KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 39
EU OG LIGESTILLING
EUROPÆISK LOVGIVNING: DENS BETYDNING FOR LIGESTILLINGSSAGEN
Imidlertid er der en afgrund mellem ambitionerne og virkeligheden. Mere
end 40 år efter underskrivelsen af Rom-traktaten tjener kvinder fortsat
mindre end mænd, de har en større risiko for at ende i kategorien fattige,
og de udelukkes i vid udstrækning fra de stillinger, hvor beslutningerne
træffes. De har ikke samme adgang til de stillinger, der kræver høje kvalifikationer,
og de udelukkes fra karriereforløb, der fører til de bedste stillinger.
De har også et større ansvar end mændene for familien og hjemmet.
Ikke desto mindre må man indrømme, at der er sket fremskridt.
Den europæiske og den nationale lovgivning er måske nok verdens
bedste; men hvis lovgivningen ikke ledsages af praktiske foranstaltninger,
der har til formål at ændre kulturen og holdningerne, vil den kun få begrænsede
konsekvenser.
Udgangspunktet for EU’s lovgivning om ligestilling er Rom-traktaten fra
1957, hvor artikel 1191 omhandler ligestilling mellem mænd og kvinder.
Denne begrænses dog til lige løn for samme arbejde. Det overrasker imidlertid
næppe, at denne bestemmelse i mere end et årti ingen mærkbare
konsekvenser havde for medlemsstaterne. Det var først med en dom ved
Europadomstolen i 1970’erne (Defrenne-sagerne 2 ), at bestemmelsen
blev betragtet som noget, der havde med juridiske rettigheder at gøre.
Denne retslige aktivisme faldt sammen med kvindebevægelsens
opblomstring i Vesteuropa, og disse to faktorer førte, sammen med en
beslutning i Fællesskabet om at inddrage en social dimension i den økonomiske
politik, til formulering af tre centrale elementer i den lovgivning
inden for området, som Ministerrådet nåede til enighed om sidst i
1970’erne. Lovgivningen omfattede tre direktiver: ét om ligeløn, 3 (der blev
udgangspunkt for ILO’s krav om “lige løn for arbejde af samme værdi”),
ét om ligestilling med hensyn til ansættelse, forfremmelse og afskedigelse,
4 og ét om ligestilling med hensyn til social sikring. 5
På trods af, at antallet af søgsmål forbundet med ligestilling voksede
hurtigt, viste det sig vanskeligt at komme igennem med vedtagelse af
yderligere lovgivning i løbet af 1980’erne. Dette misforhold har sin forklaring
i modstanden mod at udvide den sociale dimension i EU efter oliekrisen
og den efterfølgende lavkonjunktur i mange vestlige økonomier.
Kun to af de mange foreslåede direktiver om ligestilling blev vedtaget.
Begge i 1986. Det ene handler om erhvervstilknyttede pensionsordninger
6 og det andet om ligestilling mellem mænd og kvinder i selvstændige
erhverv. 7 Først i slutningen af 1980’erne med udviklingen af en ny social
dimension som supplement til det indre marked godkendte Ministerrådet
ny lovgivning.
39