Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

meriske Phantasie, som tør spaae Konstneren Tilfredshed og Lyksalighed! Bort I egen-
kierlige Forestillinger ... [...] Ingen føler mere Ufuldkommenhed i sit Arbeide end jeg,
ingen kan være mere empfindtlig over at tage Folks Penge for slet forrettet Arbeide
end jeg ...”. 221
Den interessefrie attitude og derved implicitte selvdistance synes til tider at medfø-
re en vis ubestemthed i forholdet til det personlige værk, særligt blandt de yngre
kunstnere, der endnu ikke bemestrede relationen til egen kunst. Denne omstændig-
hed synes at komme til udtryk i en række episoder, hvor kunstnere flakkede følelses-
mæssigt fra den ene yderlighed til den anden uden at være i stand til at fastlægge
deres kunstneriske selvforhold. Akademielev Philipp Otto Runge beretter, at når han
frydes over sit arbejde, bliver han bedrøvet: “... ihr freuet euch gar über mich selbst,
das macht mich betrübt ...”, og Abildgaard skriver som stipendiat i Rom: “... at naar
ieg [er] mest fornøyet bliver [jeg] traurig med et, ... ieg synes icke at være en Mester af
mine Passioner uden naar det ... galt, smaa ting derimod tager ieg undertiden saa nær
at ieg ret ærgrær mig over mig selv men uagtet kand ieg dog ikke faa bugt med
mig”. 222 Der udkæmpedes en indre kamp om kunstanskuelsen. Spændingen mellem
den personlige interesse og kravet om almengyldighed foranledigede en indre bryd-
ning, hvor kunstneren forsøgte at tøjle sit selvforhold; en proces der må have affødt
en mængde viderværdigheder, til tider reflekteret i en usikkerhed om positionens va-
liditet, eks. spurgte akademieleven Hans Hansen sig selv: “... vover jeg ... at være min
egen upartiske Dommer ...”. 223
At blive mester af sine passioner, at tage “det Store Skrit” der ledte til det selvfor-
glemmende, rene kunstforhold, var en krævende aktivitet. Det fordrede en øvelse af
selvet ved selvet. Kunstneren konstituerede sig som moralsk subjekt ved at betvinge
den personlige interesse, dvs. ved et etisk arbejde på selvet. Målet var efterlevelse af
det kunstneriske adfærdskodeks, hvor dyden lå i afsværgelse af egoisme, i accept af
221 Hannover 1896 p. 332, Hansen 1907 p. 162, Høyer 1795 p. 26. Fornægtelsen af det personlige, dvs. kraftig distancering
til eks. forfængelighed, egoisme, var ligeledes et dominerende princip inden for det tidlige franske
akademi, jf. Weyl 1989 pp. 161 ff.
222 Runge 1841 p. 53, Christensen 1999 p. 251.
223 Hansen 1907 p. 135.
83