndtere og 

acceptere alkoholikere. Tættest på 

ligger Bo- og Støttecenter Blegdammen 

i Næstved. Ellers er der 

E-huset i De Gamles By i København, 

men begge plejecentre 

har alenlange ventelister. Anne 

Petersen mener desuden ikke, 

at kommunen er indstillet på at 

betale for at flytte deres borgere 

på alternative plejehjem i andre 

kommuner. 

- Enten må der være et korps 

i kommunen, som kan tage sig af 

disse mennesker, eller også må 

man oprette et sted, hvor de kan 

bo og leve med det misbrug, de nu 

engang har. For hvis man sætter 

alkoholikere som dem, jeg kender, 

på plejehjem, kan de jo hverken 

få kat eller bajer med sig. Er det 

virkelig det, vi ønsker? spørger 

hun. 

Kommunen melder pas 

Omsorgschefen i Faxe Kommune, 

Flemming Willadsen, forstår ikke 

Anne Petersens frustration over 

forholdene for de funktionssvækkede 

alkoholmisbrugere. 

- Vi har tohundrede plejeboliger 

i kommunen, så hvis man har 

behov for en tryghedsbolig, kan 

vi godt hjælpe. Boligtilbuddene er 

behovsbestemt, så vi undersøger, 

om man er berettiget. Er man det, 

får man selvfølgelig en bolig, siger 

han og tilføjer: 

- Desuden er der ingen plejecentre, 

hvor man ikke må drikke 

alkohol. I vores plejeboliger må de 

gøre det, de vil, og vi har personale 

med de kvalifikationer, der 

Vi mener ikke, at 

vores behov er 

at hjælpe kommunens 

borgere 

på Blegdammen 

eller i andre særligeplejehjemstilbud. 

Det er ikke 

et generelt tilbud, 

vi har, og det vil 

det aldrig blive. 

Flemming Willadsen 

omsorgschef, Faxe Kommune 

Anne Petersen er leder af værestedet 

Paraplyen i Haslev og har kontakt til 

flere alkoholnedslidte mænd, som 

hun er meget bekymret for, fordi de 

bor alene eller ligger ensomme på 

et hospital. Hun vil derfor starte et 

privat besøgsværn. 


er behov for, og har også en mulighed 

for at kompetenceudvikle 

vores personale, hvis vi ikke kan 

magte nogle bestemte borgere. 

Men i Faxe Kommune betragter 

vi de langvarige alkoholikere som 

alle andre borgere i kommunen, 

siger Flemming Willadsen. 

Han er bekendt med, at Anne 

Petersen har rettet henvendelse 

om hjælp til en alternativ plejehjemsplads 

til sine to brugere. 

- Vi mener ikke, at vores behov 

er at hjælpe kommunens borgere 

på Blegdammen eller i andre særlige 

plejehjemstilbud. Det er ikke 

et generelt tilbud, vi har, og det 

vil det aldrig blive, siger Flemming 

Willadsen. 

Ældre besøgsvenner med 

overskud 

I stedet har Anne Petersen besluttet 

selv at starte et privat besøgskorps 

og gøre, hvad hun kan, for 

at sætte fokus på en problemstilling, 

som hun er overbevist om 

også findes i mange andre kommuner. 

- På Café Paraplyen kommer 

en stor flok ældre med overskud, 

så jeg prøver at stable et korps af 

dem på benene, så de kan tage ud 

og besøge folk, der ligger ensomme 

på hospitalet eller i hjemmet. 

Hvis man ved, at der af og til 

kommer nogle og besøger én, og 

at de godt gider være der, uanset 

hvordan man opfører sig, kan det 

holde én halvt i live, siger Anne 

Petersen, som mener, at kommunens 

krav om alkoholbehandling, 

før man kan hjælpe de dårlige 

alkoholikere med en beskyttet 

bolig, er urealistisk. 

- Vi taler jo om mennesker, der 

gennem hele livet har fået at vide, 

at de skal holde op med at drikke, 

og det har de aldrig kunnet. Så 

hvad skal indikere, at de kan nu? 

spørger hun. | 


| kommentage | 

Åndehuller må 

vige pladsen 

Områder med alternative boliger som f.eks. skurvogne, husbåde og kolonihaver 

bliver jævnet med jorden for at gøre plads til nybyggerier af stål, glas og beton, 

som ingen har råd til at bo i. I normaliseringens navn. 

Staten kunne udlodde 

tre af de nye, 

dyre lejligheder om 

måneden kvit og frit. 

Én til en sygeplejerske, 

én til en politibetjent 

og én til en 

hjemløs. 

nokken 

Billederne er taget på Nokken, et område og 

navnet på en kolonihaveforening for enden af 

Islands Brygge i Københavns Sydhavn. Nokken 

opstod i 1930’erne, da fiskere bosatte sig ved 

vandet. Flere af de gamle, charmerende fiskerhuse 

eksisterer endnu, og beboerne i haveforeningen 

betegner Nokken som et unikt miljø og 

et af de sidste åndehuller i storbyen. | 


af Anne Jensen, tidligere hjemløs 

| thaia@webspeed.dk 


De steder, hvor alternative boligformer er opstået 

gennem tiden, skrumper med høj hastighed. 

Pladsen til f.eks. skurvogne, husbåde og hjemmestrikkede 

hytter forsvinder til fordel for store, 

tomme og meget dyre, nybyggede ejerboliger og 

lejekaserner. 

Lejekasernerne er så dyre, at selv den traditionelle 

politibetjent, der danner par med den lige 

så traditionelle sygeplejerske, er kommet i samme 

båd som folk på overførselsindkomster. Ingen af 

dem har råd til at købe eller leje sig ind i det nye 

og smarte, som må stå halvtomt hen. I normaliseringens 

navn. 

Viger pladsen for stål og beton 

Paradoksalt nok er det da helt normalt, at man i 

en by som København med en udbredt 

boligmangel kører bulldozerne i stilling for at 

jævne ethvert ’unormalt’ område med jorden, 

overalt hvor det er muligt at bygge nyt og dyrt. 

Et skur, en campingvogn eller en hjemmestrikket 

husbåd er for mange et ’hjemmelavet’ og normalt 

hjem – med personlighed og individualitet. For 

nogle måske endda et bedre hjem end en arkitekttegnet, 

masseproduceret husbåd til tre millio- 

ner kroner. Men små dekorerede skure, der har 

fungeret som hjem i mindst fem årtier, må nu vige 

pladsen til fordel for stål, beton og glas. Det sker 

bl.a. i området Nokken i Københavns Sydhavn. 

Hugormen boede også engang i Ørestaden. Derfor 

var området fredet. Men en undersøgelse slog 

fast, at hugormen på magisk vis var forsvundet fra 

området, så fredningen blev ophævet, og området 

kunne bebygges. I normaliseringens navn. 

Afskrives med skattefordel 

En måde at løse boligmanglen i storbyen på kunne 

være at give de gamle lejekaserner, som er godt 

og grundigt nedslidte, en kærlig hånd. Eller staten 

kunne udlodde tre af de nye, dyre lejligheder om 

måneden kvit og frit. Èn til en sygeplejerske, én til 

en politibetjent og én til en hjemløs. 

For kan nogen svare på, om det ligefrem kan 

betale sig at have så mange nye lejligheder, der 

står og griner gabende tomme? Kan de afskrives 

med store skattefordele? 

Engang stod jeg nede bag Københavns Universitet 

på Amager og så noget så dansk som en 

meget nydelig kolonihave med små, sirligt opførte 

huse, flagstænger med Dannebrog og hele regnbuens 

farvepragt blive jævnet med jorden af en 

enkelt bulldozer. Nu ligger her en motorvej. 

Det var et sørgeligt syn – og er det stadigvæk. 

I normaliseringens navn. |

Nogle af de hjemmelavede husbåde ligger i Nokkens havnebassin 

på lånt tid. Den lokale husbådeforening deltager 

aktivt i havnens liv, hvor de bl.a. passer en slusevagt. 

De små stemningsskabende røde træbådehuse 

i havnen står som et sidste klaustrofobisk 

bolværk mod de tætpakkede, nybyggede 

højhuse. Nybyggeriet her er endnu ikke 

færdigt. 

Skjult mellem træerne i H/F Nokkens hjerte dukker den smukkeste 

blomsteridyl frem om sommeren – i skærende kontrast til de nye 

naboer i stål, glas og beton, blot få hundrede meter væk. 

Fremtidssikret og med plads til en vandstandsstigning på 

plus to meter. Byggeriet ligger i den absolut eksklusive 

ende af pengeskalaen og er kun for multimillionærer. 


Beboerne i Nokken bliver fremtidens hjemløse. Når han, 

hvis navn står på lejekontrakten, dør, kan den ikke fornys. 

Havnebassinet skal bruges til dyre lystyachter eller arkitekttegnede 

husbåde. Nokkens bade- og fælles-faciliteter 

skal nedlægges, så de nye millionærer i området kan slikke 

sol på den græsplæne, der i øvrigt ligger oven på Danmarks 

absolut største kloakrør under jorden. 

Nokkens skadestue er et samlingspunkt og værksted. Indenfor 

får fantasien lov at blomstre. Bl.a. er et stjernekiggerobservatorium 

under opførelse. 

Det blå skur får også snart nye glas-, stål- og betonhøjhuse som nabo. 

Om det får lov til at blive liggende og skabe stemning, vides ikke endnu. 

Men skuret er et hjem for en eller anden, som nok er ganske tilfreds, og 

som givetvis hverken har lyst eller råd til at flytte ind i det nye. 


Husene her er en del af den nye bydel bag indkøbscentret 

Fisketorvet ved Dybbølsbro. Udsigten er skrotfabrikkens lager, 

men om den kan holde stand som nærmeste nabo mod klager 

over den ’skæmmende’ udsigt, vil tiden vise.

| kommentar | af 

Peter Olesen er journalist og 

forfatter og har udgivet en lang 

række bøger om bl.a. bygningskultur. 

Mens vi går og 

smæsker os og 

lever trygt, kan 

det være sundt 

at blive mindet 

om, hvor vanskeligt 

ganske 

mange andre 

har det. 

”Spegepølsen og Suppeterrinen”, 

Peter Olesen, Thaning og Appel, 

95 sider, 150 kr. 

Peter Olesen, journalist og forfatter 

Gode masker i 

et hullet sikkerhedsnet 

Vi kan ikke være bekendt at vide, at der findes 

hjemløse uden at gøre noget ved det, mener Peter 

Olesen. Han roser i sin seneste bog to bespisningssteder 

med løjerlige navne. 

Mellem 10.000 og 15.000 mennesker er hjemløse 

i Danmark. Kontrasterne kan være svære at rumme. 

Hvordan kan jeg næsten være bekendt at have det så 

trygt og godt? Og samtidig vide, at andre lider og har 

det svært – uden rigtig at kunne hjælpe. 

Hvorfor er det ikke mig, der er hjemløs? Hvorfor er 

det ikke mig, der altid høflig står ved min Netto ved 

Valby Station og sælger Hus Forbi? 

To gode masker 

Det er grusomt at tænke på, hvor stor forskel der kan 

være på folk – selv i dette lille smørhul af et land med 

et ellers nogenlunde finmasket sikkerhedsnet. Men 

finmasket? Var det finmasket nok, havde vi jo ikke 10- 

15.000 hjemløse. Og over 500 boende på gaden. 

Jeg udgav for nylig bogen ”Spegepølsen og Suppeterrinen” 

om 40 af Københavns mærkeligste og mest 

underlige kæle- og øgenavne. Blandt dem er Fedtekælderen 

og Den Sorte Gryde. To af de gode masker i det 

kun nogenlunde finmaskede system. To steder, jeg godt 

havde hørt om på forhånd, men ikke kendte alverden 

til. 

Da jeg hørte mere og oplevede dem på egen hånd, 

var jeg ikke i tvivl: De skulle med i bogen. Mange mennesker 

vil have godt af at høre om de to steder, hvor 

hjemløse, dårligt stillede og ensomme kan få et gratis 

eller meget billigt varmt måltid mad. Et par gode og 

efterabelsesværdige sociale historier mellem de andre 

mere harmløse steder med pudsige navne, som f.eks. 

Den gule enke, Penalhuset og Tehætten. 

Ingen fedtemadder i Fedtekælderen 

Får man så fedtemadder i Fedtekælderen? Nej, ikke 

mere. Men det fik man engang. Fedtekælderen holder 

til i Stanleys Gaard, et fint 1700-tals-palæ på Christianshavn, 

i Overgaden Oven Vandet 6B. Her har 

Kirkens Korshær siden 1960 drevet et fornemt socialt 

bespisningssted. Ti kroner for et varmt måltid mad midt 

på dagen, og har man ingen penge, får man maden 

alligevel. 80-120 mennesker benytter sig af tilbuddet 

hver dag og får her sund og nærende kost og varme. De 

møder venligt personale, hvoraf de fleste er frivillige. 

Det kan man kun have respekt for! Vi burde have flere 

af den slags i et rigt og velbjerget samfund. 

I Gothersgade 141 ligger Dronning Caroline Amalies 

Stiftelse fra 1880, og i kælderen her Den Sorte Gryde. 

”Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde”, har 

vi som børn lært af Bro Bro Brille. 

I indre by er nogle af kirkerne aktive og driver bl.a. 

Den Sorte Gryde, hvor godt et halvt hundrede mennesker 

daglig får sig et varmt måltid mad. Det koster 20 

kr.; henter man en billet i en af kirkerne om formiddagen, 

er maden gratis. 

Budgettet er på ca. 900.000 kr. om året, og kunne 

man skaffe flere penge, var der også åbent i weekenden 

og i sommerferien. Pengene kommer fra kirker, menighedsplejer 

og private fonde, bl.a. Kongehuset. Ildsjælen, 

cand.jur. Lone Ømann, skaffer hvert år 3-400.000 

kr. til ”Gryden”. Tænk, hvis flere af os, der har vores på 

det tørre, tog sådan en opgave på os! 

”Så har jeg tjent otte kroner” 

Mens vi går og smæsker os og lever trygt – og med 

et vist overskud, de fleste af os, også til at brokke os 

over småting i hverdagen, så kan det være sundt at 

blive mindet om, hvor vanskeligt ganske mange andre 

har det. Og blive mindet om, at nogen også prøver at 

hjælpe dem bare lidt i en svær, for ikke at sige pløkumulig, 

hverdag uden tag over hovedet. 

Vi kan faktisk slet ikke være bekendt at vide om det 

og så ikke gøre noget ved det. Det mindste er vel hver 

måned at huske at sige ja tak, når en hjemløs tilbyder 

Hus Forbi. 

”Så har jeg tjent otte kroner”, sagde min seneste 

sælger med lys i øjnene. Jeg havde lige handlet i Netto 

for 200-300 kr. og var på vej hjem i min gode og varme 

lejlighed, hvor jeg senere skulle sove i min gode luksusseng 

med den varme edderdunsdyne over mig. I 


foto Projekt Udenfor 

“Vi hjælper dig kun, 

hvis du makker ret” 

Forfatteren Amalie 

Skram var med sine 

selvbiografiske romaner 

med til at åbne 

samfundets øjne for 

1800-tallets nedværdigende 

forhold på de 

psykiatriske hospitaler. 

En kritik, der har 

haft betydning helt 

op til i dag. 

Preben Brandt 


af Peter Kyhl Olesen | acpo20@hotmail.com 

foto Det Kongelige Bibliotek 

”Jeg skriver denne bog for at redde, om det 

så var et eneste menneske – fra at falde i Knud 

Pontoppidans hænder. Jeg kan ikke trække vejret, 

før jeg har fået en beretning i stand om det 

passerede, som skal offentligt frem”. 

Sådan skrev Amalie Skram i et brev til sin ven 

og forfatterkollega Bjørnstjerne Bjørnson i 1894, 

kort tid efter at hun var blevet udskrevet fra 

sindssygehospitalet. Bogen, som hun hentyder til, 

hedder ”Professor Hieronimus”, og den kom sammen 

med fortsættelsen, ”Paa St. Jørgen”, i 1895. 

Knud Pontoppidan, som Amalie Skram så det 

som sit kald at advare imod, var en af tidens 

kendte psykiatere og overlæge på Københavns 

Kommunehospitals psykiatriske afdeling, der 

gik under betegnelsen 6. afdeling. Det var Pontoppidan, 

der havde ansvaret for Skram, mens 

hun var indlagt her. 

Indlagt i 25 dage 

Amalie Skram var gift med den danske forfatter 

Erik Skram, der opmuntrede hende til at skrive. 

Men det var svært for hende at forene ægteskabet 

med forfatterkarrieren. Hun havde et skrøbeligt 

sind, og efter sin debut med romanen ”Constance 

Ring” blev hun dybt usikker og bange, var præget 

af selvmordstanker og havde adskillige nervøse 

sammenbrud. Det betød, at hun måtte lade sig 

indlægge på Kommunehospitalet. 

”Professor Hieronimus” er hendes selvbiografiske 

skildring af opholdet, der varede i 25 dage. 

Skram fortæller i tredje person igennem sit alter 

ego, kunstneren Else Kant. Beskrivelserne af bogens 

professor Hieronimus har slående lighedstræk 

med virkelighedens Knud Pontoppidan. 

”Du må endelig vinde professoren. Om vi så 

fik betydning for nutiden 

bærer Dem på hænderne, nytter det intet, hvis 

han er imod dem”, siger en af sygeplejerskerne 

til Else Kant, da hun desperat trygler om at blive 

lukket ud. Hun er udmattelsen nær af livet i sin 

celle og af døgn efter døgn at skulle forholde sig 

til de andre patienter, der er iklædt fangeklæder. 

Kvinden i nabocellen, der rasende og skrigende 

banker sine fingre til blods og ender i hylende 

krampegråd. De græsselige hyl, der lyder, når 

portørerne kommer kørende med rallende personer 

med ansigter som gult voks. Den unge pige, 

der forvildet farer rundt og skriger, som var hun 

blevet stukket med knive, mens hun kalder på 

sit døde barn. Og alle de andre … 

Nej, og tusind gang nej 

”De må lære at indordne Dem”, affærdiger professor 

Hieronimus Else, når hun modsætter sig 

hans diktatoriske reglement. Men Else nægter: 

”Skulle hun lægge sig på maven for denne mand, 

der synes så tyrannisk. Nej, og tusind gange nej. 

Ikke om hun så skulle brændes på bålet”. 

Derfor oplever hun flere og flere tiltag af 

psykisk og fysisk terror fra professorens side. 

Han sørger f.eks. for, at kontakten mellem Else 

og hendes mand brydes, og hun bliver tvangsmedicineret. 

Begge dele har til formål at nedbryde 

hende – som tilfældet også er med resten 

af patienterne, der nægtes enhver menneskelig 

værdighed. Endelig får Hieronimus overbevist 

Elses mand om, at det er bedst, at hun overflyttes 

til sindssygehospitalet St. Jørgen. 

Heftig debat om psykisk syge 

I romanen viser Amalie Skram uhyggeligt præcist, 

at var man først erklæret sindssyg, blev alle 

ens ytringer og handlinger tolket, så det bekræftede 

og forstærkede dette. De vilkår, patienterne 

blev budt, tangerede i sig selv sindssyge og fast- 

Amalie Skrams kritik af forholdene på datidens sindssygehospitaler har fået betydning for eftertiden. 

Det mener Preben Brandt, psykiater og formand for Rådet for Socialt Udsatte: 

- ”Professor Hieronimus” er et vigtigt dokument om psykiatriens rolle, og romanen har været en del 

af debatten, når der skulle diskuteres forbedringer eller ændringer af psykisk syges forhold på institutionerne. 

Den har været brugt, når det gælder vigtigheden af, at brugerne får muligheden for at udtale 

sig om deres egne vilkår, og at der er respekt om deres synspunkter. Samtidig har romanen tjent som 

inspiration til at opbygge distriktspsykiatrien, hvor man er gået væk fra at have sindslidende indespærret 

i store lukkede institutioner med hegn og i stedet har mindre opholdssteder. |

amalie skram 1846-1905 

Født og opvokset i Norge. Flyttede efter et ulykkeligt 

ægteskab til København og blev gift med den danske forfatter 

Erik Skram. Amalie Skram havde i flere perioder psykiske 

problemer. 

Amalie Skram betragtes som en af de største naturalistiske 

forfattere. Hun er især kendt for romanen ”Constance Ring”, 

der ligesom størstedelen af hendes forfatterskab handler om 

kvindens stilling i ægteskabet og den seksuelle dobbeltmoral. | 

holdt dem i bogstavelig forstand i en spændetrøje. 

Det er denne nedværdigende umyndiggørelse og 

lægens absolutte autoritet og magtmisbrug, Skram 

med “Profesor Hieronimus” for alvor fik åbnet 

samfundets øjne for. 

Vidnesbyrdet vakte stor opsigt og heftig debat 

i aviser og Folketinget om forholdene på sindssygeinstitutionerne. 

Og det førte til en offentlig 

undersøgelse af 6. afdeling og praktiske forbedringer 

på institutionerne. Fordi Skram selv havde 

oplevet Pontoppidan som repræsentant for det 

psykiatriske system, var det ham, hun rettede den 

kraftige kritik mod. Den københavnske presse 

kørte samtidig en regulær hetz mod ham, fordi han 

flere gange havde tilbageholdt personer i psykiatriske 

institutioner mod deres vilje. 

Pontoppidan modstod ikke presset og sagde op, 

men udgav i 1897 bogen “6’te afdelings Jammersminde”, 

hvor han forsvarede sig mod anklagerne og 

bl.a. konstaterede, at “tvangsforanstaltninger kan 

være nødvendige over for psykotiske patienter”. 

Til trods for de forbedringer, “Professor Hieronimus” 

i sin samtid direkte var årsag til, fik vi 

først i 1938 i Danmark en sindssygelov, der gav 

patienterne et minimum af rettigheder. I 

Kilder: 

Amalie Skram. Samlede værker 6. del. 

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1906. 

Amalie Skram – om seg selv. Af Irene Engelstad. 

Den Norske Bokklubben A/S 1981. 

uddrag af 

”professor hieronimus” 

“Mit råd er, at deres hustru indlægges på St. Jørgens 

sindssygeasyl for en ikke alt for kort tid. (...) Hun skal 

først af alt lære disciplin.” 

(...) ”Og professoren er af den mening, at der ad 

denne vej vil opnås helbredelse?” 

“Ubetinget! Vi har mange eksempler herpå. Det første 

halvår vil hengå under protester fra Deres hustrus 

side. Så vil hun falde til ro og endelig forlade hospitalet 

med taknemmelighed i hjertet og helbredet.” 

“Ad denne rent mekaniske vej ved afsondring og 

indespærring?” 

“’Ad denne rent mekaniske vej – ja’, sagde Hieronimus 

med en mine, som om han netop fandt udtrykket 

slående.” 

Der findes kun få interiørbilleder fra de gamle sindssygehospitaler. 

Her er det fra Psykiatrisk Hospital Risskov 

omkring år 1900. 


foto Museet, Psykiatrisk Hospital Risskov

Inden krigen brød ud, havde Rosette Manday et godt liv i Congo med hus og mand. Men soldaterne bortførte hendes mand, torturerede og voldtog Rosette, som i 

2001 flygtede til Zambia med sin søn og sine brødre. Nu bliver de alle genbosat i Danmark. 

Zambia er et af verdens 

ti fattigste lande. Allerfattigst 

er de flygtninge, 

der har slået sig ned i 

hovedstadens slum i et 

forsøg på at tjene lidt 

penge. Hus Forbi besøgte 

en familie, der har 

levet som flygtninge i 

Lusaka i syv år. 


Man 

stærk 

skal være 

overleve 

for at 

af Birgitte Rørdam | br@socialrdg.dk 

foto Jørn Stjerneklar/Mayday Press 

Her er varmt og mørkt. En smal skummadras, 

der ligger på det bare, grå beton, fylder det 

meste af rummet. Til venstre i hjørnet står to 

medtagede plasticposer med tøj i, en pose med 

majsmel og en bulet jerngryde. 

I dette rum uden vinduer og midt i Lusakas 

slum bor Rosette Manday, hendes søn på ni år 

og hendes to voksne brødre. 

For dem er hver dag en helt bogstavelig 

kamp for at få mad i munden og holde sig fri 

af livstruende sygdomme. De tog flugten fra 

det krigshærgede Congo i 2001 og har siden, 

bortset fra et kort ophold i en af landets flygt- 

ningelejre, forsøgt at klare sig fra dag til dag i 

storbyens slum. 

- Vi startede med at bo i Kala-flygtningelejren, 

men jeg blev skambidt af en hund og 

kunne ikke få ordentlig medicin, derfor tog vi 

til byen, hvor det lykkedes os at tjene penge, 

så jeg kunne få medicin. Siden er vi blevet her. 

Folk dør omkring én i lejrene. Der er mange 

flere sygdomme end her, kolera og andet, og 

de har tit ikke mere medicin, så det er alt for 

farligt, forklarer Rosette Manday. 

Daglig kamp for overlevelse 

At Rosette Mandays tilværelse skulle blive et 

valg mellem livet i indhegnede flygtningelejre 

eller en daglig kamp for at overleve i Lusakas

tætpakkede slum, havde hun ikke forestillet 

sig, da hun endnu levede sin beskyttede 

tilværelse i Den Demokratiske Republik Congo 

(Congo). 

- Vi levede et godt liv, før krigen brød ud. Vi 

boede i et pænt hus og var aldrig bekymrede 

for, om vi fik mad. Men så kom soldaterne. De 

tog min mand med, holdt resten af os fanget og 

torturerede os. Jeg blev voldtaget og blev gravid 

med min søn. Til sidst lykkedes det mig og 

mine brødre at flygte. Men siden har jeg ikke 

set min mand og mine forældre, siger hun. 

Zambia er et af verdens ti fattigste lande, 

her lever millioner af mennesker for under fem 

kr. om dagen. Landet huser 91.000 flygtninge. 

De kommer fra de omkringliggende krigshærgede 

lande, bl.a. Angola, Burundi, Rwanda, 

Somalia og Uganda. Det seneste år er de strømmet 

til fra Zimbabwe, men størsteparten kommer 

fra Congo, som i årevis har været plaget 

af borgerkrig og konflikter, fordi regering, oprørssoldater 

og tilstødende lande kæmper om 

at få kontrol over landets enorme rigdomme, 

af guld, diamanter, kobber og en usædvanlig 

frugtbar jord. 

Værst i byerne 

Mens langt de fleste flygtninge er samlet i de 

kæmpestore lejre rundt om i landet, forsøger 

op mod 10.000 af dem at skabe sig et liv i 

Lusaka. Og selvom alle flygtninge har meget 

ringe vilkår, fordi flygtningepresset er stort 

og landet fattigt, så er situationen værst for 

flygtningene i byerne. Det fortæller Stanislaus 

Chelo, servicekoordinator i Zambias Røde Kors 

med det overordnede ansvar for de flygtninge, 

der har slået sig ned i Lusaka. 

- At være flygtning her betyder i bund og 

grund et liv uden rettigheder. Men hvor flygtninge 

i lejre, som godt nok ikke har mulighed 

for at tjene penge, er sikret de mest basale 

fornødenheder, med bl.a. et sted at bo, et lille 

stykke land, fem års skolegang, så er flygtninge 

i byerne helt overladt til deres egen evne 

fakta om zambia 

Indbyggere: 11,1 millioner. 

Gennemsnitlig levealder: 38 år. 

I oktober 2008 var der 91.043 flygtninge 

i Zambia. 450 af dem bliver hvert år 

tilbudt at blive genbosat i Danmark eller 

et andet land som FN-kvoteflygtninge. 

Kilde: Udenrigsministeriet og UNHCR 

Rosette Manday bor sammen med sine brødre og 

søn i et slumområde i Zambias hovedstad Lusaka – 

ligesom tusindvis af andre flygtninge. Her kæmper 

de en daglig kamp for at overleve. 

til at klare sig. Og man skal være stærk for at 

overleve som flygtning i byen, fastslår han og 

fortsætter: 

- Flygtningene i byerne har nok mere frihed, 

men også meget mere, de skal kæmpe for. 

De kan få den allermest nødtørftige lægehjælp, 

men skolegang, mad og bolig må de selv sørge 

for. De har ikke ret til at arbejde, og derfor har 

de store problemer med politiet, som jager dem 

konstant og arresterer dem, hvis de forsøger at 

tjene penge. En enlig mor kan risikere at blive 

arresteret, og selvom hun har børn hjemme, 

bliver hun ikke løsladt, før en hjælpeorganisation 

kommer hende til undsætning. 

Hele tiden på flugt 

Og at være jaget vildt oplever Rosette Manday 

nærmest dagligt. Flygtninge må ikke arbejde 

uden en arbejdstilladelse; den koster mere end 

500 dollar, og det har ingen flygtninge råd til. 

Men penge skal de bruge for at overleve. Derfor 

går hun hver dag på markedet, hvor hun 

forsøger at sælge varer. 

- Jeg må hele tiden flygte fra politiet. Jeg er 

blevet arresteret flere gange. Sidste gang blev 

jeg først løsladt efter to uger, da Røde Kors fik 

mig ud. Min søn og mine brødre troede, jeg 

var død, for politiet fortalte dem ikke, hvad 

der var sket. Vi er fremmede, det kan politiet 

spotte, de kan ikke lide os, og derfor jager de 

os, også bare vi går på gaden, fortæller Rosette 

Manday, som konstant er presset af at skaffe 

penge til mad til familien. 

- Her er der ingen, der hjælper dig. På en 

god dag kan jeg tjene 10.000 kwacha (15 kr.). 

Den dag er der penge til mad, men der er dage, 

hvor vi må klare os med en kop te, før vi skal 

sove. At få min søn i skole har der slet ikke 

været råd til. Mine brødre prøver hver dag at 

få arbejde. Men er chefen en sjuft, får de ingen 

penge, når dagen er omme, og vi kan ikke 

klage, fordi vi er flygtninge. Hvis vi fire ikke 

havde hinanden og passede på hinanden, så 

tror jeg ikke, vi havde levet i dag, siger hun. 

Ifølge Stanislaus Chelo er situationen for 

flygtningene i Zambia uløselig. 

- Det ulykkelige er, at flygtninge ikke kan 

ændre status. Kun de få, der har en uddannelse, 

når de kommer hertil, får chancen for 

at skabe sig et liv. Og kun 450 personer bliver 

hvert år tilbudt at blive genbosat i andet land. 

For langt de fleste gælder det: Én gang flygtning 

altid flygtning. Vi har flygtninge fra Angora, 

som har boet her i 40 år. De kender intet 

til deres eget land eller sprog, men de bliver 

ved med at have status som flygtninge og lever 

uden rettigheder. I 

Kort tid efter at Hus Forbi mødte Rosette Manday, 

fik hun at vide, at hun og hendes søn og brødre var 

blandt de heldige, der var blevet udvalgt til at blive 

genbosat i Danmark. 


Franziska Brüchmann Dahls søn på 23 år 

er misbruger. 

Et fristed for pårørende 

Landets første netværksgruppe for pårørende til misbrugere er startet i Århus. 

af Benny Lauridsen | bela@post8.tele.dk 

foto Lars Aarø 

- Det er svært, når ens søn fylder sig med alt 

muligt, og lægerne siger, at fordi hans levertal 

er alt for højt, så skal han stoppe med sit misbrug, 

ellers … Han har tre søskende, men de 

vil ikke rigtig gå ind i det. De kan ikke holde 

ud at se på det. Så jeg står alene med ham, det 

er nogle gange næsten ikke til at bære. Man 

kan heller aldrig rigtig planlægge noget, for 

man skal hele tiden være beredt på, at noget 

kan ske. 

Sådan siger Eva, hvis søn er misbruger og 

alkoholiker igennem 20 år. 

Franziska Brüchmann Dahl er også pårørende 

til en misbruger. Hendes søn er 23 år, har 

ADHD og er blandingsmisbruger (både drikker 

og tager stoffer, red.). Heller ikke hans mindre 

søskende forstår det. 

- Som pårørende er vi på døgnet rundt, hele 

Anne Margrete Jørgensen, leder 

af SINDs pårørenderådgivning 


- Som pårørende 

er vi på døgnet 

rundt, hele ugen. 

ugen. Om det så er, når de ringer fra Frederiksberg 

Hospital, hvor han er blevet indlagt bevidstløs. 

Og hvad kan vi gøre for dem, hvis det 

pludselig går helt galt? Hvor kan vi henvende 

os som pårørende? I dag bliver vi afvist af alle 

hospitaler og hjælpeinstanser, når de hører, 

der er tale om en misbruger, siger Franziska 

Brüchmann Dahl. 

Historisk møde i Århus 

Både Eva og Franziska deltog i et formentlig 

historisk møde i efteråret på Værestedet (for 

bl.a. misbrugere, red.) i Århus. Dagsordenen 

var klar: At få dannet landets formentlig første 

pårørendegruppe. Snakken handlede i høj grad 

om, hvad sådan en gruppe skulle kunne – fra 

politisk pression over støtte til at hjælpe misbrugeren 

til et frirum, hvor pårørende kan tale 

om deres situation. 

Debatten mundede ud i en beslutning om 

at lave to former for selvhjælps- og netværks- 

pårørende før politisk pression 

Evas søn har drukket i over 20 år. 

grupper: En gruppe, der handler om, hvad 

det gør ved den pårørende og den pårørendes 

liv at have en misbruger tæt på. Og en anden 

gruppe, der sigter efter politisk slagkraft og 

viden om hjælpemuligheder i forhold til den 

misbrugendes pårørende. 

Siden mødet er kernen i gruppen kommet 

på plads og har holdt sit første møde, fortæller 

Lars Peter, medarbejder på Værestedet i Århus. 

Næste skridt er aktivt at gøre kraftigere 

opmærksom på sig selv, bl.a. med annoncer og 

reklamer i lokale medier. 

- Målet er at tiltrække flere deltagere til 

de otte-mands-selvhjælpsgrupper, vi vil have 

op at stå i første omgang. Så må vi se hen ad 

vejen, om vi får dannet en gruppe til at lave 

politisk pression, siger Lars Peter. I 

Vil du høre mere om grupperne eller selv 

være med, kan du kontakte Lars Peter på 

mail lpl@fa.aarhus.dk 

– En pårørendegruppe er ikke en gruppe, der skal give terapi. Den skal være et frirum, hvor man kan hjælpe og rådgive 

hinanden. Folk skal have plads til at ånde i det daglige, og de skal via gruppen kunne forsyne sig med redskaber til at 

navigere i hverdagen, så de får det nødvendige ånderum. 

Sådan siger lederen af SINDs pårørenderådgivning, Anne Margrete Jørgensen, der har mange års erfaringer med 

pårørende- og selvhjælpsgrupper. Og hun advarer mod at lægge kræfterne i den politiske pression – i hvert fald i første 

omgang: 

- Vores erfaringer er, at også en stor del af de pårørende bliver syge – somatisk eller psykisk – af at være pårørende. 

Jeg tror ikke på, at man hjælper flere gennem den politiske gruppe end gennem gruppen, hvor man diskuterer skam, 

skyld, økonomi, kampen med systemet og sorgen ved at have tabt det normale barn til f.eks. misbruget. Sæt denne slags 

grupper i gang først, og hjælp dér. Det er et sejt træk, men mine erfaringer er, at gennem det finder man også frivillige 

til at hjælpe med alt muligt, også til den politiske indsats. Så: Dan pårørendegrupper – og spejd så i dem efter folk, der 

vil og kan være politisk aktive. | - bela

| læserne skriver | 

Beskidte cowboybukser og et rent hjerte 

Historien om en meget hjælpsom hjemløs Hus Forbi-sælger 

– og om hvordan jeg så min egen frygt og fordomme i øjnene. 

af Katrine Sørensen Breidahl 

| udogsemedksb@youmail.dk 

illustration Karsten Hansen 

Ja, så var det, at jeg med kaffe, Hus Forbi og 

den røde weekendtaske på Nørreport gik ind 

i toget mod Hillerød og farmor for derefter at 

opdage, at jeg ikke havde fået stemplet klippekortet. 

- Ah damn! 

En venlig mand overfor smiler og kigger spørgende. 

- Ja, jeg har ikke fået klippet. 

Han forklarer, hvordan jeg – med det samme 

kontrolløren kommer – kan bekende mig. 

Men jeg tør sgu ikke. 600 kr. i bøde på det her 

tidspunkt? Nej tak! Jeg beslutter mig for at 

stemple på næste station. 

Nordhavn. Vi holder lige foran automaten. Jeg 

løber ud og stempler fire gange, drøner tilbage 

mod toget. Dørene begynder at lukke sig. Toget 

kører. Med taske, Hus Forbi og kaffe! Bag 

ruden fægter manden i et forsøg på at kommunikere 

noget, jeg forstår som ”din taske er i 

gode hænder”. 

En ung kvinde med et klippekort og en rød 

pung kan nu høres på Nordhavn Station: 

- Fuck! JEG KÆMPE IDIOT! 

En betænksom sjæl henvender sig. 

- Har du glemt noget i toget? 

Nik. 

- Din taske? 

Nik. 

- Hvad med din pung? 

- Nej, den er her. 

Han siger: 

- Kom med. Der er den dér servicetelefon! 

Hans øjne er glasklare, isblå, og 

de stikker som hos et vildt dyr 

klar til at angribe. Hans tynde 

ben ender i store tunge støvler for 

enden af beskidte cowboybukser. 

Kinderne er indsunkne og arrede 

som en misbrugers. Hans gangart 

er tæt på at være ude af balance. 

Han gør mig bange, men instinktivt 

kan jeg godt li’ ham. Han vil 

hjælpe. Han ringer op for mig. ”Ja, 

goddag servicetelefonen”. 

Stemmen hedder Jørn, og den 

siger, at jeg er dum. Jeg fortæller 

historien. Den hjemløse lytter 

med. Jeg tager toget mod Hillerød. Håber, at 

jeg kan stole på Jørn og manden fra toget. 

Jeg står i mellemgangen og har karma med 

stænk af eddike, da jeg ser min hjemløse ven 

på vej gennem toget. Han får et smil, det eneste, 

jeg kan finde i lommen. 

- Hej igen! 

Jeg plumper to sølle femkroner i bægeret og 

forbander, at jeg selv er arbejdsløs og konstant 

fattig. Han kigger spørgende. 

- Du hjalp mig på Nordhavn Station for et 

øjeblik siden. 

Hans ansigt lyser op. 

- Nåh, det er dig. Du skal tage tilbage til Svanemøllen. 

Der er din taske. I kiosken. 

- Hvordan ved du det? 

- Er din taske ikke rød? 

Jeg nikker forundret og anspændt. 

- Kom vi står af – jeg følges med dig. 

Og det er her, jeg rammes af frygt. Hvem er 

den mand, jeg går ved siden af? I et glimt ser 

jeg situationen udefra. Hvad tænker folk? Tror 

de, vi er et par? Hvad smalltalker man med en 

hjemløs om? Jeg kan jo ikke sige: ”Nåh, hvad 

laver du så?” eller ”Hvor er du på vej hen?” 

Det ved jeg jo godt. Han er frem og tilbage 

efter penge. 

En smule højlydt siger jeg: ”Du er dagens helt” 

i et akavet forsøg på at dække over usikker- 

hed og samtidig antyde, at jeg også ved, at 

han kun er ude på at hjælpe. Men jeg er pisse 

bange. Hvad vil han? Vil han mig noget ondt? 

Hvorfor er han sød ved mig? Hvad hvis jeg 

ikke havde haft min pung på mig, ville han så 

overhovedet have hjulpet mig? Jeg har ikke 

overblik over situationen, men har ikke noget 

valg. Mine fødder går efter den hjemløse. De 

vil have weekendtasken med til farmor. 

Endelig når vi hen til servicetelefonen. Her 

bekræfter stemmen Jørn, at tasken er på Svanemøllen 

Station i kiosken. Og undrer sig over, 

hvor jeg ved det fra. 

Mistænksomt spørger han til den hjemløse og 

er advarende. Inden i mig vender min frygt og 

mine fordomme 180 grader. Jeg svarer roligt, 

at den hjemløse har vist medmenneskelighed 

af den slags, der sker én gang ud af en million. 

Tasken er der, og jeg vil stikke den hjemløse 

penge, for det er det, han vil have. Jeg giver 

ham, hvad jeg har. Ved nærmere eftertanke vil 

han også gerne have, at jeg fortæller videre, at 

hjemløse er gode mennesker og ikke monstre. 

Det lover jeg. 

- Hvad hedder du egentlig? 

Han kigger på mig og svarer tøvende: 

- Bo Ahlsted. 

Senere sagde farmor fra sofaen med kaffekoppen 

i hånden: ”Det er da et smukt navn”. I 


I koret Gadens Stemme handler det ikke om at være god til at synge, men om glæden ved musik og sang. 

synger 

Her hver med sit næb 

I koret Gadens Stemme 

mødes folk fra byens 

væresteder og synger 

sammen. Det giver 

livsglæde, energi – og 

nogen at være sammen 

med. 

af Tine Sejbæk | tine.boel.s@gmail.com 


- Hvor er I gode! Seje! 

Korleder Buffy skiftevis spiller på klaveret, 

synger og giver korets medlemmer råd om 

sangteknik – eller det hele samtidig. 

Vi er i et baglokale i Værestedet Offside på 

Nørrebro i København. Her øver koret Gadens 

Stemme en gang om ugen. På grund af sygdom 

er her i dag kun fem sangere. Normalt kommer 


ni kvinder, heriblandt en 90-årig, og en enkelt 

mand til de ugentlige sangmøder. 

De fem kvinder står i en halvcirkel og vugger 

fra side til side, mens de øver en flerstemmig 

udgave af John Lennons ”Happy Christmas 

(War Is Over)”. 

- ”And so this is Christmas and a happy new 

year ... we hope it’s a good one without any 

fear ...”, synger kvinderne. 

- I er skide gode, siger Buffy, der dog råder 

de kvinder, der lægger ’understemme’ til sangen 

– til at dæmpe sig lidt. 

- Lyt til jeres sang inde i hovederne. Det er 

mærkeligt, men nogle gange er det sådan, at 

jo bedre, man selv synes, det lyder, jo værre 

lyder ens stemme for andre. 

Sang hjalp efter skilsmisse 

I koret handler det ikke om at være god til at 

synge, men om glæden ved sang og musik og 

om at være med i fællesskabet. Egentlig er det 

et tilbud til hjemløse, men korets medlemmer 

er ikke hjemløse. De er primært kvindelige 

brugere af byens væresteder. 

Én af dem er 68-årige Renate Nielsen. Hun 

hørte om Gadens Stemme, fordi hun i forvejen 

kom i Offside, hvor hun også er frivillig hjælper 

i køkkenet. 

- Jeg havde aldrig overlevet min skilsmisse, 

hvis jeg ikke havde haft dét at synge. Jeg 

ryger ikke. Det har jeg aldrig gjort. Til gengæld 

har jeg sunget i mange år. Jeg får energi af 

at synge i koret. Buffy er meget ambitiøs og 

engageret, og hun leder koret med hård hånd, 

så vi ikke har de store konflikter, siger Renate, 

der også synger i to andre kor. 

- Harmoni ... siger hun og kigger frem for 

sig. Man bliver harmonisk af Buffys undervisning. 

Selv om jeg har svært ved det rytmiske, 

prøver hun at hjælpe mig på vej. Jeg har det 

fantastisk, når jeg har sunget. Og samværet 

med de andre betyder også noget. 

Musik er en kanal til kroppen 

Korleder Buffy er uddannet sangpædagog på 

konservatoriet og ansat af Missionen blandt 

Hjemløse. 

- Det er rigtig sjovt at lede koret, fordi folk 

er så umiddelbare. Jeg synes, det er rart, at det 

ikke handler så meget om det musiske resultat. 

Det handler om processen. Alligevel vil 

jeg gerne vise korsangerne, at musik både er

at yde og at nyde. Filosofien er, at hver synger 

med sit næb. Og det må man gerne. 

Det er hendes indtryk, at korets medlemmer 

ofte går glade hjem, når de har sunget. Men 

ikke nødvendigvis altid. 

- Musik er en kanal til kroppen, dvs. til følelserne. 

Så man kan også møde svære følelser, 

- Jeg havde aldrig 

overlevet min skilsmisse, 

hvis jeg ikke havde 

haft dét at synge. 

når man synger. Men jeg tror nu ikke, det er så 

dårligt at komme i kontakt med sig selv, uanset 

hvad man møder. 

- Mange voksne har blokeringer i forhold til 

at synge. Nogle vil hellere løbe nøgne ned ad 

gaden end at bruge deres sangstemme. Så de er 

ret modige her i koret. Man står frem og blotter 

sig, når man synger, siger Buffy. 

Koret optræder også på andre væresteder, 

men vil måske i fremtiden satse mere bredt og 

også tage ud på f.eks. plejehjem. 

- Der sker noget, som ikke altid er positivt, 

når en gruppe mennesker, der selv er skrøbe- 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Sidste nye skrig? 

Til vores butikker i City, Brønshøj og på Nørrebro 

søger vi frivillige, som har lyst til at indgå i et team 

af imødekommende, friske og farverige frivillige. 

Overskuddet fra tøjsalget går til international nødhjælp 

og socialt arbejde i Danmark. Vagterne ligger 

på 4-5 timer ugentligt. 

Vi er en blandet skare af flere forskellige mennesker 

i alle aldre og afskygninger, og vi har det sjovt og 

godt sammen. Som frivillig vil du hurtigt opleve at 

blive en del af det gode kammeratskab og en vigtig 

del af verdens største humanitære organisation. Vi 

tilbyder relevante kurser, ligesom vi ikke forsømmer 

at mødes til socialt samvær. Er du engageret og ansvarsbevidst 

og har øje for moden og tøjets mange 

muligheder, så skal du være hjertelig velkommen til 

uforpligtende at møde teamet bag butikkerne. Måske 

finder du ud af, at det også kunne være noget 

for dig at gøre holdning til handling. 

Hovedstadens afdeling 

lige, møder en anden gruppe, der er skrøbelig. 

Energierne kan godt blive lidt svære, siger 

Buffy. 

Giver noget at stå op til 

Kirsten Mikkelsen har været med i koret siden 

september sidste år. Hun er pensionist og alene 

– og tiden er lang ude i boligen ved Bellahøj. 

- Jeg har så meget tid, at jeg er ved at 

brække mig over det. Og så må man jo finde på 

noget, siger hun. 

Kirsten Mikkelsen har altid holdt af at synge, 

selv om hun ikke har sunget i kor siden skolen. 

- Mine veninder og jeg blev altid kaldt 

”sangerinderne” oppe på Hornbæk Camping, 

hvor vi kom hver sommer i 25 år, siger hun og 

vender hele tiden tilbage til det med tiden, der 

er så lang, så lang. 

- Det værste for mig er, at jeg har så meget 

tid, når jeg ellers har haft et aktivt liv med 

mand, børn og forældre. Og jeg har stadig en 

masse energi. Men man kan jo ikke få et job, 

når man er 68 år. 

For Kirsten Mikkelsen er det bedste ved 

koret, at ”sang er livsglæde”. 

- I starten er dét at synge vigtigt, men det er 

også hyggeligt at spise sammen bagefter. Når 

jeg har været til kor, så har jeg da lavet noget 

den dag. I 

gadens stemme 

Hjælp en anden kvinde på vej 

– bliv frivillig i Kvindenetværket 

Kvindenetværket er et tilbud til voldsramte kvinder. I de fleste tilfælde er 

der tale om kvinder, som efter ophold på et krisecenter skal flytte i egen 

bolig. Ofte flytter kvinderne og evt. børn til nye omgivelser, hvor de endnu 

ikke har opbygget et netværk – en ny start kan både virke overvældende 

og skræmmende både praktisk og følelsesmæssigt. Som frivillig i 

kvindenetværket bliver man besøgskvinde for en voldsramt kvinde, som 

har brug for en at snakke med og hjælp til at få hverdagen til at fungere. 

Du skal være psykisk robust, tolerant, god til at lytte og være opmærksom 

på kvindens behov. Du skal endvidere kunne forpligte dig for et år. 

Som frivillig mødes du med kvinden cirka en gang om ugen og snakker, 

tager på indkøb, i biografen eller hvad der ellers er behov og ønske for. 

Sammen med andre i kvindenetværket deltages der i fælles- 

arrangementer. 

Du kommer til at arbejde sammen med et bredt net af frivillige, 

og Hovedstadens Røde Kors vil sørge for kurser efter behov. 

Nordre Fasanvej 224, 2. 2200 København N 

Tlf.: 38 33 64 00, hrk@drk.dk 

- Musik er en kanal til kroppen og følelserne, så 

man kan også møde svære følelser når man synger, 

siger korleder Buffy. 

• Koret Gadens Stemme har eksisteret i et lille års 

tid og er etableret af Missionen blandt Hjemløse. 

• Alle interesserede kan være med. 

• Koret mødes onsdag formiddag, og bagefter 

spiser de sammen i Værestedet Offside. 

• Værestedet Offside ligger i Prinsesse Charlottesgade 

26 på Nørrebro i København. 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 


flere bliver sat 

på gaden 

Hver dag bliver ca. ti familier 

i Danmark sat på gaden af 

fogeden, fordi de ikke har betalt 

deres husleje. Det viser en ny 

statistik fra Domstolsstyrelsen. 

Velfærdsminister Karen Jespersen 

(V) fremsatte i januar et 

lovforslag, der skal være med til 

at forebygge de mange udsættelser. 

154 mio. kr. over de næste 

fire år skal give kommunerne 

mulighed for at sætte tidligere 

ind og yde bedre rådgivning til 

økonomisk trængte lejere. 

1.915 husstande blev sat ud 

af deres bolig i første halvår af 

2008. Tallet har været stigende i 

de seneste seks år. - kap 

fogeden kom 

på facebook 

Et australsk par er ifølge The 

Times blevet gjort hjemløse via 

Facebook. 

Parret fik en stævning via et 

såkaldt ’prik’, dvs. et virtuelt prik 

på skulderen, på Facebok. 

Fogeden havde i længere tid 

forsøgt at få fat på parret med 

besøg, breve og mails, men de 

var som sunket i jorden. Undtagen 

altså på Facebook. Her tog 

det fogeden 30 sekunder at finde 

dem. 

Ifølge den australske højesteret 

er metoden helt legal. Sagen 

er den første af sin slags. - kap 

Kilde: BT 

fransk visit hos 

danske hjemløse 

De hjemløse i hovedstaden 

havde i januar besøg af den 

franske boligminister, Christine 

Boutin. Ministeren var i Danmark 

for at lære om dansk praksis over 

for socialt udsatte. 

Sammen med Københavns socialborgmester, 

Mikkel Warming 

(ENL), besøgte Christine Boutin 

’skæve huse’ i København og 

hjemløsecafeen på Sundholm på 

Amager, hvor de bl.a. hørte om 

Sundhedsteamets opsøgende 

arbejde. - kap 


Himmelseng på 

firsporet hovedvej 

I Kinas hovedstad, Beijing, ser 

man ikke mange hjemløse eller tiggere. 

De er enten smidt ud af byen 

eller sat i ’behandling’ for deres 

misbrug i fængslerne, for Beijing 

skal fremstå så perfekt som muligt. 

Men i andre byer dukker de op i 

gadebilledet. Som her i Wuhan, 

hovedstaden i Hubei-provinsen i 

midten af Kina, hvor en hjemløs 

mand en sen aften har lagt sig til 

at sove på broen over hovedvejen. 

Skiltet fortæller, at han hedder 

Zhang Zhong, er 87 år gammel og 

kommer fra Hubei-provinsen. Han 

skriver, at han har et land, men ingen 

familie. Og det kan være umulige 

vilkår i en provins, hvor fem 

millioner mennesker i 2007 blev 

hjemløse pga. oversvømmelser, for 

i Kina er familien altafgørende for, 

om man får tag over hovedet igen. 

Hus Forbi prøvede forsigtigt at 

tage et billede af Zhang Zhong, 

men han vågnede af blitzen og bad 

indtrængende om flere penge end 

dem, vi allerede havde givet ham. 

Det fik han og lagde sig igen til at 

sove med kasketten over ansigtet – 

med bilerne susende om ørerne og 

til lyden af musik og sang i en megafon 

fra et ældre blindt ægtepar 

længere henne af broen. - beh 

foto Birgitte Ellemann Höegh 

mindeord om 

johnny mikkelborg 

En iskold nat kort før nytår sov 

Johnny Mikkelborg stille ind i 

gården ved De Hjemløses Hus 

i skæret af det stearinys, han 

havde tændt for kæresten, Linda. 

Johnny blev 35 år. 

Ved begravelsen i Kapernaumskirken 

samledes ca. 50 

familiemedlemmer og venner for 

at tage afsked. 

Præst Asser Skude, der kendte 

Johnny, stod for ceremonien. 

Hans ord faldt rammende og 

præcist: 

”Johnny betød noget for os. 

Han var elsket og afholdt, der var 

ikke noget pis med ham. En flot 

fyr. Linda, hans kæreste, betød 

ufatteligt meget for Johnny. De 

havde planer om at flytte sammen. 

I skæbnens ironi fik Linda 

en lejlighed til dem begge. Det 

nåede Johnny ikke at erfare. Han 

var en følsom fyr, der vendte den 

anden kind til, når der var optræk 

til ballade. Et chok, at han blev 

taget fra os så tidligt. Jeg håber, 

I har gode minder om ham og 

fokuserer på de gode ting. De 

små brikker af kærlighed …” 

Linda sagde om kæresten 

Johnny: ”Jeg elskede ham, og vi 

har den samme tatovering. Sally 

(deres hund) spiste ikke i 10 dage 

og ledte efter ham. Vi savner 

ham begge”. 

Johnny var lys, livslyst og 

kærlighed. Sådan vil vi huske 

ham – til vi alle ses igen på den 

yderste dag. - aj 

Johnnys far efterlyser Jens fra 

Thy-lejren. Kontakt venligst Hus 

Forbi. 

foto Holger Henriksen

Fast bolig får 

hjemløse på ret kurs 

Egen bolig med støtte i hverdagen 

får hjemløse til at lægge livet på 

gaden eller herberget bag sig. Det 

viser en rapport fra Kuben Management 

efter et samarbejde med 

Københavns Kommune. Rapporten 

”Udvikling af særboliger – fra 

herberg til egen bolig” konkluderer, 

at når socialt udsatte først har fået 

lejekontrakt til en fast bolig, bliver 

det meget nemmere også at arbejde 

med afrusning, jobsituation og 

psykiske problemer. 

Undersøgelsen anbefaler derfor, 

at kommunerne etablerer flere 

særboliger. Det kan være lejligheder 

i opgangsfællesskaber eller 

selvstændige ’skæve huse’ i mindre 

afgrænsede bebyggelser. 

Direktør i Socialforvaltningen 

i Københavns Kommune, Jens 

Elmelund, hæfter sig især ved, at 

undersøgelsen viser, at andet end 

de fysiske rammer er vigtigt. 

- Undersøgelsen viser os, at 

mursten og beliggenhed er vigtig. 

Men den siger også, at forhold til 

kommunens personale, naboer og 

boligforeninger er afgørende for, 

om turen fra herberg eller gaden 

bliver med en enkelt- eller en returbillet, 

siger han. 

I København har politikerne vedtaget 

en hjemløsestrategi, der skal 

give størstedelen af dem, der i dag 

sover på gaden, fast tag over hove- 

| læserne skriver | 

livsglæde x 2 

Det er onsdag eftermiddag. Jeg 

står foran Føtex’ indgang. Der er 

dømt hygge, en lirekassemand spiller, 

det er stemningsfuldt – man får 

næsten lyst til at danse. Lige over 

for lirekassemanden står en grønlandsk 

udseende herre og sælger 

Hus Forbi. En dame kommer forbi 

og køber bladet. Sælgeren smiler 

og giver hende en sød bemærkning 

med på vejen. Derefter går han 

smilende hen til lirekassemanden 

og giver ham beløbet fra det blad, 

han netop har solgt. 

Skal love for, at det lunede at se 

den gavmildhed, han derved udviste. 

Var selv i godt humør, men mit 

humør steg flere grader ved den 

oplevelse. Meget smukt at opleve, 

at selvom man måske ikke har det 

store overskud økonomisk, har man 

råd til at undvære. 

Mynthe Petersen, Vanløse 

(Læserbrevet har været bragt i 

Vanløse Posten, red.) 

Siden har Mynthe Petersen skrevet 

til os: 

Mødte i dag den grønlandsk 

udseende mand, som sælger Hus 

Den gavmilde Hus Forbi-sælger Bjørn. 

Forbi foran Føtex. Jeg gik hen og 

tog hans hånd (han har en blød 

og varm hånd på trods af kulden), 

præsenterede mig og sagde: “Tak 

min ven, du har beriget mit liv ...” 

Han blev så glad. Han havde 

gået og spekuleret på, hvem det 

kunne være, der havde skrevet om 

ham. Han smilede og klappede mig 

let på skulderen og fortalte, at han 

virkelig var blevet gjort til genstand 

for megen ros på det sted, han 

kommer, alle havde takket ham. 

Desuden fortalte han, at han 

havde sendt udklippet til sine venner 

i Grønland. Endvidere rørte det mig 

at høre, at han mere end én gang 

den dag havde belønnet lirekassemanden, 

fordi som han sagde: ”Her 

kommer han og spiller dejlig musik 

for os”, så derfor gavmildheden ... 

Vi fik en rigtig dejlig snak foran 

Føtex, og igen gik jeg glad derfra. 


Hjemløse trives godt i egen bolig, viser ny undersøgelse. 

det. I den forbindelse vil kommunen 

bl.a. omdanne boliger i det eksisterende 

boligbyggeri til særboliger. 

Jens Elmelund anslår, at der på 

hvem må sælge hus forbi? 

Som jævnlig løssalgs-køber føler 

jeg mig stærkt provokeret over, at 

jeg med jævne mellemrum møder 

sælgere, som jeg ikke umiddelbart 

kan forbinde med den sælgergrupper, 

jeg opfatter som ’hjemløse’: 

Jeg møder purunge udlændinge 

uden dansk sprog. 

Jeg møder granvoksne østeuropæiske 

mænd og kvinder i den arbejdsduelige 

alder og uden synligt 

misbrug eller handikap. 

Må jeg opfordre jer til enten at 

fastholde den oprindelige målgruppe 

– hjemløse danskere, evt. med 

et tilstødende misbrug – eller klart 

melde ud, at det er jeres holdning, 

at alle verdensborgere, som måtte 

komme hertil ud fra et generelt 

trangskriterium kan få tilladelse til 

at sælge Hus Forbi. 

Venligst 

Jørgen K. Jensen, Svendborg 

Svar 

Det er rigtigt, at Hus Forbi har fået 

flere udenlandske, især østeuropæiske, 

sælgere i de seneste år. Det 

er sket i takt med, at der generelt 

er kommet flere østeuropæere til 

landsplan mangler omkring 4.000 

permanente boliger til gruppen. 

- kap 

Kilde: www.kk.dk 

Danmark for at søge arbejde. En del 

af dem havner på gaden, og nogle 

af dem klarer sig ved at sælge Hus 

Forbi. Her skelner vi ikke mellem 

danskere og udlændinge. 

Det er dog ikke nogen hemmelighed, 

at den nye sælgergruppe også 

har skabt problemer. Derfor har 

Hus Forbis bestyrelse besluttet at 

stramme op på kravet til sælgerne 

fra Østeuropa. Det kan du læse 

mere om i artiklen på side 9. 

Med venlig hilsen 

Tina Juul Rasmussen 

og Karen Pedersen 

Hus Forbis redaktørteam 


foto Mikal Sclosser

| x-ord | af 


Anne Jensen, tidligere hjemløs 

www.andersagerbo.dk 

send løsningen 

på x-ord senest 

den 10. marts 

Blandt de rigtige løsninger 

trækkes lod om: 

1 boggavekort på 500 kr. 

Vinderen får direkte besked. 

Skriv kodeordet på bagsiden af 

kuvert/postkort, og send det til 

HUS FORBI 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

1 2 3 4 5 6 7 

vinder af 

x-ord nr. 80 

U. Nielsen 

Nymarksvej 195 

7000 Fredericia 

| digtet | 

Solen blegnede dit hår 

da du var væk og levede under 

forringede og trange kår 

men du kom tilbage i min favn 

og kyssede mig ømt og blidt. 

Så tog jeg dine bukser af 

– de var alligevel helt beskidte 

hvad der dernæst skete 

det ved kun dem der har set det. 

Mikael Steen Olsen ”Klarinetten” 

Mændenes Hjem, København

| vorherres køkkenhave | 

| februar | 

Efter nogle dage med kraftig blæst drager jeg denne 

velsignede morgen, i vindstille, mod Vorherres 

køkkenhave. Himlen er grålig, og en fin støvregn 

danner dråber på krattets og træernes spæde grene 

– dråber, der, når solen får kraft nok, kan sendes til 

himmels igen. 

I folks haver står vintergæk, dorthealilje, erantis 

og jomfruelige krokus. På foderbrættet ses en 

mangfoldighed af småfugle, om end spurvehøgen 

lægger vejen forbi og gør indhug i bestanden. 

Regnen ophører, samtidig med at Vorherre slår 

følge. Det er klart, at min gamle læremester og 

mentor er stolt af ’sin have’. Med nærmest barnlig 

iver brænder han for at vise mig og fortælle om alle 

de nye plante- og dyrebørn, der for de flestes vedkommende 

dog stadig er på idestadiet. Vi passerer 

adskillige kodriverplanterosetter, hvilket er et godt 

tegn, for kodriveren lukker porten op for foråret. 

Men tag ikke fejl, det er endnu ikke vejr til t-shirt 

og korte bukser. 

Forår i skovbunden 

Himmelen bliver lysere ligesom humøret. Nede 

i vådområdet lyser pilens gæslinger op, og både 

birken og elletræet pryder sig med de fineste rakler. 

Vorherre og jeg smutter lige ind i løvskoven uden 

løv. Med en majestætisk bevægelse fejer han den 

varme dyne af nedfaldent, vissent løv bort fra 

skovbunden og afslører, at både den blå anemone 

og skovmærke (bukkar) har brudt mulden; selv den 

dejlige martsviol sender allerede sine små grønne 

trompeter op. Ramsløgene, som egentlig burde 

have ventet en måneds tid endnu, stritter også med 

overjordiske blade. Jo, dette er vinterens krampetrækninger 

og forårets kraft, selv om vi ikke kalder 

det forår endnu. 

Tag på svampejagt 

Vi bevæger os ud til de levende hegn. Vorherre 

lærte mig engang, at hvis jeg ryster hasselbuske og 

-træer, kan jeg se en sky af støv fra raklerne, som 

blidt berører de røde støvfang i den feminine afdeling 

og dermed sikrer mig velsmagende og nærende 

hasselnødder i det sene efterår. 

Vorherre og jeg vandrer i skumringen til natuglernes 

skrig og skrål, da vi pludselig får øje på 

grupper af østershat på en vindfælde, så: 

Kære læser og kommende svampejæger. Tag på 

svampejagt! Den eneste og rigtige vinterspisesvamp 

er østershat. Den gror på stammer og stubbe af 

bøgetræer, har flade hatte og stålgrå til hvide lameller. 

Den er pokkers bitter, hvis den spises rå, men 

ved opvarmning forsvinder den bitre smag. Brug 

afkog af stokken til en fintsmagende bouillon og 

resten i sauce, suppe eller stuvning. Eller prøv et 

lækkert svampefarsbrød. Velbekomme! | 

foto Scanpix / Karsten Schnack 

Østershatte 

svampefarsbrød 

500 g svampe (østershat) 

1½ dl rasp 

3 æg 

salt, hakket persille 

6-8 skiver bacon 

Æg og rasp piskes sammen. De rensede 

østershatte hakkes fint og tilsættes under 

omrøring med rigelig hakket persille 

og et drys salt. ’Farsen’ formes som et 

brød, lægges i en smurt bradepande og 

dækkes med baconskiverne. Bages ved 

175° i ca. 45 min. Serveres med kogte 

grøntsager. 

steen viggo jensen 

steenviggo@galnet.dk 

Er tidligere hjemløs og ude- 

ligger. Boede i naturen fra 

foråret 1992 til vinteren 1993. 

To-tre gange om måneden overnatter 

Steen Viggo i naturen. 

I forbindelse med sine ophold 

i naturen fører han dagbog, og 

det er de optegnelser, der ligger 

til grund for hans månedlige 

bidrag til Hus Forbi. 

foto Robert Voxen 


Jeg skal have 

styr på mine tanker 

De seneste år har været turbulente, men nu skal der styr på tankerne og 

tilværelsen igen – i den rækkefølge, siger Niels Kristian Larsen, 48 år og 

Hus Forbi-sælger, blandt vennerne på gaden i Odense kaldet ”Syvfinger”. 

| historie fra gaden | 

af Karen Pedersen | karenp@email.dk 


Hvor mange øl går der på en håndfuld? To, 

hvis hånden sidder på Niels Kristian Larsen eller 

”Syvfinger”, som han bliver kaldt. 

- Jeg mistede tre fingre i en arbejdsulykke i 

1999. Jeg går ikke og gemmer 

hånden, men den har givet mig 

psykiske mén. Den hæmmer mig 

en masse. Jeg kunne have haft et 

andet arbejde, hvis ikke jeg havde 

den. Jeg er uddannet proces- 

operatør (overvåger drift af 

anlæg, red.), men uddannelsen 

er forældet, siger Niels Kristian 

Larsen. 

Lige nu lever han af kontanthjælp, 

som han supplerer med at sælge Hus 

Forbi. Dagen er i ret faste rammer. 

- Jeg starter 9.30 med at sælge. 12.30 stopper 

jeg og går i Kirkens Korshær i Nørregade og får 

varm mad. Bagefter går jeg til købmanden og køber 

en enkelt øl, som jeg drikker i Kongens Have. 

Og så i gågaden for at sælge lidt igen. Hvis jeg er 

tørstig, går jeg ikke ud og sælger. Men jeg tager 

en ’startpakke’ om morgenen – en enkelt øl. 

Familiens sorte får 

Øl har der været en del af i Niels Kristians liv. De 

er også medvirkende til, at han for godt seks år 

siden blev hjemløs første gang. Først røg jobbet 

på vaskepulver-fabrikken. Så røg ægteskabet. Og 

så røg huset på Djursland på tvangsauktion. 

- I 2002 kollapsede det hele! Da jeg blev hjemløs, 

sov jeg i en periode i min bil. En dag fandt 

politiet mig på Strandvejen i Århus, og jeg havnede 

på Østervang (boform for hjemløse, red.). De 

tog hånd i hanke med mig. Jeg drak for meget og 

havde psykiske problemer. 

Fra Århus rykkede Niels Kristian til Odense, 

hvor han kommer fra, for at komme tættere på 

sin familie. 

- Men jeg kom op at diskutere med min far 

ved det første familietræf, og mine brødre har jeg 


ikke set siden 2003. Jeg har altid været familiens 

sorte får. 

Niels Kristians har selv tre børn, som han heller 

ikke har kontakt til. 

- De var små, da jeg flyttede – 8,10 og 12 år. 

Jeg ser dem ikke, men jeg har forbindelse med en 

god ven i landsbyen, hvor vi boede. Hun snakker 

med min ekskone, så jeg får at vide gennem 

hende, hvordan det går. Jeg 

- Hus Forbi 

hjælper mig 

psykisk og 

holder mig væk 

fra øllen. 

må indrømme, at jeg tit tænker 

på dem. Men p.t. kan jeg 

ikke overskue at se dem. 

Tager en uge ad gangen 

Niels Kristians base er lige nu 

Kirkens Korshærs herberg i 

Benediktsgade efter at have 

haft egen lejlighed. 

- Jeg røg ud af min lejlighed, 

fordi jeg blev anklaget for vold, som jeg ikke 

havde lavet. Derefter boede jeg på gaden et års 

tid, mens jeg arbejdede som vikar. Kommunen 

ville sende mig ud at sortere jern, men det gad 

jeg ikke. Så gik jeg til et vikarbureau, og dagen 

efter havde jeg arbejde på et lager. Jeg sov på 

natvarmestuen og fik mad der og rundt omkring 

i firmaerne. 

- For tre måneder siden fik jeg en psykisk 

nedtur. Og for halvanden måneds tid siden besluttede 

jeg, at jeg ville have lidt styr på mig selv 

igen. Så jeg meldte mig på herberget, stoppede 

i vikarbureauet og begyndte at sælge Hus Forbi. 

Det hjælper mig psykisk og holder mig væk fra 

øllen. Det mentale og sprut arbejder ikke sammen, 

konstaterer Niels Kristian. 

- Lige nu er det vigtigt at få styr på mine 

tanker. 

Det næste, der trænger sig på, er at finde et 

mere fast sted at bo igen. Ret meget længere ud 

i tiden tænker Niels Kristian ikke. 

- Hvad jeg laver om tre år, ved jeg ikke. Det 

kan være, at jeg er lagt i mulde … Jeg tager en 

uge ad gangen. | 

Efter redaktionens afslutning er Niels Kristian 

flyttet i lejlighed. 

Læs flere portrætter af Hus Forbi-sælgere på www.husforbi.dk 

3spørgsmål til 

Niels Kristian Larsen 

hvad er vigtigt lige nu? 

Det vigtigste er at få styr på mine tanker. 

Og så vil jeg gerne finde et sted at bo. Et 

værelse, meget gerne i Odense. Jeg er ikke 

så meget for rengøring, så et værelse er 

fint. 

hvad har gjort mest indtryk på 

dig, mens du har boet på gaden? 

De gode oplevelser er sammenholdet; 

man lærer alle at kende. Men der er også 

kedelige oplevelser. Jeg har været i kirkegårdskapellet 

mange gange på det seneste 

– seks begravelser på halvanden måned. 

hvad fik du at spise i går? 

En halv kylling med pommes frites – de 

havde kun snitter i varmestuen i Nørregade.

Mikrolån baner vejen - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?