KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 138
138 KINGA LOHMANN
en kvinde i 40’erne, der ønskede at komme i beskæftigelse, begyndte jeg
at interessere mig for det arbejde, som nyetablerede NGO’er udførte for
kvindesagen. Nogle af dem afholdt interessante og utraditionelle kurser,
der skulle anspore til nye aktiviteter og hjælpe deltagerne til at finde deres
plads i den nye frie markedsøkonomi. Andre havde som målsætning at
udruste deltagerne til at ændre deres liv og få dem til at gøre op med vante
forestillinger. Ved disse lejligheder fik jeg indblik i, hvordan organisationerne
arbejdede, og i hvilken udstrækning de kunne hjælpe mig til at
gennemføre mine visioner og ideer. Jeg fik indblik i, hvor langt jeg kunne
komme med mit eget initiativ, hvis jeg handlede på en nyskabende måde,
og hvor mange af mine erfaringer fra udlandet, jeg kunne bruge. Livet i
de civile organisationer tiltrak mig mere end det politiske liv i det spirende
polske demokrati, der endnu lod meget tilbage at ønske.
Beskæftigelsesmuligheder, der ikke havde eksisteret før 1989, begyndte
at dukke op. Det gjaldt for eksempel projektarbejde med tidsbegrænset
ansættelse til gennemførelse af projekter, hvor det drejede sig om at
nå konkrete mål og resultater inden for en given tidsfrist. NGO’erne var
blandt de første til at indføre disse beskæftigelsesformer, og de introducerede
dermed også en ny måde at tænke på, nemlig projektorienteret.
Alligevel er det ikke en populær arbejdsform. Da medarbejderne er vant
til at arbejde under ordnede forhold i stabile rammer, foretrækker de
fastansættelse på ubegrænset tid og har ikke tillid til ansættelser på tidsbegrænsede
kontrakter.
I slutningen af 1994 fik jeg tilbudt at koordinere et 3-måneders projekt,
hvor opgaven bestod i at udarbejde en rapport om kvindernes situation i
Polen med henblik på fremlæggelse på Beijing-konferencen. Jeg tog
imod udfordringen, og tre måneder senere var jeg selv begyndt at foreslå
projekter og efterfølgende gennemføre dem. De organisationer, jeg siden
da har arbejdet sammen med, er organisationer, der beskæftiger sig med
ligestillingsspørgsmålet.
I dag har jeg arbejdet som projektleder i 10 år. Det er en slags selvstændig
beskæftigelse. Jeg skal selv skaffe midlerne til gennemførelse af
projekterne, til egen løn, administration samt lønninger til enkelte ansatte
(hvis antal afhænger af det pågældende projekt). Mit arbejde kræver,
at jeg konstant tilegner mig nye kvalifikationer og deltager i efteruddannelse.
I begyndelsen skulle jeg investere tid og kræfter i at lære at koordinere
arbejdet. Det vil sige, at jeg skulle lære at tage mig af organisationsstyring,
fundraising, samtaler og forhandlinger med bidragydere, personaleledelse,
økonomistyring, bogføring samt it-baseret projektskrivning
og læring. Ofte tilegnede jeg mig disse nye ting gennem praktisk erfaring
og ved at spørge medarbejdere i andre organisationer til råds. Det foregik