KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:04 Side 102
102 KAREN SJØRUP
ikke ved, hvad de kan kræve. Denne lov blev imidlertid udsat efter regeringsskiftet
i 2001.
BARSELSORLOV
Danmark fik i 2002 en ny lov om barselsorlov. Forud for den gik et ganske
tankevækkende forløb, som på sin vis kan siges at spille ind i den verserende
værdikamp i Danmark. Den 8. marts 2001 spillede Anders Fogh
Rasmussen som statsministerkandidat for den daværende opposition ud
med, at han ønskede at gennemføre en etårs barselsorlov. Samtidig ønskede
han ikke, at dele af denne barselsorlov skulle være øremærket til fædrene.
Fordelingen, udover de 16 uger der i henhold til et EU-direktiv er forbeholdt
moderen, måtte man selv finde ud af hjemme ved køkkenbordet.
Mange andre partier og grupperinger var tilhængere af den islandske,
norske og svenske model, hvor en væsentlig del af orloven er øremærket til
fædrene. Især den islandske model på i alt 9 måneder, hvor kvinden har 3
måneder, forældrene kan dele 3 måneder, og 3 måneder er øremærket til
manden, tiltrak mange – bl.a. de fagforeninger der repræsenterer de højtuddannede
kvinder.
Men regeringen fik gennemført sin lov, og resultaterne har allerede vist
sig: Kvinderne har næsten fordoblet den tid, de bruger på barselsorlov,
mens mændene har forøget den tid, de anvender med 2 dage. I en tid, hvor
de unge kvinder bruger mere tid end de unge mænd på at uddanne sig,
hvor næsten 90 % af alle kvinder får børn, men får det første i 30-års alderen,
og hvor samtidig ledigheden blandt de ny- og højtuddannede er stigende,
skaber dette en katastrofal forskel på kvindernes og mændenes
mulighed for at komme i gang med en karriere.
Så hvad angår barselsorlov, fjerner vi os i disse år fra den nordiske model
og nærmer os det billede, som vi ser i Syd- og Centraleuropa. Dette er
bekymrende ud fra flere forskellige perspektiver. Der er i Europa i disse år
det helt overordnede billede, at der fødes meget få børn. Det er imidlertid
karakteristisk, at kun to lande, Sverige og Island, har et fødselstal, der er
stort nok til, at befolkningen kan reproducere sig selv, hvorimod de katolske
lande, især Italien og Spanien, ligger helt i bund med kun lidt over 1 barn
per kvinde.
Der er med andre ord meget, der tyder på, at lande, hvor velfærdsstaten
understøtter kvinders ønsker om både uddannelse, jobs, karriere og børn,
også er de lande, hvor der fødes flest børn. Hvorimod lande, hvor man fokuserer
meget på familien og på at fastholde kvindens rolle primært som mor,
bliver belønnet med, at væsentligt færre kvinder faktisk finder det attraktivt