KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 31
DET FREMMEDE LAND: BILLEDER OG VIRKELIGHED
ge minder fælles, vi talte det samme sprog, og det gik op for os, at Portugal
var et stort land – overraskende for os, der aldrig havde været uden
for området omkring landsbyen. Vores forældre besøgte hinanden om
søndagen, vores fædre havde de samme arbejdsgivere og vores mødre
deltes om husarbejdet hos arbejdsgivernes koner. Det tætte netværk og
den indbyrdes solidaritet dækkede over en elendighed, vi sagtens kunne
mærke, men aldrig så meget, at håbet om et andet liv blev slukket. Snart
...!
Der findes arbejde overalt, og mændene blev ofte hos den samme
arbejdsgiver, som udnyttede dem, men også respekterede dem. Min far
arbejdede i mere end 15 år for en italiener ved navn Dino, som på et tidspunkt
vendte tilbage til Italien. Han var selv immigrant; blot fra en anden
generation. Min far iberegnet beskæftigede han fire mænd fra vores
landsby. Alle var under 35 år, og de var stærke. Dino var meget glad for
at kunne gøre brug af disse arbejdsivrige landmænd, som havde ladet det
hårde arbejde med jorden bag sig til fordel for det barske byggefag, hvor
de dog i det mindste var sikret en løn ved slutningen af måneden. De var
blevet murerarbejdsmænd.
Og så en dag kom Fernanda ind i mit liv. Jeg kan ikke huske hvornår,
men jeg mindes den gang, hun fortalte mig om havet, som hun havde set
med egne øjne. Hun kom fra Leiria, en by tæt ved den portugisiske kyst.
Jeg derimod havde aldrig set havet. Jeg var født inde i landet. Havet var
en drøm som så meget andet af det, mit ensomme barndomsunivers var
fyldt af. Jeg var “læsefordummet”, som min bror elskede at kalde mig.
Selv åbnede han aldrig en bog uden for skolen. Fernanda blev min veninde
og vejleder. Hun var lige så udadvendt og forførende, som jeg var tilbageholdende
og klodset, men hun kom mig i møde og åbnede mange
døre i mit liv. Hun var kommet til Frankrig året før og talte allerede dette
fremmede sprog, der for mig stadigvæk var lukket land. Hun blev min
sande læremester, og det er hende – som ikke selv interesserede sig synderligt
for skolen – jeg kan takke for, at jeg hurtigt blev den bedste elev i
min klasse.
Som noget selvfølgeligt tog hun mig ved hånden og førte mig langsomt
væk fra den fantasiverden, jeg altid havde søgt tilflugt i. Det gjorde hun
ved at spinde en kokon rundt om mig, så jeg fik min angst på afstand og
til dels kunne skjule min mangel på mod. Hun blev min veninde for livet.
Hun havde let til latter, var sensuel og helt igennem kvinde, men fik dog
aldrig overtalt mig til at danse i den portugisiske forenings folkedansergruppe
– noget, som ellers kaldte stoltheden frem hos vores forældre.
Hun gik ud af skolen som 16-årig, hvilket næsten alle indvandrerbørn
gjorde på det tidspunkt. Det skar mig i hjertet, når jeg så hendes hænder,
31