Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

kunstneriske felt. 199 Indtrædelsen i Charlottenborg var således indtrædelsen i rum,
hvor det forventedes, at man underkastede sig kongemagten, og hvor dyden lå i den
accepterende adfærd. Denne kontekst opstillede et moralkodeks, der skulle sikre at
den tilstedeværende indrettede sin opførsel efter enevældens normer. 200
Samtidig som dette system indskrev akademikeren i en altomfattende organisation
baseret på forholdet til monarken, dvs. reducerede ham til et strukturelt element, be-
sad det også en individualiserende tendens, eftersom det anbragte vedkommende i en
nøje fastlagt distinktiv orden, der tydeligt markerede hans specifikke relationelle posi-
tion. Der er tale om den rangforordning, som enevælden indførte 11 år efter dets etab-
lering, og som sammenbandt personlig status med kongelige tjeneste. 201 Denne orden
strukturerede den sociale distinktion omkring kongens person, således at status og
privilegier voksede med den tjenstlige betydning. Derved omdefineredes det traditi-
onelle standssamfund, der byggede på individernes tilhørsforhold til bestemte sam-
fundsgrupper. Rangsystemet bemærkes i Akademiforsamlingens aktivitet, bl.a. i ud-
førlige bestemmelser vedrørende “gang og sæde”, dvs. ordningen vedrørende indtræ-
delse og siddeplacering i rummet, eks. bekendtgør reglementet af 1771: “Director har
det øverste Sæde; paa den høire Side af ham sidder den Professor, hvis Maaned det
er, og efter ham de andre Professores, og paa den venstre Side Æres-Medlemmerne.
Secretairen sidder lige over for Director, Medlemmerne af Academiet sidde bag ved
Professorerne, og Æres-Medlemmerne efter den Orden, de ere optagne”. 202 Dette ar-
rangement var en aflægger af den større sociale orden, hvor folk rubriceredes efter
199 Kongeloven (1665) og Danske Lov (1685) afskaffede retten til organiseret fællesskab, der ikke var godkendt
af kongemagten. Hen imod slutningen af d. 18. årh. foregik en liberalisering vedr. de kollektive aktiviteter,
hvilket muliggjorde den såkaldte borgerlige offentlighed, der dog stadig blev forsøgt kontrolleret ved en
mængde regulativer og et stort antal politispioner. Jf. Wåhlin 1986 pp. 105, 109 ff.
200 Enevælden promoverede en væremåde, hvor dyd, tjeneste for fædrelandet og troskab mod den kongelige
suverænitet var sider af samme sag (jf. Lind 2000 p. 187). Perioden florerede med bekræftende tilkendegivelser
vedr. kongens overhøjhed, eks. berettede akademisekretær Cornelius Høyer angående afdøde Johan Martin
Preislers livsanskuelse: “At ende sine Dage i sit fødeland, at være det til Gavn, havde fra Ungdom af været
hans Hiertes Attraa ... [...] ... at leve med et folk, der elsker sine Konger, som agter Religionen, som sætter Priis
paa Retskaffenhed, som regieres ved gode Love; at leve med et saadant Folk, at være dets Medborger er en
Lyksalighed ...” (Høyer 1795 pp. 20-21).
201 Vedr. enevældens rangsystem, jf. Gøbel 2000 p. 105, Henningsen 2001 pp. 325 ff, Jespersen 2001 pp. 618 ff,
Lind 2000 pp. 181-182. Kunstakademiets professorer havde rang af virkelige kancelliråder (jf. Meldahl, Johansen
1904, Bilag pp. vi, xii) og befandt sig i den sjette af ni rangklasser iflg. rangforordningen af 1746 (jf. Gøbel
2000 p. 105).
202 Meldahl, Johansen 1904, Bilag p. xxiii. Jf. desuden Meldahl, Johansen 1904 pp. 50-51, Bilag vi, ix, xi.
76