KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 88
88 ANNEGRETHE RASMUSSEN
på testosteronligaens førstehold – og det kan de roligt tage som en kompliment.
For nu på uretfærdig vis at opsummere – og uden mellemregninger, der
for eksempel tager hensyn til de mange stille og rolige typer, som blot
ønskede at redde verden på den ene eller den anden måde, der også
befolkede datidens venstrefløj – hvad jeg observerede og rettede ind efter
i mine sidste teenageår og i begyndelsen af 20’erne, hvor jeg også var
dybt involveret i studenterpolitik på Københavns Universitet som næstformand
for Studenterrådet ved Københavns Universitet og studienævnssekretær
på Statskundskab, kan man konkludere følgende: For det første
kunne man sagtens komme til tops i politik som kvinde. Det var overhovedet
ikke noget problem, og der var dermed ligestilling i den forstand, at
ambitiøse og intelligente kvinder med talegaverne i orden kunne indtage
alle de tillidsposter, de selv ønskede. For det andet var det ikke noget
handicap at se godt ud. Og før man med en fnysen afskriver det som selvundertrykkelse,
må man fundere over, om det er noget, man nogensinde
kan komme ud over, og om ikke det er en af de (biologiske) fordele, som
visse kvinder bare har, og som det ville være mærkeligt, hvis de ikke
benyttede sig af.
De fleste mennesker med drive benytter sig af de til rådighed stående
midler. Og jeg har i dag svært ved at have ondt af (i betydningen blive irriteret
over) de kvinder, som benytter sig af deres kvindelighed til at opnå
bestemte fordele. Hvor er forskellen i relation til de mænd, som kan
benytte sig af forbindelser eller mandeklubber i form af mere eller mindre
uofficielle broderskaber – som jeg kender adskillige af. En af mine rigtig
gode mandlige venner, som selv befinder sig midt i et af de magtfulde af
slagsen proppet med mediechefer, skribenter og spindoktorer, har selv
for nyligt betroet mig, at uanset, hvor meget jeg mener, at jeg egentlig
også er “en af drengene”, så kan jeg ikke gøre mig forhåbninger om
nogen sinde at blive inviteret til møde i kredsen, medmindre jeg vil “trække
i stuepigeuniform og servere” (bare sagt i al venskabelighed naturligvis).
Eller dem, der benytter sig af, at deres hjem har forbindelserne i
orden. Det er praktisk, hvis far er ven med it-direktøren eller chefredaktøren.
Eller mor er kontorchef i departementet, og man selv har været
skrevet op til en lejlighed fra man kunne sige “gy”.
Forfatteren Hanne-Vibeke Holst, en kvinde jeg beundrer meget – men
som jeg ikke kender personligt – sagde en gang for over 10 år siden ved
en konference om ligestilling på Louisiana, hvor jeg var ordstyrer, at i
Bruxelles (hvor hun dengang befandt sig) var kvinderne ikke så snerpede
eller sippede som i Danmark. “De smider melonerne på bordet ved
ansættelsessamtalerne,” bemærkede hun muntert, og spurgte så, hvad