KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 53
LONES FORVANDLING
kunne Lones mor forsørge sig selv og børnene. Der var ikke råd til andet
end det allermest nødvendige – familien kunne overleve. Men kun overleve.
Af og til kom far hjem på ferie. Med store kufferter stoppet med tøj, sko
og smykker. Det passede ikke altid – far havde købt det i genbrugsbutikker
i Danmark, men i den fattige tyrkiske by var det fine varer, der blev
hentet op af kufferterne. En plade dansk chokolade – og et stort æble fra
Danmark – var også rige gaver for barnet Lone.
En anden meget velkommen gave kom det år, hvor Lones far havde
medbragt så mange penge, at familiens hus kunne blive bygget ud. Med
et ekstra værelse og et toilet. Lones mor var lykkelig: Nu kunne hun fortælle
veninderne om sit nye hus – efter i årevis at have måttet høre for sin
gamle faldefærdige rønne. Nu var hun en stolt kvinde – hendes mand
havde bygget et anstændigt hus til hende og børnene. Og for at sætte
trumf på fik hun også installeret en ny seng, hvor Lone, hendes søster,
hendes lillebror og mor sov sammen. De to store sønner fik egne senge.
Som den ældste af de to døtre i familien, opkaldt Isminur efter farmor,
havde Lone en helt særlig placering i familien. Hendes lillesøster har et
let handicap, en skæv knogle i højre ben, så Lone var den, familien satsede
på. Hende, der skulle blive den gode og smukke brud, der kunne
gøre familien ære. Søster derimod blev anset som kønsløs på grund af sit
handicap – derfor måtte hun for eksempel bade sammen med far og
brødrene i de varme kilder, der ligger uden for Sarkisla. Det var utænkeligt
for Lone, hun blev holdt inde på kvindesiden sammen med sin mor.
Hun skulle holdes ren.
Den tyrkiske kultur har en meget stærk tilbøjelighed til at vurdere en
kvinde på hendes udseende, evner og jomfruelighed. Det trekløver
er den dominerende faktor, når man som kvinde vurderes og vejes.
Personligheden, den indre styrke, den intellektuelle og sociale kapacitet
vejer ikke særlig tungt. Derfor var jeg en attraktiv pige i andres
øjne, hvorimod min søster ikke havde nogen særlig status.
Skolegangen foregik i Sarkislas kommuneskole, og om sommeren gik
Lone på koranskole, iklædt et fint hvidt tørklæde. Det var hun stolt over at
bære.
I bund og grund var Lone, som nærmede sig de ti år, glad for livet i Sarkisla.
Hun så sin mor som en stærk kvinde, der klarede dagligdagen, og
så var der den højt elskede far, der kom forbi engang imellem med gaver.
Det var et fattigt liv, men et liv, der i barnehøjde var trygt og godt. Et liv,
der gerne måtte fortsætte sådan.
53