KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 52
52 LONE YALCINKAYA
EN FATTIG MEN TRYG BARNDOM I TYRKIET
Vi skruer tiden tilbage. Til samme køkken i sensommeren og det begyndende
efterår 1984. Da boede Lone Yalcinkaya, som dengang hed Isminur
Demirezen, i denne lejlighed. Levede i dette køkken, hendes "gamle
arbejdsplads", der er indbegrebet af Danmark i 70’erne: Brune
finérskabe med runde plastikgreb, parketgulv og en lille plads for enden
ved vinduet. I dag står der et bord og fire stole – dengang var der en sofa,
hvor mor og de fire af de fem børn indtog alle måltider. Far sad i stuen,
alene eller sammen med den yngste lillebror.
Gellerupparken blev bygget i 60’ernes tro på, at store, lyse lejligheder
i udkanten af byen var svaret på de utidssvarende små bylejligheder uden
moderne bekvemmeligheder. Overalt i Europa sås denne udvikling – i
Danmark blev det til Gellerup ved Århus, Vollsmose i Odense, Ishøj og
Brøndby syd for København som de mest markante eksempler. Lejlighederne
blev nærmest bygget i takt med indvandringen, og mens danskerne
fik færre og færre børn og derfor ikke kunne klare boligsikringskravene
til de store lejligheder, passede de fint til den typiske indvandrerfamilie:
Far, der i en årrække havde arbejdet på fabrik i Danmark, sendt penge
hjem til mor og den voksende børneflok i Tyrkiet for efter en årrække
at blive forenet med familien i det nye land.
En af disse familier var Lones. Familien Demirezen stammer fra byen
Sarkisla i Sivasprovinsen på den anatolske højslette. Sidst i 60’erne rejste
Lones far til Danmark. Ikke med sin gode vilje, men af simpel nød. Truslen
om fattigdom og sult hang hele tiden over familien, og til sidst så
Lones far ikke anden mulighed end at prøve lykken i det rige Europa. Han
fulgte de mange andre tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske mænd og
blev "gæstearbejder", som det hed, da Danmark selv inviterede. Senere
blev ordet ændret til det noget mere nedladende "fremmedarbejder".
Hjemme i Sarkisla blev Lones mor enehersker i eget hus. Hun var både
far og mor for sine børn, og set med deres øjne var hun alt. Men samtidig
holdt familien et skarpt øje med hende: Opførte hun sig, som det sømmer
sig for en gift kvinde?
Det skarpe øje var lige rundt om hjørnet. Lones fars familie boede i
samme gade, og Lones farmor boede i den anden ende af det lillebitte
hus, hvor Lone, hendes mor og tre, snart fire søskende, delte et værelse,
en lille gang og en kælder. Intet køkken. Intet bad. Vand blev hentet i
byens brønd.
En gang om måneden kom postbudet med en postanvisning fra Danmark.
Det var pengene fra far. Suppleret med lidt håndarbejde for byens
andre kvinder – eller rettere: håndarbejde til deres døtres brudekister –