KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 96
96 KAREN SJØRUP
daværende kvindehus i gaden Åbenrå i København, gik ind af nysgerrighed
og kom ud med en tilmelding til Femølejren. Vi gjorde os ret umulige
på Femø, blev mobbet, da vi var optaget af os selv, af mænd, af vort
lange løsthængende hår, tøj og makeup, og i mindre grad af den fælles
kvindesag. Idealet på Femø var Rødstrømpebevægelsens ideal for fuld
skue: Ingen mænd, kort praktisk hår, ingen spejle, ingen toiletdøre, tøj
der var til for at holde en varm og ikke for at se godt ud.
Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle til Femø igen og kom det heller
ikke. Men kvindebevægelsen hang på forunderlig vis ved og smeltede
hurtigt sammen med studierne, da jeg i de kommende år skrev opgaver
om kvinder i strejker, kvinder og arbejde m.m. og på den måde ydede mit
personlige bidrag til det oprør på mit studiested, Sociologisk Institut, som
ellers helt overvejende var mændenes oprør, mens kvinderne lavede te til
revolutionen eller i stedet skred over på den Sociale Højskole, hvor det
sociale engagement var en anelse mere håndgribeligt.
For mig betød det feministiske perspektiv, at jeg fik mit eget perspektiv
på sociologien og dermed også kunne forholde mig til de konflikter, der
foregik på højeste plan mellem de gamle og snart afsatte patriarker og de
fremadstormende unge vrede mænd, hvis vrede ikke var min, og jeg derfor
heller ikke kunne forstå eller identificere mig med.
POLITISÉR DET PRIVATE!
Jeg gik derimod glip af det, som formentlig var Rødstrømpebevægelsens
væsentligste indsats; nemlig den personlige bevidstgørelse, organiseringen
i basisgrupper, der på en gang tog fat i den enkelte kvindes og den
samfundsmæssige situation. Det blev en organisering, der bredte sig til
hele landet, og som skabte den politisering af det private, der satte en
bevægelse i gang i stort set alle familier.
Det var en kamp om opvasken, men ikke desto mindre en vigtig kamp
for at skabe ligestilling i familien, således at ikke alle kvindernes ressourcer
var bundet op på husarbejde, mand og børn. Vores børnegeneration
har siden ofte bebrejdet vores generation, at vi havde så travlt med at
efterlade vore børn i daginstitutioner, så vi kunne komme ud og realisere
os selv. Realiteten er, at de selv i væsentlig højere grad efterlader deres
børn, har dobbelt fuldtids arbejdende familier, mens vi i stor udstrækning
var studerende i rigtig mange år eller havde deltidsarbejde. Til gengæld
havde vi travlt med politisk arbejde og slæbte vores børn med til det ene
og det andet.
Men politiseringen af det private var effektiv i Danmark og er det sta-