Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

den meritokratiske orden; midlet var opøvelse af evnen til at tilsidesætte egne interes-
ser, dvs. en selvbeherskelse. 224
Den beskrevne praksis har klare ligheder med centrale dele af periodens æstetiske
teori. Jeg tænker særligt på den kunstbetragtende indstilling, som eftertiden har døbt
“den æstetiske attitude”, og som anser fraværet af interesse for fuldkomment essenti-
elt i bedømmelsen af det skønne. Den mest berømte version af denne forestilling må
tilskrives den tyske filosof Immanuel Kant, der bl.a. skriver: “Ein jeder muß eingeste-
hen, daß dasjenige Urteil über Schönheit, worin sich das mindeste Interesse mengt,
sehr parteilich und kein reines Geschmacksurteil sei. Man muß nicht im mindesten
für die Existenz der Sache eingenommen, sondern in diesem Betracht ganz gleichgül-
tig sein, um in Sachen des Geschmacks den Richter zu spielen”. 225
Kants fremstilling bygger på en omfattende æstetisk tradition vedrørende interes-
sefri betragtning af det skønne. 226 Den æstetiske, upartiske subjektposition blev frem-
skrevet af en lang række indflydelsesrige forfattere i det 18. århundrede og var para-
digmatisk for bredere tankestrukturer angående subjektivitetsforståelsen. Spørgsmå-
let om interessefrihed inden for periodens æstetiske teori er komplekst og mangefa-
cetteret, og dette er ikke stedet for en nuanceret, fyldig fremstilling. Jeg vil begrænse
behandlingen til et par eksempler, der klart demonstrerer forestillingen om den gode
kunstbetragter.
Som nedslagspunkt er valgt den skotske filosof David Humes essay “Of the Stan-
dard of Taste” fra år 1757, hvor Hume gør rede for de nødvendige omstændigheder
vedrørende den rette smagsdom. Essayet fokuserer stort set eksklusivt på kunstbe-
tragterens position, anskueliggørende de forhold, der er påkrævede i vurderingen af
224 Periodens moralfilosofi kredsede i vid udstrækning om overvindelsen af personlige tilbøjeligheder, iscenesættende
dyden som en beherskelse af selvet. Som den franske filosof Jean-Jacques Rousseau skrev i sit indflydelsesrige
værk Émile (1762) om det dydige individ: “Det er det menneske, som forstår at besejre sine tilbøjeligheder,
thi i så fald følger han sin fornuft og sin samvittighed, han gør sin pligt, han retter sig efter samfundsordenen,
og intet kan rokke ham derfra. [...] Bliv dit hjertes herre, Émile, så vil du blive dydig!” (Jean-Jacques
Rousseau: Emile eller om opdragelsen. Del 3. København, Borgens Forlag, 1962, pp. 132-133). Vedr. periodens danske
moralfilosofi, jf. Koch 2003, Nicolaisen 2002.
225 Immanuel Kant: Kritik der Urteilskraft. (1790) Stuttgart, Philipp Reclam jun., 1963, udg. af Gerhard Lehmann,
p. 70.
226 Vedr. spørgsmålet om interessefrihed inden for periodens æstetiske teori, jf. Barrell 1992, Bohls 1993, Cottom
1981 pp. 370-371, Daston 1992 pp. 603-606, Stolnitz 1961.
84