KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 98
98 KAREN SJØRUP
talen 1.bog 4. bind om arbejdskraftens relative frisættelse. Men selvom
kvinders arbejdsløshed dengang som nu var et par procent højere end
mænds arbejdsløshed, så gik det alligevel ikke, som de marxistiske teorier
havde forudset.
Kvinderne var tilsyneladende kommet på arbejdsmarkedet for at blive,
og i de kommende år forøgedes kvindernes beskæftigelse betragteligt,
især i den voksende offentlige sektor, men også i stigende grad i professionelle
jobs, der krævede de høje uddannelser, som kvinderne i stigende
grad gennemførte.
I de øvrige nordiske lande fandt en lignende udvikling sted, mens de
central- og sydeuropæiske lande fastholdt forestillingen om kvinder som
mødre og husmødre. I de første årtier var deltidsarbejde for en del kvinder
en populær måde samtidig at have familieansvar og arbejde uden for
hjemmet. Denne udvikling var store dele af fagbevægelsen modstander
af. Bl.a. det nu sammenlagte Kvindeligt Arbejderforbund, der mente, at
deltidsarbejde, der ikke var til at leve af, fastholdt kvinderne i et afhængighedsforhold
– og det havde de ret i. Imidlertid blev deltidsarbejdet
mindre og mindre populært, i takt med at kvindernes uddannelsesniveau
voksede, og med at arbejdsmarkedet efterspurgte kvindernes kvalifikationer.
Disse to aktiviteter – arbejdskampene og kvindearbejdsløsheden – blev
også emnerne for mine opgaver på Sociologisk Institut, og de har for så
vidt forfulgt mig lige siden. Det er vanskeligt her mange år efter at vurdere
effekten af det politiske arbejde og fagforeningernes indsats i forhold til
den generelle udvikling i økonomien, men det kan konstateres, at det lykkedes
at skabe vilkår for kvinder på det danske arbejdsmarked, også for
de deltidsarbejdende, der var langt bedre og bedre reguleret end i de fleste
andre europæiske lande.
DEN KVINDEVENLIGE VELFÆRDSSTAT
Jeg fik mit første barn som 24-årig i 1972, hvilket var tidligt målt med
nutidige alen, hvor de højtuddannede kvinder får deres første barn i gennemsnit
som 31-årige. Det betød, at jeg gik ind til nogle år, hvor kampen
for daginstitutionspladser til børnene kom på dagsordenen. Jeg startede
mit politiske arbejde som medlem af bestyrelsen i Frelsens Hærs børnehave,
hvor min ældste søn gik, og deltog i kagespisning og salmesang
med uniformerede frelsersoldater. Men Frelsens Hær opfattede det som
et kald at udføre socialt arbejde, og det fik børnene glæde af. Frelsersoldaterne
tog på lange koloniophold med børnene, gennemførte arrange-