KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 30
30 MARIA DO CEU CUNHA
Vi kom fra det nordlige Portugals indre. Snart ville vores landsby nær
grænsen have mistet mere end halvdelen af sine indbyggere. Mændene
rejste først, inden den store udvandringsbølge, der fra midten af 60’erne
lænsede vores land for kræfter. Til at begynde med rejste smuglerne, som
plejede at hente tobak og kaffe i Spanien, og derefter alle de andre. I løbet
af meget kort tid var der ikke flere landmænd i landsbyen. Nødtvungent
havde de forladt deres “granitmarker” til gengæld for andet slidsomt
arbejde, som de endnu ikke vidste, hvad var.
I begyndelsen græd jeg meget. I hvor lang tid? Jeg ved det ikke, men
som jeg husker min barndom, var det en evighed. Min far var glad for
igen at have min mor hos sig. Han havde i to år delt seng med en ven fra
landsbyen. Om natten, når han trak det forhæng for, der delte værelset i
to – men ikke holdt sukkene og min mors svage protester ude – græd jeg
længe i tavshed. Min bror sov en 5-årigs sorgløse søvn.
Stædigt holdt jeg det hele for mig selv, mens jeg i tankerne søgte tilbage
til min tabte verden. Jeg huskede min mormor, som var streng mod
mig, men som jeg elskede meget højt, og Laranginha, der var min bedste
veninde, selv om vi var meget forskellige. Hun var allerede en god lille
husmor med et godt øje til drengene, mens jeg altid hang over bøgerne.
Jeg tog mig ikke af de gentagne advarsler fra venner og bekendte: “Hvis
du bliver ved, risikerer du at tage skade af det”. Selv Fru Dulce, den indesluttede
lærerinde, der tog os med hjem til sig selv om aftenen, når det
blev mørkt, og vi ingenting kunne se i skolen, fordi der ikke var elektrisk
lys, havde samme holdning. Hun lærte mig at læse og skrive, men hørte
aldrig om, hvor mange glæder det senere hen i livet har givet mig. Jeg fik
lidt ondt af hende, når jeg – hendes bedste elev – senere i en anden skole
blev placeret bagerst i klassen, hvor jeg sad uden at forstå en brik af,
hvad min nye lærerinde sagde. Hun talte et sprog, der signalerede
“adgang forbudt for uvedkommende”, og kunne ikke skjule sin medlidenhed
med os, henvist som vi var til at gå klædt i det gammeldags genbrugstøj,
som vores mødre udstyrede os med, og i søndagsstøj hjemme
fra landsbyen, som ved siden af vores mudrede fodtøj tog sig ud som en
anakronisme.
DEN NYE TILVÆRELSE
Pludselig, uden at jeg ved hvorfor, ændrede livet sig. Jeg begyndte at
elske vores kvarter, som vi aldrig kaldte en “barakby”. Det var kun de
andre, dem der ikke levede her, som kunne finde på at omtale den
sådan. Der kom flere og flere børn til, og vi levede et frit liv. Vi havde man-