KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 90
90 ANNEGRETHE RASMUSSEN
kår? Her måtte jeg ud og tale med de af mine britiske veninder, som
arbejder i medieverdenen. Og heldigvis er der netop en af dem, der er
chef i BBC. Hun har – nøjagtig lige som sine andre kvindelige medchefer
– haft først nanny og siden au pair til sine to sønner igennem de sidste
10 år. Hun har aldrig set sine to små drenge før efter kl. 19.00. Hendes
mand har været lidt heldigere, da han er selvstændig TV-producer, hvilket
vil sige, at han i perioder har set børnene langt mere. Men til gengæld
har han i de perioder, hvor han producerer – hvilket kan tage op imod 1
år inden for hans genre, som er dokumentarprogrammer – slet ikke set
dem. Jeg spurgte også en anden kvindelig mediechef i min omgangskreds,
en souschef ved radio BBC’s udenrigsredaktion. Hun har to små
børn på 3 og 5 år. Samme svar. Nanny først, så privat dagpleje og au pair.
Det ser med andre ord ud, som om de britiske kvinder, der vil karrieren,
betaler sig fra børnepasningen. Og der vil givet være dem – i Danmark
og i Storbritannien – som vil mene, at det også er den bedste
løsning set med den almindelige skatteyders øjne, idet denne betydelige
udgift ellers skulle dækkes via skatterne. Men et flertal af danskere vil
mene, at det er urimeligt. At man skal tvinges til at vælge på denne måde
mellem sine børn og sit job. Og at det tilmed er synd for både mor og
barn. De, der mener det, vil sandsynligvis også synes, at det er synd for
faren, som i Storbritannien ser sine børn langt mindre end i Danmark.
Et andet aspekt gør sig endvidere gældende i det britiske samfund –
kald det eksistensen af klasser eller socialgrupper eller ulighed – nemlig
det beklagelige faktum, at børnepasning i det offentlige (hvis vi igen holder
os til de helt små børn under 3 år) er så begrænset, og at det private
system er så dyrt, at det for en meget stor gruppe af kvinder, som har et
“helt almindeligt job”, ikke kan betale sig at arbejde. Langt det største
flertal af britiske kvinder kan umuligt betale hverken en nanny eller en
privat vuggestue, uanset at den britiske regering netop i disse år arbejder
hårdt på gennem skattesystemet at understøtte de familier, hvor begge
forældre arbejder.
I starten af 2004 så jeg en længere diskussion i programmet Newsnight
på BBC2 (der kan sammenlignes med Deadline på DR2 herhjemme),
hvor det danske børnepasningssystem blev rost til skyerne. En gruppe
embedsmænd og ministre havde været i Danmark for at studere vores
system, og de priste det i høje toner. Noget sådant var påkrævet i Storbritannien,
var konklusionen fra udvalget. Over for sad der en kvinde fra
en af de store familieorganisationer, som mente, at en “dansk model” ud
over at være meget dyr, totalt ville ødelægge familielivet i Storbritannien.
Og dertil skabe en masse frustrerede børn, der på langt sigt ville koste
samfundet dyrt i anbringelser og specialundervisning.