KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 35
DET FREMMEDE LAND: BILLEDER OG VIRKELIGHED
ske verden... Jeg kunne se videre end til mig selv, kunne slippe ud af min
indelukkede fantasiverden og tro på, at jeg kunne ændre verden...
Jeg kunne slås – og ville ikke længere underkaste mig – slås for, at alle
mænd og kvinder kan føle, at de har ret til at være dér, hvor de befinder
sig, ret til at arbejde, til at leve, til at opdrage deres børn. Det er et ønske
om at deltage i det politiske liv, der altid har været der, selv om måderne
at realisere det på har ændret sig. Dette ønske om at deltage i det politiske
liv har i mit tilfælde altid gået hånd i hånd med kærligheden til ordene.
Min søn er 15 år gammel i dag. Han nægter hårdnakket at tale portugisisk,
det sprog, som han famlende forsøgte at sige sine allerførste ord
på... Han har aldrig boet i et fattigkvarter og er blevet skånet for alle de
smerter, som andre indvandrerbørn i dag indigneret synger om i rapmusikken.
Men han kan godt lide den form for rap, hvor det er ordene,
der tæller. Og en dag så jeg i et hjørne over hans seng, ved siden af plakaterne
med alle hans idoler, en kopi af en sentens fra min ungdomstid
– ord der har fulgt mig gennem lang tid, og som jeg har placeret over mit
arbejdsbord: “Det folk, hvis ansigter / nogle gange lyser af glæde / andre
gange er sammenbidte, / og som til tider får mig til at tænke på slaver, til
tider på konger...”. 3 Og så vidste jeg, at også denne knægt – ligesom jeg
selv og alligevel på en måde, der er anderledes – ubestrideligt tilhører et
folkeslag, en verden og ordenes univers.
NOTER
Oversat fra fransk af Francisco Pires
1 Fra en portugisiske folkevise: “por casas, por prados/por quintais, por fontes...”.
2 Angola er vores. En portugisisk sang fra kolonitiden.
3 Portugisisk tekst: “esta gente cujo rosto/ às vezes luminoso/ e outras vezes tosco/ ora me lembra escravos ora
me lembra reis...” af Sophia de Mello Breyner Andresen.
35