KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 34
34 MARIA DO CEU CUNHA
stærkt i disse år, og den følelse har aldrig siden forladt mig. Dels på grund
af de forhindringer, jeg stødte på, og dels på grund af min egen manglende
oplevelse af at høre til, gik jeg til stadighed med en følelse af aldrig
at være noget sted helt, at være rykket op med rode og hele tiden at være
på vej ... i en stadig søgen efter en mere blivende tilværelse, altid på udkig
efter et hjem, der kunne opveje den usikkerhed og mangel på stabilitet,
som kendetegnede min barndom.
IDENTITET SOM INDVANDRER
Senere kom der mere ro over mit liv – ofte takket være bøger. Det skete
for eksempel med Bourdieu, da jeg som 20-årig sammen med “arvingerne”
oplevede den blanding af stolthed og oprejsning, som alle “afhoppere”
oplever, når de vælger at stå frem og tone rent flag med hensyn til
deres oprindelse... Tidligere endnu, da jeg var 18, blev en anden digter
vigtig for mig. Den dag jeg læste “jeg så mit folk vælte frem på Austerlitz
banegård” blev jeg “indvandrer” og et “indvandrerbarn”. Da blev jeg
entydigt og helt afklaret. Nu havde jeg som mine forældre krydset begge
grænser: de fysiske og de symbolske grænser. Jeg var gået fra én verden
til en anden, som om det var den naturligste ting i verden; men det forholdt
sig imidlertid ikke helt sådan. Jeg var en af disse piger, som tilhørte
de første i “andengenerationen”, en der havde levet begge universer
fuldt ud, som havde delt elendigheden og smerten med sine forældre og
derfor var grundlæggende solidarisk med dem. Men det medførte også,
at jeg på mine egne og mine nærmestes vegne måtte bære på den tunge
byrde, der hedder skam.
Kan et digt, en samling ord, bidrage til at sætte stumperne af en splintret
identitet sammen? I hvert fald betød digtet, at jeg aldrig glemte den
dag, hvor jeg gik over på det modsatte fortov for at undgå, at jeg i selskab
med min far skulle møde en skoleveninde. Ej heller alle de gange da jeg
helst ikke ville have været datteren til den mor, jeg elskede, og som jeg
ville beskytte, men som henvendte sig krybende til mine lærere på et temmelig
uforståeligt sprog. Jeg har mange gange haft lyst til at dræbe disse
lærere med deres afmålte smil og sødladne opmærksomhed. Eller var det
kun mig, der så det som udtryk for foragt?
Digtet fik mig til at høre til. For en gangs skyld følte jeg mig enormt
stærk ved selv at være en del af den befolkningsgruppe – portugisere i
Frankrig, som “vælter frem på Austerlitz banegård”. Og med det tilhørsforhold
kunne jeg også høre til i verden. Jeg kunne høre til i alle de verdener,
der åbnede sig for mit unge sind: litteraturens verden, den politi-