KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 45
EU OG LIGESTILLING
KVINDERNES STILLING I FAGBEVÆGELSEN
Fagbevægelsen skal også se nærmere på sin egen opbygning og på, om
den er tilpasset den voksende feminisering af den europæiske arbejdskraft.
Fagforeningernes medlemsgrundlag er langsomt ved at skifte fra
muskler til hjerne, fra bukser til kjole. I et klima, hvor negative holdninger
til faglig organisering ofte favoriseres, kan man ikke desto mindre se en
vis grad af konsolidering i kvinders medlemskab af fagforeninger over
hele Europa. Og tro ikke et øjeblik, at det at arbejde i en faglig organisation
for bedre integrering af kvinder svarer til at give bagerbørn hvedebrød.
Langt fra! Virkelighedens verden er stadigvæk sådan, at kvinderne
er temmelig underrepræsenteret i fagforeningerne.
Der blev til kongressen i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation
i 1999 udsendt en rapport med titlen Det andet køn i europæisk fagforeningsvirksomhed.
13 I den behandles emner som ligestilling mellem
kønnene og kvinders deltagelse i beslutningsprocesser på forskellige
niveauer af fagforeningernes virksomhed. Rapporten bygger på undersøgelser
af, hvor vidt fagforeninger integrerer ligestillingsspørgsmål
(mainstreaming) på en systematisk og effektiv måde.
Selv om de fleste fagforeninger har forpligtet sig på ligestilling, og selv
om der i deres vedtægter, reglementer og forretningsordener findes formuleringer
om, at en bedre balance mellem kønnene tilsigtes, så er der
tydeligvis stadigvæk meget (alt for meget...), der skal gøres. Det er også,
efter at have analyseret kendsgerninger og tal, nødvendigt at sige, at disse
ikke matcher ordene og de gode intentioner. Endnu i dag er der få
kvinder, som deltager i de kollektive forhandlinger på nationalt niveau –
det gælder såvel på tværfagligt niveau som på sektor-, branche- og virksomhedsniveau,
hvilket vil sige, at der er temmelig ringe kønsmainstreaming.
I Den Sociale Dialog er der på europæisk niveau en lidt bedre kønsbalance
i forhandlingsgrupperne, men den er langt fra tilfredsstillende.
Hovedproblemet er, at andelen af kvindelige medlemmer i fagforeningerne
gennemsnitlig ligger på 40 pct. – i visse forbund ligger den så lavt
som under 20 pct., mens den i andre kommer op over 60 pct.. Stadigvæk
er mindre end en fjerdedel af seniorlederstillingerne (eksempelvis
generalsekretær, vicegeneralsekretær, præsident eller vicepræsident)
besat med kvinder.
Mens de fleste af de nationale forbund har et kvindeudvalg eller en
kvindeafdeling, har kun halvdelen af kvindeudvalgene og kun en tredjedel
af kvindeafdelingerne deres eget budget. Det er dermed begrænset,
hvad de kan gøre, og hvordan de kan gøre det.
Derfor er det vigtigt, at der skrides til handling! Kongressen vedtog en
45