to get the file - Ballerup Museum

to get the file - Ballerup Museum to get the file - Ballerup Museum

from ballerupmuseum.dk More from this publisher

16.07.2013 Views

32. årgang, nr. 2 er udgivet juni 2003 af BALLERUP HISTORISKE FORENING Ballerup Egnsmuseum Pederstrupvej 51–53, 2750 Ballerup Åbningstider: Tirsdag–fredag kl. 10–15 Søndag kl. 13–16 Web: www.ballerupegnsmuseum.dk E-mail: info@ballerupegnsmuseum.dk Telefon: ma–fre kl. 8–16: 44 97 11 13 søn kl. 13–16: 44 97 15 43 Giro: 3 10 54 31 Redaktion: Jørgen O. Bjerregaard (ansv.) Hørhaven 5, 2750 Ballerup Svend Jørgen Jensen Tjørnevænget 39, 2740 Skovlunde Tegninger: © Kjeld Johansen Tryk: ABC-tryk, Smørum, tlf. 44 97 10 80 Oplag: 700 eks. ISSN 0105-6433 INDHOLD: Menighedsrådene fylder 100 år Redaktionen ...............................side 3 En stadskonduktørs erindringer Ove R. Kjeldsen ........................side 4 Tak til formanden John Dahl................................ side 14 Viola og hendes hus Kirsten Madsen........................side 17 Besigtigelse af beboelseshuse i Skovlunde Peter Sorenius ..........................side 24 At rejse er at leve Jørgen O. Bjerregaard..............side 30 Nyt fra egnsmuseet Jørgen O. Bjerregaard..............side 36 Vedtægter for Ballerup Historiske Forening ...............side 40 Anmeldelser Jørgen O. Bjerregaard..............side 43 Historier på nettet Svend Jørgen Jensen................side 48 Forsiden: Ejendommene Gl. Skovlundevej 5 og 7 i Skovlunde. Foto: Svend Jørgen Jensen, 1984. Læs side 26 Bagsiden: Børn og voksne beundrede de fine gamle køretøjer, der deltog i Brønshøjløbet den 18. maj. Foto: Laust Jensen. Se flere billeder fra løbet på egnsmuseets hjemmeside.

32. årgang, nr. 2

er udgivet juni 2003 af

BALLERUP HISTORISKE

FORENING

Ballerup Egnsmuseum

Pederstrupvej 51–53, 2750 Ballerup

Åbningstider:

Tirsdag–fredag kl. 10–15

Søndag kl. 13–16

Web:

www.ballerupegnsmuseum.dk

E-mail:

info@ballerupegnsmuseum.dk

Telefon:

ma–fre kl. 8–16: 44 97 11 13

søn kl. 13–16: 44 97 15 43

Giro: 3 10 54 31

Redaktion:

Jørgen O. Bjerregaard (ansv.)

Hørhaven 5, 2750 Ballerup

Svend Jørgen Jensen

Tjørnevænget 39, 2740 Skovlunde

Tegninger:

Tryk:

ABC-tryk, Smørum, tlf. 44 97 10 80

Oplag: 700 eks.

ISSN 0105-6433

INDHOLD:

Menighedsrådene fylder 100 år

Redaktionen ...............................side 3

En stadskonduktørs erindringer

Ove R. Kjeldsen ........................side 4

Tak til formanden

John Dahl................................ side 14

Viola og hendes hus

Kirsten Madsen........................side 17

Besigtigelse af beboelseshuse

i Skovlunde

Peter Sorenius ..........................side 24

At rejse er at leve

Jørgen O. Bjerregaard..............side 30

Nyt fra egnsmuseet

Jørgen O. Bjerregaard..............side 36

Vedtægter for Ballerup

Historiske Forening ...............side 40

Anmeldelser

Jørgen O. Bjerregaard..............side 43

Historier på nettet

Svend Jørgen Jensen................side 48

Forsiden:

Ejendommene Gl. Skovlundevej 5 og 7

i Skovlunde. Foto: Svend Jørgen

Jensen, 1984. Læs side 26

Bagsiden:

Børn og voksne beundrede de fine

gamle køretøjer, der deltog i Brønshøjløbet

den 18. maj. Foto: Laust Jensen.

Se flere billeder fra løbet på egnsmuseets

hjemmeside.

Menighedsrådene fylder 100 år

D

et er i år 100 år siden, at menighedsrådsloven

blev vedtaget.

Jubilæet blev fejret søndag

den 18. maj ved gudstjenester over

hele landet, men markeringen i mange

af de mere end 2000 menighedsråd

fortsætter resten af året.

Et jubilæumsudvalg, som er nedsat af

menighedsrådenes landsforening, har

opfordret de lokale menighedsråd til at

markere jubilæet. Udvalget havde desuden

arrangeret en udstilling på landsforeningens

årsmøde den 23.–25. maj

med titlen »Menighedsrådet som bygherre«.

Denne udstilling skal senere vises

forskellige steder i landet. De mange

jubilæumsarrangementer for menighedsrådene

finder sted samtidig med

udgivelsen af en ny salmebog, som

præsenteres i pinsen 2003.

Menighedsrådsloven blev gennemført

af kirke- og undervisningsminister

J.C. Christensen efter en større debat,

og etableringen af menighedsrådene

skete efter menighedsrådsvalget i december

1903.

Det var første gang i Danmark, at

kvinder og tjenestefolk fik stemmeret

og valgbarhed ved et demokratisk valg.

Kvinder og tjenestefolk fik først valgret

til kommuner og amtsråd i 1908 og til

Rigsdagen i 1915, og der blev opstillet

og valgt temmelig mange kvinder til de

første menighedsråd. Med 1903-loven

og en række senere love har menighedsrådene

fået afgørende indflydelse på det

lokale kirkestyre. Museet har købt en

akvarel til den permanente Olga-udstilling

af Mette Jørgensen. Hun har arvet

billedet efter sine morforældre, stadskonduktør

Ove R. Kjeldsen og hustru

Olivia Kjeldsen, som i perioden

1926–42 boede på Holdanvej i Ballerup.

Ove R. Kjeldsen blev født i 1893 og

døde i 1964. Han var medlem af sognerådets

byplanudvalg som sagkyndig

uden stemmeret. I forbindelse med

købet fik museet også overdraget Ove

R. Kjeldsens erindringer, som han har

skrevet i april 1962. Vi bringer med

Mette Jørgensens og søsteren Dorthea

Carlsons tilladelse erindringerne i deres

fulde ordlyd. Selv om det er begrænset,

hvad Ove R. Kjeldsen skriver om sit

ophold i Ballerup, så er det dog en slags

balleruphistorie – og hans datter har

sikkert også gået i skole i Ballerup.

I 1997 solgte Viola Mørch sin ejendom

i Skovlunde til byggefirmaet Tømmerhuset

ApS for 485.000 kr. og flyttede

på plejehjem. Byggefirmaet søgte

kommunen om tilladelse til at nedrive

huset, og kommunen henvendte sig til

Amtsmuseumsrådet for at få en vurdering

af ejendommen.

Inde i bladet fortæller Kirsten Madsen

historien om Viola og hendes hus, og

samtidig bringer vi besigtigelsesrapporten,

som blev udarbejdet af Peter

Sorenius fra Amtsmuseumsrådet.

Redaktionen

eg er født den 17. juni 1893

på Blegdamsvej i København

som søn af daværende

rodemester – senere viceskattedirektør

Marius K. (d. 1943) og hustru Caroline

Sofie f. Hansen (d. 1949). Jeg blev døbt

den 20. august 1893: Ove Rudolph K. i

Sct. Jacobs kirke.

Omkring århundredskiftet boede vi i

Øster Farimagsgade ved Sølvtorvet,

hvorfra jeg kom i Krohns skole i

Stockholmsgade. Mor havde i forvejen

lært mig at læse og skrive, så jeg havde

ingen gavn af Krohns sikkert udmærkede

og absolut morsomme metode.

Krohn var i øvrigt meget nationalt indstillet,

og han krævede blind disciplin;

men ikke alt hos ham var godt. Jeg

glemmer således aldrig, hvorledes han i

en dansktime lånte den nærmestsiddendes

bog, der var både forslidt og langtfra

ren (to ældre brødre havde tidligere

benyttet den) og efter først at have udtrykt

sin væmmelse ved bogen fandt

det nødvendigt at trække sine hvide

glacéhandsker på – sådanne benyttede

han altid – og derefter blade i den med

en pegepind.

Krohn forstod imidlertid at knytte

gode lærere til sin skole, herunder Axel

Sørensen, Albert Stockmar og V. Bang

fra Metropolitanskolen. Dette sidste har

utvivlsomt været stærkt medvirkende

til, at der blandt de 25 af min årgang,

der blev optaget i Metropolitanskolen,

var ikke mindre en 11 fra Krohns skole.

4

En stadskonduktørs erindringer

OVE R. KJELDSEN

J

Vi havde i Metropolitanskolen mange

ganske udmærkede lærere. Foruden

de tre vi kendte fra Krohns skole, skal

jeg blot nævne dr. Berthelsen, den senere

rektor, og dr. Kaper, den senere

borgmester.

Kaper var i øvrigt en ilter herre. En

dag kom han således løbende ned i skolegården,

hvor han stak en dreng i næstøverste

klasse et par knaldende lussinger

– hvorfor aner jeg ikke – men han

fik dem til vor målløse rædsel – omgående

retur, hvorefter der opstod

dødsstilhed, medens Kaper for op til

rektor Rafn, der i øvrigt var hans svoger.

Hvad der kom ud af sagen, husker

jeg ikke; men det var jo ikke kun for

den 17-årige, der var ravruskende galt.

Kaper havde jo også forløbet sig, da det

var lærerne absolut forbudt at slå os.

Da vi var i 4. mellemskoleklasse og

næsten alle »gik til præsten«, opstod

der det for lærerne sikkert noget overraskende,

at 23 af klassens 25 elever i

løbet af relativ kort tid mødte med

KFUM-emblemer.

Det var i den periode, hvor Olfert

Ricard var den ledende inden for

KFUM’s ungdomsarbejde, og det hele

var nok for de fleste af os dels noget

sværmerisk betonet og dels præget af

ulyst til at være anderledes end de ledende

blandt kammeraterne, af hvilke

Svend Rehling – den nu afdøde præst –

var topfiguren, som de fleste af os så op

til. Denne KFUM-tid varede for de

fleste af os kun et par år. (KFUM =

Kristelig Forening For Unge Mænd).

Min konfirmation foregik i 1906 i

Frederiksberg kirke hos provst Glahn,

idet vi dengang var flyttet til Frederik

den V’s Allé. I sidstnævnte forbindelse

skal jeg i øvrigt nævne, at Københavns

kommune få år efter indførte stavnsbånd

for sine tjenestemænd, således at

forstå, at fremtidig avancement bl.a.

varbetinget af bopæl i Københavns

Olivia og Ove R. Kjeldsen. Foto, ca. 1920.

Kommune, hvorefter vi så flyttede til

Østerbrogade.

Men for at komme tilbage til Metropolitanskolen,

så valgte jeg efter mellemskoleeksamen,

at gå i gymnasiets

matematiske retning. Jeg havde gennem

en fjern slægtning, der var landinspektør,

fundet ud af, at denne gernings

blanding af opmålingsarbejder ude i

den fri natur og arbejder hjemme på

kontoret måtte være det helt rigtige for

6

mig, og ganske særligt udearbejdet. At

forholdene senere medførte, at jeg kun i

10 år kom på markarbejde og derefter i

godt 35 år sled buksebagen blank på en

kontorstol, er et kapitel for sig, som jeg

skal komme tilbage til.

Med mine forældres samtykke indmeldte

jeg mig derfor på Landbohøjskolens

landmålerafdeling og samtidig

på Universitetet til filosofikum, som

jeg tog i 1912.

Med mine kammerater på Metropolitanskolen

har jeg aldrig siden haft forbindelse.

I selve skoletiden havde jeg

nok haft nogle få gode kammerater;

men ingen egentlig ven; jeg har faktisk

altid haft vanskeligt ved rigtig at slutte

mig til nogen. I skoletiden var jeg i

øvrigt ganske givet lidt af et temmelig

stort mindreværdskompleks, hvilket

har gjort mig ret indesluttet og til noget

af en enspændernatur; også den dag i

dag. At jeg vistnok var lovlig følsom og

tillige klassens mindste og fysisk svageste,

har sikkert medvirket.

På Landbohøjskolen skete der imidlertid

ret hurtigt et helt omslag med

mig. Her følte jeg mig helt frigjort og

var ret pludselig forandret til en frejdig

ung mand. Næppe nogle af mine daværende

kammerater eller lærere havde

drømt om, at jeg kort forinden havde

haft mindreværdskomplekser, hvad der

næppe kan være tvivl om, at jeg havde

haft i mange år.

Selve landinspektørstudiet er der ikke

meget at berette om, ud over det år

jeg efter 2. del var elev hos en praktiserende

landinspektør.

Min elevtid tilbragte jeg på den skønne

ø Mors i den dybblå Limfjord hos

landinspektør N. Holst i Nykøbing.

Straks den første morgen – vistnok

8. juli 1914 – tog vi til herregården

Glomstrup i det sydvestlige Mors, idet

Morsø udstykningsforening havde købt

den til oprettelse af husmandsbrug, og

vi skulle opmåle den og afsætte brugene

– troede jeg da. Som elev gik jeg

nemlig ud fra, at vi skulle arbejde i et

vist fællesskab under Holst’s ledelse.

Men nej. Efter at have påvist mig arealet

og skitseret visse hovedlinier tog

Holst om eftermiddagen tilbage til Nykøbing,

og overlod det hele til mig, idet

jeg fik vognmandskusken til målerhjælp.

Nå, jeg måtte jo så tage fat efter

bedste evne.

I løbet af de tre uger, arbejdet stod på,

kom Holst to eftermiddage ud for at se,

hvordan det gik. Ret meget kendskab til

mig opnåede han ikke herved. Jeg blev

derfor meget forbavset, da jeg en søndag

formiddag efter fuldendt opmåling

kom tilbage til Nykøbing og af Holst

erfarede, at hans kone og børn var rejst

på ferie til Svendborg, at også den unge

pige var rejst, og at han selv den påfølgende

formiddag rejste en uges tid til

Svanneke og nu ville bede mig om tage

sig af hans hus og forretning. Jeg blev

derefter i godt en times tid orienteret i

huset og landinspektørarkivet og pålagt

at gøre så meget som muligt ved beregningsarbejderne

vedr. Glomstrup, og så

var det løb kørt.

Nå, forretningsmæssigt skete der

praktisk taget intet, men det kneb mig

stærkt i telefonen at forstå dialekten.

F.eks. at »ø-strels« betød Øster Assels.

Særlig glad for situationen var jeg nu

ikke; men det skulle blive langt værre,

for få dage efter brød første verdenskrig

ud, og vi mobiliserede, og forbindelsen

med Bornholm – hvor Holst jo var –

blev afbrudt, og der stod så jeg 21-årige

unge mand helt alene med ansvaret for

alt Holst’s, medens alt i byen var forvirring,

og borgmesteren løb rundt i fuld

uniform med trekantet hat og sabel og

holdt taler for konge og fædreland, hver

gang færgen afgik med indkaldt mandskab,

medens der lød gråd fra de

pårørende. Jeg erkender blankt, at jeg

var stærkt beklemt ved situationen. Jeg

havde jo kun været få dage i byen og

kendte ingen af Holst’s omgangskreds,

hvor jeg kunne henvende mig, om

hjælp skulle blive fornøden.

Efter tre dages forløb kom Holst

imidlertid tilbage, idet det var lykkedes

for ham via Sverige at komme til Sjælland,

og så faldt der unægtelig en tung

sten fra mit hjerte.

Min første elevmåned havde således i

flere henseender pludselig tvunget mig

til at stå på egne ben i langt højere grad,

end jeg havde kunnet drømme om. Det

var unægtelig en hård skole, men skadet

har den næppe, snarere tværtimod.

Ret snart efter mobiliseringen blev

Nykøbingborgerne opfordret til om

søndagen at grave skyttegrave ovre i

Salling umiddelbart syd for Glyngøre.

Det fortælles, at det var et led i forsvarsplanerne,

at den danske hær om

nødvendigt skulle trække sig tilbage til

Mors, og at skyttegravene skulle være

et led heri. Østerskompagniets både

blev stillet til disposition til transport af

borgerne til Glyngøre, hvor et par officerer

havde afmærket gravenes beliggenhed.

Jeg var med derovre et par gange,

men da jorden var ret hård, og de

fleste af os var uvant med gravearbejde,

var det ikke store ting, vi fik lavet. Det

står for mig, at det så hørte op, vistnok

fordi militæret selv fuldførte det, men

sikker på det er jeg ikke, måske blev det

helt opgivet.

Efter opholdet på Mors fulgte så vore

store eksamensmålinger og kortkonstruktioner.

Efter at det var overstået i

begyndelsen af juli 1916, var uddannelsen

til landinspektør da fuldført, og jeg

opnåede en pæn 1. karakter.

I midten af juli blev jeg derefter ansat

hos landinspektør N.F. Jensen på

Frederiksberg for en månedsløn på 125

kr., og en arbejdstid fra 8–17.

Nu skete det imidlertid ret kort efter,

at afdelingschef hos stadskonduktøren,

landinspektør Boock en dag rent tilfældigt

mødte min far – som han kendte –

på en af rådhusets gange og stoppede

ham og sagde: »Hør, De har engang

fortalt mig, at De har en søn, der læser

til landinspektør. Hvor langt er han

kommet? Jeg spørger, fordi jeg står og

skal have en ung landinspektør ansat i

vor afdeling A (den matrikulære), og

det var måske noget for ham.« Dette

tilfældige møde, gav da stødet til, at jeg

til stor misfornøjelse for N.F. Jensen,

søgte mig frigjort fra ham, og derefter

1. oktober 1916 blev løst ansat hos

stadskonduktøren (i Københavns Kommune

– red.) med en månedsløn på 150

kr, og en arbejdstid fra 10-16.

Min ansættelse stod i forbindelse

med den hidtidige stadskonduktør

Sechers afgang 30. september s.å. og de

deraf følgende oprykninger.

Nu skete der imidlertid det, at den til

en ledigblevet fuldmægtigstilling udsete

noget ældre landinspektør på grund

af en alvorlig øjenlidelse ikke var i

stand til at præstere en tilfredsstillende

8

helbredsattest, hvorefter jeg meldte mig

som ansøger, idet der ikke fandtes andre

løst ansatte landinspektører inden

for institutionen end den førnævnte og

mig. Jeg opnåede da også 1. april 1917

stillingen, dog kun som konstitueret.

Sagen var, at jeg kun var knap 24 år og

således efter dagældende regler ikke

var fuldmyndig, og magistraten mente

derfor ikke på det tidspunkt at kunne

udnævne mig til fuldmægtig. At

jeg derefter anførte, at kongen under

8. november 1916 havde meddelt mig

bestalling som landinspektør, og at jeg

ifølge denne var berettiget til i det øvrige

land på eget ansvar at udføre tilsvarende

arbejder, som under stadskonduktøren,

ændrede imidlertid ikke magistratens

stilling. Nå. Jeg fik hele tiden

udbetalt fuld fuldmægtigløn, og efter at

jeg 17. juni 1918 var fyldt de 25, fik jeg

1. juli s.å. mit ansættelsesbrev, så reelt

betød det for så vidt intet.

Langt hurtigere end vi nu om dage

finder forsvarligt, i betragtning af de i

mange henseender specielle og vanskelige

forhold her i hovedstaden, blev jeg

sluppet løs til på egen hånd at afsætte

grundgrænser og byggelinier, og da jeg

var den mest mobile, blev jeg stærkt

benyttet hertil i mine første år. Herudover

fik jeg også relativt hurtigt overladt

at koncipere kontorets oplysninger i

byggesager, samt foretage de nødvendige

undersøgelser vedrørende de af de

praktiserende landinspektører fremsendte

udstykningssager fra »de indlemmede

distrikter«, forinden de af

magistraten videresendtes til landbrugsministeriets

approbation.

Da stadskonduktør Meldal, der var en

overordentlig rolig og ligevægtig vel-

menende chef, 1. august 1927 afgik på

grund af alder og efterfulgtes af den

hidtilværende afdelingschef Lauritz

Jørgensen, opnåede jeg i en alder af 34

år stillingen som afdelingschef i den

matrikulære afdeling. Den daværende

borgmester – P.J. Pedersen – udtalte

ganske vist i en samtale, han forinden

havde ønsket af mig, at han syntes, jeg

var lovlig ung til en sådan stilling. Men

han indstillede mig dog.

Selv om P.J. Pedersen ikke gik for at

være særlig vellidt, må jeg for mit vedkommende

sige, at foruden at han afgjort

var en dygtighed, så var han en

uhyre behagelig mand at samarbejde

med, når man først havde vundet hans

tillid, og den fik jeg relativt hurtigt. Han

og jeg havde i årenes løb ikke så lidt

samarbejde, idet både han og stadskonduktør

Jørgensen foretrak, at jeg førte

de nødvendige forhandlinger på vort

embeds vegne. Ved mit 25 års jubilæum

nogle år efter, at P.J. Pedersen

var gået af som borgmester, glædede

han mig med at sende et lykønskningstelegram

»med tak for megen god

hjælp«.

Efter vedtagelsen af den nye tinglysningslov

var jeg i 1927–28 tilforordnet

Københavns tinglysningsafdeling, som

matrikulær sagkyndig ved udrensning

af tingbøgerne for forældet stof, og i

1930 fik jeg overdraget, til brug for en

fremtidig kommunalkalender, i store

træk at fremstille stadskonduktørembedets

historiske udvikling. Selv om dette

var et tidsslugende arbejde, fandt jeg

efterhånden historisk efterforskning

meget interessant. Gennem denne

første og noget famlende begyndelse

skabtes der lyst hos mig til – om muligt

senere – at gå mere i dybden, hvilket

også lykkedes mig. Mere herom senere.

I 1935 begyndte magistratens 4. afdeling

så småt udarbejdelsen af den nye

byggelov for København, der dog først

stadfæstedes 29. marts 1939. I dette arbejde

og i udarbejdelsen af de efterfølgende

vedtægter og regulativer medvirkede

jeg i betydeligt omfang for så vidt

angår de forhold, der mere eller mindre

har relation til stadskonduktørembedet.

P.J. Pedersen var imidlertid afløst

som borgmester af overretssagfører

Sundbo. På hvem jeg satte stor pris, og

havde et betydeligt samarbejde med.

Han viste mig en umådelig tillid og tog

i højere grad hensyn til mine forslag og

henstillinger, end man vistnok visse

steder – specielt stadsingeniørens – satte

pris på.

I slutningen af 1930’erne havde jeg i

øvrigt påbegyndt tilrettelæggelsen og

udarbejdelsen af det af kommunalbestyrelsen

udgivne jubilæumsskrift i

anledning af stadskonduktørembedets

250 årige beståen 6. oktober 1940.

Sundbo var meget interesseret i arbejdet

og var mig på flere måder behjælpelig

bl.a. med at finde frem til et par ældre

fotografier.

Med hensyn til besættelsesårene skal

jeg, næst at oplyse, at jeg ikke deltog

aktivt i frihedskampen, nævne at vor arbejdsmængde

indskrænkedes betydeligt.

Men til gengæld besværliggjordes

arbejdet stærkt, idet det på grund af matriklens

og dens protokoller og kortarkivs

store samfundsmæssige betydning,

fandtes nødvendigt at evakuere

og sprede arkivalierne mest muligt.

Disse blev anbragt dels tre forskellige

steder inden for og tre uden for Køben-

havns område. Ordningen af dette gav

mig et betydeligt ekstra arbejde, og

spredningen vanskeliggjorde i høj grad

personalets arbejde.

Ved udgangen af januar 1941 afgik

stadskonduktør Lauritz Jørgensen på

grund af alder, og fra 1. februar 1942

blev jeg da hans efterfølger. Jørgensen

var, ligesom forgængeren – Meldal –,

en venlig, rolig og yderst velmenende

mand. Han havde gjort det overordentlig

let for mig at overtage embedet, idet

han i de 15 år, han var stadskonduktør,

havde overladt praktisk taget alt til mig.

Han var faktisk kun stadskonduktør af

navn, hvad jeg ingenlunde var ked af,

da det jo kom stærkt til gode.

Sundbo efterfulgtes som borgmester

af kommunisten Johannes Hansen.

Med ham havde jeg ikke ret meget at

gøre, men dog nok til at turde fastslå, at

han – når bortses fra hans politiske

standpunkt – var en både klog og fornuftig

mand og altid rent saglig og objektiv

i sin gerning.

Hans politiske tilhørsforhold gjorde

det imidlertid umuligt, da der opstod faretruende

situationer i forbindelse med

Berlinspørgsmålet, at drøfte spørgsmålet

om eventuelle forberedelser til ny

arkivevakuering med ham.

På et givet tidspunkt fik jeg af den da

konstituerede borgmester – rådmand

Richard Lilje – besked om kun at drøfte

sådant med overborgmester H.P.

Sørensen, og at denne ønskede en samtale

med mig desangående. Af denne

fik jeg så at vide, at jeg for så vidt angik

sådanne spørgsmål indtil videre skulle

betragte mig som sorterende direkte under

overborgmesteren personligt. Denne

var i øvrigt meget positivt indstillet

og foranledigede, at der blev indrettet et

godt og beskyttet kælderrum til os ca.

30 km fra København. Dette står den

dag i dag rede til at modtage os, men

nu, hvor vi har fået atomvåbnene så

stærkt forøgede og forbedrede, bliver

der i givet fald næppe brug for hverken

rummet eller for vort arkiv.

Fra sidst i 1941 og indtil 1962 var jeg

censor i landmåling og nivellering ved

det tekniske selskabs skoler.

I marts 1949 påbegyndte kommunens

administrationskommission en gennemgang

af vore forhold bl.a. på den lidet

hensigtsmæssige måde, at man forhørte

hver enkelt af personalet dels om

deres arbejde, dels - og tilsyneladende

ikke mindst – om hvorvidt de kunne foreslå

ændringer. Den eneste man ikke

mente, man burde tale med, var mig.

På dette grundlag fremsendte man så

i begyndelsen af februar 1950 et fuldt

udarbejdet forslag til en betænkning til

udtalelse af mig, som derefter i slutningen

af marts s.å. fremsendte en 25 foliosider

lang udtalelse, hvori jeg punkt for

punkt påviste, at næsten alt var elendigt

underbygget. Man havde det herefter

tilsyneladende mindre godt. Man havde

i hvert fald mistet mælet fra marts 1950

til maj 1952. Først da tog man fat på ny,

idet man nu satte sekretariatets kontorchef

– Erling Pedersen – ind på opgaven.

Med ham havde jeg da mange og

lange drøftelser og et fortrinligt samarbejde,

og i september s.å. udfærdigede

han da et nyt betænkningsforslag (det

første, erklærede han, at man anså for

dødt og magtesløst) som blev tiltrådt af

den samlede administrationskommission

26. juni 1953.

Resultatet var langt og epokegøren-

10

de, men visse forbedringer og praktiske

foranstaltninger kom der da ud af det

langvarige og meget tidsslugende arbejde.

Med vor nuværende borgmester L.

Estrup har jeg haft noget mere samarbejde

end med forgængeren og fået god

bistand, hvor det var påkrævet, Om

borgmester Estrup tør jeg godt sige, at

man vanskeligt finder en venligere indstillet

person end ham. Han skal imidlertid

afgå i løbet af april i år, hvilket

imidlertid ikke kommer til at berøre

mig af betydning, idet jeg selv søger

min afsked pr. 1. juli d.å., dvs. et år

førend jeg behøver det, idet hverken

min hørelse eller min hukommelse længere

er tilfredsstillende.

Det vil af det foregående ses, at jeg

altid har haft heldet med mig i min gerning,

og jeg har været så heldig, at jeg

har haft borgmestre, der med forståelse

og velvilje kom mig i møde og viste

mig fuld tillid og ydede mig god

bistand, hvilket i øvrigt også gælder

såvel magistratens 4. afdelings skiftende

sekretariatschefer og de ledende embedsmænd,

såvel der som i de institutioner

vi samarbejder med, og ikke at

forglemme, mine egne arbejdsledere.

Inden jeg afslutter afsnittet om min

embedsgerning skal det nævnes, at jeg

ved tid og lejlighed er gået i dybden

med hensyn til embedets historiske udvikling

forud for min tid og i fjor har

samlet det hele i et duplikeret hefte på

56 sider og med 95 kildeangivelser under

betegnelsen: »Stadskonduktørembedets

opgaver gennem tiderne,

1690–1916«. Det er ikke udarbejdet

med offentliggørelse for øje, men kun

for et internt forum, specielt med tan-

ken på eventuelt interesserede blandt

embedets personale nu og fremover.

Desuden har jeg for nogle år siden –

på grundlag af gamle kort – ladet udarbejde

to kort over den gamle by inden

for voldene i målforholdet 1/2000, visende

alle grundgrænser og bygninger,

således som de forefandtes i 1806 og

1860, samt yderligere på grundlag af

»Geddes kort«, det tilsvarende i 1757.

Derefter skal jeg berette lidt om mine

personlige forhold efter uddannelsestiden.

Jeg var foran nået til, at vi på

grund af »stavnsbåndets« indførelse

var flyttet fra Frederiksberg til Østerbrogade.

Medens vi boede her, købte

far ved en tvangsauktion i 1913 ejendommen

matr. nr. 6 m Emdrup. Det var

en aflang grund, hvor den vestlige langside

og den korte nordlige side begge

grænsede direkte til Emdrup sø, medens

der dengang lå en kornmark langs

den østlige langside. På grunden, der

udgjorde en lille tønde land med en

masse frugttræer, lå et toetagers rødstenshus

med to lejligheder på hver 4 1 /2

værelser. Beliggenheden var ganske

enestående så nær ved byen, og vi nød

den i fuldt mål. Mine forældre blev der

til deres død. Men i 1949 solgtes den

tilbageværende restgrund med den oprindelige

villa. Der var i forvejen i tidens

løb frasolgt to grunde, og nu er der

senere yderligere frasolgt en tredje

grund.

I begyndelsen af juli 1920 lærte jeg

under et ferieophold i Tisvilde min kone

at kende. Hun er født den 13. maj

1893 som datter af maskinmester Carl

Christiansen (d. 1905) og hustru Emilie

Andersen (d. 1931) og døbt Oliva

Ragnhild C.

Hun var dengang underkasserer i assurandørfirmaet

Grøn & Witzke, men

fra maj 1921 tog hun til »Haraldsborg

Husholdningsskole« i Roskilde, hvor

forstanderinden, fru Anna Bransager

Nielsen blev hendes veninde for livet.

Den 23. oktober 1921 giftede vi os

efter at have fået en lejlighed på Lyngbyvej

nr. 1, hvilket jo ikke var så langt

fra mit hidtidige hjem ved Emdrup sø,

hvor vi ganske naturligt meget ofte

kom.

Den 5. oktober 1923 fik vi en datter,

og ved denne ene er det blevet.

I slutningen af 1926 flyttede vi til en

1. sals villalejlighed på Holdanvej 15 i

Ballerup, hvortil hørte en lille have.

Her havde vi 15 dejlige år og havde efterhånden

fået en hyggelig omgangskreds.

I min fritid drev jeg en lille smule

privat landinspektørvirksomhed, og det

sidste par år var jeg medlem af sognerådets

byplanudvalg, som sagkyndig,

men uden stemmeret. (Særlig sagkyndig

på dette område var jeg nu ikke).

I 1942 flyttede vi tilbage til København.

Dengang fandtes der endnu ledige

lejligheder at vælge imellem. Vi så

på 4–5 forskellige, og resultatet blev en

dejlig fem værelses lejlighed i Odensegade

30 på hjørnet af Rosenvængets Sideallé,

hvortil der er fem fag vinduer

med udsigt over villakvarteret.

Beliggenheden havde dog den ulempe,

at tyskerne af forskellige våbenarter

efterhånden havde slået sig ned i tre af

villaerne, og at de ikke så sjældent bekæmpede

hinanden. Spisestuerne over

og under os har hver en kugle i væggen.

Flere gange, når en af os var ude, måtte

vi ringe, at der var skyderi, og at ved-

kommende ikke måtte tage hjem, før

der var givet nærmere besked.

I 1950 købte vi et lille sommerhus på

Dragør sydstrand, hvor vi boede 3–4

sommermåneder.

I efteråret 1951 fik min kone ulykkeligvis

et par hjerneblødninger, der praktisk

taget helt lammede højre side og

delvis venstre, hvortil senere stødte angina

pectoris. Størstedelen af dagen må

hun tilbringe halvt liggende halvt siddende

i en sofa. Om sommeren kan hun

dog ved egen hjælp af en krykkestok,

som regel, bevæge sig lidt rundt i haven

i Dragør og enkelte gange også skridt

for skridt en meget kort gadestrækning.

Min kone har ikke kræfter til at have

besøg at mere end én eller to ad gangen

12

og da højest to timer, og da vi praktisk

taget har været afskåret fra selv at gå

ud, er vor omgangskreds i løbet af de

11 år dette har varet, skrumpet stærkt

ind.

Jeg har ikke tidligere nævnt min datter,

der er nysproglig student og fysioterapeut,

men aldrig har praktiseret, er

gift – Ludvigsen – og bor i Vanløse.

Heller ikke at jeg af søskende har en

lidt yngre broder, der praktiserer som

læge i Nakskov, indtil han i 1936 døde

af krupøs lungebetændelse 40 år gammel.

Sluttelig skal jeg nævne, at jeg

14. august 1950 tildeltes ridderkorset af

Dannebrog og 25. juli 1961 ridder af

1. grad.

Grantoftegaard har fået føl!

Der er antagelig født mange hundrede føl i Pederstrup i årenes

løb, men ingen i de seneste årtier, men nu har vi igen fået

føl i landsbyen. Denne gang er det egen avl. Som en forløber

fik en logerende hest føl for nogle uger siden, men søndag den

27. april fik vor egen svenske skovhest et føl, der omgående fik

navn fra den nordiske mytologi »Skinfakse« – Dags hest med

hvilken han kører over himlen.

Kom og besøg os på museet i Pederstrup

og se vidunderet.

John Dahl

Find annonce

V i har bent — alt id

på gammel

Personlig betjening døgnet rundt.

montage

24 timer i døgnet kan du

ringe til din afdeling eller

på 70 12 3 4 5 6.

I Danske Bank har vi åbent,

når det passer dig.

Døgnet rundt kan du tjekke

kontobevægelser, betale

regninger, bestille rejsevaluta

og meget andet.

w w w.danskebank.dk

14

Tak til formanden

JOHN DAHL

P

Jørgen O. Bjerregaard viser skolebørn rundt i egnsmuseets smedje.

Foto: Svend Jørgen Jensen, 2001.

å Ballerup Historiske Forenings

generalforsamling den

26. marts gik Jørgen O. Bjerregaard

efter eget ønske af som formand

efter 14 år på posten.

Jørgen O. Bjerregård startede sit arbejde

i Pederstrup efter skolernes sommerferie

i 1986. Tre måneder senere

præsenterede han sig selv i vort medlemsblad

Byhornet nr. 3 1986. Han var

da i gang med at færdiggøre sit hæfte

»Jernmanden« om landsbysmedens historie

fra jernalder til »piger i metal« –

en fortrinlig undervisningsbog for børn.

Yderligere skitserer han forslag til 12

undervisningshæfter mere.

Han skriver desuden: »Endvidere er

det også mit håb, at der kan igangsættes

mere praktisk orienterende aktiviteter

for børnene. Oldtidslandbrug, bygning

af jernalderhuse/gårde. Alle projekter,

der nødvendigvis må strække sig over

en længere periode. Man kunne forestille

sig, at en klasse eller to over

en årrække byggede en stenalder- eller

jernalderbolig. Når huset til sin tid stod

færdig, vil det kunne benyttes af skolerne.

Større eller mindre grupper kunne

prøve at bo i huset en dag eller to.«

Man kunne fristes til at tro, at man i

vor nabokommune Albertslund har læst

Jørgens forslag, idet man der i Risby

tæt på Ballerup i Vestskoven for godt

en halv snes år siden påbegyndte en

sådan aktivitet, der i dag er ret omfattende,

med adskillige færdige huse,

bl.a. et stort »salshus« og også netop en

jernaldersmedje.

Jørgen blev i 1987 indvalgt i bestyrelsen

efter Kjeld Johansen, der ikke

ønskede genvalg. På generalforsamlingen

29. marts 1989 blev han formand

efter den mangeårige formand Bent

Schrøder, der ligeledes ikke ønskede

genvalg.

Foreningen blev som bekendt stiftet i

1936. Jørgen var formand nr. 11 og

den, der har siddet uafbrudt i stolen

næstlængst, kun overgået af Harald

Rymose der sad i 15 år. For god ordens

skyld nævner vi også nr. 3 i rækken

nemlig Jørgens forgænger Bent Schrøder,

der sad i 10 år. Hertil må vi dog bemærke,

at Knud Gormsen var formand

i 17 år, men over to perioder.

Indlægget i 1986 var det første af et

betydeligt antal. I denne statistik er Jørgen

en flot nr. 1. Det kan dokumenters

på internettet på vor hjemmeside, hvor

alle artiklerne indtil år 2000 er nævnt

med årstal og nr. Jørgen har præsteret

hele 85 indlæg. Også her vil vi nævne

nr. to og tre nemlig igen den foregående

formand Bent Schrøder med 53 indlæg

og vor nuværende redaktør Svend

Jørgen Jensen med 42 indlæg. De fleste

»Byhorn« og årshæfter kan stadig

købes på museet.

Vi, der kender Jørgen er meget imponeret

over hans arbejdsindsats for museet.

Han er i besiddelse af en utrolig

flid og levende interesse for museet.

Jørgen har et omfattende lokalhistorisk

kendskab. For år tilbage fangede

den mest kendte ballerupborgers personlighed

hans interesse. Det var storfyrstinde

Olga, som levede små 20 år i

vor kommune. Interessen er ikke blevet

mindre med årene, og det er blevet til

utallige foredrag om den kære Olga og

hendes spændende liv. Vi tror, at der ikke

er meget i de sidste hundrede års russiske

historie, som Jørgen ikke har læst.

Ligesom der sikkert ikke er mange personer

i Danmark med russiske aner,

som han ikke kender. At vi i dag har en

smuk udstilling om storfyrstinde Olga,

er nok mest Jørgens fortjeneste.

Af Jørgens mindre kendte gøremål er

en imponerende årsrapport til Ballerup

Kommune på mere end en halv snes sider,

som på ægte russisk vis indeholder

en femårsplan for museet.

Det, der måske har imponeret os

mest, er de sidste par års forarbejde

med den nye udstilling, der for tiden er

ved at tage form. Museet bliver med

denne udstilling, der skal indeholde beskrivelse

af Ballerups historie fra istid

til i dag, betydelig forøget. Det har

været og er stadig en kæmpeopgave,

som Jørgen har hovedansvaret for, og

alt imens de forskellige håndværkere

arbejder overalt på Pederstrupgård, så

passer han også sit daglige arbejde, og

jeg vil benytte lejligheden til at takke

ham for den store indsats i de forløbne

år og ønske ham alt mulig held med opbygningen

af det nye museum og sit

fremtidige arbejde på museet.

Viola og hendes hus

KIRSTEN MADSEN

I

Byhornet har vi læst om mange

fortræffelige ballerupborgere

og deres lige så fortræffelige

liv og levned. Jeg synes, at der

mangler lidt om de små, både huse og

mennesker. Jeg håber, at min beretning

om Viola kan råde lidt bod på det. Oplysningerne

kommer fra dokumenter,

fra ældre medborgere i Skovlunde og

endelig mit eget bekendtskab med

Viola og hendes mand.

Violas hus var et lille hvidt bindingsværkshus

fra 1741, som lå på Gl.

Skovlundevej nr. 7, tidligere hed det:

Harrestrupvej 22. Huset ligger der desværre

ikke mere. Amtsmuseumsrådet

havde erklæret huset for bevaringsværdigt,

men Ballerup Kommune var ikke

enig i dette, og huset blev revet ned i

slutningen af 90’erne. Det var en trist

skæbne for kommunens ældste hus. På

stedet ligger der i dag et nydeligt

træhus. Men det er for stort og klæder

ikke stedet, som det lille bindingsværkshus

gjorde.

Violas hus var oprindeligt på ca. 60

m 2 , men Violas mand byggede havestuer

til, efterhånden som det var påkrævet.

Det er sandsynligt, at Violas

hus oprindeligt var bygget sammen med

nabohuset, men ved nedrivningen var

der mellem de to huse et par retiradebygninger,

som udfyldte pladsen. Indvendig

var huset delt i midten af et køkken

med åben skorsten. Krogen til at

hænge gryder på var der til det sidste,

men flaskegas havde erstattet den åbne

ild. På hver side af køkkenet var der en

stue. De to stuer rummede tidligere

hver sin familie. Endnu i Violas tid boede

der to generationer på disse 60 m 2

plus havestuen. Huset havde stråtag,

men ingen havde i de sidste mange år

haft råd til at skifte det ud, så det endte

sine dage med bølgeeternit, lagt over de

gamle tagrør.

Moderne bekvemmeligheder som

vand blev efter Violas egen beretning

først lagt ind, da hun var barn og elektricitet

nåede aldrig at gøre livet lettere

for familien ved gadekæret.

Viola Mørch (1915–1998). Foto fra

togkort.

18

Villa »Ydun«, Stationsvej 65 i Ballerup. Foto, 1956.

Mangen en kop kaffe er blevet drukket

hos Viola i petroleumslampens

skær. Til festlige lejligheder kom der

desuden stearinlys i stagerne.

Mange har i tidens løb stoppet op og

fotograferet det lille hus, men selv lod

Viola sig ikke fotografere. Dog blev

hun tvunget til det, da hun skulle have

et togkort, og det er netop det billede,

der ses på side 16.

Beskeden var hun, ja næsten en undskyldning

for sig selv. Men ser man tilbage

på hendes liv og opvækst, kan det

næppe undre.

Viola så dagens lys i sommeren

1915. På hendes dåbsattest stod der

»ugift mor«, og der blev ikke nævnt nogen

far. At være tjenestepige og alene-

mor har altid været svært, men i 1915

var det bestemt mere umuligt end i dag,

så Viola blev sat i pleje på et hjem i

Ballerup. Hun fortæller selv, at det var i

et hus ved banegårdspladsen, der blev

kaldt »YDUN«. Samme hus som i 1920

blev indrettet til husvildeboliger. På et

bånd, hvor hun til Svend Jørgen Jensen

har berettet om sit liv, fortæller hun, at

kvinden, der var sat til at passe hende

og andre børn, var et grusomt menneske.

Hun skulle angiveligt have forsøgt

at forgive børnene med pibesovs,

hvilket også var lykkedes i nogle tilfælde.

Ofrene skulle derefter være blevet

brændt i kakkelovnen. Ja, i sandhed en

grum historie.

På det tidspunkt, hvor det blev opda-

get, trådte pastor Tølbøll fra Ballerup til

og hjalp de overlevende børn med at få

et nyt hjem. Han kontaktede »strygepigerne«,

som boede sammen med deres

gamle mor i det lille hus ved gadekæret.

Familien bestod af enken Kirsten

Jensen og hendes to ca. 40-årige døtre

Hanne Magdalene og Anna Marie. De

mente nok, at de kunne klare at passe

den lille, som nu var fire måneder.

Anders Bertelsen, som var den daværende

ejer af Kavsbjerggaard, hentede

Viola i Ballerup og kørte hende til

Skovlunde i sin hestevogn og afleverede

hende til den lille familie.

Jeg skrev »strygepigerne«, for det var

ved strygning for byens fruer, de fik deres

væsentligste indkomst. De havde

geder stående langs Harrestrupvej.

Deres mælk bidrog en smule til husholdningen.

Pigerne malkede også på

Lystoftegaard, og endelig modtog de

hver måned et beløb for at passe Viola.

De penge hentede Hanne hos en »bøs

udseende ældre mand«, som sikkert var

Violas morfar.

Som Viola senere fortalte mig, tjente

de også lidt ved at hjælpe til med

forskelligt markarbejde på de lokale

gartnerier. Således erindrede Viola,

hvor kold en tjans det var, når der skulle

plukkes rosenkål om vinteren. Tøjet

var ikke for varmt, og halmen i træskoene

hjalp kun lidt. Jeg husker stadig

hendes suk, da hun sagde: »Ja, det var

ikke nemt at være barn af fattigfolk.«

Indtil Viola var 8 år, blev hun en

gang om måneden sendt med toget til

Hellerup. Personalet i toget tog sig af

hende og sørgede for, at hun kom af på

stationen. Her blev hun hentet af en ung

pige, som var stor og kraftig, fortæller

hun. Viola havde så en god og hyggelig

dag med hende, men hun fandt aldrig

ud af, hvem den unge pige var, »men

det var nu nok min mor«, sagde hun.

Efter besøget blev Viola så sat på toget

igen og turen gik så hjem til Skovlunde.

Som nævnt sluttede disse besøg, da

Viola var ca. 8 år. Hun fortalte, at hun

havde fået at vide, at den unge pige var

død i et forsøg på at tabe sig.

Inden da var Violas »mormor«, Kirsten

Jensen, død, og tilbage var nu

kun »mor« Hanne og »moster« Marie.

Marie var et godt menneske, der behandlede

Viola pænt og forsvarede

hende, når Hanne gik over stregen i sit

forsøg på at opdrage Viola. Og det var

nødvendigt ind imellem, for som Viola

selv sagde, så »var mor ikke rigtig

klog«. De beboere i det gamle Skovlunde,

der endnu kan huske hende, kan tilslutte

sig den beskrivelse.

En barndomsveninde til Viola fortæller,

at nogle af byens børn legede sammen

og fandt »noget gammelt ragelse«.

Fundet blev delt, og Viola kom hjem

med et frønnet bræt til kakkelovnen.

Det skulle hun ikke have gjort, for

Hanne løb efter Viola ned gennem

Skovlunde, mens hun råbte »tyvetøs,

tyvetøs« efter hende. Viola blev fanget

foran købmandens butik, hvor afstraffelsen

begyndte. Det blev for meget for

købmandskonen, der kom ud og reddede

Viola fra at blive helt lemlæstet.

Knud Christensen, tidligere gartner,

har i en film om Skovlunde fortalt,

hvordan drengene bankede på søstrenes

dør og derefter gemte sig. Den form for

drengestreger er der vist ikke noget

mærkeligt i, men reaktionen fra Hanne

må siges at være lidt særpræget. Hun

20

troede, at det var de døde, der bankede

på, og hun blev lige ulykkelig hver

gang, hun åbnede og ikke fandt nogen

udenfor. Til sidst blev det hende for

meget. Hun lukkede døren og faldt på

knæ og bad i sin kvide Gud om ikke at

lade de døde banke på. Hvis han hjalp

hende, ville hun til gengæld lægge den

krans, hun havde stjålet på Ballerup

Kirkegård, tilbage, hvor hun havde taget

den.

Lad os vende tilbage til Viola. Hun

forblev ikke plejebarn. Da hun var 6 år,

blev hun adopteret af Hanne, for som

»mormor« sagde: »Dine brødre vil sikkert

ikke tage sig af dig, når du bliver

gammel, så det er klogest at adoptere

barnet.« Og sådan blev det.

I den alder er det jo tid at begynde i

skolen. Viola var lige så spændt på at

starte i skolen som andre 6-årige, men

det blev hurtigt en skuffelse for hende.

Nogle af lærerne kunne ikke lide Viola

og var »efter hende« altid. Hvis læreren

var utilfreds med eleven, tyede han til

spanskrøret. Det gjorde han tit, og

Viola var et af hans foretrukne ofre.

Han satte hendes hoved mellem sine

knæ og svingede spanskrøret, men med

tiden fik Viola lært at presse sig mellem

hans knæ og forsvinde bag ham. Skolekammeraterne

var heller ikke særligt

søde ved Viola. Mobning hørte til hverdagen,

og tit fik hun også bank.

For en ordens skyld må jeg lige nævne,

at lærer Nyholm og frøken Nielsen

var dejlige lærere, som Viola holdt meget

af.

Skoletiden var nu alligevel for barsk.

Selv Hanne kunne se det, så hun sendte

Viola ud at bo hos sin bror Peter på

Rosengården ved den nuværende Mar-

bækvej. Skovlunde Skole blev skiftet

ud med Parkskolen. Her gik det meget

bedre. Som Viola selv sagde: »Lidt

drillet blev jeg da, men jeg fik da ikke

bank.«

Da skoletiden var slut, kom Viola ud

at tjene. Hun tjente en kort tid hos

Anders Bertelsen, men forholdet var ikke

det bedste, så hun fik en ny plads i

Ballerup hos en familie med »to forkælede

piger«. Her var godt at være, men

arbejdet var hårdt, og de to døtre kostede

med hende.

Formodentlig omkring den tid lærte

Viola en ung karl at kende. Han hed

Georg Mørch, og de blev gift i februar

1949. De bosatte sig i huset ved gadekæret.

Moster Marie døde samme sommer.

Ti år senere døde mor Hanne, og

så kunne Georg og Viola endelig sætte

foden under eget bord, idet Viola arvede

huset efter sin mor.

Oplysningerne om Georg er få, men

vi, der kendte ham, husker ham som en

lille tyk mand med et rundt og smilende

ansigt.

Børnene i kvarteret elskede også

Georg. Han kom tit forbi på sin daglige

spadseretur og havde altid en lille fedtet

pose med Kongen af Danmark bolsjer i

lommen til børnene. De var glade for at

sludre med ham, for han forstod at sætte

sig ned på børnenes niveau. En bemærkning,

han ofte kom med, var: »Må

jeg ikke gerne låne din fine, røde cykel?

Jeg vil nemlig så gerne en tur til Roskilde.«

Det skal lige nævnes, at cyklen var

trehjulet.

Han gik året rundt med oprullede

skjorteærmer og ærmeholdere og seler,

ikke at forglemme. Når han således

kom trissende ned ad vejen og så de le-

Adoptionstilladelse, 1921.

22

gende børn, forsvandt hans øjne i to

sprækker, og mundvigene nåede

næsten ørerne. Jo, han var en ægte børneven.

Blot synd at han og Viola aldrig

fik nogle selv.

Børnene var virkelig glade for Georg,

men i retfærdighedens navn må jeg sige,

at hans lune også var til glæde for de

voksne. Eksempelvis gik han sommetider

hen til en af de lokale bankbestyrere

og spurgte, om han kunne låne penge

til terminen, som var nært forestående.

Georg blev så inviteret ind i kontoret og

budt en stol. Men her stoppede han selv

Ejendommene Gl. Skovlundevej 5 og 7 i Skovlunde.

Tegning: Kjeld Johansen, 1973.

op med et grin: »Jeg betaler kun 17 kr.

og 50 øre i termin, så det var nu bare for

sjov.«

Nuvel, huset var beskedent, men alligevel.

Også dengang kunne det gøre

enhver husejer grøn af misundelse.

Nogle af de sidste år, de boede ved

gadekæret, manglede Viola de to fortænder

i overmunden, og da hjørnetænderne

med tiden blev lidt længere at se

på, fik hun desværre øgenavnet »Heksen«

af de børn, der løb på skøjter på

gadekæret om vinteren. Hun råbte ad

børnene, der vovede at sætte sig på

»Violas skrænt«, som de kaldte den bid

af hendes baghave, der gik helt ned til

vandet. Viola havde nu heller ikke de

bedste erfaringer med børn, der optrådte

i flok, så det var måske meget forståeligt.

Vel vidende at det ikke er god tone at

tale nedsættende om folk, der ikke kan

forsvare sig, så må jeg retfærdigvis have

med, at Viola og Georg aldrig fik badeværelse

i huset, og det kunne lugtes

temmelig kraftigt. I hendes sidste år så

jeg flere gange køen i de lokale butikker

forsvinde, hvis Viola stod i køen.

Bagefter forlod kassepersonalet deres

plads for at vaske hænder, hvis de var

blevet bedt om selv at finde de nødvendige

penge i Violas pung.

Georg døde i 1979, og så var Viola

ene om at passe både hus og have. Det

blev lidt vel hårdt for hende. De beskedne

forhold i hjemmet blev almindelig

kendte, da Viola var syg i en periode.

Formodentlig har hjemmehjælp og

læge gjort en ekstra indsats for at få en

moderne lejlighed til Viola.

Derfor blev en stuelejlighed i Lilletoften

med både varmt vand, bad og

elektricitet Violas hjem, indtil hun ikke

kunne klare det selv mere. Viola endte

sine dage på et plejehjem i Ballerup,

hvor hun døde i 1998.

24

Besigtigelse af beboelseshuse

Gl. Skovlundevej 7 og 5, Skovlunde, Ballerup Kommune,

onsdag den 8. oktober 1997

I

Ejendommene Gl. Skovlundevej 5 og 7 i Skovlunde. Postkort ca. 1910.

besigtigelsen deltog arkitekt

Arne Høj fra Raadvadcentret

(Nordisk Center til bevarelse

af Håndværk), museumskonsulent Jørgen

O. Bjerregaard, Ballerup Egnsmuseum

og amtshistoriker Peter Sorenius,

Københavns Amtsmuseumsråd.

Anledningen var en henvendelse fra

Ballerup Kommune, Teknisk Forvaltning

– ved Finn Hjortenberg – der kunne

meddele, at bygningen på Gl.

Skovlundevej 7, matr.nr. 38, der angiveligt

iflg. BBR-oplysninger var opført

o. 1750, var solgt til en privat, som ønskede

at nedrive huset.

Forhistorie

Huset på Gl. Skovlundevej 7 har i en

meget lang årrække og indtil for nylig

været beboet af en kvinde, der nu er

kommet på plejehjem. Der er ikke indlagt

el.

Huset Gl. Skovlundevej 5, matr.nr.

37, der 1997 har været udsat for brand,

bebos af en lette, der siden 1962 har boet

i DK. Han bor nu midlertidigt på plejehjem,

men ønsker at flytte tilbage.

Gl. Skovlundevej 5,

matr.nr. 37

Bygningens facade er på syld af kam-

pesten (marksten), hvorpå de bærende

stolper er placeret med en fagbredde på

ca. 2 m. Tavlene er klinede og kalkede.

En enkelt tagbjælke er gennemstukket.

Bindingsværket er i egetømmer og er

sorttjæret, men har tidligere været rød-,

gul- og inderst (oprindelig) hvidkalket.

Huset har således her fulgt den sjællandske

tradition, der foreskriver overkalket

tømmerkonstruktion. Der er et

nyere sugfjælsbræt og et nyere vindue

(placeret i nordfacaden). Mod øst er huset

forsynet med en nyere veranda eller

havestue. Mod syd er bindingsværkshjørnestolpe

og to nyere vinduer, – forsynet

med yderligere en tilbygning (ha-

vestue) i fortrinsvis glas. Tag med stor

spærbredde, dækket med bølgeeternit.

Indvendigt er huset på besigtigelsestidspunktet

udbrændt.

Gl. Skovlundevej 7,

matr.nr. 38

Bygningens facade er på syld af marksten

(kampesten); der øjnes ingen fodrem.

Der er seks gennemstukne bjælker.

Bindingsværk med stolper i gammelt

egetømmer; løsholterne er fjernet.

Tag beklædt med bølgeeternit. Gavlene

er beklædt med tjæret pap. Muret nyere

skorsten. Tavlene er lerklinede og rummer

enkelte steder munkesten (13 x 9,5

Beboelseshuset Gl. Skovlundevej 5. Foto: Svend Jørgen Jensen, 1984.

26

Matr.nr. 38, Skovlunde By, Ballerup Sogn.

Udfærdiget juli 1921 af landinspektøren.

cm). Ældre vinduer med smedede hjørnebåndsbeslag,

Mod nord to revledøre

med smedede beslag. Der er tre fag vinduer:

2 to-rammede vinduer med 2

vandrette sprosser og lodpost, samt et

enkeltrammet.

Mod vest er huset forsynet med en

muret tilbygning uden fundament; med

to revledøre; tag med tosidigt fald beklædt

med bølgeeternit; dør fra århundredskiftet

(1900) med glas; vindue trerammet

med to lodposter og en tværpost.

Mod syd er bygningen forsynet med

torammede vinduer uden opsprosninger

med smedede hjørnebåndsbeslag.

Indvendigt

Værelse: vinylbelægning på råddent

trægulv direkte på jorden; profilerede

loftsbjælker; loft beklædt med bløde

plader (cellotex). Vindduer med lodpost

fra midten af 1800-tallet; senklassicistisk

fyldningsdør med rektangulære

felter. Køkken: gulv delvis med

støbelag, delvis med tegl; muret skorsten;

loftsbjælker er tillukkede. Stuen

har én gennemgående loftsbjælke profileret

med affasede kanter; vinduesrammer

af ældre dato, med smedejernsbeslag

og hasper; loftet er beklædt med

pladser; bræddegulv i fyrreplanker.

Den nyere tilbygning har døre og vinduer

fra forskellig tid.

Nordfacadens østlige dør giver adgang

til trapperum, hvorfra en stige

fører til loftet.

Loftet: Tagspær i fyrretræ (underdimensioneret)

med flere forskellige typer

hanebånd; spærene forbundet med

granlægter; tagrør hvorover bølgeeternit.

28

Generelt

De to beboelseshuse ligger tæt i forlængelse

af hinanden, blot adskilt af mindre

retiradebygning, med ensartet facadeforløb

mod nord, hvorfra der er adgang

til Gl. Skovlundevej 7. Bygningerne

er placeret vest for Gl. Skovlundevej

med direkte adgang til gadekæret.

Haverne er tilgroet. Huset på Gl.

Skovlundevej 7 er ifølge tingbogsoplysninger

(meddelt af ejer til Kavsbjerggaard)

opført 1741.

Vurdering og kommentar

Udskiftningskortet over Skovlunde

fra 1786 viser beboelseshuset på

Gl. Skovlundevej 7 (muligvis også

Skovlundevej 5) beliggende på en tange

ud i gadekæret, der er placeret vestligt

i landsbyen. Der er således tale om

ét respektive to af Skovlundes ældste

huse – et såkaldt gadehus opført på

landsbyens forte før udskiftningen.

For så vidt der er tale om et senere

matrikuleret dobbelthus (et langhus opsplittet

på to matrikelnumre) er bygningen

formentlig på dette tidspunkt blevet

adskilt af retiraderne, og tagbelægning

fjernet mellem spærene.

Bygningerne udgør et samlet hele

med et udtryksfuldt facadeforløb mod

nord. Egestolperne skønnes overvejende

sunde med et mådeligt behov for udlusninger.

Vinduerne på Gl. Skovlundevej

7 er i den ældste del af bygningen

gamle (midt 1800-tal) med stærkt behov

for pleje (bl.a. trænger bundrammen

til udskiftning), men er i kerneveddet

ganske sunde.

Husene udgør med de umiddelbare

naboomgivelser, gadekæret, et tredje

ældre beboelseshus samt den overfor

Udsnit af udskiftningskortet over Skovlunde fra 1786. Den sorte pil peger på beboelseshuset,

som ligger på en tange ud i gadekæret.

liggende Kavsbjerggaard et udtryksfuldt

hele, der historisk tilhører landsbyens

struktur.

På det foreliggende grundlag skal

Københavns Amtsmuseumsråd derfor

anbefale, at den ældste del af beboelsesbygningen

på Gl. Skovlundevej 7

ikke nedrives, men bevares i sammenhæng

med beboelsen på Gl. Skovlundevej

5.

Den 14. oktober 1997

Peter Sorenius

Københavns Amtsmuseumsråd

allerup Egnsmuseums sommerudstilling

»At rejse er at

leve« vil sætte fokus på charterrejsen

med udgangspunkt i Tjæreborg

og Spies Rejser. Museet vil også

vise nogle af de rejseminder, som relaterer

til rejserne til sydens sol: souvenirs,

postkort, brochurer, rejsekataloger

m.m.

I anledningen af udstillingen bringes

her en kortere fremstilling af charterrejsens

historie. Udstillingen vil kunne ses

fra omkring 1. juni og frem til ca. 1. november

i år.

»At rejse er at leve«, påstod H.C. Andersen.

Han rejste selv meget, og noget

må der jo være om snakken, for hvert år

ved sommertid drager godt og vel en

halv million danskere sydpå med fly,

bus, tog eller bil.

Før i tiden var det kun de få, der havde

mulighed for at rejse til udlandet.

Boede man i Jylland var selv en tur til

København en sensation og noget, man

talte om længe efter. I takt med stigende

velstand og de lange ferier er det blevet

muligt for ganske almindelige mennesker

at holde ferie i udlandet. Sommer-

og vinterferier er blevet en så

stærk tradition for det moderne menneske,

at man betragter det som en del af

vores kultur – en årlig tilbagevendende

begivenhed og ofte til det samme rejsemål.

30

At rejse er at leve

JØRGEN O. BJERREGAARD

B

Charterturismen har for danskernes

vedkommende betydet ændrede spiseog

drikkevaner. Men det har også betydet,

at danskerne har fået en større forståelse

for, hvad der rører sig i andre

lande.

Turismen har inden for de sidste 30-

40 år udviklet sig til at blive en af verdens

største handelsvarer. Det er dog

stadig kun befolkningen i de rige lande,

der har råd til at rejse. Til gengæld bringer

de en masse penge til de lande, de

besøger.

De første rejser

Går vi tilbage i tiden, så havde rejserne

dengang et helt klart mål. Det var handels-

og opdagelsesrejser. Men allerede

i middelalderen begyndte europæerne

at rejse ud for at opleve noget. De fleste

rejser gik til Italien, for her boede det

katolske overhoved, paven.

Dannelsesrejser

1700- og 1800-tallets rejser var forbeholdt

velhaverbørn, som blev sendt

på dannelsesrejser til bl.a. Frankrig

og Italien. Malere og digtere hentede

inspiration på disse rejser. Bl.a. vore

egne: Berthel Thorvaldsen, Adam

Oehlenschlager, H.C. Andersen og

mange flere.

Det var egentlig englænderne, der

i forbindelse med den industrielle

evolution opfandt selskabsrejserne.

Thomas Cook, boghandler og præst, arrangerede

i 1841 verdens første selskabsrejse.

Snart derefter kunne han

sende folk til Østen, Afrika, Palæstina –

mere præcist til alle de egne, som dengang

var engelske kolonier.

I løbet af 1800-tallet ændredes rejsemønstret.

Det blev moderne at tage på

kurbadeophold i Tyskland, Schweiz og

Italien. Sport og sundhed var nøgleordene.

Men stadig forbeholdt velhavere.

I slutningen af 1800-tallet skete der

igen en ændring i rejsevanerne. Man

begyndte at rejse ud for at more sig.

Målet var bl.a. den franske rivierakyst:

Her flokkedes fyrster, kunstnere og intellektuelle.

Den solbrune mode

Efter første verdenskrigs slutning blev

det mode at være solbrændt. Før den tid

gemte man sig bag bredskyggede hatte

og parasoller. At være solbrun viste, at

man havde råd til at rejse. Ja, det blev

faktisk et af hovedformålene at få den

rigtige kulør. Det blev »in« at have

samme hudfarve som bønder, fiskere

og andre friluftsarbejdere og på den

måde adskille sig fra dem, som var

tvungen til at arbejde på fabrikkerne.

Moden var selvfølgelig tilpasset de nye

modefænomener: solbriller, solcreme,

sololier, soldragter, badeudstyr m.m.

som fulgte med. En helt ny industri var

opstået – turistindustrien.

Lange ferier og charterrejser

Det var dog stadig kun de få, der havde

råd til at rejse. Efter anden verdenskrigs

slutning steg levestandarden i de industrialiserede

lande. Den jævne befolk-

ning fik bedre levekår, højere lønninger

og ikke mindst længere ferier. Desuden

var kvinderne begyndt at komme ud på

arbejdsmarkedet, så der kunne nu være

hele to lønninger i en familie. Nu kunne

mange flere nyde de privilegier, som de

velhavende tidligere havde haft.

De nye transportmidler som bil, fly

og tog var med til at gøre rejserne nemmere

og billigere. Men målet med rejserne

var de samme: afslapning, oplevelse

og en pæn solbrun farve, så man

kunne vise venner og bekendte, at man

havde været sydpå. Her blev grunden

lagt til den turistindustri, vi kender i

dag.

De første danske charterrejser

Der er især to danskere, som har betydet

meget for den danske charterbranche:

pastor Eilif Krogager og Simon

Spies. De grundlagde henholdsvis

»Tjæreborg Rejser« og »Spies Rejser«.

I hver sin del af landet og på hver sin

måde skabte de to af verdens største rejseimperier.

Almindelige danskere, svenskere,

nordmænd og finner kan i dag takke

dem for deres indsats. Spies og Krogager

gjorde det muligt for folk med almindelige

indkomster at rejse og opleve.

I dag er begge rejsebureauer opkøbt

af »My Travel«, et engelsk rejseforetagende.

Den rejsende præst

Det var pastor Eilif Krogager, der lancerede

charterrejserne i Danmark. Hans

fulde navn er Eilif Egon Richard Søndergaard

Krogager. Han blev født den

5. februar 1910 i Øster Nykirke, søn af

murer Marius Krogager og jordemoder

32

Kirstine Mikkelsen.

Krogager blev student fra gymnasiet

i Ålborg i 1928 og han tog teologisk

embedseksamen på Københavns Universitet

i 1934. Efter at have været

hjælpepræst i Vejlby-Risskov kom han

som 25-årig i 1935 til Sneum-Tjæreborg

for at bestride posten som sognepræst.

Der boede han til sin død. Han

har altid kunnet lide at rejse og tog ofte

på cykelture eller med de store fisketransportbiler

sydpå.

Under krigen deltog han i modstandskampen

mod tyskerne. Han måtte

»gå under jorden« og opholdt sig en

tid i København. Her mødte han skuespillerinden

Gorma Haraldsted, som

han i 1944 giftede sig med. Hun deltog

ligeledes i modstandskampen og blev

taget af tyskerne. Sad først i Vestre

Fængsel og senere i Frøslevlejren.

Krogager flygtede til Sverige, hvor han

blev feltpræst i »Den danske Brigade«.

Efter krigen forenedes de to igen.

En dansk Thomas Cook

Efter krigen åbnedes grænserne, og det

blev igen muligt at rejse. Men pengene

var knappe. End ikke en præst havde

råd.

En dag i 1950 fik Krogager en genial

ide. Hvis han nu selv arrangerede en

rejse, lejede en bus og satte en annonce

i aviser, så kunne han måske komme

helt gratis med som rejseleder. Han

skrev straks en annonce om en to ugers

rejse til Italien, underskrevet »Dansk

Rejsebureau«, Tjæreborg. Senere ændredes

navnet til »Almindelig Dansk

Turisttjeneste«.

Tilmeldingen var overvældende. I

løbet af få uger var rejsen udsolgt.

En mand med en slæde

Så kom der »en mand med en slæde i

vejen«. Manden hed Jens Otto Krag.

Krogager var den første dansker, der efter

krigen arrangerede rejser til Italien.

Man kunne endnu ikke købe italiensk

rejsevaluta i Danmark. Men præsten

havde fundet ud af, at man kunne købe

rejsen i Frankrig.

Så kom der imidlertid et cirkulære fra

Handelsministeriet. Det bestemte, at

rejsevaluta købt i Danmark ikke kunne

veksles i udlandet. Straks blev fru Gorma

sat i toget for at få en personlig samtale

med daværende handelsminister

Jens Otto Krag. Men på vej i toget fik

hun den kedelige meddelelse, at handelsministeren

ikke kunne tage imod

hende. Han havde nemlig taget sig en

fridag for at gifte sig med en svensk

skuespillerinde, Birgit Tengroth.

Mødet i Handelsministeriet endte

med, at fru Gorma måtte vende tomhændet

hjem til Tjæreborg. Hun fik

dog at vide, at der ville blive åbnet for

turistrejser til Spanien, og at der kunne

købes spansk rejsevaluta i Danmark.

Italiensturen blev aflyst. Men i foråret

1950 gik præstefamilien sammen

med vennerne, lærer Svend Aage

Mathiesen og Peter Ingwersen, i gang

med at planlægge en bustur til Spanien.

Den første annonce, de havde i pressen,

gav i alt 70 henvendelser, eller nok

til hele to busser samt gratis rejser for

arrangørerne.

De efterfølgende somre sendte de

henholdsvis fire og tolv busser afsted. I

1953 stiftedes Tjæreborg Rejser (Nordisk

Busferie A/S), og man investerede

samtidig i egne busser – seks i alt. Det

var en succes, og det gik forrygende op

gennem 1950’erne. Bureauet begyndte

også at sende turister med fly. I 1962

var man kommet så godt fra start, at

præsten kunne stifte eget flyselskab

»Sterling Airways«. Det udvikledes i

løbet af ganske få år til at være Europas

største charterselskab. Ganske godt klaret

af en præst og et par skolelærere. I

jubilæumsåret 1975 rejste mere end

600.000 med Tjæreborg Rejser, og det

gav en omsætning på over 1 milliard

kroner. I en periode var en af kunderne

Spies Rejser.

Den 4. januar 1989 blev Tjæreborgkoncernen

købt af Spies Rejser for en

ukendt millionbeløb, men fortsatte med

at sælge rejser under eget navn. Det

skete året før Tjæreborg Rejser kunne

fejre sit 40-års jubilæum.

Spies Rejser

Spies Rejser, det andet store rejsebureau,

blev stiftet af Simon Spies den 11.

november 1956. Han blev født den 1.

september 1921 i Helsingør. Søn af

kunstmaler Willam Spies og Emma

Spies. Han havde et frygtelig langt

navn: Simon Ove Christian Oglivie

Spies, men brugte kun det første og sidste.

Han døde i København den 4. april

1984, kun 63 år gammel.

Allerede som barn vist han store evner

som forretningsmand. Da han var

seks år gammel stillede han op ved

markedet i Helsingør, og ved lukketid

købte han de grøntsager, der ikke var

blevet solgt. I en gammel barnevogn

kørte han rundt med grøntsagerne og

solgte dem til de husmødre, der ikke

havde haft tid til at gå på markedet.

Som 12-årig solgte han slik i biografen

Kosmorama i Helsingør. Simon siges

allerede dengang at have haft det princip,

at man aldrig skal bruge mere end

halvdelen af det, man tjener. Resten

skal i sparebøssen. Et princip han holdt

fast ved hele livet.

I 1951 tog Simon Spies afgangseksamen

i statskundskab og psykologi ved

Københavns Universitet. To år senere

blev han ansat som guide i »De forenede

Rejsebureauer«, og det var her han

trådte sine »barnesko«.

I november måned 1956 indrykkede

Spies en lille annonce i BT »Vinterophold

paa Mallorca« – underskrevet

cand.polit. Simon Spies. Via sin kusine

og hendes mand lykkedes det at starte

en konkurrent til Tjæreborg og vel nok

også et af de mest fantastiske erhvervseventyr

i Danmark.

Turister i luften

Dansk charterflyvning fik som nævnt

sin »kick« start i 1960. Men allerede siden

1958 havde Spies Rejser booket 20

ugentlig pladser hos Aero Lloyd. Spies

var således foran præsten, når det drejede

sig om at benytte fly. Senere købte

Spies det fallerede flyselskab »Flying

Enterprice« og omdøbte det i 1965 til

Conair.

Efter denne handel fik Spies nu mulighed

for at presse prisen ned i forhold

til andre flyselskabet. Hvis ikke de kunne

tilbyde den rette pris, ja, så købte

han bare ekstra fly.

Provoen og eminencen

Spies og Tjæreborgpræsten var to meget

forskellige personer. Spies var udadtil

provoen, mens præsten optrådte

som den grå eminence. Men på det forretningsmæssige

plan var forholdet lige

34

modsat. Her var Spies meget konservativ

og foretrak at købe kontant og undgå

lån. F.eks. betalte han i 1971 kontant

55 millioner kroner for 5 stk. B720 fly.

Eilif Krogager var rede til at lade pengene

rulle. Derfor klarede Spies Rejser

også den såkaldte oliekrise i begyndelsen

af 1970’erne langt bedre en Tjæreborg

og andre rejsebureauer.

Efter Simon Spieses død i 1984 arvede

hans unge enke, Janni Spies, koncernen,

mens 200 ansatte hver arvede

200.000 kroner.

Salget

Den 15. februar 1996, samme år som

Spies Rejser kunne have fejret sit 40års

jubilæum, blev koncernen solgt til

Scandinavian Leisure Group/Airtours,

som ejedes af englænderen David Crossland.

Samtidig kunne Tjæreborg Rejser

igen starte som selvstændig virksomhed

med hovedkontor i Tjæreborg.

Slår man op på deres hjemmeside,

kan man læse, at en tidligere direktør

bliver bedt om at give en karakteristik

af en typisk kunde. Han svarer: »Den

typiske gæst? Det ved jeg ikke – men

gæsten ser da glad ud, når han kommer

hjem.«

Det er vel også det, der til syvende og

sidst er essensen af det at rejse og holde

ferie? Nemlig glæden ved at opleve.

Kilder:

Tjæreborg Rejsers hjemmeside

www.tjaereborg.dk.

Esbjerg Byhistorisk Arkiv.

ASK – tidsskrift for Dansk Folkekultur

1991/15.

Tjæreborgs jubilæumsskrift 1950–75.

Henrik Madsen: Spies – et eventyr.

Børsen Bøger, 1994.

Materialer fra den tidligere Spieskoncern.

Helsingør Arkiv.

1996 under forstudier til en

film om Pavlovski-familien

fik filminstruktør Sonja Vesterholt

idéen til at lave en dokumentarfilm

om storfyrstinde Olga. Meget a

propos opstod idéen her i Ballerup,

hvor Olga og hendes familie boede fra

1930-1948. Sonja Vesterholt er født i

Rusland, men har boet mange år i Danmark

og taler flydende dansk. Hun har i

årenes løb lavet en række dokumentarfilm

om Rusland og russere. For et par

år siden filmen »Stardreamer« om en

indtil da mere eller mindre ukendt russisk

science-fiction instruktør.

Tirsdag den 3. juni var der så premiere

på filmen om storfyrstinde Olga i

Park Bio. Museets venner og andre ballerupborgere

var rigt repræsenteret ved

premieren.

Researcharbejdet begyndte allerede

for et par år siden, da Sonja en dag ringede

og spurgte om, hun måtte besøge

os, for nu skulle hun altså i gang med at

lave filmen. En hel dag sad hun og bladrede

i de mange ringbind, vi har stående

på hylderne. Researcharbejdet blev

fulgt op af Cathrine Olrik, som er professionel

researcher. Hun og jeg brugte

mange timer her i Ballerup. Sidste sommer

dukkede det canadiske filmhold

op. Herefter fulgte filmoptagelser i

Rusland og Canada.

Filmen beretter om storfyrstindens

liv fra fødsel til grav. Født i Peterhof i

Rusland, hendes barndom, ungdom og

giftermål i Rusland. Først gift med den

36

NYT FRA EGNSMUSEET

I

homoseksuelle Peter af Oldenburg, senere

med oberst Nikolaj Kulikovsky efterfulgt

af to fødsler, krig, revolution,

borgerkrig, mordet på hendes bror zar

Nikolaj II og hans familie. Den dramatiske

flugt til Danmark, hvor hun først

boede sammen med sin mor, enkekejserinde

Dagmar på Amalienborg og

Hvidøre. Dernæst på Rygaard i Gl.

Holte, indtil hun og familien bosatte sig

i Ballerup.

Filmen beretter herefter om opholdet

på Knudsminde, de to sønner, Tihon og

Guris bryllupper med lokale piger:

Agnethe Pedersen og Ruth Schwartz,

krigen og flugten til Canada i 1948.

Filmens slutscener er optaget i Canada

på de steder, hvor Olga boede. Den indeholder

historiske filmklip, som aldrig

tidligere har været vist samt interviews

med familiemedlemmer, gudbørn,

museumsfolk og historikere. Der er

blevet researchet på arkiver i Rusland,

Danmark og Canada. Det vi her i Ballerup

kan glæde os over er, at Ballerup

Egnsmuseum får fin reklame, og det

kan på længere sigt skaffe flere besøgende

på museet.

Det er dejlig film, som hverken har

for meget eller for lidt med. Men, som

Sonja Vesterholt sagde efter premieren:

»Jeg har stof nok til at lave en række

film om Olga.« Men hun var bundet af

aftaler og økonomi. Den danske film

måtte fylde 56 minutter og den amerikanske

udgave noget mindre.

For de, der ikke var med til premie-

en, kan det oplyses, at filmen vil blive

vist i Cinemateket i Filmhuset, Gothersgade

55, 1123 København K (tlf.

3374 3400) søndag den 8. juni kl.

16.30, fredag den 13. juni kl. 18, tirsdag

den 17. juni kl. 20.30, fredag den 27.

juni kl. 18 og søndag den 29. juni kl.

20.30. Den første dag vises den i store

sal (140 pladser), de fire sidste datoer i

lille sal (42 pladser). Der er gratis adgang,

men det vil være en god ide at

ringe og bestille billetter.

Senere på året vil filmen blive vist på

DR TV. Det Danske Filminstitut er

medproducent, og det vil senere distribuere

filmen til skoler og biblioteker

landet rundt. Så vidt vides kan filmen

også købes på filminstituttet. Se også:

www.dfi.dk

Filmen er produceret i samarbejde

med: Canadian Television Fund – Telefilm

Canada: Equity Investment Program

CTF: Licence Fee Program – AV-

RO – Canal D – NKR – SVT – VRT –

W Network – YLE FST med støtte fra

Det Dansk Filminstitut – Nordisk Filmog

TV Fond – Ruslands Kulturministerium

samt Film Company Miris. The

Government of Canada, Canadian Film

or Video Production Tax Credit Program,

The Government of Ontario og

The Ontario Film & Television Tax

Credit har ydet hjælp til produktionen. I

co-produktion med History Television

Inc. Og DR TV.

Udstilling i Skåne

Fra og med den 24. april og frem til 28.

september udstiller Ballerup Egnsmuseum

30 malerier og akvareller af

storfyrstinde Olga på Bosjökloster Slot

i Skåne. Udstillingen er samtidig med

HKH prinsen af Wales Prins Charles

samme sted udstiller originalværker og

litografier. Denne udstilling lukker dog

30. juni i år. Ballerup Egnsmuseum har

venskabsforbindelser til Bosjøkloster i

Skåne og udstillingen er kommet i stand

på slottes ejer, Tord Bondes initiativ.

Taler dansk

Slottet har en meget spændende historie,

som kan føres helt tilbage til 1000årene.

Oprindeligt et nonnekloster. Det

ejes i dag af slægten Bonde, repræsenteret

ved Tord Bonde. En gammel

svensk kongeslægt. Tord Bonde taler

perfekt dansk. "Det har jeg lært af mine

danske venner" siger han. Slottet eller

retteret klosteret ligger med sine hvide

vægge og røde tegltag utrolig smukt

ned til Ringsjöen. Natur og kultur i

fuldstændig harmoni. Et sted der giver

ro i sjælen. Ud over udstillingsfaciliteter

rummer det en stor park med dyr, rosenhave,

kloster og klosterkirke, cafe

og restaurant samt legemuligheder for

børn. I sommerperioden er der en masse

aktiviteter. Fra Ballerup er der ca. 2

timers kørsel til stedet. Fra begyndelsen

af april og til slutningen af september er

der åbent alle dage mellem kl. 10 og 18.

Adressen er Bosjökloster Slot, Höör i

Skåne. Tlf. 0046-413-250 48.

Ønsker man yderligere oplysninger

om klosteret kan de findes på adressen:

www.bosjokloster.com Her kan man få

oplysninger om udstillinger, aktiviteter,

cafe og restaurant og ikke mindst om

slottets spændende historie, som har

mange forbindelser til den danske historie.

Jørgen O. Bjerregaard

38

Bustur til

Bosjökloster

Ballerup Historiske Forening arrangerer

lørdag den 30. august

bustur til Bosjökloster i

Skåne, hvor der bl.a. vil

være mulighed for at se

udstillingen med 30 af

Ballerup Egnsmuseums

Olga-malerier.

Se www.bosjokloster.com

Skåne

Der spises frokost på

Bosjökloster, og på

vejen hjem vil vi gøre holdt

ved en eller to andre seværdigheder.

Prisen bliver ca. 200 kr. (ekskl. frokost).

Vi regner med at starte ca. kl. 9.00 og vil

være hjemme igen ca. kl. 18.00.

Turen kan reserveres på tlf. 4497 1113

(ma.–fr. kl. 8–16). Interesserede vil få fremsendt

yderligere oplysninger om turen, bl.a. om

klosterets historie samt girokort til betalingen.

Brønshøjløbet

søndag den

18. maj 2003

Foto:

Laust Jensen

40

VEDTÆGTER

for Ballerup Historiske Forening

§ 1.

Foreningens navn er Ballerup Historiske

Forening.

§ 2.

Foreningens formål er at virke for at

udbrede kendskab til områdets arkæologiske,

historiske, topografiske og kulturelle

forhold – samt støtte bestræbelser

for oprettelse og bevarelse af de i

området værende kulturminder.

Foreningen indsamler arkæologisk og

andet historisk materiale, der har tilknytning

til vor lokalhistorie, bl.a. tekstiler,

møbler etc. samt manuskripter og

andre arkivalier, billeder, film og lydoptagelser.

Formålet søges fremmet

ved udgivelse af Byhornet – samt f.eks.

afholdelse af kurser, foredrag, udstillinger

og udflugter.

Bestyrelsen opretholder og leder foreningens

museum – Ballerup Egnsmuseum.

§ 3.

Enhver kan optages i foreningen som

medlem mod betaling af det til enhver

tid gældende kontingent.

Foreninger og institutioner kan optages

som medlem med én stemme. Livsvarigt

medlemskab kan opnås ved betaling

af et engangsbeløb svarende til ti

gange det gældende årskontingent.

Bestyrelsen har bemyndigelse til at udnævne

æresmedlemmer, der er kontingentfri.

§ 4.

Generalforsamlingen er foreningens

højeste myndighed og ledes af en på generalforsamlingen

valgt dirigent.

Ordinær generalforsamling afholdes

hvert år i januar kvartal.

Indkaldelse skal ske skriftligt med

mindst 14 dages varsel.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig

- uanset det fremmødte antal

medlemmer.

I indkaldelsen skal altid anføres dagsordenen:

Valg af dirigent.

Formandens beretning.

Regnskab.

Kontingentets størrelse.

Indkomne forslag.

Valg.

Eventuelt.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen

må være formanden i

hænde inden 1. januar.

§ 5.

En afstemning på generalforsamlingen

ledes af dirigenten og foregår ved almindelig

stemmeflerhed ved håndsoprækning.

Skriftlig afstemning skal finde

sted, såfremt blot ét medlem kræver det

– eller dirigenten bestemmer det.

Ændringer i lovene kan kun ske ved generalforsamling,

hvor 2 /3 af de fremmødte

medlemmer stemmer for ændringen.

Lovændringerne skal være udsendt til

medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen,

og forslag til ændringer

fra medlemmernes side skal være

formanden i hænde senest 8 dage før

generalforsamlingen. Love, der er forelagt

og godkendt på en generalforsamling,

skal tilgå medlemmerne i det

førstkommende nummer af Byhornet.

§ 6.

Indvarsling til ekstraordinær generalforsamling

er som for ordinær. Indkaldelse

til ekstraordinær generalforsamling

skal ske, når mindst 20 medlemmer

i foreningen begærer det – eller et flertal

i bestyrelsen har truffet beslutning

derom. Begæringen skal foreligge

skriftligt med underskrifter og angivelse

af dagsorden.

§ 7.

Generalforsamlingen vælger til varetagelse

af foreningens interesser en bestyrelse

bestående af 7 medlemmer.

Valgperioden er 2 år.

Formand og kasserer vælges på generalforsamlingen,

formanden på ulige

årstal, kassereren på lige årstal.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med

næstformand og sekretær på et bestyrelsesmøde

snarest efter generalforsamlingen.

Formand, næstformand

samt lederen af Ballerup Egnsmuseum

udgør bestyrelsens forretningsudvalg.

Af bestyrelsen afgår skiftevis lige og

ulige antal medlemmer.

Endvidere vælger generalforsamlingen

2 bestyrelsessuppleanter.

Der vælges 2 revisorer, der afgår skiftevis

hvert andet år – samt en revisorsuppleant

der afgår hvert år.

Genvalg kan finde sted til alle hverv.

§ 8.

Indkaldelse til bestyrelsesmøder skal

foregå med mindst 8 dages varsel, og

bestyrelsen er beslutningsdygtig, når

mindst halvdelen er mødt. Indkaldelsen

skal indeholde dagsordenen.

Dagsordenen skal indeholde punktet:

»Godkendelse af referat fra forrige møde«.

Bestyrelsen kan nedsætte særlige arbejdsudvalg

og interessegrupper.

Foreningen tegnes af formanden eller

dennes stedfortræder.

§ 9.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret

fra 1. januar til 31. december. Revisorerne

reviderer det af kassereren udarbejdede

regnskab og forvisser sig om

kassebeholdningens og øvrige aktivers

tilstedeværelse.

Kassereren har pligt til at fremlægge

det reviderede regnskab – forsynet med

revisionspåtegning – på den ordinære

generalforsamling.

Medlemskontingentets størrelse fastsættes

på den ordinære generalforsamling

og forfalder hvert års første oktober.

Opkrævning af kontingent sker sædvanligvis

ved tilsendelse af giroindbetalingskort.

Kontingentrestancer i mere end 3

måneder medfører tab af stemmeret,

som først generhverves, efter at indbetalingen

er kommet kassereren i hænde.

§ 10.

Foreningens opløsning kan kun finde

sted, når dette er vedtaget af 2 på hinan-

42

den følgende generalforsamlinger med

mindst én måneds mellemrum. 3 /4 af de

fremmødte medlemmer skal på begge

generalforsamlinger stemme for opløsningen,

hvis denne skal være gyldig

og endelig.

En færing fylder 80

Opløses foreningen, søges foreningens

aktiver og samlinger overdraget Ballerup

Kommune til tilsvarende formål –

subsidiært overlades det til Statens

Museumstilsyn at træffe bestemmelse

om formuen og samlingens anvendelse.

Vedtaget og godkendt på Ballerup Historiske Forenings ordinære

generalforsamling den 26. marts 2003 og afløser alle tidligere love.

Den 4. marts fyldte Sigmundur Joensen 80 år. Sigmundur er rigtig

færing med begge ben solidt plantet på jorden og en af dem, man

ikke sådan flytter rundt med, gift med Elinborg. Sigmundur siger

ikke så meget, men til gengæld lytter man, når han siger noget.

Både han og Elinborg har igennem en længere periode fungeret

som en del af de mange frivillige museumsvagter. Sigmundurs

betingelse er, at han får lov til at tage sig af de museumsgæster,

der skal se længerne på Lindbjerggaard. Det passer Elinborg fint,

for så kan hun passe gæsterne i stuehuset.

De er begge aktive medlemmer af Færøsk Forening, som holder til

på Ryttergaarden. Det var også her, jeg første gang mødte

Sigmundur. Vistnok i forbindelse med en færøsk aften, hvor der

blev serveret færøske specialiteter og ikke mindst, danset

færøsk kædedans. Det var Sigmundur der indførte mig i de

vanskelige færøske dansetrin.

Sigmundur er meget vellidt blandt vagterne og personalet på

museet. Vi ønsker ham alle mange gange tillykke med den store

dag og håber, at han mange år endnu vil komme til Pederstrup

sammen med sin Elinborg og passe museet.

Jørgen O. Bjerregaard

Anmeldelser

JØRGEN O. BJERREGAARD

G

uldbroderi og Huekoner. Om

kunsthåndværk for gejstlighed,

adel og bonde« af Lone

de Hemmer Egeberg og Tove Werner

Larsen. Udgivet af Værløse Museum

i anledning af 50-årsjubilæet 2003.

48 sider med farvede illustrationer.

Pris kr. 80.

Forordet er skrevet af museumsinspektør

Ellen Elisabeth Jensen. Hun

nævner, at det er den første samlede

publikation om guldbroderi og kvinderne

bag de pragtstykker, der i århundreder

smykkede og stadig pryder samfundets

øverste lag. Og det er så rigtigt,

som det er skrevet.

Bogens første del bygger på Lone de

Hemmer Engbergs specialeafhandling

om professionelt broderi, skrevet i

europæisk etnologi i 1990. I anden del

behandler Tove Werner Larsen guldbroderiet

set fra en lokal vinkel.

Bagest i bogen er der et fint noteapparat,

kildehenvisning samt en gennemgang

af nogle af Værløse Museums

pragtstykker, hvoraf flere var med på

Ballerup Egnsmuseums udstilling i

2001.

Der er tale om en velskrevet og smuk

publikation, som ikke kun henvender

sig til de sykoner, som i dag syr folkedraget,

men i lige så høj grad til de læsere,

der interesserer sig for historien bag

guldbroderi og de såkaldte »huekoner«.

Rejseguide over Sankt Petersborg

»Skt. Petersborg i rejsetasken« af Svetlana

Wolder. 185 sider inkl. omslag

med illustrationer i farver. Bogen er udgivet

af forlaget Helikon med finansiel

støtte fra Per Aarsleff A/S. Prisen er kr.

248.

Vi har hele tre grunde til at omtale

denne fine lille rejseguide. For det

første på grund af Ballerup Egnsmuseums

permanente udstilling om storfyrstinde

Olga. Dernæst på grund af

Sankt Petersborgs 300 års jubilæum

den 27. maj i år og endelig på grund af

vores sommerudstilling »At rejse er at

leve«.

Jeg har selv besøgt Sankt Petersborg

to gange og savnede dengang en god

rejseguide. Nok blev vi vist rundet i byen,

men jeg havde kun mangelfulde oplysninger

om de pragtbygninger og

slotte, som gemmer sig i Sankt Petersborg.

Det er der rådet bod på med den

nye guide, skrevet af Svetlana Wolder,

som stammer fra Pavlovsk og derfor

har lokalt kendskab.

Bogen indledes med et portræt af

Sankt Petersborg, der blev anlagt af tsar

Peter den Store under Store Nordiske

Krig (1700–1721). Desuden rummer

guiden 10 forslag til gåture i byen. Hver

tur er fyldig beskrevet med rute, men

også beskrivelse af de highlights, man

ser på turen. En god ide til en guide. Jeg

havde meget glæde af læse om Jusupov-paladset

og mordet på Rasputin.

Bagest i bogen er der en kort beskrivelse

af nogle af de seværdigheder, som

ligger uden for bygrænsen, herunder

Peterhof og dets mange smukke paladser.

Det skal nævnes, at storfyrstinde

Olga blev født i Peterhof i 1882, og at

Ballerup Egnsmuseum har venskabsforbindelser

til museet i Peterhof.

Som noget meget vigtigt er der bagest

i bogen en beskrivelse af nogle af

de gode russiske retter, en parlør, en liste

over seværdigheder samt vigtige

adresser og telefonnumre. I den forbindelse

ville det være rart, hvis der også

havde været en liste over hjemmesider,

så man på egen hånd kunne søge yderligere

informationer. Ellers kan vi kun

anbefale bogen, hvis man planlægger et

besøg i Sankt Petersborg og nogle af de

øvrige seværdigheder i området.

Danmarks Oldtid, bind 2 og 3

Danmarks Oldtid bind 2, Bronzealder

2.000–500 f. Kr. og bind 3, Ældre Jernalder

500 f. kr.–400 e. Kr. af Jørgen

Jensen. Bind 2 er på i alt 612 sider og

bind 3 er på 685 sider. Begge er smukt

illustreret med et væld af fotos, tegninger

og kort. Bind 4, Yngre jernalder og

Vikingetid skulle efter planen udkomme

foråret 2004. I subskription er prisen

pr. bind kr. 399. I løssalg kr. 499 pr.

bind. Bøgerne er udgivet af Gyldendal

med støtte af Carlsbergfondet.

Ligesom bind 1 er de to efterfølgende

bind karakteriseret ved samme standard.

(Se Byhornet 2001/4 – side

42–43). Bøger til denne beskedne pris –

i alt 1300 sider fakta om dansk bronzealder

og jernalder – kan man ikke kom-

44

me uden om.

I bind 2 får læseren en grundig indføring

dansk bronzealder – en epoke,

som strækker sig fra 200 f. Kr. til 500 f.

Kr. – altså omkring 1500 år. Bogen

bringer os vidt omkring i historien.

Læseren får viden om, hvorfra bronzen

kom, og hvordan det påvirkede hverdagen

for de mennesker, som boede i det

område, vi i dag kalder for Danmark.

En rig periode, hvor klimaet var mildere

end i dag. Der er gjort talrige og

spændende fund fra den tid. De mest

dramatiske er nok gravfundene f.eks.

Skrydstruppigen og Egtvedpigen

Vores kommune er ikke direkte

nævnt i dette bind. Men det nævnes, at

et af de største våbenfund fra bronzealderen

er gjort i Smørumovre i vores nabokommune.

Tidsrummet er ældre

bronzealder. Fundet rummede ikke

mindre end 163 genstande, heraf 44

ufærdige økser, et sværdgreb, randlisteøkse,

et større antal spydspidser –

våben nok til at bevæbne en mindre

styrke på omkring 50 mand. Våbnene

menes nedlagt som en offergave som

tak til krigsguden. Der kan være tale

om våben, erobret fra en fjende. Der er

selvfølgelig også gjort fund fra bronzealder

her i området, men de er bare ikke

nævnt i bogen. Det kan da bemærkes, at

Stuvehøj i Ågerup er den største og

bedst bevarede bronzealderhøj i

Københavns Amt. Den er aldrig blevet

udgravet. Hvad den kan rumme, kan vi

kun gætte os til.

Bagest i bogen er der et meget fyldigt

og velredigeret noteapparat, emneregister,

stedregister og ikke mindst litteraturoversigt.

Illustrationerne er et helt kapitel for

sig. En fornøjelse og en stor oplevelse

at bladre rundt i bogen. Billeder af de

nyeste fund, tegninger, plancher, kort

o.m.m.

Bind 3 dækker jernalderen og dvs.

perioden 500 f. Kr. til 400 e. Kr. – et

tidsrum på ca. 900 år. Jernet, var det

nye vidunderprodukt, som hurtigt udkonkurrerede

bronzen. Det var stærkere

og på sigt langt billigere end bronze.

Men også meget nemmere at bearbejde.

Ligesom bronzen kom til os fra syd,

så kom jernet samme sted fra. Jørgen

Jensen gør meget ud af at beskrive det

store romerske rige mod syd. En stormagt,

der ikke kunne undgå at påvirke

de omkringliggende folkeslag, herunder

germanerne mod nord og dermed

også danerne. Romerne forsøgte at underlægge

sig det nordgermanske område,

men det lykkedes aldrig. De blev

stoppet godt og grundigt ved de to floder

Donau og Rhinen, som de flere gange

forsøgte at krydse. Det kan ikke udelukkes,

at også vore forfædre var i

kamp med romerne. Vi vover et citat

fra omslagets bagside:

»Året 9 efter Kristus blev et af de vigtigste

årstal i Europas tidlige historie.

Da blev de romerske legioner standset

nogle få hundrede kilometer fra Danmarks

nuværende sydgrænse. Det skete

i et frygteligt slag i Nordvesttyskland,

hvor hen ved 30.000 romerske soldater

og deres hjælpetropper blev udslettet af

et stammeforbund af germanske krigere.

Romerne måtte nu trække sig tilbage

til en grænse der løb langs Rhinen og

Donau. De måtte for altid opgive at

bringe de nordlige dele af det europæiske

kontinent under romersk herredømme.«

Romerne anlagde en række befæstede

byer syd for de to floder og lagde

dermed også grunden til mange af de

store Sydtyske byer, f. eks.: Bonn

(Bonna), Köln (Colonia Agrippina),

Koblenz (Confluentes), Mainz (Mongotiacum),

Strassburg (Argentorate)

m.fl.

Bogen beskriver en række af de store

offerfund fra perioden. En periode, der

vidner om kampe med fjender, der kom

til os udefra: fra syd, nord og øst. Her

kan bl.a. nævnes offerfundene i Illerup

Ådal og Nydam. Ikke mindst Nydamfundene

er interessante, idet Nationalmuseet

for tiden har en stor udstilling

med bl.a. nogle af de ting, som blev

gravet op af Nydam mose – heraf udgør

Nydambåden nok det væsentligste og

mest markante fund. Den befinder sig

til dagligt på Gottorp Slot i Sydslesvig,

men indgår som det store hit i udstillingen

på Nationalmuseet. Udstillingen,

som hedder »Sejrens triumf – Norden i

skyggen af det romerske imperium«,

kan ses frem 2. november i år. Nydambåden

dog helt frem til 21. marts 2004.

Sømosen i Ballerup er også nævnt i

bogen. Sømosen tilhører en af Danmarks

mange offermoser. Her blev der

for en del år siden fundet et mindre depot

af spydspidser, som i dag ligger i

Nationalmuseets magasiner. Det skal

bemærkes, at Sømosen aldrig er blevet

udgravet, og at der meget vel kan gemme

sig flere ting i mosen.

Den sidste del af perioden bærer

præg af den massive påvirkning fra syd,

ikke mindst fra det romerske rige.

Våben, påklædning, forsvarsanlæg,

husbyggeri m.m. Jørgen Jensen beskriver

bagest i bogen bl.a. det store for-

46

svarsværk »Olgerdiget«, som blev anlagt

i Sønderjylland ved Åbenrå ned

mod Tinglev. Det var anlagt efter samme

model, som de romerske grænseforsvar.

Altså må »danskerne« have set det

et eller andet sted mod syd.

Også dette bind rummer et gedigent

noteapparat, sted- og emneregister og

litteraturliste. Illustrationer er som i de

foregående bind overdådige.

Generelt om begge bind kan siges: Er

man først gået i gang med at læse dem,

er det utrolig svært at lægge dem fra sig

igen. Selv om der er tale om »en mands

værk«, så er de skrevet i et så varieret

sprog og med så mange lækre detaljer,

at man ikke kan holde fingre og øjne fra

dem. Serien anbefales på det kraftigste.

Bøgerne kan bestilles hos boghandlerne.

ansk Center for Byhistorie er

et forskningscenter, der beskæftiger

sig med forskning,

undervisning og formidling af byhistorie.

Det er oprettet i 2001 af Den Gamle

By, Danmarks Købstadsmuseum, og

Historisk Afdeling, Aarhus Universitet.

Centret, der har til huse i Den Gamle

By i Århus, finansieres af Århus Amt,

Aarhus Universitets Forskningsfond og

Historisk Afdeling, Aarhus Universitet.

Den Digitale Byport er centrets webdokumentation

og formidling af byhistorie

på internettet. Til første etape er

udvalgt byerne under Enevælden. Dokumentation

og analyser leveres dels af

centrets egne forskere og studerende,

dels af andre forskere.

På centrets hjemmeside www.byhistorie.dk

er fremlagt eksempler på det

fremtidige indhold. Det drejer sig om

multimediepræsentationer af rådhuse,

byporte og købstædernes landbrug.

Inden for det næste halve år vil Den

Digitale Byport blive »officielt« åbnet

og give adgang til databaser, digitale

kort og andre multimediefremstillinger

af blandt andet byernes handelsprivilegier,

markedshandel, handelsopland,

borgervæbninger, sygehuse og omfattende

søfartsstatistik, primært fra tidsrummet

1660–1848. Desuden er en omfattende

byhistorisk bibliografi –

Dansk Byhistorisk Bibliografi Online –

under udarbejdelse.

48

Historie på nettet

SVEND JØRGEN JENSEN

D

Historie-online

Dansk Historisk Fællesråd har oprettet

en ny hjemmeside for alle historisk interesserede.

Her kommer nyheder, anmeldelser,

debat om aktuelle emner

mv., og man kan få et ugentligt nyhedsbrev

på e-mail.

På siden, der har adressen www.historie-online.dk

kan man finde en række

artikler om forskellige historiske

emner. Man kan bl.a. læse om træskoenes

historie og middelalderens mennesker,

og der er henvisninger til udstillinger,

tv-udsendelser og litteratur.

Der bringes efterlysninger, hvor man

bl.a. kan læse, at Ballerup Egnsmuseum

søger oplysninger om teatermaleren

Carlo Jacobsen. Man kan også læse om

Renæssanceår 2006. Indtil renæssanceåret

får sin egen hjemmeside, stiller

historie-online plads til rådighed for

initiativet. På historie-online.dk/renaissance

kan man følge med i initiativer og

planer.

Historie-online drives af Dansk Historisk

Fællesråd, DHF, som er en paraplyorganisation,

der har til formål at

støtte og styrke interessen for historie

ved at fremme samarbejdet mellem de

forskellige historiske institutioner, organisationer

og foreninger, søge at tage

politiske initiativer til gavn for medlemmerne,

afholde møder og seminarer,

udgive publikationer og være kontaktorgan

til tilsvarende internationale

organisationer.

DHF’s medlemmer består af de fire

landssammenslutninger for hhv. lokalarkiver,

lokalhistoriske foreninger,

slægtshistoriske foreninger og museer

samt en lang række foreninger og institutioner,

der arbejder til fremme af historisk

forskning og formidling.

DHF udgiver det historiske tidsskrift

Fortid og Nutid, der med fire numre

årligt holder fingeren på pulsen med

den nyeste historiske danske forskning.

Desuden udgives forskellige værker,

f.eks. Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk.

50

gode grunde til at kontakte ABCtryk

god og hurtig service

kvalitetstryk

den rigtige pris

tryk

Riskær 3 · 2765 Smørum · Telefon 4497 1080 · Fax 4497 1856

ISDN 4497 1081 · Email abc.tryk@get2net.dk · Web abc-tryk.dk

BALLERUP HISTORISKE FORENING

FORENINGENS

BESTYRELSE:

Formand:

John Dahl

Ludvig Holsteins Alle 17

2750 Ballerup

44 97 43 67

Næstformand:

Mogens Bille

Strandgade 26,

2791 Draagør

32 94 34 24

Kasserer:

Bjarne Koldtoft

Bispevangen 33,

2750 Ballerup

44 97 21 47

Henrik Adrian

Æblevangen 71,

2765 Smørum

44 66 02 71

Jørgen O. Bjerregaard

Hørhaven 5,

2750 Ballerup

44 97 19 12

Lasse Mouritzen

Søndersøvej 15,

3500 Værløse

44 48 61 85

Lasse Mæhle

Centrumgaden 9,

2750 Ballerup

44 97 01 40

MUSEUMSUDVALGET:

Villy Falk

Forhistorisk arkæologi

44 94 64 71

H. E. Ekstrøm

Fotogruppen

4492 27 02

Inge Koldtoft

Købmandsbutikken

Jørgen O. Bjerregaard

Museets effekter

og gruppebesøg

44 97 11 13

Hans Hansen

Bygninger og vedligeholdelse

44 97 41 86

Jaen Schrøder

Smedjen

44 65 03 85

Bodil Schrøder

Haven

44 97 41 50

Ingrid Pedersen

Registrering

44 97 15 43

Jørgen Schlütter

Udstillinger

42 48 24 99

Lillian Stehr

Ture og foredrag

36 70 25 46

32. ÅRGANG · NR. 2 · JUNI 2003

BALLERUP HISTORISKE FORENING

to get the file - Ballerup Museum

to get the file - Ballerup Museum ... View more to get the file - Ballerup Museum

Delete template?

Save as template ?

to get the file - Ballerup Museum to get the file - Ballerup Museum