KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 24
24 INDLEDNING
Afrika eller Sydamerika. Der er gennem mange år opbygget netværk og
traditioner for, hvor bestemte nationaliteter rejser hen. For eksempel
arbejder der både mange østeuropæiske, albanske og kvinder fra Kap
Verdeøerne i Italien, mens kvinder fra Sydamerika og Vietnam arbejder
som husassistenter i Spanien. Flere amerikanske undersøgelser om globale
vandringer har netop kortlagt kvinders vandringer fra de fattige lande
til EU og USA og rige lande i Asien som Singapore og Hong Kong, hvor
de søger jobs som husassistenter. En af konklusionerne er, at mange af
disse kvinder er enlige mødre, der af nød rejser til vesten, hvor lønnen
som husassistent er højere end et vellønnet job, dér hvor de kommer fra.
Men omkostningerne er, at de må efterlade deres egne børn hos forældre
eller familie, og den omsorg, de skulle have givet deres egne børn, tilfalder
nu børn og voksne i familien, hvor de arbejder.
Hushjælp er ikke udbredt i Danmark, men kvinder fra Østeuropa bliver
mere og mere almindelige som såkaldte au pairs. Den danske model med
daginstitutioner og offentlig ældrepleje kombineret med den oprindelige
hjemmeservicemodel, hvor der også blev givet tilskud til børnefamiliernes
rengøring, må nok siges at være det optimale i forhold til kvinders deltagelse
på arbejdsmarkedet.
De gange jeg har undersøgt børnepasningstilbud i Europa, har jeg altid
sendt taknemmelige tanker til tidligere borgmester Thorkild Simonsen og
Århus Kommune. Siden min datter var gammel nok til at komme i vuggestue,
har vi ikke manglet daginstitutionsplads, og tilmed var der dengang
også tilbud om mad både i daginstitutioner og i skoler. Kommunen
havde derudover en lang række tilbud til børn efter skoletid. Jeg kunne
for eksempel passe mit arbejde som aftenskolelærer, fordi der var aftenåbent
i fritidsordningen nogle dage om ugen. Min datter gik – om end lidt
modvilligt – til skakundervisning, da hun var 9, så jeg imens kunne passe
min undervisning på samme skole.
Som udenrigskorrespondent har Annegrethe Rasmussen haft stor erfaring
med børnepasningsordninger i henholdsvis Danmark og Storbritannien.
Der er, som hun påpeger i sin artikel, staten til forskel på de to lande.
I Danmark ses børnepasning som en naturlig opgave, der påhviler
velfærdsstaten. I Storbritannien, der sammenlignet med Danmark er
langt mere liberalistisk, også under Labour-regeringen, ville staten aldrig
blande sig så meget i den enkelte families privatliv. På den anden side af
kanalen er der derfor ikke nogen ret til offentlig børnepasning før barnets
femte år, hvor det begynder i pre-school. Og her slutter tilbuddet gerne et
sted mellem kl. 12 og 14:30. Derefter er der mulighed for, at barnet kan
komme i offentligt fritidshjem, men det er, som Annegrethe Rasmussen
pointerer, ikke et sted en fornuftig mor tør efterlade sine børn.