KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 60
60 LONE YALCINKAYA
sidst i 70’erne, hvor krisecentre var for danske kvinder, der havde fået bank
af deres mænd. En ung tyrkisk kvinde på nu 17 år, der var blevet tvangsgift
og derefter var flygtet, var noget helt ukendt. Men for de frivillige kvinder på
krisecentret stod det dog lynhurtigt klart, at det var alt for farligt at beholde
Lone i Århus. Hun skulle væk, og næste dag stod hun på banegården med
en enkeltbillet til Esbjerg i lommen. Klædt i armygrønne gulerodsbukser og
grå vindjakke, for første gang alene i et tog. Det var første gang, hun bevægede
sig uden for Århus i de syv år, hun havde boet i byen.
NY IDENTITET
På krisecentret i Esbjerg var Lone den eneste indvandrer. Og den eneste
teenager. Hun havde intet med og måtte låne tøj på krisecentret. Her sad
hun, omgivet af de danskere, hun havde levet blandt i syv år, men aldrig
tidligere haft nogen tæt kontakt til. Hendes danske sprog var sparsomt,
men langsomt, uendelig langsomt, lykkedes det Lone at komme på benene.
Hun kom i en plejefamilie, startede i skolen igen og begyndte at få et
liv. Og et nyt navn.
Det blev Lone. Fødenavnet Isminur var for usædvanligt, og det tyrkiske
samfund i Danmark var dengang så lille, at det var for farligt at beholde
navnet. At valget faldt på Lone skyldes, at det er et helt almindeligt dansk
navn, nærmest lidt kedeligt. Men lige præcis det, Lone havde brug for
dengang i Esbjerg.
Efternavnet Arican, som hun havde giftet sig til, blev også skiftet ud –
med det danske navn Madsen, som mere er en massebetegnelse end et
egentligt navn. Navnet stammede fra en god ven, Lone havde fået i
Esbjerg, og kombineret med plejefamiliens historie skabte hun sig en helt
ny identitet.
Hun måtte flygte igen. Det var blevet for farligt at være i Esbjerg. Familien
i Århus havde sporet hende, så hun måtte videre. Denne gang gik
turen til København, hvor hun med navnet Lone Madsen meldte sig ind
på Købmandsskolen for at få en handelsuddannelse. I de officielle papirer
var hun stadig Isminur Arican, men på skolen var hun Lone Madsen.
Fra Esbjerg. Da hun med sit mørke hår, sine tyrkiske træk og accent ikke
lige på en prik lignede en pige fra fiskerbyen på vestkysten, opdigtede
hun en identitet, hvor hun havde en dansk mor og nordcypriotisk far. Og
en storebror.
Flere gange fortalte jeg mine venner, at jeg havde talt i telefon med
min familie i Esbjerg.