KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 82
82 ANNEGRETHE RASMUSSEN
school (hvad der svarer til børnehaveklasse). Og her skal man ikke regne
med en fuld arbejdsdag. Det kan variere fra kommune til kommune og
fra skole til skole. Nogle steder er det formiddage; andre steder går det
lille barn i førskole til omkring kl. 14.30. Derefter skal barnet tilbage i
familiens skød. Eller, om påkrævet, i hvad der svarer til fritidshjem, som
jeg kan love for ikke er et sted, særligt mange mindre børn synes om. Når
vi altså taler om offentlig pasning. Det forholder sig fuldkommen anderledes,
hvilket jeg skal vende tilbage til, hvis mor betaler sig ud af vanskelighederne.
Men, hvad der nok er vigtigere, er, at staten som tradition eller som kulturel
faktor anskues så forskelligt i det britiske samfund, hvis man sammenligner
med de skandinaviske lande. I liberalismens fædreland Storbritannien
er staten – også under New Labour – et nødvendigt onde, som
helst skal holde sig så langt væk fra individet som muligt, og da især fra
familien, hvilket er den eneste grund til at revselsesretten fortsat findes i
det 21. århundredes England (lovene er anderledes i Wales og Skotland).
Derfor er der, på trods af et ihærdigt benarbejde fra kvindeorganisationer
inden for især det regerende Arbejderparti, Labour, fortsat langt fra nogen
generel accept af, at børnepasning er et offentligt anliggende.
Der er dog naturligvis – vi taler jo om en fleksibel og tilpasningsdygtig
markedsøkonomi – en registrering af det enorme pres fra de mange kvinder
i den fødedygtige alder, som rent faktisk gerne vil arbejde, og derfor
er “pasningsindustrien”, som en samlebetegnelse for såvel privat som
offentlig pasning af småbørn, en af de hurtigst voksende brancher i Storbritannien.
Der skabes flere hundredetusinde nye pladser årligt, men
efterspørgslen overstiger fortsat udbuddet. Stærke såkaldte familieorganisationer,
bakket op af især de markant højreorienterede formiddagsblade,
kører desuden følelsesladede kampagner understøttet af amerikanske
undersøgelser, som taler for, at mor bliver hjemme de første mange år.
For at sige det kort er der, sådan som det britiske daginstitutions- og
skolesystem ser ud, som hovedregel ikke andre end Mor, der kan stå klar
om eftermiddagen, når de små børn skal hentes. Far arbejder nemlig
som oftest til sent. Senere end i Danmark. Denne regel gælder selvfølgelig
ikke, hvis man ansætter en nanny, dette ærkeengelske begreb, som
giver god mening herovre. Alternativt, hvis børnene er ældre, kan man
entrere med en au pair – en anden hastigt voksende industri.
En sådan frelsende engel har jeg, for nu at vende tilbage til starten på
denne beretning, imidlertid ikke – og derfor foregår store dele af min professionelle
virksomhed som journalist fra 22.00 til 02.00. Samt naturligvis
fra 09.00-15.00, hvor mine børn på henholdsvis 2, 5 og 7 år er i
andres varetægt. Som den ikke nødvendigvis særligt matematikkyndige