KVINDER BRYDER GRÆNSER

KVINDER BRYDER GRÆNSER KVINDER BRYDER GRÆNSER

16.07.2013 Views

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 90 90 ANNEGRETHE RASMUSSEN kår? Her måtte jeg ud og tale med de af mine britiske veninder, som arbejder i medieverdenen. Og heldigvis er der netop en af dem, der er chef i BBC. Hun har – nøjagtig lige som sine andre kvindelige medchefer – haft først nanny og siden au pair til sine to sønner igennem de sidste 10 år. Hun har aldrig set sine to små drenge før efter kl. 19.00. Hendes mand har været lidt heldigere, da han er selvstændig TV-producer, hvilket vil sige, at han i perioder har set børnene langt mere. Men til gengæld har han i de perioder, hvor han producerer – hvilket kan tage op imod 1 år inden for hans genre, som er dokumentarprogrammer – slet ikke set dem. Jeg spurgte også en anden kvindelig mediechef i min omgangskreds, en souschef ved radio BBC’s udenrigsredaktion. Hun har to små børn på 3 og 5 år. Samme svar. Nanny først, så privat dagpleje og au pair. Det ser med andre ord ud, som om de britiske kvinder, der vil karrieren, betaler sig fra børnepasningen. Og der vil givet være dem – i Danmark og i Storbritannien – som vil mene, at det også er den bedste løsning set med den almindelige skatteyders øjne, idet denne betydelige udgift ellers skulle dækkes via skatterne. Men et flertal af danskere vil mene, at det er urimeligt. At man skal tvinges til at vælge på denne måde mellem sine børn og sit job. Og at det tilmed er synd for både mor og barn. De, der mener det, vil sandsynligvis også synes, at det er synd for faren, som i Storbritannien ser sine børn langt mindre end i Danmark. Et andet aspekt gør sig endvidere gældende i det britiske samfund – kald det eksistensen af klasser eller socialgrupper eller ulighed – nemlig det beklagelige faktum, at børnepasning i det offentlige (hvis vi igen holder os til de helt små børn under 3 år) er så begrænset, og at det private system er så dyrt, at det for en meget stor gruppe af kvinder, som har et “helt almindeligt job”, ikke kan betale sig at arbejde. Langt det største flertal af britiske kvinder kan umuligt betale hverken en nanny eller en privat vuggestue, uanset at den britiske regering netop i disse år arbejder hårdt på gennem skattesystemet at understøtte de familier, hvor begge forældre arbejder. I starten af 2004 så jeg en længere diskussion i programmet Newsnight på BBC2 (der kan sammenlignes med Deadline på DR2 herhjemme), hvor det danske børnepasningssystem blev rost til skyerne. En gruppe embedsmænd og ministre havde været i Danmark for at studere vores system, og de priste det i høje toner. Noget sådant var påkrævet i Storbritannien, var konklusionen fra udvalget. Over for sad der en kvinde fra en af de store familieorganisationer, som mente, at en “dansk model” ud over at være meget dyr, totalt ville ødelægge familielivet i Storbritannien. Og dertil skabe en masse frustrerede børn, der på langt sigt ville koste samfundet dyrt i anbringelser og specialundervisning.

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 91 EUROPA SOM ARBEJDSPLADS Nu har Storbritannien en meget kedelig EU-rekord i børnemishandling, gravide teenage-piger samt drab af småbørn under 1 år i hjemmet, og efter mine (helt uvidenskabelige) observationer af de horder af unge kvinder med babyer, der shopper rundt i storcentrene i den del af London, hvor jeg bor (og det er en meget pæn og velhavende bydel), kunne de fleste af dem have god gavn af en ordentlig vuggestue. Der bliver råbt og rusket og slået. De små børn har stort set uden undtagelse en pose chips eller cookies i hånden til pacificering – en gulerod eller en skive agurk har jeg simpelt hen aldrig set, og antallet af bananer eller æbler kan tælles på en hånd. Set fra børnenes synspunkt i al almindelighed, vil jeg mene, at en “dansk løsning” ville være et enormt fremskridt. Det danske system bremser som bekendt ikke de mødre (som der givet vil være flere af i Storbritannien end i Danmark), der gerne vil gå hjemme med deres poder indtil børnehaveklassealderen. Men tilbage til spørgsmålet om hvordan de britiske kvindelige ledere klarer sagerne, og hvor de kommer fra. For det er nok ikke bare så enkelt, at de alle ofrer børnene på karrierens alter. Selvom de altså til en vis grad – presset af det britiske system med meget længere arbejdstider – bliver nødt til det. En anden faktor gør sig gældende, der paradoksalt nok netop er en konsekvens af, at systemet er mere barsk end det danske. Det er accepten af, hvad man kunne kalde politisk korrekte kvoter – udtalte eller uudtalte. For ligesom man i f.eks. britiske børneprogrammer bekender sig til det multikulturelle – der er altid folk i alle farver – eksisterer der også kvoter for andre minoriteter. Som nu kvinderne. Med andre ord er systemets erkendelse af sin egen ufuldkommenhed med til at sikre mekanismer, der i Danmark ses som illegitime. Netop fordi vi på overfladen jo har ligestilling. Man kan ikke forestille sig, at nogen britiske tv- eller radiostationer vil slippe af sted med kun at ansætte mænd – hverken som studieværter eller i chefstillinger. Der er vi langt mere “liberale” i Danmark. Eller man kunne også sige, at fordi det er så svært at påstå i den danske offentlige debat, at kvinder er forfordelt, bliver det uacceptabelt at indføre mekanismer, der fremmer kvinders chancer for at nå til tops i det ene eller andet system, offentligt eller privat. Denne holdning er så dybt indgroet i Danmark, at langt de fleste kvinder også betakker sig. De vil ikke ansættes på en kvindekvote. De vil ansættes, fordi de er de dygtigste. Sådan hedder det. Sådan har jeg det også selv. Men det er alligevel værd at lægge mærke til, hvad der sker, når kvoter bliver fastsat. F.eks. fandtes de i en periode i forbindelse med udvælgel- 91

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 91<br />

EUROPA SOM ARBEJDSPLADS<br />

Nu har Storbritannien en meget kedelig EU-rekord i børnemishandling,<br />

gravide teenage-piger samt drab af småbørn under 1 år i hjemmet, og<br />

efter mine (helt uvidenskabelige) observationer af de horder af unge kvinder<br />

med babyer, der shopper rundt i storcentrene i den del af London,<br />

hvor jeg bor (og det er en meget pæn og velhavende bydel), kunne de fleste<br />

af dem have god gavn af en ordentlig vuggestue. Der bliver råbt og<br />

rusket og slået. De små børn har stort set uden undtagelse en pose chips<br />

eller cookies i hånden til pacificering – en gulerod eller en skive agurk har<br />

jeg simpelt hen aldrig set, og antallet af bananer eller æbler kan tælles på<br />

en hånd.<br />

Set fra børnenes synspunkt i al almindelighed, vil jeg mene, at en<br />

“dansk løsning” ville være et enormt fremskridt. Det danske system<br />

bremser som bekendt ikke de mødre (som der givet vil være flere af i<br />

Storbritannien end i Danmark), der gerne vil gå hjemme med deres poder<br />

indtil børnehaveklassealderen.<br />

Men tilbage til spørgsmålet om hvordan de britiske kvindelige ledere<br />

klarer sagerne, og hvor de kommer fra. For det er nok ikke bare så enkelt,<br />

at de alle ofrer børnene på karrierens alter. Selvom de altså til en vis grad<br />

– presset af det britiske system med meget længere arbejdstider – bliver<br />

nødt til det.<br />

En anden faktor gør sig gældende, der paradoksalt nok netop er en<br />

konsekvens af, at systemet er mere barsk end det danske. Det er accepten<br />

af, hvad man kunne kalde politisk korrekte kvoter – udtalte eller uudtalte.<br />

For ligesom man i f.eks. britiske børneprogrammer bekender sig til<br />

det multikulturelle – der er altid folk i alle farver – eksisterer der også kvoter<br />

for andre minoriteter. Som nu kvinderne.<br />

Med andre ord er systemets erkendelse af sin egen ufuldkommenhed<br />

med til at sikre mekanismer, der i Danmark ses som illegitime. Netop fordi<br />

vi på overfladen jo har ligestilling. Man kan ikke forestille sig, at nogen<br />

britiske tv- eller radiostationer vil slippe af sted med kun at ansætte<br />

mænd – hverken som studieværter eller i chefstillinger. Der er vi langt<br />

mere “liberale” i Danmark.<br />

Eller man kunne også sige, at fordi det er så svært at påstå i den danske<br />

offentlige debat, at kvinder er forfordelt, bliver det uacceptabelt at<br />

indføre mekanismer, der fremmer kvinders chancer for at nå til tops i det<br />

ene eller andet system, offentligt eller privat. Denne holdning er så dybt<br />

indgroet i Danmark, at langt de fleste kvinder også betakker sig. De vil<br />

ikke ansættes på en kvindekvote. De vil ansættes, fordi de er de dygtigste.<br />

Sådan hedder det. Sådan har jeg det også selv.<br />

Men det er alligevel værd at lægge mærke til, hvad der sker, når kvoter<br />

bliver fastsat. F.eks. fandtes de i en periode i forbindelse med udvælgel-<br />

91

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!