Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

Akademikerne tilstræbte en orden, hvor den uplettede kunstneriske konkurrence
afgjorde, hvem som fortjente hæder, og de advokerede en væremåde, hvor kunstnere
accepterede dygtighedens forrang uden at ty til beskidte kneb, for som akademisekre-
tær Cornelius Høyer fortalte i en mindetale for professor Johan Martin Preisler vedrø-
rende pågældendes forhold til et par kollegaer: “... han forlod Schmidt og Wille, der
kappedes med ham paa en og samme Bane. De strede om Krandsen, men blot ved Ta-
lenter, de kiendte ej Avinds-Vaaben ...”. 212
Der var samtidig en tilbøjelighed til, at man distancerede sig fra den uberegnelige,
tilfældige lykke (Fortuna), hvis begunstigelse var lunefuld, ametodisk, dvs. ikke kon-
sekvent tilfaldt dem, der havde fortjent den. 213
Betragtet overordnet fremtoner en tydelig tendens til, at akademikerne forfægtede
et system, hvor den kunstneriske kvalitet var altafgørende, og hvor belønningen, i
form af eks. hæder, bestillinger, embeder, tilfaldt de dueligste, mest begavede kunst-
nere, dvs. man efterstræbte etableringen af et meritokrati, en samfundsform, hvor de
fortjenstfulde individer regerede. Det som talte var talentet og arbejdet for dets udfol-
delse. Denne holdning markeres klart i Det danske Kunstakademis store guldmedalje,
der havde påskriften Merenti, dvs. “Til den, der fortjener det”. 214
Præsten Nicolai Jonge, der i 1780’erne forfattede en beskrivelse af Kunstakademiet
baseret på informationer fra professorerne Wiedewelt og Weidenhaupt, udtrykte for-
holdet således: “Uden at see paa Stand eller Rang maa enhver Eleve ved sin Flid og
212 Jf. Høyer 1795 p. 21. Kunstnerisk kappestrid blev anset for en dydig praksis, så længe den var fri for ondsindet
misundelse (jf. Cast 1981 pp. 143-144, 146, Ray 2004 p. 532). I Høyers mindetale fremstilles Preisler som en
eksemplarisk kunster, hvilket også vil sige en dydig kunstner. Det fortælles, at han var “en dydig Medborger”,
at han “gik frem paa Dydens bane”, at han var “prydet med et ædelt Hierte”, og der fortælles om hans “redelige
Omgang og ærefulde Levnet” (Høyer 1795 pp. 4-5, 14, 16). Talen synes at have et klart progressivt sigte i forhold
til Kunstakademiets status, hvilket tydeliggøres ved, at den indledes med et omfattende forsvar for Akademiets
eksistens. Levnedsbeskrivelsers progressive karakter var ikke noget ukendt fænomen inden for de akademiske
cirkler. Det var således gængs praksis ved Det franske Kunstakademi i d. 17. årh. at anvende biografier
til at fremskrive et positivt billede af de akademiske medlemmer og derved promovere bestemte forestillinger
om kunstneren (jf. Weyl 1989 pp. 40 ff ).
213 Jf. Cast 1981 pp. 147, 151, 155, Winner 1957 p. 75, Wittkower 1938. Abildgaard leverede med kaminskærmen
forestillende Lykkens Tempel og med en række illustrationer til Johannes Ewalds fortælling Lykkens Tempel tydelige
eksempler på periodens forestilling om den uberegnelige, tilfældige lykke (Fortuna). Herskede lykken, tyranniseredes
kundskab og retfærdighed. Ewald beretter, hvorledes livet i Lykkens Tempel præges af misundelse,
falskhed, frygt etc., altså kvaliteter lig dem som kunstakademiet modsatte sig. Jf. Christensen 1999 pp. 155-
160, Kragelund 1999 pp. 148-155, Sass 1986.
214 Jf. Salling 1975 pp. 24-25.
80