KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 85
EUROPA SOM ARBEJDSPLADS
mange børnegrupper, slet ikke i Sønderjylland, hvor der ikke tales særligt
meget, og, hvis man skal tro mine barndomserindringer – nøje skrevet
ned fra 6-års alderen i temmelig patetiske dagbøger – slet ikke om litteratur
af en vis intellektuel karat.
Selv sled jeg mig igennem mine forældres mange bøger ved siden af
bibliotekets. Jeg læste både Gustav Wied og Kierkegaard – sidstnævnte
forstod jeg ikke en brik af, hverken før eller siden, men jeg var rimeligt
altædende. Det skal vel også nævnes, at jeg var håbløst grim som barn.
Jeg var (og er) nærsynet grænsende til invalidegrænsen. Grim og belæst
var ikke nogen god cocktail, og jeg gik da også igennem mine tidlige teenageår
med en solid teoretisk viden om det andet køn, men teori var og
blev det. Jeg vidste fra studier af Familiejournalens fortsatte romanserier
(som min mormor sendte i store pakker en gang om måneden) og fra det
store hit af bøger for piger, serien Piger i Hvidt, Piger i Blåt, Gift med
Lægen (og så videre), at det var andre kvaliteter, der skulle til, hvis man
ville være lykkelig her i livet.
Men eftersom jeg var offer for en uheldig kombination inden for selvvurdering,
førte det i årevis ikke til forandringer. Kombinationen bestod i,
at jeg på den ene side var sikker på, at jeg var helt speciel og fantastisk
– det kunne man jo selv se på mine karakterbøger og i øvrigt på mine
sportspræstationer, som også var særdeles imponerende. På den anden
side var der ingen, som rigtig gad være sammen med mig uden for skoletiden,
hvilket jo ikke rigtig støttede min egen fornemmelse af at være
noget særligt. Tværtimod.
Først da jeg fik kontaktlinser, fik ny frisure og blev aktiv på venstrefløjen
i dansk politik (det hele skete på samme tid i 1. g på Aabenraa Statsskole)
følte jeg, at det blev rigtig sjovt at være barn – og på det tidspunkt var
barndommen stort set forbi, så den har jeg ikke noget særligt positivt at
berette om, ud over at min familie gjorde hvad den kunne for at hjælpe,
hvilket ikke var særligt meget på trods af ihærdige forsøg. Men det ændrede
sig som sagt alt sammen ved mit personlige møde med venstrefløjen,
helt eksakt i 1980, hvor de fleste historieinteresserede danskere vil
vide, at der fortsat var fuld gang i den, når det gjaldt revolutionære aktiviteter
– 9 år før Murens fald. Derfor takker jeg i øvrigt den dag i dag det
hedengangne parti Venstresocialisterne – hvor jeg var opstillet som kandidat
til Europaparlamentsvalget i 1984 og som 19-årig optrådte på DR
TV med de afsluttende 3 minutter for partiet i valgudsendelsen det år. Og
jeg takker ligeledes Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor jeg
sad i bestyrelsen som regionalsekretær for Sønderjylland først og siden
som næstformand på landsplan for at have hevet mig ud af min sociale
isolation og ind i et aktivt ungdomsliv.
85