KVINDER BRYDER GRÆNSER

KVINDER BRYDER GRÆNSER KVINDER BRYDER GRÆNSER

16.07.2013 Views

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 56 56 LONE YALCINKAYA en, og det havde hendes far set. Han blev rasende: Hans datter skulle ikke "løbe rundt som en hest". Afregningen var kontant, da Lone kom hjem fra skole: Hun fik simpelthen tæsk af sin far. Og der gik kun kort tid, før far besluttede, at Lone ikke behøvede at gå i skole mere. Lone var ked af det; men som den pæne tyrkiske pige, hun var, lærte hun sig hurtigt at sige "skoletræt", da lærerne spurgte, hvorfor den begavede og dygtige elev pludselig ikke ville gå i skole længere. Der var ikke noget, hun ønskede højere, men havde hun sagt sandheden – at det var et krav fra familien – ville hun derved have brudt familiens ære. Jeg måtte indse, at jeg aldrig nogensinde ville få en uddannelse. Derfor måtte jeg gøre det så nemt som muligt på hjemmefronten. Jeg protesterede ikke, jeg bøjede nakken og lukkede mig mere og mere inde i mig selv. Rent bogstaveligt skete det ved, at Lone begyndte at brodere udstyr til sin brudekiste – en vigtig ting for en tyrkisk pige og præcis det arbejde, hendes mor havde udført for andre, da de boede hjemme i landsbyen. Der lå et stort pres på de 15-årige skuldre: Som familiens eneste bud på en brud var det hende, der skulle sikre familiens ære ved at fremstå jomfruelig og dydig for en kommende frier. Det erklærede forældrene hele tiden, og moren pointerede igen og igen, at det var vigtigt, at Lone fik en mand, der var ædruelig. Modsat far, der oftere og oftere var fuld – en reaktion på det statustab, han havde lidt over for sin familie. Han måtte hele tiden se sig distanceret af sine børn, der kunne læse, talte bedre dansk end ham og i det hele taget var bedre til at agere i det nye samfund, han havde flyttet familien til. På dette tidspunkt var Lone dog ikke i tvivl om, at hun selv skulle vælge sin ægtemand. TVANGSÆGTESKAB En augustaften i 1984 ændredes Lones liv totalt. Hun var 16 år. Og sad i det brune halvfjerdserkøkken. Familien Demirezen fik besøg af en anden tyrkisk familie, som helt usædvanligt havde deres søn med. 18 år og ugift. Lone var ved at tilberede te, da hendes mor bad hende om at gå ind i stuen og servere. Og om Lone ikke ville være sød at tage et tørklæde på? Inde i stuen sagde Lones far, at hun skulle kysse det tyrkiske ægtepars hænder. Et tegn på respekt, men for Lone også et tegn på, at hendes forældre havde lovet hende væk til den 18-årige dreng. Ellers var der

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 57 LONES FORVANDLING ingen grund til kysset – hun havde allerede hilst på familien én gang. Lone nægtede, løb ud af stuen og gemte sig på toilettet. Hendes forældre løb efter, skældte ud og råbte, hvad det dog var for en datter, de havde? Hun blev hevet ud af toilettet, ind i stuen igen og kyssede først mandens, hendes kommende svigerfars, hænder, men da hun nåede til kvindens, den kommende svigermor, kunne hun ikke mere og begyndte at græde. Lones fremtid var lagt fast. Hun protesterede, prøvede at få hjælp hos de få, hun kendte uden for lejlighedens fire vægge, men der var ingen hjælp at hente. Hele det tyrkiske samfund i Gellerupparken vidste, at datteren på 3. sal skulle tvangsgiftes med en ung mand fra de nærliggende boligblokke i Frydenlund; men ingen gjorde noget. Ingen hørte på den 16-årige pige. Til sidst truede hun sin mor med at begå selvmord. Men det gav heller ingen reaktion, brylluppet var aftalt. Og en aften kom "svigerfar" og imamen på besøg i lejligheden. Nu skulle ægteskabet fuldbyrdes – men den unge ægtemand var ikke med. Han blev repræsenteret af sin far. Lone nægtede at gå ind i stuen og lade sig vie – så hun blev repræsenteret af underboen. Imens stod Lone i køkkenet. Nu var hun gift – viet per stedfortræder i dagligstuen. Isminur Demirezen var blevet til Isminur Arican. Det var surrealistisk. Jeg havde en fornemmelse af, at min krop bare var en model, mens mine følelser sad i et hjørne. Lone fik nu brug for den brudekiste, hun så længe havde siddet og broderet til. De to forældrepar lavede en klar aftale om, hvem der skulle betale hvad: Lones forældre fik 15.000 kr. kontant for datteren, og som medgift skulle Lone have et sølvbælte, fem guldmønter i en halskæde og ti kraftige guldarmbånd. Samtidig skulle svigerforældrene betale hendes bryllupstøj, mens Lones forældre skulle betale for ægtemandens, sådan som tyrkisk tradition foreskriver. Selve bryllupsfesten blev holdt i september – i et festlokale i Gellerupparken. I midten sad det unge par. Lone i hvid brudekjole, med permanentet halvfjerdserhår og uden et smil på ansigtet. Ved hendes side sad den unge ægtemand. De mælede ikke et ord til hinanden. Hele det tyrkiske samfund var mødt op. Da festen sluttede, blev Lone kørt ud til sit nye hjem, som var et værelse i svigerforældrenes hjem. Hendes egen familie kørte med, hendes svigerforældre var der og endnu et par tyrkiske familier. Det unge par blev lukket ind i værelset, hvor der stod en dobbeltseng, et skab med tøj fra 57

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 57<br />

LONES FORVANDLING<br />

ingen grund til kysset – hun havde allerede hilst på familien én gang.<br />

Lone nægtede, løb ud af stuen og gemte sig på toilettet. Hendes forældre<br />

løb efter, skældte ud og råbte, hvad det dog var for en datter, de havde?<br />

Hun blev hevet ud af toilettet, ind i stuen igen og kyssede først mandens,<br />

hendes kommende svigerfars, hænder, men da hun nåede til kvindens,<br />

den kommende svigermor, kunne hun ikke mere og begyndte at<br />

græde.<br />

Lones fremtid var lagt fast. Hun protesterede, prøvede at få hjælp hos<br />

de få, hun kendte uden for lejlighedens fire vægge, men der var ingen<br />

hjælp at hente. Hele det tyrkiske samfund i Gellerupparken vidste, at datteren<br />

på 3. sal skulle tvangsgiftes med en ung mand fra de nærliggende<br />

boligblokke i Frydenlund; men ingen gjorde noget. Ingen hørte på den<br />

16-årige pige.<br />

Til sidst truede hun sin mor med at begå selvmord. Men det gav heller<br />

ingen reaktion, brylluppet var aftalt. Og en aften kom "svigerfar" og imamen<br />

på besøg i lejligheden. Nu skulle ægteskabet fuldbyrdes – men den<br />

unge ægtemand var ikke med. Han blev repræsenteret af sin far. Lone<br />

nægtede at gå ind i stuen og lade sig vie – så hun blev repræsenteret af<br />

underboen.<br />

Imens stod Lone i køkkenet. Nu var hun gift – viet per stedfortræder i<br />

dagligstuen. Isminur Demirezen var blevet til Isminur Arican.<br />

Det var surrealistisk. Jeg havde en fornemmelse af, at min krop<br />

bare var en model, mens mine følelser sad i et hjørne.<br />

Lone fik nu brug for den brudekiste, hun så længe havde siddet og broderet<br />

til. De to forældrepar lavede en klar aftale om, hvem der skulle betale<br />

hvad: Lones forældre fik 15.000 kr. kontant for datteren, og som medgift<br />

skulle Lone have et sølvbælte, fem guldmønter i en halskæde og ti<br />

kraftige guldarmbånd. Samtidig skulle svigerforældrene betale hendes<br />

bryllupstøj, mens Lones forældre skulle betale for ægtemandens, sådan<br />

som tyrkisk tradition foreskriver.<br />

Selve bryllupsfesten blev holdt i september – i et festlokale i Gellerupparken.<br />

I midten sad det unge par. Lone i hvid brudekjole, med permanentet<br />

halvfjerdserhår og uden et smil på ansigtet. Ved hendes side sad<br />

den unge ægtemand. De mælede ikke et ord til hinanden. Hele det tyrkiske<br />

samfund var mødt op.<br />

Da festen sluttede, blev Lone kørt ud til sit nye hjem, som var et værelse<br />

i svigerforældrenes hjem. Hendes egen familie kørte med, hendes svigerforældre<br />

var der og endnu et par tyrkiske familier. Det unge par blev<br />

lukket ind i værelset, hvor der stod en dobbeltseng, et skab med tøj fra<br />

57

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!