KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 84
84 ANNEGRETHE RASMUSSEN
ums EF-sekretariat (som det hed dengang) i 4 måneder, har jeg altid
været fastansat ved et dagblad.
Ved siden af har jeg regelmæssig bidraget med analyser og kommentarer
for især Danmarks Radio (først Orientering på P1 og siden for Deadline
på DR2), 10 år i Danmark, 2 år i Storbritannien. Jeg har holdt et utal
af foredrag om emner spændende fra dansk Europapolitik, europæisk
politik – særlig om udenrigs- og sikkerhedspolitik – samt medier, ledelse
og på det seneste også ligestilling og familiepolitik. Som journalist har jeg
altid arbejdet med europæiske forhold, og jeg har rejst en del i EU – også
efter at jeg fik først 1, så 2 og siden 3 børn.
Og som mange andre i min generation var det at få børn, samtidig med
at jeg havde, hvad man vel kan kalde en pæn karriere, et brat møde med
en kønsopdelt virkelighed. Nok har jeg interesseret mig for og lejlighedsvis
skrevet om ligestilling, men jeg fik først for alvor øjnene op for, hvad
det begreb egentlig betyder for mig – i mit liv, min karriere og som person,
da jeg blev mor. Og skal man dømme efter talrige bøger, klummer og
bekendelser fra medsøstre, er det så banalt, at det er lige før, man ikke
orker at skrive det ned. Men skrives skal det. I mit tilfælde fordi det at leve
uden for Danmark også har tilført oplevelsen af at skulle kombinere karriere
og moderskab en “ekstra” dimension, der handler om, hvordan den
danske eller skandinaviske velfærdsstat fortsat med rimelighed kan
beskrives som en unik (positiv) ramme for kvinder, der ønsker sig et
spændende og krævende arbejdsliv.
Som barn var jeg på de fleste områder, hvad man dengang kaldte et
fremmeligt barn. Rygtet i familien vil vide, at jeg læste, da jeg var 3 år, og
at jeg selv lærte mig det. Jeg har altid talt meget – og her vil dem, der kender
mig, nok mene, at jeg er ude i en underdrivelse. For det meste, men
langt fra altid, har jeg lige haft lidt tid til at tænke mig om i først. Den yndlingshistorie,
som fortælles igen og igen i familien under vores rituelle
sammenkomster ved højtider og lignende lejligheder, udspillede sig i en
bagerbutik engang i sommerferien i mit tredje leveår, da en skeptisk
bagerdame betvivlede rigtigheden af min højtlæsning af isskiltet og forlangte
at vide, hvad jeg ellers kunne læse. Ifølge min mor deklamerede
jeg “mest Anders And, men jeg har også min bibel”. Der var ikke et øje
tørt. Det var nu også praktisk at være god til at læse, for venner havde jeg,
så vidt jeg husker, ikke rigtig nogen af før omkring 9. klasse, og det hang
vel først og fremmest sammen med, at jeg var det, man i dag ville kalde
en nørd. Og så kom jeg lige fra København, hvilket ikke var en anbefaling
i en sønderjysk landsby. Jeg læste 20 bøger om ugen, og som en ægte
førstefødt (jeg har 3 søskende) var jeg også selvsikker og ulideligt dominerende,
og som sagt stortalende. Ikke lige en opskrift på succes i særlig