KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 32
32 MARIA DO CEU CUNHA
der var ophovnede af arbejdet som blomsterbinderelev. Jeg havde skyldfølelse,
og derfor købte jeg hver søndag blomster til den kommende uge
i den smukke butik, hvor hun arbejdede. Venskabet med hende beseglede
for altid min samhørighedsfølelse med kvindekønnet...
Da jeg fik min CM1 eksamen (4. klassetrin), skiltede mine forældre
med mit diplom overalt hos de af naboerne og vennerne fra landsbyen,
hvis børn ikke klarede sig helt så godt. Med en stolthed, der nok var
oprigtig, men ikke helt fri for at være lidt hoverende, fremviste de mine
fremragende resultater. Det, der i virkeligheden glædede min mor mest,
var at vise mine resultater til Fru Dubois, hos hvem hun arbejdede som
hushjælp, og som min far også udførte forskelligt forefaldende arbejde
for. Fru Dubois havde en datter, hvis brugte tøj gik videre til mig, og jeg
skammede mig over at iføre mig tøj, hun tidligere have gået med i den
samme skole og den samme klasse. Fordi Sandrine, Fru Dubois’ datter,
var nr. 2 og jeg nr. 1, kunne min mor og jeg være fælles om stoltheden.
Jeg var bedre end Sandrine til skrivning, mig ... der var indvandrerbarn,
boede i barakbyen og for mindre end et år siden bange gemte mig i et
hjørne og ikke forstod noget, når hendes mor tilbød mig en kage eller slik.
Således blev jeg “den dygtige elev” og dermed også “den flinke og rare
pige”. Jeg blev hurtigt til et billede, som mine forældre elskede at spejle
sig i, og det samme gjaldt i øvrigt naboer og venner. Det var mig, der
udfyldte officielle papirer, ledsagede kvinderne til lønforhandlinger med
deres herskab og fungerede som mændenes tolk hos social- og sundhedsforvaltningen.
På trods af min unge alder blev jeg også brevskriver
for mændene. Jeg skrev til de efterladte koner, hvordan mændene længtes
efter det land, de var vokset op i, men som aldrig havde givet dem
mulighed for at lære at læse og skrive. Som så mange andre fattige børn,
der har frigjort sig fra deres sociale miljø, begyndte jeg at betale af på en
gæld, som aldrig kunne indfris: Min “gode opførsel” havde alt for tidligt
forvandlet mig til en voksen og resulterede i, at en sorgløs barndom blev
et savn resten af livet.
MELLEM TO KULTURER
Hver sommer vendte vi tilbage til vores landsby med kufferterne fyldt med
gaver. Måske gjorde vi det for at købe os syndsforladelse – eftersom det
at rejse er at forråde – måske for at opretholde forbindelsen med dem,
der ikke havde modet til at rejse. Dem, der blev hjemme, dømte den
“afvigelse”, det var at have forladt marker og hus, hårdt ... På godt og
ondt er det skæbnen for alle dem, der rejser væk.