KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 43
EU OG LIGESTILLING
samordning af arbejdslivet med familielivet. I EU har forældre muligheden
for at tage forældreorlov. Alligevel er der næsten intet incitament til at
vælge denne type orlov, og der er ingen bestemmelser i lovgivningen om,
hvordan orloven skal finansieres. Resultatet er, at forældreorlov i adskillige
af de europæiske lande ikke repræsenterer en reel valgmulighed.
I mange lande er situationen i virkeligheden den, at forældreorloven
alene tolkes som moderens mulighed for at tage orlov for at passe sine
børn. I almindelighed er det sådan, at hvis en familie må afgive en indkomst,
mens en forælder er på orlov, er det sund fornuft at den, der har
den laveste indtægt, holder med at arbejde. Og det er ikke vanskeligt at
forestille sig, at det i næsten alle tilfælde er kvinden!
Der kan siges en hel del om de forskellige pasningsordningers omfang
og kvalitet. I et samfund, der i stadig højere grad er kendetegnet ved familier
med enlige fædre eller mødre og ved fleksible arbejdstider, er det
afgørende, at der findes børnepasningsordninger til en pris, der er til at
betale, og som er af god kvalitet. I mange af vores lande er der en alvorlig
mangel på statsstøttede børnepasningstilbud. Det samme gælder for
ældreplejen. Arbejdstagere passer i stadig højere grad deres gamle forældre,
fordi tilbuddene om pleje stadigvæk er temmelig mangelfulde, og
kvinderne må tage sig af alle og enhver fra “vugge til grav”, som om de
var i stand til at udrette mirakler. Det forbavser mig ikke, at mange spørger
sig selv, om det økonomisk kan betale sig for dem at arbejde, når det
ender med, at de må bruge hele deres løn på de sociale pasningsordninger,
som det er de offentlige myndigheders ansvar at sørge for findes
i tilstrækkeligt omfang. Det ville helt sikkert være at gøre god brug af de
europæiske strukturfonde, hvis man valgte at afsætte midler til sociale
pasningsordninger af høj kvalitet, da sådanne har en positiv indflydelse
på, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og på europæernes livskvalitet.
Endvidere er det nødvendigt at ændre den opfattelse, som arbejdsgivere
i almindelighed har af kvindelig arbejdskraft. Mange tror stadigvæk, til
trods for de kolossale sociale og samfundsmæssige ændringer, der har
fundet sted i løbet af de sidste årtier, at vi ikke er kommet for at blive (!).
Dette er en af hovedårsagerne til, at der er investeret så lidt i efteruddannelse
af kvinder. Afkastet herfra forventes stadigvæk at være lavere end
afkastet ved uddannelse af mandlig arbejdskraft.
Med hensyn til ligelig repræsentation af kvinder og mænd på beslutningstagende
poster er der meget at fremføre. Kvinder er fortsat underrepræsenteret
som beslutningstagere i Europa. Det er de på nationale,
regionale og lokale niveauer i alle medlemsstaterne, og det er de også i
både de private og offentlige sektorer samt i regeringerne og i fagforeningsbevægelsen.
Forskningsundersøgelser har vist, at der eksisterer et
43