KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 142
142 KINGA LOHMANN
passende apparat til at føre lovgivningen ud i livet, ligesom det er
påkrævet, at der blandt kvinder og i samfundet i øvrigt skabes en bevidsthed
om kvindernes rettigheder.
EUROPA SOM PLATFORM FOR KVINDERNES KAMP FOR LIGESTILLING
Med tilpasningen af den nationale lovgivning til EU’s ligestillingsdirektiver
er der dannet grundlag for, at ulighederne mellem kvinder og mænd kan
reduceres eller helt afskaffes. Forskellen mellem de lovgivningsmæssige
og de faktiske forhold viser imidlertid, at ligestillingen kun kan sikres gennem
en vedvarende indsats fra forkæmpere for kvindesagen. Udvidelsen
af EU er en kolossal mulighed for, at kvindebevægelsen i både de “nye”
og “gamle” medlemslande kan vokse sig stærkere. Kvindesagsforkæmpere
mener, der er et klart behov for samarbejde med henblik på at dele
de forskellige erfaringer, som kvinder med forskellig baggrund har indhentet,
og med henblik på at formulere en fælles handlingsplan til sikring
af ligestillingen i det udvidede Europa. Dialogen mellem kvinder fra de
“gamle” medlemslande, de “nye” medlemslande og fra de øvrige øst- og
sydeuropæiske lande skal etableres, så også de perspektiver og prioriteringer,
der er vigtige for de “nytilkomne”, bliver del af en ny platform.
Selv om kvindesagsforkæmpere har en forhåbning om, at kvinder i EU
vil opnå ligestilling, er vi bekymrede for den nye deling af kontinentet, der
vil ske som følge af EU’s udvidelse pr. 1 maj 2004. Vi kan risikere en
opdeling mellem på den ene side de nye medlemslande og på den anden
side deres østlige og sydlige naboer, for hvem et medlemskab ikke umiddelbart
er muligt eller attraktivt. Vi er bekymrede ved tanken om, at politisk
samarbejde, kommunikation, kultur og social udveksling samt økonomiske
forbindelser kan blive ødelagt af de nye EU grænser. Vi er også
bekymrede ved tanken om fremtiden for det møjsommeligt opbyggede
samarbejde mellem kvinder fra Central- og Østeuropa (CEE-samarbejdet),
og vi frygter, at resultatet kan blive, at den regionale solidaritet og
identitet kommer til at smuldre. Perspektivet er yderst foruroligende, fordi
den fælles kommunistiske arv og de historiske erfaringer i CEE-regionen
kræver den form for samarbejde. Det skyldes ikke kun, at de problemer,
som kvinder fra forskellige lande i regionen har været ude for, minder
om hinanden, men også, at en effektiv overvindelse af problemerne
og fremgang for ligestillingssagen i de forskellige CEE-lande forudsætter,
at man tager nogenlunde de samme virkemidler i anvendelse. Det gælder
både med hensyn til sagsfremstilling, opfølgning og samarbejde med
regeringer, medier etc.