KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 136
136 KINGA LOHMANN
te jeg ikke nærmere over, at kvinder sammenlignet med mænd havde
lavere status i samfundet og dårligere økonomiske forhold.
Gymnasier og højere læreanstalter var i lige grad åbne for piger og
drenge, og flere og flere fakulteter, især de humanistiske, havde en høj
andel af kvindelige studerende. Der var fri adgang til de højere læreanstalter,
og der fandtes stipendiemuligheder for studerende fra økonomisk
dårligt stillede familier. Desuden var der et kvoteringssystem, som tilgodeså
studerende fra bonde- og arbejderfamilier. Alligevel var det kun rent
teoretisk, at der var fri adgang for alle. Situationen var nemlig den, at der
udelukkende fandtes statslige læreanstalter, og antallet af studiepladser
var uforholdsmæssigt lavt i betragtning af det antal unge, der hvert år
afsluttede gymnasiet. For at læse videre skulle man bestå en adgangsprøve,
og det var kun de bedste, der blev optaget.
Ansøgere fra bonde- og arbejderfamilier fik med tildeling af ekstrapoint
kompensation for deres baggrund. Mens jeg læste, havde jeg en veninde,
der stammede fra en bondefamilie bosat i en region i den vestlige del
af Polen. Det viste sig, at hendes familie – som mange andre familier i
området – kun sendte piger på universitetet. Drengenes uddannelsesforløb
blev derimod typisk afsluttet med en faglig grunduddannelse, det vil
sige højst på niveau med teknisk skole, så de bagefter kunne gå ud i et
praktisk erhverv som for eksempel mekaniker. De fortsatte ikke deres
uddannelse her ud over, fordi der var brug for dem i landbruget. Pigerne
fik en studentereksamen, og de dygtigste blev sendt på universitetet.
Senere kunne de så vende tilbage og få en stilling som for eksempel
lærerinde og dermed sikre gården en ekstra indtjening.
Før 1989 var der ingen problemer med at finde arbejde. Man kendte
ikke til arbejdsløshed, fordi systemet gav jobgaranti. Til lav løn ganske vist!
Efter anden verdenskrig, hvor mange mænd omkom, var der brug for
kvinderne på arbejdsmarkedet, og de blev derfor tilskyndet til at arbejde.
Min farmor var et godt eksempel. Før krigen arbejdede hun ikke (min farfar
sikrede familien en høj levestandard), men da hun havde mistet sin
mand under krigen, begyndte hun efter 1945 i en alder af 50 år at arbejde
på kontor. Hun fortsatte, til hun blev 70 år. Farmor var meget tilfreds
med at kunne udføre et arbejde, der gav hende økonomisk selvstændighed
og et levebrød – hun kunne tilmed forsørge sin mor, der boede sammen
med hende. Der var måske ikke tale om nogen høj levestandard,
men det var nok til, at hun ikke lå min far til byrde. Min mor valgte derimod
på baggrund af en traditionel opfattelse af kvindens rolle at undgå
udearbejde og tog sig i stedet for af husholdningen og opdragelsen af sine
tre børn. Det var muligt, fordi min far var universitetsprofessor og kunne
forsørge familien ved at publicere meget.