KVINDER BRYDER GRÆNSER
KVINDER BRYDER GRÆNSER KVINDER BRYDER GRÆNSER
Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 28 MARIA DO CEU CUNHA FASILD, PARIS Maria do Céu Mendes Cunha er født i 1955 i Sabugal, Portugal. Siden 1962 har hun boet i Frankrig, som hendes familie dengang immigrerede til. Hun er uddannet sociolog med en naturvidenskabelig doktorgrad. Hun har boet i Paris siden 1979. I dag arbejder hun hos FASILD, en offentlig virksomhed, som arbejder med projekter, der har til formål at fremme integrationen for immigranter og deres børn og kampen mod diskrimination. Maria do Céu Mendes Cunha er gift og mor til Samuel Gordey på 15 år.
Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 29 MARIA DO CEU CUNHA DET FREMMEDE LAND: BILLEDER OG VIRKELIGHED LÆNGSEL I 1962, da jeg første gang så det land, der senere skulle blive mit, var jeg otte år gammel. Landet var Frankrig, og det kom til mig i form af et farvebillede. Farverne forvandlede elendigheden, så den næsten forsvandt. I øvrigt var det første gang, jeg overhovedet så et farvebillede. Billedet kan ikke sammenlignes med dem, der kom fra landsbyens fotograf hr. Martins. På de sort-hvide billeder, han tog af os ved særlige lejligheder, lagde han lidt farve på vores ansigter og læber. Et eksempel er det billede, han tog, før min far rejste til Frankrig, hvor vi alle fire stillede op på rad og række. Min bror gør et noget kejtet indtryk, som generte mennesker ofte gør det. Jeg poserer med et påtaget smil og viser de store tænder, der har givet mig så mange kvaler hele barndommen igennem. Min mor er smuk, som hun står med sin store hårfletning ned ad ryggen, men min far ser trist ud. Meget senere har jeg tænkt, at han måske var bange; han som ellers ikke var bange for noget som helst. Han var den største og stærkeste mand i landsbyen, men han havde aldrig været uden for landets grænser. På et andet billede, der ankom med posten, sidder han foran et “skur” og smiler til mig. Billedet kom fra det farverige land, hvor vi snart skulle genforenes. Hvordan skulle vi nogle måneder senere, i den snavsede verden vi ankom til på en grå vinterdag, kunne genkende det, vi havde set på billedet, og som vi havde drømt så meget om? Vi befinder os nemlig i Champignys barakby, hvor portugisere, som er flygtet fra krig og elendighed, klumper sig sammen i tusindvis. Emigranterne har en sejlivet forestilling om bedre livsbetingelser og om at blive til noget, og den har bragt dem hertil. 29
- Page 1 and 2: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 1 KV
- Page 3 and 4: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 3 RE
- Page 5 and 6: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 5 IN
- Page 7 and 8: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 7 FO
- Page 9 and 10: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 9 de
- Page 11 and 12: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 11 B
- Page 13 and 14: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 13 B
- Page 15 and 16: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 15 B
- Page 17 and 18: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 17 B
- Page 19 and 20: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 19 B
- Page 21 and 22: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 21 B
- Page 23 and 24: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 23 B
- Page 25 and 26: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 25 B
- Page 27: Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 27 B
- Page 31 and 32: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 31 D
- Page 33 and 34: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 33 D
- Page 35 and 36: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 35 D
- Page 37 and 38: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 37 M
- Page 39 and 40: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 39 E
- Page 41 and 42: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 41 E
- Page 43 and 44: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 43 E
- Page 45 and 46: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 45 E
- Page 47 and 48: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 47 E
- Page 49 and 50: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 49 E
- Page 51 and 52: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 51 L
- Page 53 and 54: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 53 L
- Page 55 and 56: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 55 L
- Page 57 and 58: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 57 L
- Page 59 and 60: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 59 L
- Page 61 and 62: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 61 L
- Page 63 and 64: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 63 L
- Page 65 and 66: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 65 S
- Page 67 and 68: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 67 E
- Page 69 and 70: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 69 E
- Page 71 and 72: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 71 E
- Page 73 and 74: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 73 E
- Page 75 and 76: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 75 E
- Page 77 and 78: Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 77 E
Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 29<br />
MARIA DO CEU CUNHA<br />
DET FREMMEDE LAND:<br />
BILLEDER OG VIRKELIGHED<br />
LÆNGSEL<br />
I 1962, da jeg første gang så det land, der senere skulle blive mit, var jeg<br />
otte år gammel. Landet var Frankrig, og det kom til mig i form af et farvebillede.<br />
Farverne forvandlede elendigheden, så den næsten forsvandt.<br />
I øvrigt var det første gang, jeg overhovedet så et farvebillede.<br />
Billedet kan ikke sammenlignes med dem, der kom fra landsbyens<br />
fotograf hr. Martins. På de sort-hvide billeder, han tog af os ved særlige<br />
lejligheder, lagde han lidt farve på vores ansigter og læber. Et eksempel<br />
er det billede, han tog, før min far rejste til Frankrig, hvor vi alle fire stillede<br />
op på rad og række. Min bror gør et noget kejtet indtryk, som generte<br />
mennesker ofte gør det. Jeg poserer med et påtaget smil og viser<br />
de store tænder, der har givet mig så mange kvaler hele barndommen<br />
igennem. Min mor er smuk, som hun står med sin store hårfletning ned<br />
ad ryggen, men min far ser trist ud. Meget senere har jeg tænkt, at han<br />
måske var bange; han som ellers ikke var bange for noget som helst. Han<br />
var den største og stærkeste mand i landsbyen, men han havde aldrig<br />
været uden for landets grænser.<br />
På et andet billede, der ankom med posten, sidder han foran et “skur”<br />
og smiler til mig. Billedet kom fra det farverige land, hvor vi snart skulle<br />
genforenes. Hvordan skulle vi nogle måneder senere, i den snavsede verden<br />
vi ankom til på en grå vinterdag, kunne genkende det, vi havde set<br />
på billedet, og som vi havde drømt så meget om? Vi befinder os nemlig i<br />
Champignys barakby, hvor portugisere, som er flygtet fra krig og elendighed,<br />
klumper sig sammen i tusindvis. Emigranterne har en sejlivet forestilling<br />
om bedre livsbetingelser og om at blive til noget, og den har bragt<br />
dem hertil.<br />
29