KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 62
62 LONE YALCINKAYA
FORSONING MED FORTIDEN
Partiet blev hendes nye familie. Men fortiden indhentede hende igen.
Ved valget i 1989 blev Lone bedt om at stille op for CD. Ikke i en kreds,
der gav valg, nærmest som et navn, der skulle fylde listen ud. Det gav
problemer for Lone Madsen, for man kan jo ikke stille op under falsk
navn. Hun måtte bekende kulør og stille op under sit rigtige tyrkiske, dog
tilgiftede, navn Isminur Arican. Det danske Lone beholdt hun, nu som
mellemnavn. Det var første skridt hen imod at forsone sig med fortiden,
næste skridt gjaldt familien i Århus.
Lone havde flere år tidligere genoptaget kontakten med sin mor, dog
kun telefonisk, og havde også i al hemmelighed været i Århus, hvor hun
havde set sin søster. Hendes mor var glad for at tale med hende og glad
for, at datteren klarede sig godt. At hun havde fået en uddannelse, at hun
havde job og at hun var blevet aktiv i politik. Men alt det andet, smerten,
angsten og sårene fortalte Lone ikke noget om.
Min mor havde ikke fantasi til at forestille sig, at der under den vellykkede
overflade gemte sig en ulykkelig, såret pige. At den pige,
der engang havde været den usynlige kvinde bag nedrullede gardiner,
som ikke gjorde modstand, nu var blevet en, der ville være
mere end blot en brik i deres spil.
Ud over sin egen smerte og sine egne sår led Lone også af skyldfølelse
over for de fire søskende, ikke mindst lillesøsteren, der var blevet tilbage
i familien. Lone følte, at hun som bortløben søster havde ødelagt sin lillesøsters
fremtid, og hun vidste, at hun med sin flugt havde udstødt hele
familien fra det tyrkiske samfund i Århus. Oven i den skyldfølelse måtte
hun kæmpe en sej kamp med sig selv for at forstå og til sidst tilgive sine
forældre. Hun måtte så at sige sætte sig ud over sig selv og sætte sine
forældres handlinger ind i den sociale forståelsesramme, som gav det
hele mening.
Jeg havde aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed til mig. Mit
livsforløb havde været tilrettelagt ud fra enten nød eller nødvendighed.
Den kollektive kontrol, der er i det tyrkiske samfund, havde
stor indflydelse på mine forældres handlinger, og de forsøgte efter
bedste evne at vælge en mand til mig, som de mente var en god
mand. De havde bare ikke opdaget, at jeg var en stærk pige. De
havde ikke opdaget, at det ikke var på grund af deres kontrol, at