KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 86
86 ANNEGRETHE RASMUSSEN
Det var også her – på venstrefløjen altså – at jeg lærte mine første praktiske
lektioner i dobbeltmoral og kønspolitik. Familiejournalens serier var
én form for teori. I VS eksisterede en anden. Her var der naturligvis, om
noget sted, formel ligestilling. Om end der var dem, som mente, at
diskussionen om kvinders rettigheder var overflødig i den virkeliggjorte
kommunisme. Men selvfølgelig kæmpede partiet med næb og kløer for
fuldkommen ligestilling mellem kønnene. På den anden side havde jeg
en fornemmelse af, at alt måske ikke var såre godt. En af partiets mest
kendte plakater – ved siden af den med slangebøssen – var en sort og
hvid tegning eller et linoleumssnit af nogle kvinder og mænd til møde.
Teksten hed: “Hvem laver stadig te til revolutionen?” Svaret gav ligesom
sig selv, og jeg skal ikke dvæle ved det rædselsfulde liv, som de kvindelige
partnere til partiets mest revolutionære mandlige kadrer levede. Altid
nederst på listen over prioriteringer efter fagforeninger, dobbeltorganiseringsceller,
skolingsmøder, aktivistgrupper og plakatopsætningsseminarer.
Hvordan man overhovedet kunne have børn, hvis man aktivt deltog i
fraktionskampene på venstrefløjen i 1980’erne, tænkte jeg ikke selv over
dengang. Jeg var blot 18-19 år, men senere fortalte venstrefløjens børn jo
deres egen historie om det enorme følelsesmæssige svigt, mange af dem
oplevede, om Finn Ejner Madsens revolutionære søndagsskole, Tvind og
så videre. Selv arbejdede jeg som aktivist og luksusarbejdsløs (det kunne
man jo dengang, inden man skulle studere, selvom den form for
bistandshjælp, jeg selv var på, så malende var blevet døbt “sultecirkulæret”
af socialdemokraterne). Det var i de første år med en borgerlig
regering, og SID talte med dyster stemme om den sociale massegrav og
samlede til kæmpedemonstrationer i de første år. Jeg befandt mig inde på
partikontoret i Studiestræde i Københavns Indre By – det kvarter som
københavnere kalder “Pisserenden”, og som navnet til trods dengang og
nu befolkes af bohemeagtige størrelser; storbybøsser, kunstnere, rockmusikere
og forfattere især.
Derinde i partiets hjerte stod det helt klart, at hvis man så godt ud – og
det gjorde jeg pludselig; hjulpet af storkrøllet, afbleget hår, diskret solariebrug,
kontaktlinser, flittig brug af stramtsiddende bodystockings og en
nyerhvervet selvtillid, der også kom af at være placeret på partiets liste til
diverse valg – kunne man sole sig i stort set ubegrænset mandlig beundring
og indstilling til betydningsfulde poster. De kammerater, som på
overfladen ville lede kritikken af kapitalismens ækle og undertrykkende
fremtrædelsesformer – f.eks. af pigers makeup eller blondeundertøj –
stod ofte forrest i gramse- og kyssekøen ved de fester, som der var mange
af på den yderste venstrefløj. Sex var der, som man sikkert kan fore-