KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 99
FRA HUSMODER TIL FULDTIDSARBEJDENDE
menter og lavede ture, og ingen talte om rimeligheden af de lange
arbejdsdage for pædagogerne.
Men vores kamp gik ud på at få oprettet flere daginstitutioner, og det
lykkedes, selv på det konservative Frederiksberg, hvor man efterhånden
godt kunne indse det fornuftige i, at begge forældre gik på arbejde og
skaffede gode skattekroner til kommunen. Senere skrev den norske kønsforsker,
Helga Hernes, om den kvindevenlige velfærdsstat, 4 dvs. den nordiske
velfærdsstatsmodel, hvor de sociale ydelser er individuelle og universelle,
idet man stiller sociale ydelser, daginstitutioner m.m. til rådighed
for alle, og kvinder ikke længere er afhængige af en mands forsørgelse.
Min erfaring var ikke, at der kom en stor og venlig velfærdsstat og
forærede os de sociale goder. Den var nok snarere, at vi var en generation
af kvinder og mænd, som kæmpede hårdt for det. For mit eget vedkommende
betød det, at jeg blev medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse
(for VS) og socialudvalg, således at jeg der kunne arbejde videre
for daginstitutionssagen. Og det lykkedes da også.
I mine fire år i kommunalbestyrelsen oprettede vi mange nye daginstitutioner,
og jeg kunne da selv i 1981 aflevere mit andet barn i en splinterny
vuggestue, hvor jeg selv havde været med til at begrænse børnetallet
til 30 og samtidig givet børnene gode udfoldelsesmuligheder. Da jeg
kom ind i kommunalbestyrelsen i 1978, var der en bølge i hele Danmark
inspireret af den norske kvinde-stem-på-kvinde kampagne for at få flere
kvinder ind i kommunalpolitik. Strategien lykkedes, også i Danmark, og
der kom i dette år mange kvinder ind i bestyrelserne. Men kulturen i kommunalbestyrelserne
passede ikke ind i en småbørnsfamilies hverdag:
med besigtigelser ofte kl. otte om morgenen og møder ofte til midnat.
Jeg tænker ofte på denne tid, når kvinder fra Central- og Sydeuropa
misundeligt siger: “Jamen I har jo også bare daginstitutioner til rådighed”.
Mit svar er, at dem har vi ikke bare, at ingen kom og gav os dem, vi kæmpede
for dem.
Jeg forlod det kommunalpolitiske efter fire år, ligesom mange af de
andre kvinder, og i dag har kommunalpolitikken igen en voksende overvægt
af mænd. Det er kun mænd, der har mulighed for at bruge så mange
fritidstimer på politik, og det er da også primært mænd, der hygger sig
med lange diskussioner i lange aftener på rådhuset, mens konerne passer
hjem og børn. Nutidens fuldtidsarbejdende kvinder har ikke mulighed
for at passe en kommunalbestyrelsespost. Dermed er vore kommuners
styre også mere udemokratisk end nogensinde.
Det er da også karakteristisk, at kvinderepræsentationen i Folketinget
stadig er stigende (38 pct.), mens den er faldende i amts- og kommunalbestyrelser.
Folketingsarbejde betragtes som fast fuldtidsarbejde, men
99