KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 29
MARIA DO CEU CUNHA
DET FREMMEDE LAND:
BILLEDER OG VIRKELIGHED
LÆNGSEL
I 1962, da jeg første gang så det land, der senere skulle blive mit, var jeg
otte år gammel. Landet var Frankrig, og det kom til mig i form af et farvebillede.
Farverne forvandlede elendigheden, så den næsten forsvandt.
I øvrigt var det første gang, jeg overhovedet så et farvebillede.
Billedet kan ikke sammenlignes med dem, der kom fra landsbyens
fotograf hr. Martins. På de sort-hvide billeder, han tog af os ved særlige
lejligheder, lagde han lidt farve på vores ansigter og læber. Et eksempel
er det billede, han tog, før min far rejste til Frankrig, hvor vi alle fire stillede
op på rad og række. Min bror gør et noget kejtet indtryk, som generte
mennesker ofte gør det. Jeg poserer med et påtaget smil og viser
de store tænder, der har givet mig så mange kvaler hele barndommen
igennem. Min mor er smuk, som hun står med sin store hårfletning ned
ad ryggen, men min far ser trist ud. Meget senere har jeg tænkt, at han
måske var bange; han som ellers ikke var bange for noget som helst. Han
var den største og stærkeste mand i landsbyen, men han havde aldrig
været uden for landets grænser.
På et andet billede, der ankom med posten, sidder han foran et “skur”
og smiler til mig. Billedet kom fra det farverige land, hvor vi snart skulle
genforenes. Hvordan skulle vi nogle måneder senere, i den snavsede verden
vi ankom til på en grå vinterdag, kunne genkende det, vi havde set
på billedet, og som vi havde drømt så meget om? Vi befinder os nemlig i
Champignys barakby, hvor portugisere, som er flygtet fra krig og elendighed,
klumper sig sammen i tusindvis. Emigranterne har en sejlivet forestilling
om bedre livsbetingelser og om at blive til noget, og den har bragt
dem hertil.
29