Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

iblandt jeg) fordriver med Magt de stormende, en Stol gaar itu ...”. 189 De kunstneriske
elever forsvarede idealet og derved deres identitet. Kunstnerens selvforståelse blev
understøttet ved uddannelsesprocessen, hvor den kunstneriske opstigen korrespon-
derede med den uddannelsesmæssige opstigen, bl.a. illustreret ved adgangen til an-
tiksalen, hvorved eleven i en symbolsk og bogstavelig forstand kom nærmere kun-
sten.
Det akademiske system fremavlede en stolthed ved kunstnerpositionen, en særlig
etos, baseret på forestillingen om praksisens ophøjethed. Et andet centralt element i
uddannelsen var usikkerheden, nervøsiteten. Periodens akademielever svajede mel-
lem selvtillid og ængstelse, tydeligt påvirket af uddannelsens overdragelse eller und-
dragelse af den efterstræbte position. 190 Denne balancegang mellem succes og fiasko
affødte en generel nervøsitet. Runge fortæller, at han i drømme oplevede Rembrandt
fordømme de akademistuderendes kunstneriske formåen, og andetsteds beskriver
han, hvorledes eleverne til en medaljeuddeling stod “... i Frygt og Forventning med
Hensyn til, hvad der skal komme ...”. 191 Desuden kommunikerer Runge en usikkerhed
omkring professorerne, hvilket synes at være en udbredt anskuelse blandt eleverne, jf.
det ovenstående citat fra akademieleven Hans Hansen. 192 Akademiets konkurrencer
var frygtede og i særdeleshed guldmedaljekonkurrencen, der bevirkede en del sam-
menbrud og flugtforsøg, bl.a. berettes det, at Thorvaldsen måtte stoppes i porten og
overtales til at fortsætte arbejdet. 193 Det konstante pres havde en betydelig indflydelse
på eleverne, og den diffuse frygt medførte formentlig en større føjelighed, dvs. under-
støttede håndhævelsen af Akademiets orden.
Uddannelsens subjektivering indebar en styring af elevens adfærd, dog med det
tvetydige aspekt, at den i visse henseender fremmede muligheden for modhandlinger
til den akademiske praksis. Dette forhold vil blive berørt senere hen.
189 Citeret efter Meldahl, Johansen 1904 p. 141, Jan Zahle: “Antiksalen ▪ Figursalen ▪ Museet” i: Kjerrman, Nørgaard,
Zahle, Bertelsen 2004 p. 178. For den opr. tyske version, jf. Runge 1841 p. 51.
190 Eks. skriver Charlotte Christensen, at Runge: “... veksler overspændt imellem tiltro til sine egne evner og en
barnlig ængstelse ...” (Christensen 1999 p. 260). Runge synes at være et tydeligt udtryk for en generel tendens.
Hans beskrivelser demonstrerer klart de følelsesmæssige omsving, der fornemmes i andre af tidens udsagn.
191 Christensen 1999 p. 260, Meldahl, Johansen 1904 p. 140, Runge 1841 pp. 34-35, 50, Jan Zahle: “Antiksalen ▪ Figursalen
▪ Museet” i: Kjerrman, Nørgaard, Zahle, Bertelsen 2004 p. 178.
192 Christensen 1999 pp. 221, 260, Hansen 1907 p. 104, Runge 1841 pp. 37-38, 43-45, 53, 64.
193 Salling 1975 p. 6.
73