KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 33
DET FREMMEDE LAND: BILLEDER OG VIRKELIGHED
Vores mødre havde klippet deres smukke fletninger af – de fletninger
de havde året før – og viste sig nu med kort, krøllet hår og i lyse og plisserede
nederdele. Dermed skilte de sig klart ud fra de andre kvinder i
landsbyen. Når de gik på indkøb, afholdt de sig ikke fra at krydre samtalen
med ord fra deres dårlige franske. Min bror omgikkes kun venner, der
som ham selv var “franske”, og som alle interesserede sig for LEP (teknisk
skole) og andre faglige uddannelser. De ventede bare på at forlade
skolen, og de var stolte over, at de som 13-årige var godt på vej til at blive
håndværkere, indstillet som de var på at følge i deres fædres fodspor!
De var friske fyre, og snart kom de til at køre igennem Frankrig og Spanien
i deres flotte biler. Bilerne var nemlig familiens store stolthed.
Jeg havde det på en anden måde, og landsbyen blev med tiden nærmest
til en pinagtig oplevelse. Jeg ændrede mig, og dog var jeg den samme.
Jeg var det barn, der for bestandig tog væk “fra dalen til bjerget” for
at plukke mine barndomsblomster “ved huse, på marker / i haver, ved kilder...”.
1 Selv ønskede jeg for enhver pris at forblive en del af landsbyen,
og jeg holdt fast på mine veninder fra før i tiden. Dem der, som jeg selv,
kom fra Frankrig, holdt jeg mig fra. De var blevet en slags “fremmede” for
mig. De sang Angola é nossa, 2 og de blev forargede over, at jeg sagde ja
til at danse med en smedelærling, som ellers få år tidligere havde været
vores legekammerat. Der var blevet trukket nye grænser. På den ene side
var der dem, der gik på gymnasiet, og på den anden side dem, der arbejdede,
fra de var 10 år gamle. De unge kunne ikke længere frit blande sig
med hinanden...
Også jeg blev imidlertid kun tolereret på skrømt, og selv om jeg tilsyneladende
havde opnået en vis accept efter en tvungen aflæggelse af troskabsed,
blev også jeg snart placeret på den anden side af den usynlige
grænse. Mine forsøg på at blive en af dem havde været forgæves. En
bestemt betoning, en simpel forglemmelse, et ord på fransk der sneg sig
ind, gjorde med ét alle mine anstrengelser til skamme og placerede mig
på den anden side, på immigranternes side.
Jeg var klassens bedste elev, og i en alder af 15 år opdagede jeg via
Balzac, hvor meget bøndernes trællekår overalt i verden ligner hinanden
... jeg var en pige fra de store byer, som aldrig havde glemt min fars sikre
bevægelser, når han såede, og heller ikke den beske lugt fra fadene,
hvor svinekødet fra årets slagtning blev opbevaret, eller gudstjenesten
juleaften. Jeg, der var lige så meget herfra og derfra som så mange andre
steder fra, behøvede bare at sætte min fod i landsbyen, og straks kom alle
de portugisiske drømme galopperende tilbage. Jeg var dog ikke i stand til
at bevare venskabet med disse veninder, der var uvidende og noget pjankede,
men “rigtige portugisere” ... “Jeg er en anden”, følte jeg meget
33