Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

det skønne. Som den ovenstående fremstilling lader ane, er Hume af den opfattelse, at
betragteren bør negere sin personlige situation til værket: “... when any work is adres-
sed to the public, though I should have a friendship or enmity with the author, I must
depart from this situation; and considering myself as a man in general, forget, if pos-
sible, my individual being and my peculiar circumstances. A person influenced by
prejudice, complies not with this condition; but obstinately maintains his natural posi-
tion, without placing himself in that point of view, which the performance suppo-
ses”. 227
For at indtræde i den selvforglemmende position kræves et arbejde på selvet ved
selvet. Hume markerer en række selvpraksiser, der vil udvirke den rette kunstansku-
else. Kunstbetragteren må øve sin finfølelse, træne øjet ved hyppig kontemplation og
sammenligning af kunstværker, dvs. perfektionere smagsevnen. Et andet aspekt er
etableringen af det neutrale synspunkt, hvilket stiller krav til betragterens selvbeher-
skelse, dvs. evne til at overvinde den personlige forvrængning, derved garanterende
kunstens rigtige indvirkning: “...nor have the same beauties and blemishes the same
influence upon him, as if he had imposed a proper violence on his imagination, and
had forgotten himself for a moment”. 228 Humes beskrivelse giver indtryk af en ret så
“håndfast” mental fremfærd, hvorved individet fralægger sig selv. Der er nærmest ta-
le om en selvtvang, der slår partiske tilbøjeligheder tilbage.
For at beherske de personlige fordomme, der fordærver kunstbetragtningen, kræ-
ves en omfattende introspektion eller selvkontrol, der kan afdække og fastsætte på-
virkningen, hvorefter de rette forholdsregler kan implementeres: “It is well known,
that in all questions ... prejudice is destructive of sound judgement ... [...] It belongs to
good sense to check its influnce ...”. 229 Individet må altså effektuere en flersidig selv-
praksis, først undersøgende de subjektive prægninger, dernæst undertrykkende disse,
i opnåelsen af den mønsterværdige attitude. Humes essay demonstrerer det selvarbej-
227 David Hume: “Of the Standard of Taste” i: Stephen David Ross (red.): Art and Its Significance: An Anthology of
Aesthetic Theory. New York, State University of New York Press, 1994, p. 86. Hume skriver andetsteds: “... to enable
a critic the more fully to execute this undertaking, he must preserve his mind free from all prejudice, and allow
nothing to enter into his consideration, but the very object ... (Ibid.).”
228 Ibid.
229 Ibid.
85