Bioethanolteknologier - Sønderjysk Landboforening

nedmuldes tjener blandt andet til at bevare kulstofindholdet, og jordens kemiske og fysiske
egenskaber er stærkt afhængige af jordens tilførsel af organisk materiale. Det organiske materiale
omdannes til lettilgængelige plantenæringsstoffer. Jordens kulstofindhold mindskes
med 10 procent årligt, hvis ikke denne halm føres tilbage til jorden via nedmuldning. Ved
økologisk landbrug opretholdes jordens kulstofindhold, men korn og halmudbyttet er væsentligt
mindre. Derfor er kornafgrøder ikke lige så attraktive i økologiske som i konventionelle
landbrug. Udlægning af kløvergræs er for eksempel mere udbredt. 73
En anden afgørende konkurrerende anvendelse af halmen er afbrænding i kraftvarmeværker.
Anvendelse af halm og andre former for biomasse til bioethanolproduktion er på nuværende
tidspunkt ikke lige så energieffektivt som afbrænding i kraftværker, da omdannelsen til
bioethanol er en energikrævende proces. 74 Derfor er det ikke nødvendigvis en god strategi at
tage halmen fra afbrændingen.
En væsentlig mulighed i denne forbindelse er til gengæld samproduktion af bioethanol med
kraftvarme, således at halmens energiindhold bliver udnyttet optimalt, fordi en del af energien
går til bioethanolproduktion, og en del til el- og varmeproduktion. Herved kan de nuværende
indsamlingssystemer også fortsat benyttes. De teknologiske forudsætninger for samproduktionen
vender vi tilbage til i kapitel 4.
En fordel ved anvendelse af halm til bioethanolproduktion frem for afbrænding, er at der
stilles lavere krav til halmens kvalitet ved bioethanolproduktion end ved fyring i kraftvarmeværker
– forstået på den måde, at der accepteres et højere vandindhold i halmen. Det betyder,
at halm som ellers ikke kunne anvendes til afbrænding, kan anvendes til bioethanolproduktion
– og efterfølgende kan restmaterialet oven i købet anvendes til afbrænding, fordi
vandindholdet i restfraktionen er lavt. En del af den halm, som i dag ikke bjærges på grund af
for højt vandindhold kan således inddrages i en samproduktion, og dermed kan bioethanolproduktionen
bidrage til en bedre udnyttelse af de samlede halmressourcer.
Staten yder i dag tilskud til kraftvarmeværkerne for anvendelse af halm til kraftvarmeproduktion.
Tilskuddet bliver givet i forhold til de omkostninger der er forbundet med håndtering
og betaling for halmen til landmanden. Såfremt produktion af bioethanol skal foregå på
basis af halm, bør dette tilskud føres med halmen over i bioethanolproduktionen. Ved en
eventuel samproduktion af kraftvarme med bioethanol bliver det dog muligvis nødvendigt at
sænke tilskuddet, eftersom der ved en sådan samproduktion kan blive tale om udnyttelse af
en større mængde halm, end det er tilfældet til afbrænding i dag.
Den sidste konkurrerende anvendelse for halmen er som nævnt foder og strøelse. Vi formoder,
at der i denne forbindelse er tale om, at halmen anvendes i samme landbrug, som det er
høstet, og derfor ikke transporteres særlig langt. Det forekommer derfor ikke umiddelbart
holdbart at fjerne halmen fra disse formål, for derefter at erstatte det med andet materiale,
der skal transporteres til stedet. Hertil skal det dog siges, at et biprodukt i bioethanolproduktionen
er foder – således vil noget af materialet blive ført tilbage til den konkurrerende anvendelse,
efter udnyttelse i en bioethanolproduktion. Alt i alt mener vi dog at denne konkurrerende
anvendelse i dette tilfælde er for væsentlig til at vi kan inddrage halmen til bioethanolproduktion.
Derfor har vi ikke inddraget denne halmressource i vores beregninger af
bioethanolpotentialet i halm.
73 Gylling, 2001a s. 21
74 EEA, 2004 s. 3
36